Helligt Venskab

[Callista Runcorn]

Callista himlede med øjnene og fnøs igen før hun bød ind da der var plads til det i samtalen "Ikke nogens.. poppycock." udbrød hun ret bramfrit "Hvis det ikke er nogens, må hun jo være blevet gravid uden en mand. Så kan hun endnu mindre kræve nogen af jer er ansvarlige for det. Det eneste du har ødelagt, er hendes forestilling om, at en af jer var naive nok til at komme kravlende." hun rystede på hovedet og nippede til sin te mens han fortsatte.

Harmen ulmede lidt i hendes mellemgulv på hans vegne da hun igen tog ordet "Du skal[/i] vide det. Det er din ret." bekræftede hun ham uden at tøve et sekund.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke drukne det forræderiske smil, der langsomt men sikkert fandt vej til hans hjerteformede læber. Det hørte til sjældenhederne, at være vidne til Callistas bramfrie udbrud, men når de kom var de altid – i hvert fald for troldmanden selv – ønskede.

For et øjeblik faldt tavsheden over de to venner, som Tobias lænede sig tilbage mod terrassedørens karm, og lod tankerne falde på plads. Heksens ord havde sat en tsunami af overvejelser i gang hos Tobias, men også en dybfølt sikkerhed. Han måtte vide det.

”Tak, Cal. For alt det her”, brummede han, som de varme, mørkeblå øjne flakkede henover hendes kønne ansigt. ”Det betyder mere end du aner.” Og det var ikke løgn, for endnu engang havde Callista samlet brudstykker af troldmanden op fra gulvet og ukueligt tvunget dem sammen.

[Callista Runcorn]

Callista betragtede sin umage ven i tavshed mens hun nippede til sin te igen og lod ham få plads til at tænke - og tage beslutninger. Et svagt, men varmt, smil krusede sig på hendes læber mens hun på samme tid slog affærdigende ud med den, uden dog at sige noget. Hun havde ligeså svært ved at tage imod tak, som hun havde ved at give den.

I stedet rømmede hun sig dæmpet, satte kruset fra sig og rejste sig, for at lukke den korte afstand mellem flyttekasserne, hen til ham "Du er stadig en idiot at du ikke sørgede for at det ikke kunne blive en mulighed da du gik i seng med hende.." begyndte hun, mens den ene hånd landede på hans skulder og gav den et fast klem "..men for mig at høre, er du ikke skurken i det her, Toby."

[Tobias Huxley Holmes]

Instinktivt nikkede Tobias, som de brede øjenbryn fløj op i panden i en sigende grimasse. ”Det er der ingen tvivl om, at jeg er”, brummede han enstemmigt, som et lille, tamt smil fandt vej til hans hjerteformede læber.

En farverig hånd fandt vej til Callistas og Tobias trykkede den instinktivt, før han tog den i sin egen og kyssede hendes håndryg. ”Nu har vi dog talt nok om mig”, erklærede han dernæst, som han slap hendes hånd og nikkede opfordrende mod hende.

”Er der sket noget i din ende?”

[Callista Runcorn]

Callistas bryn trak sig lidt sammen mens hans læber strejfede hendes håndryg. Det var ikke rigtigt den slags affektioner der ofte lå mellem dem, men så meget desto mere mening havde det nu.

Hun gav hans skulder et lille klap før hun selv trak hånden til sig og lænede sig tilbage mod dørkarmen med armene lagt over kors "Ikke det store, nej." hun rystede på hovedet og kastede et blik udenfor.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke skjule det djævelske smil, der langsomt men sikkert fandt vej til hans læber og instinktivt så også han ud af terrassedøren.

”Nej?”, lød det, næsten spørgende, som den ranglede troldmand rømmede sig. ”Du har ikke fået nogle… ja, invitationer til… til noget ganske særligt?”

[Callista Runcorn]

Callista rystede på hovedet og åbnede munden for at svare, da noget i hans tone, fik hendes bryn til at krybe sammen og en nylig oplevelse, til at træde frem i hendes tanker. Hun lukkede munden igen, drejede hovedet og så indgående på ham "Var det dig?"

[Tobias Huxley Holmes]

Instinktivt fik Tobias skubbet sig ud på den anden side af den åbne terrassedør - væk fra Callistas skarpe øjne. Ikke at djævlesmilet forsvandt; ja, faktisk voksede det sig blot større, som Tobias' mørkeblå øjne gnistrede drillesygt.

Det havde naturligvis været en prank og en, Tobias aldrig havde set Callista udføre, men som hun sad der og betragtede ham, brummede en insisterende tankestemme, at det måske... Var hændt.

"Hvem var det med? Tog du af sted? Hvad skulle du have på?", udbrød Tobias, som han forsøgte at kvæle en hæs latter.

[Callista Runcorn]

Callista lod armene falde og pegede en anklagende finger mod sin ældste ven "Din.. din blævreorm!" udbrød hun, uden at kunne skjule overraskelse som realiteterne gik op for hende "Hvorfor?" udbrød hun uden at have sluppet ham med blikket og ikke helt sikker på, hvad hun mente om det hele - og uden at svare på nogen af hans spørgsmål.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias smed begge farverige hænder beskyttende op foran sig, som djævlesmilet blev til et indestængt, hæst grin. ”Cal, det var en prank! Jeg kedede mig! Der var onsdagsmøde og jeg var lige gået forbi en af annoncerne på redaktionen!”, begyndte Tobias at forklare, som han krøb længere ud på det åbne terrassedæk.

”Desuden kunne du da godt bruge lidt mand, kunne du ikke?”, tilføjede Tobias hastigt, som han forsøgte at smile opfordrende til.

[Callista Runcorn]

Callista havde sænket den anklagende pegefinger, men tog ikke helhjertet del i hans morskab "Så du gav mine personlige oplysninger til et.. kontaktbureau, fordi du kedede dig?" spurgte hun, ikke rigtig hidsigt, men i hvert fald en smule indigneret. Havde det været alle andre end ham, havde hendes imponerende temperament uden tvivl vist sig allerede, men han punkterede det lidt i optrækket ved det spørgsmål han stillede "Måske.." hun trak på skuldrene med en trodsig grimasse og lagde armene over kors igen "Men jeg foretrækker selv at vælge dem." konstaterede hun, stadig uden at have svaret på, hvem hun var blevet sat sammen med og om hun overhovedet var taget afsted.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias djævelske smil svandt langsomt ind, som realiteten indfandt sig bag den blege pande. Dernæst skar han en grimasse og lod den tynde ryg kollidere med rækværket bag sig. ”Til mit forsvar indhenter de din adresse fra det officielle register! Jeg gav dem bare dit navn og din alder”, udbrød Tobias dernæst, men snart efter forsvandt tankerne omkring registreringen fra tankemylderet, som Callista trodsigt lagde sine arme over kors.

”Ved Merlins skæg!”, udbrød Tobias og atter fandt det store smil vej til hans læber. ”Callista kunne godt tænke sig lidt mand! Jeg fucking vidste det! Orh, jeg har haft det på fornemmelsen i en evighed!”, lød det dernæst begejstret, som Tobias pegede på hende med en farverig finger. ”Tog du af sted? Fortæl, Cal, nu!”

[Callista Runcorn]

Callista hævede begge bryn mens Tobias's smil blegnede og trods alt overbeviste hende om, at han ikke havde gjort det af nogen ond mening. Det ville også have overrasket hende meget, hvis det havde været tilfældet. Hun havde dog brugt så lang tid på at holde hemmeligt hvor hun boede, at det gav hende en urolig følelse i mellemgulvet, at et kontaktbureau nu havde hendes adresse.

Hun skubbede det fra sig og gemte det væk til senere, mens hun himlede med øjnene over hans drillerier "Det var næppe en hemmelighed." konstaterede hun tørt, stadig med armene over kors og et trodsigt udtryk "Og ja, jeg tog afsted, men hvis du har tænkt dig at blive ved at sidde og grine af mig, så får du ikke noget at vide."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias var – til trods for sin siddende stilling – nær kollapset af begejstring over Callistas afsløring. Ikke at det kom til udtryk i andet end de gnistrende mørkeblå øjne, der var rettet mod heksens skikkelse, som var der ingen dag i morgen. De farverige hænder lå henover de hjerteformede læber og indsunkne kinder, for Tobias kunne ikke risikere djævlesmilet i at betræde hans læber, hvis historien om daten gik fortabt.

”Jeg griner ikke af dig”, mumlede han ud igennem de krampagtige fingre, som han hastigt nikkede opfordrende mod hende. ”Jeg er bare glad!”

[Callista Runcorn]

Det ene øjenbryn røg lidt længere op end det andet og hun fnøs ikke særlig overbevist. Et langt øjeblik så hun bare indgående på ham før hun himlede med øjnene igen "Det bliver du ikke ved med at være." konstaterede hun og gjorde en lille pause før hun fortsatte "De satte mig sammen med Callistus S. Bancroft, Toby. Tilsyneladende er ægteskab ikke nogen hindring for at søge noget yngre at fornøje sig med."