Observationer og ikke mindst, mandelmælk

[Tobias Huxley Holmes]

”Og hvad kan jeg hjælpe dig med?”, lød det kvidrende på caféen O’Malley, som adskillelige kvinder og mænd henholdsvis nærmede sig og forlod servicedisken. Tobias Holmes havde betragtet dem alle med lige dele nysgerrige og fraværende øjne, som det lysebrune papkrus fandt vej frem og tilbage mellem hans hjerteformede læber, og den ranglede troldmand kunne konstatere, at kaffe ikke længere var, ja, kaffe og at mandelmælk var enhver baristas søde mareridt.

Timerne havde slæbt sig dovent af sted og ikke efterladt megen bevisførelse for dens grundlag dertil, andet end at det nu var sådan, at det var. Hertil kunne Tobias fremsætte endnu en observation – tiden gik langsommere, når et arbejde ikke længere kaldte og påkrævede en at møde op.
Ikke at han som sådan led under tunge kvaler af den grund. Faktisk var det grænsende til absurd, hvordan den tyngende og kvælende fornemmelse i Tobias’ tynde brystkasse, var forsvundet som dug for solen ved netop den konstatering, for om nogen havde han altid været i gang – i gang med arbejde, i gang med artikler, research, møder og ikke mindst ansvaret for moderen og de øvrige hekse og troldmænd, som havde fundet vej til hans hjem og ikke mindst hans, nu efterhånden, berygtede sofa. Ingen af de forhindringer eksisterede nu længere og for Tobias syntes solen, at skinne lidt ekstra den torsdag.

Da formiddagen forlod dagen til fordel for frokosten, rejste Tobias sig fra sin plads i hjørnet og begyndte at spadsere ned langs de snoede og smalle gader. Den tro følgesvend i form af den hvide cigaret dinglede som altid i hans mundvige, som Tobias, i grunden ganske formålsløst, bevægede sig ned mod Hyde Park. Da gruset begyndte at knase under hans fødder og lyden af biltrafikken forstummede, smed Tobias skødesløst den sammenrullede tobak sammen og satte sig til rette på en bænk, ikke mange meter fra en af parkens mange småsøer.

I dag var en god dag. En simpel dag.

Gemma Appleton
29. august

[Gemma Appleton]

Gemma var næppe i samme solstrålehumør. Hun var stadig for stædig til at række ud til Keeran Appleton  og, uden ham, var hendes enspænder-livsstil bare blevet mere tydelig. Det var nemt at sekludere sig i lejligheden, bag mørklægningsgardiner og indhyllet i cigaretrøg, men den sidste uge havde åbenbart været højsædet for de prætentiøse, sociale begivenheder, som hun åbenbart skulle deltage i. En mere kedelig end den anden. Det var dog arbejde og arbejde... det var en distraktion.

Efter at have deltaget i en brunch med en oldgammel mand - og en af MACUSA kontakterne - kunne Gemma endelig indånde lidt frihed. Hvis hun da stadig havde den slags, nu hvor det føltes som om det amerikanske ministerium nærmest ejede, ikke kun hendes loyalitet, men også hendes krop.

Hyde Park. Skød hun genvej gennem området, kunne hun undgå den hovedpine-fremkalende lyd af idioter der ikke kunne køre bil. Og det var... Behageligt, at bevæge sig gennem området. Indtil hun da var nået så langt ned af en sti - der ikke delte sig lige i den nærmeste fremtid - at hun indså at det ville være for sent at snurre om på hælende, uden at Tobias Holmes bemærkede det. Derfor blev hagen hævet lidt, da hun fortsatte føddernes gang.

"Holmes."

[Tobias Huxley Holmes]

Lyden af høje hæle, som mødte grusstien, fik instinktivt Tobias fraværende opmærksomhed, og som han så op, fæstnede de mørkeblå øjne sig i et par genkendelige brune. Øjne, Tobias havde drømt om adskillelige nætter, siden han sidst havde set heksen, som ejede dem.

Øjeblikkeligt fandt en hård knude vej frem til det bankende hjerte og Tobias nikkede, med den sammenrullede tobak dinglende i mundvigen. ”Appleton”, hilste han, i samme tone som Gemmas, hvorefter han betragtede hende spadserer forbi sig.
Den mørke, så karakteristiske røg forlod ham dovent, som farverige fingre greb om cigaretten og Tobias rejste sig. Med lange skridt indhentede han snart den mørkhårede heks, men de mørkeblå øjne gnistrede hverken varmt eller drillesygt.

”Keeran er ikke bare tilhænger af den nye regering, men en af dem, der hjalp MACUSA til magten”, hørte han sig selv sige, som en blussende vrede meldte sin ankomst. ”Han truede Imogen, til hun ikke havde andet valg, end at lade ham se Ella. Det var det eller hendes levebrød.”

I tre hurtige skridt stillede Tobias sig afværgende foran Gemma og lod sit hårde blik søge heksens. ”Det er svært at forestille sig, at Keerans søster kan få lov til at forholde sig neutralt, eller at hun for den sags skyld, kan se andet perspektiv, end det at brormand præsenterer for hende, så var det derfor, at du endte i min seng?”

[Gemma Appleton]

Egentlig forventede hun at journalisten ville lade hende gå uhindret forbi. Det gjorde han vel også, selvom han nu start sægtnede hendes skridt med ord, der fik det til at rende koldt ned ad ryggen på hende, og slutteligt blokerede stien. Stoppede hun ikke, ville hun støde ind i ham. Stædigt satte hælene i gruset.

Den mørkhårede heks gjorde alt i sin magt for at virke upåvirket af konfrontationen. Hagen hævede sig naturligt en knivspids mere, for at hun kunne møde Tobias blik mens han talte. Løgnere havde flakkende øjne, havde en regeringsmand engang fortalt hende. Og hun havde vel i grunden aldrig løjet om det her for Tobias. Men... Hvad med Keeran? Journalisten hadede ham og kendte til hemmeligheden...

Ordene og insinuereingen ramte plet. Både i sandheden og i en krakellerende stolthed. Selvom det var sandt at hun arbejdede for MACUSA, havde hun ikke været sammen med ham på grund af det. Ikke i sidste ende. Uden at tøve et sekund, havde hun stukket ham en lussing.

"Fuck dig, Holmes," bed hun, og forsøgte at mase sig forbi ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nåede end ikke at registrere slaget, før den indsunkne kind sveg brændende og instinktivt trak han sig fra hende. De mørkeblå øjne fandt, grænsende til forvirret, tilbage til heksens kønne skikkelse og fulgte hende, som hun passerede ham.

Den ranglede troldmand snurrede rundt på hælen, som fødderne atter satte efter hende og han end ikke lagde mærke til, hvordan cigaretten havde forladt hans mundvige ved mødet med Gemmas hånd.
Tobias’ lange skridt afgjorde slaget med lethed og igen kunne han placere sig foran hende – denne gang med en ildrød kind og hårde øjne, der gnistrede i takt med det bankende, rasende hjerte.
”Fucking svar mig!”, snerrede han, som hans blik fandt hendes. ”Er du virkelig så skide kold? Vi… Vi er sgu forhelvede venner!”, lød det dernæst og Tobias skar en grimasse af hende, uden at vide hvorfra ordene kom, velvidende at Gemma aldrig havde i sinde at svare ham med ærlighed. Det var i hvert fald tanken, der blev ved med at råbe insisterende bag den blege pande.

[Gemma Appleton]

Der var intet i hende der fortrød slaget, eller den sviende fornemmelse det havde efterladt i hånden. Det eneste Gemma fortrød var at hun ikke havde hævet sin tryllestav, da journalisten blokerede hendes vej påny. Hun måtte forsvare sig selv, såvel som sin bror, men selvom det nok var mest strategisk at holde sig gode venner med manden der holdt deres hemmelighed i sine slanke hænder, kunne hun ikke dæmre raseriet.

Faktisk, var øjnene snart blevet dækket af en diskret og våd film, som enten kunne stamme fra vreden eller... sorg under hans lave tanker om hende. Nok havde han ret om loyaliteten på et overordnet plan, men noget andet havde ramt et sted i hende, som nok havde forventet at han rent faktisk forstod, at hun for en gangs skyld ikke havde knaldet nogen fordi hun skulle. Hun havde bare været... Sit ufiltrerede jeg, hvorimod hun, med kunder, aldrig udviste den del af hende der var aggressiv, temperamentsfuld og oprigtig sårbar.

"Venner?" Gemma fnøs som den stikkende fornemmelse i brystet intensiveredes, "Du tror jeg knaldede dig på grund af et politisk agenda, og at jeg bare er en tom nikkedukke til hvad min bror 'præsenterer'." Det handlede ikke om hvad MACUSA stod for, men hvad de kunne give. De havde hjulpet dem med at komme væk fra en lortesituation, men Keeran Appleton havde aldrig presset hende. Tværtimod, foragtede han hendes profession. Alt var dog bedre end de kår de kom fra.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs, som heksens ord ramte ham og fik knuden i brystet til at vokse ved alarmerende kraft. Snart stak hans farverige fingre krampagtigt og Tobias så, hvordan hans hænder var knyttet i indestængt raseri, så knoerne blev hvide under den sorte blæk.
"Hvad fanden forventer du, at jeg tænker?", udbrød Tobias vrissende, som de mørkeblå og hårde øjne kolliderede med hendes. "Du skred sidst! Keeran hader mig! MACUSA er lige i røven på mig! Var det begyndt at gå op for dig, at jeg ikke havde en skid at tilbyde dig eller hvad?", lød det dernæst prompte, som Tobias skar en lidende grimasse af overvejelse.

Og først da så Tobias de mørkebrune øjnes blanke overflade og instinktivt trådte den ranglede troldmand væk fra heksen, således at stien atter blev fri for hende. Allerede havde han trådt adskillelige skridt over grænsen og Tobias var ikke interesseret i at gøre det igen.

De farverige hænder løsnede sig greb om sig selv, som Tobias rømmede sig og dernæst sank en insisterende klump. "Jeg holder virkelig af dig, Gemma. Kan... Kan vi ikke snakke? Ordentligt..."

[Gemma Appleton]

Begge pustede sig op, og Gemma forsøgte bestemt at dæmpe den nivende fornemmelse i næsen. Hun havde intet at tude over og Tobias Holmes, skulle aldeles ikke fremkalde flere tårer hos hende. Ordene rev provokativt i hende og hun ønskede at svare ham igen med samme vrissende tone. Men det var før han åbnede stien op for hende igen, og samtidig fik lukket munden lidt lamslået på hende. Ligesom hun ofte havde skævet mod hoveddøren som barn, søgte øjnene flugtvejen forude.

Jeg holder virkelig af dig Gemma. Det var ikke ord hun var vant til at høre, men der måtte være en grund til at de nærmest naglede fødderne til stien. "Det var dig der... begyndte," fik hun stædigt mumlet. Uanset hvor meget hun ønskede at komme væk fra situationen og tage hjem, pakke sine ting, og advare sin bror, kunne hun måske redde trådende ud. På en eller anden måde, der ikke kun gravede hullet under søskendeparret dybere.

Hun nikkede derfor afmålt og skridtede hen til bænken. Hun satte sig så langt i den ene side som hun kunne. Rådvildt, gav hun sig til at pille ved en lok af håret, mens blikket tomt betragtede området, "Hvad vil du have mig til at sige?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias måtte kvæle det måbende udtryk, der truede med at bryde ud på hans smalle ansigt og det lykkes ham til dels. De mørkebrune øjenbryn forlod dog deres retmæssige plads i panden, i det Gemma drejede rundt på hælen og skridtede tilbage til bænken. Som hun satte sig på yderkanten, stillede Tobias sig en halv meter fra bænken, på den modsatte side af heksen, for noget bag den blege pande, indikerede larmende, at det var for det bedste. Noget ved den nærmest forskræmte og mørkhårede skikkelse fik det til at vende sig i den ranglede troldmand.

"Ja, undskyld", brummede han og mente det, som en farverig hånd fandt den sorte manke. "Imogen er bare ved at skide i bukserne. Hun kan forhelvede ikke miste sit job", tilføjede Tobias mumlende, som forklarede det hele affæren. Det var nu langt fra sandheden, men den fandt aldrig vej til hans hjerteformede læber.

For et øjeblik kunne Tobias ikke andet end at betragte Gemma, som hendes slanke fingre greb om en mørk lok. Det gjorde ondt at se, såvel som ordene fik knuden i brystet til at vokse.
"Jeg vil ikke have dig til at sige noget bestemt", lød det, lige dele tøvende og råvildt, og derefter kunne troldmanden ikke længere stå stille. Som han trippede på stedet, gned han det smalle ansigt, imens tankerne galopperede afsted.

"Jeg har bare... Folk, der regner med mig...", begyndte Tobias tøvende at fortælle, som hænderne desperat fandt en cigaret frem fra pakken i bukselommen. "Vi kan jo forhelvede ikke være venner, hvis der er så meget usagt og hemmeligt lort i mellem os." Af uvisse årsager var det det, som voldte Tobias de værste kvaler.

[Gemma Appleton]

Alt hun havde kæmpet for... alt hun og Keeran havde kæmpet for, kunne gå i vasken. Tobias havde pludselig magten over hendes skæbne og macusa havde magten over hendes krop. Fuck... Hvis tæppet skulle falde, havde det hele været for ingenting. Tanken om alle de mænd hun skulle underholde - og de få hun skulle i seng med - gav hende myrekryb, og sendte nok Tobias' bemærkninger om Imogen helt automatisk over i kategorien fucking ligegyldigt.

Hun pillede ufokuseret ved hårlokken, men vendte ikke blikket mod ham, selv da han gav sig til at besvare hendes spørgsmål. Hun havde slået ham. Selvfølgelig ville han sladre.

"Og der er ikke folk der regner med mig. I get it..." bemærkede hun dæmpet. Det var sandt nok i sidste ende. Gemma kæmpede for sig selv. Hun trak lidt luft ind mellem læberne, "Jeg bærer mine kort tæt på kroppen. Det troede jeg efterhånden at du havde forstået."

[Tobias Huxley Holmes]

Panikken meldte langsomt men stødt sin ankomst, så det bankende hjerte begyndte at hoppe uregerligt og ude af takt. Tobias’ smalle ansigt tabte langsomt sin farve, som blodet forsvandt og gled ned i fødderne, så de blev tunge og ude af stand til at balancere hans ranglede skikkelse. Grænsende til vaklende, fandt troldmanden tilbage til bænken, hvor han faldt sammen, ligbleg, i den modsatte ende af, hvor heksen sad.

For et øjeblik var det som om, at verden lukkede sig sammen omkring ham, så ørerne blev døve og de mørkeblå øjne blinde. Tobias end ikke registrerede Gemmas ord, men instinktivt nikkede han, til lyden af hans bankende hjerte i den tynde brystkasse.

Teddy.
Bethany.
Cedric.

Ansigterne af de kendte, fandt vej frem til hans tanker, og straks måtte Tobias kæmpe for at trække vejret i den sædvanlige, rolige rytme. De farverige hænder fandt vej til hans indsunkne kinder, hvoraf den ene stadig sveg forræderisk.
Hvis Gemma sladrede…

Hørelsen var endnu ikke vendt tilbage og øjnenes syn var stadig sløret af panikken, men som eksisterede ingen af de ting, sank Tobias en voksende klump i halsen og vendte sig mod Gemma. ”Det, jeg fortalte dig… Om ham jeg havde hjulpet…”, lød det brummende, som Tobias gned sine hænder krampagtigt mod hinanden.
”Hvad… Hvad skal du have for… Ikke at sige det til nogen? End ikke Keeran… Legit, Gemma, jeg… Hvad skal du have?”

[Gemma Appleton]

Konfrontationen og ideen om hendes brors mulige knibe, havde slået Gemma ud af kurs. Derfor havde hun ikke engang overvejet muligheden for afpresse Tobias med hemmeligheden han havde delt med hende. Faktisk, havde hun formodet af hans bleghed og chokerede udtryk - da hun endelig listede et blik mod hans skikkelse - var møntet på det faktum at han vidste at han skulle indberette hende. Men fuck det. Det var ikke hvad det handlede om. Tobias Holmes bekymrede sig ikke om hende, uanset hvad han påstod. Det var hun sikker på.

Forvirringen stænkede de brune øjne i et flygtigt øjeblik. Under andre omstændigheder ville hun ikke få noget som helst ud af at bruge informationen mod Tobias Holmes. Ikke når hun ikke kendte hans politiske dagsorden ud og ind, eller egentlig ønskede noget fra ham, foruden det venskab, der føltes temmelig kompliceret lige nu.

Hun hævede dog hagen lidt og forsøgte at bide nerverne i sig. Vær stærk, bad hun sig selv, som hun endelig stillede sine krav. "Vi kan starte med at du holder, hvad end du tror om mig og Keeran, for dig selv. Faktisk, burde du bare lade os begge to være i fred."

[Tobias Huxley Holmes]

Gemmas ord var ikke overraskende, til trods for den giftige, nagende fornemmelse, de efterlod Tobias alene tilbage med. Så hun havde aldrig ville ham, brummede en tankestemme, sølet til i bitterhed og sorg. I sandhed gjorde det mere ondt, end Tobias var i stand til at begribe – eller stå ved. Derfor nikkede han, som han tvang sin ranglede skikkelse op af stå, til trods for at de tunge fødder, der endnu ikke ville lystre ham til fulde.

”Aftale. Jeg holder mig væk”, lovede han, for havde han andet valg? Et venskab med Gemma havde tilsyneladende aldrig været en mulighed.
Dernæst rømmede Tobias sig og uden at se på hende, som var han bange for, hvad hans mørkeblå øjne kunne udløse, gestikulerede han med den ene farverige hånd mod hende.

”Er… Er der andet?”, spurgte han, hans hæse stemme vaklende, som øjnene forsøgte at danne mening af, hvad de så under de skobeklædte fødder.

[Gemma Appleton]

Når nogen kom for tæt på, var det nemmere at forskanse sig ved at træde tilbage. Gemma mærkede dog hvordan ideen om at Tobias rent faktisk holdt den sidste del af løftet, generede hende. Ikke på hendes brors vegne, men på hendes egne. Det kradsede og rev i brystet, og nev en anelse i næsen, men hun vidste at den nemmeste måde at holde sig selv i sikkerhed, var ved at holde sig væk. Hun var allerede for sårbar.

Hvad hun ikke forventede, var dog den knugende fornemmelse der intensiveredes, da Tobias rejste sig fra bænken. Hun havde bedt ham om at holde sig væk, men... Noget gav hende samtidig lyst til at bede ham om at blive, men hun kunne ikke få læberne til at formulere et eneste ord. 

Blikket tvang sig op mod hans ansigt, da han spurgte om der var andet han skulle gøre. Desværre var øjnene ikke til at møde, eftersom han virkede travlt optagede af skosnuderne.

"Nej..." mumlede hun, "Eller jo... Hvis vores veje alligevel skilles her, vil jeg bare... Sige at jeg måske kiggede rundt den dag i din lejlighed hvor du blev kaldt væk. Jeg fandt nogle papirer og læste lidt i dem, men... Jeg har ikke fortalt noget til nogen. Eller brugt det til noget. Det handlede aldrig om det. Det synes jeg bare at du skulle vide."

Selv når hun havde forsøgt at skabe forklaringer overfor sin interesse i Holmes, for sig selv, var det ikke grundende til at hun havde opsøgt ham gang på gang. Eller var endt i hans seng.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tabte pusten, som Gemmas afsløring, fandt vej til hans ranglede skikkelse. Ikke at der var hverken vrede eller bitterhed at spore i de mørkeblå øjne.
Med ét forstummede tankestemmerne, ude af stand til at vide, hvad de skulle mene om den sag, og Tobias gjorde intet andet end at nikke. Dernæst faldt tavsheden over dem og nok var den elektrisk og afventende, som kunne noget springe i luften hvert øjeblik, men Tobias selv bemærkede det ikke. Fødderne ville stadig ikke lystre og osteklokken, den der gjorde ham døv for omverdenens lyde, havde atter fundet vej nedover hans smalle ansigt.

Langsomt faldt Tobias atter ned på bænken og de farverige hænder kolliderede med hans ansigt, som de gned, til de indsunkne kinder og skarpe kindben blev røde.
”Det lå jo heller ikke i kortene… Jeg mener… Tak for at sige det”, brummede han, i ly af de blækfyldte hænder, hvorefter Tobias lænede sig tilbage. ”Kan du huske… Der første gang, du var hos mig? Vi lavede en aftale… Fire timers fred. Fire timer, hvor vi, ja, legede venner. Vi kunne gøre det samme nu. Fire timer. Og efter det… Så skal jeg nok overholde min del af aftalen.”