En anden verden

[Alaïs Cerise Maizière]

Eftermiddagen lå øde hen og Alaïs sad endnu engang alene. Hun havde placeret sig selv i den slidte lænsestol som Quentin havde trukket hen bag om disken, så man altid sad behageligt når man betjente kunderne. Gavtyven var ingen steder at finde, og befandt sig højst sansynligt i en kø nede ved pizzariaet.

Butikken var enorm og syntes uendelig. Der var højt til loftet og man skulle bruge stiger for at nå bøgerne på øverste hylde. Alaïs følte sig yderst petit som hun sad krøllet sammen i stolen, dybt koncentreret i sit forsøg på at hækle fjer som skulle fungere som bogmærker.

De spruttende og hakkende lyde fra kaffemaskinen der dansede på disken, blandede sig med sjælerne fra gramofonen hvis musik syntes at kærtegne hver eneste bog. Eftermiddagssolen strakte sig hen over de slidte gulvbræder, og skyggerne flakkede hver eneste gang et menneske gik forbi de store glasvinduer der førte ud til Londons gader.

Man kunne ikke sige at der havde været travlt, men Alaïs havde intet behov for suset af kunder, og satte i stedet pris på dem der vant gjorde sin entré, snuppede en bog og faldt sammen i et af Bogladens mange bekvemte siddepladser.

Til Tobias Huxley Holmes

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes lod de læderskosbeklædte fødder fører ham ind langs porten, så de høje bogreoler tårnede sig op hver side af ham. De mørkeblå øjne skød vurderende henover dem, alt imens fødderne stoppede og de farverige hænder fandt vej op af den sorte frakke. Den, som altid beklædte hans skuldre.

Sådan den stod den ranglede troldmand for et øjeblik, før han, nu med målrettede skridt, aflagde afstanden fra indgangen til betjeningsdisken, hvor en lyshåret kvinde sad placeret. Et smil, og tilmed et djævelsk et af slagsen, fandt langsomt frem til hans læber, som han gik, og da Tobias nåede frem, lod han de armene hvile på den ru træoverflade.

”Det er blevet godt”, lød det, som de mørkeblå øjne betragtede kvinden lige dele legesygt og vurderende. ”Men jeg kan forestille mig, det ikke er det samme som at betræde scenen – tager jeg fejl?”

[Alaïs Cerise Maizière]

Da klokken lød rettede Alaïs instinktivt hovedet op for at se hvem der berigede hende med selskab. Hun kendte ikke den unge mand, men ud fra måden hvorpå han betragtede hende på virkede det til at han godt vidste hvem hun var.

Hun klarede halsen en smule og pakkede hækletøjet væk før hun rejste sig fra lænestolen. "Qui, C'est magnifique" lød det smilende fra Alaïs i det de brune øjne gled over de antikke bogreoler.

"Nej, det er slet ikke til at sammenligne" Lysten til at optræde på teateret sad stadig dybt i hende, og ledte hende til grunden til hvorfor hun var i boghandlen i stedet for til træning.

Hun glattede den blå kjole ud og sendte den unge mand et optimistisk smil. "Men som Quentin så fint altid påpeger, så har jeg mere tid på hånden til at være her - og Merlin må vide hvor meget der skal gøres både oppe og nede" sukkede hun og orkede næsten ikke og tænke på hvilket rod der eksisterede på første sal.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede heksen indgående og stadig storsmilende. Det var besynderligt, endelig at stå ansigt til ansigt med heksen, som formåede at få Quentin til at smile hemmelighedsfuldt. Så vidt den ranglede troldmand kunne huske, havde kollegaen og vennen aldrig før drøftet sine elskere – ja, i hvert fald ikke med ham selv.

”Nej, det kunne jeg forestille mig”, svarede Tobias, dog uden at hans ord i grunden indikerede, at han forestillede sig noget som helst. I sandhed var de grænsende til fraværende, som de mørkeblå øjne betragtede kvinden. Hun var køn og elegant, på en måde der ikke hørte denne tid til. I grunden mindede det Tobias om Quentin. Også han var født ind i det forkerte århundrede.

Tobias lod blikket glide rundt, selvom han nu ikke fandt det synderlig interessant, og han smålo, som heksen nævnte kollegaens navn. ”Det siger Quentin simpelthen”, lød det drillesygt, som Tobias lænede sig en smule længere henover disken. Kendte man den garvede journalist ville man vide, at han var tæt på at gro djævlehorn.

”Jeg har aldrig set Quentins kæreste, men da han fortalte mig, at du eksisterede, var jeg nødt til at komme og se dig med mine egne øjne – Tobias Holmes! Jeg er også journalist.”

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs mærkede de varme pletter snige sig hen over de blege kinder. De brune øjne var omridset af et par lange mørke vipper som hun gemte sig bag da blikket blev slået ned, og hun i stedet begyndte at rette lidt på købmandsdiskens interiør. Skulle hun være ærlig talte hende og Quentin ikke særlig meget om hinandens omgangskreds. I stedet forblev de i deres lille bobble af drømme og planlage ofte tusinde af rejser som de ville nå imens de stadig levede. Dét og så Quentins evige forsøg på at trække hende med ud i nattelivet.

Hun klarede halsen en smule da hans blik grænsede til et belurene og hun måtte søge op mod hans øjne igen i et forsøg på at gøre noget ved det. Hun vidste ikke hvad han ledte efter, eller om han blot var direkte uforskammet. Alaïs lod dog som om at det var fordi han fandt hende fascinerende i stedet for at tro at han afklædte hende med blikket, hvilket i sidste ende ville forage hende. Selvom det kunne ligne Quentin at hænge ud med ligende skørtejægere, som ham selv.

"Ja det.. Før i tiden så vi kun hinanden tyve minutter om dagen, i min frokostpause" forklarede hun og sukkede. "Min far er ikke meget for at jeg bruger så meget tid med mandfolk, og han ville få et føl på tværs hvis han vidste at jeg var her." Hun havde endnu ikke fortalt Mr. Ames Maizière at hun ikke længer var første danser, og hun så ikke frem til dagen hvor hun ikke længere kunne holde det skjult for ham. Han ville endda undre sig over hvorfor hun ikke gav ham biletter til den komende efterårs forestilling.

De slanke fingre gled hen over samlingen af armbånd omkring hendes håndled, i det han lænede sig mere frem. Hun klarede nervøst halsen og endte med at dumpe ned i stolen da hun ikke kunne bakke mere tilbage.

"Vi er ikke, jeg mener - Quentin og jeg har endnu ikke.." Alaïs var ved at få et nervøst sammenbrud og måtte lægge hånden mod panden. "Han er krop umulig! Og slet ikke til at tale med omkring sådan noget" sukkede hun frustreret.

Hun endte og alligevel med at række hånen frem for at præsenterer sig. "Alaïs Cerise Maizière" lød det fra den blonde heks. "Bonne après-midi Tobias Holmes, også journalist"

[Tobias Huxley Holmes]

”Tyve minutter om dagen? Merlin!”, udbrød Tobias lavmælt og sammenbidt, som han forsøgte at skjule sin barnagtige fryd. Det her var bedre end noget andet, den ranglede troldmand havde oplevet i lange tider. Tænk sig, at denne kvinde var Quentins elsker. Bethany havde vel end ikke mødt hende endnu og her stod han selv, og fik serveret detalje på detalje, af en smuk og elegant kvinde, født ind i det forkerte århundrede. Det var næsten for godt til at være sandt –

Og så røg den blege hånd op mod panden, under de lyse krøller og mørke, lange øjenvipper. Tobias kunne have mistet balancen, som hjertet sprang et slag over af forløsning og instinktivt nikkede han hastigt. ”Krop umulig! Slet ikke til at tale med!”, gentog troldmanden mumlende, som de mørkeblå øjne hvilede intensivt på heksen.
”Merlin…”

Dernæst drejede Tobias forhastet rundt på hælen og småløb hen til den nærmeste stol. Den var nu ikke ledig, men Tobias’ spidse næse kunne lugte en god historie og det skyggede for alle hans øvrige sanser – til stor frustration og forvirring for den ældre troldmand, som skulle til at tage plads, forinden at stolesædet dog forsvandt under ham.
Tobias vendte tilbage til heksen og satte sig ned, hvorefter han rykkede stolen (og dermed sig selv) helt tæt hen mod hende. ”Du var ved at sige – han vil ikke tale om det?”, spurgte Tobias, som han lagde sit ansigt i alvorlige folder. ”Din far vil ikke tillade, at du bruger tid med mænd?”

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs vidste til en start ikke hvad denne Tobias talte om, og kunne ikke forstå måden hvorpå han reagerede.
"Ja, vi mødes normalt på De tre koste for at spise" De brune øjne blev knebet en smule sammen som hun betragtede troldmanden overfor sig. Han opførte sig yderst besynderligt, og da han så spurtede efter noget at sidde på. Hun var ved at rejse sig op for at hjælpe den ældre mand med at finde et andet sted at sige, men lige som tanken havde passeret hende, kom en anden ung pige ham til undsætning, og Alaïs åndede tungt ud.

"Jeg kender alt for godt til Quentins udskejelser." fortalte hun og hvilede sine hænder i skødet. "Og jeg har ikke tænkt mig at være endnu en af hans tilfældige knald? - Min storesøster Maëlys, som du burde kende, hun er også journalist på profettidende. Fortæller gang på gang for barnlig og utilregnelig Quentin er som kollega." Hun trak vejret dybt ind.

"Min far er særlig konservativ, og har stærke holdninger om hvem hans børn skal indgå ægteskab med. Han ville aldrig tolerer Quentin." Hun var stille i et øjeblik og rystede så på hovedet. "Så det hjælper heller ikke når han så ikke kan finde ud af at sætte ord på hvad han føler. Som om han er bange for hvad der ville ske, hvis han var nødsaget til at holde sig til en."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne have svoret, at det prikkede i panden, som de sorte djævlehorn var på vej ud igennem huden. Tilmed kunne han ikke bekæmpe smilet, der stødt voksede fra mundvigene og udover de hjerteformede læber, som han blev ved med at nikke til fortællingen.

”Oh, jeg ved nu ikke, om han er så slem”, udbrød Tobias, som han lagde armene over kors. I sandhed havde Quentin og ham selv altid fundet hinanden i krisetider på redaktionen og dem var der velsagtens mange af. Derfor kunne Tobias nu heller ikke nikke enigt, som heksen fortsatte. ”Jeg synes nu, at han er den bedste kollega, jeg nogensinde har haft. Vi har udgivet mange skrifter sammen”, fortalte Tobias, og selvom ordene var oprigtige, var troldmanden dog også kommet sin ven til undsætning – åbenbart.
”Quentin er formidabel skribent og vanvittig skarpsindig. Han er faktisk for klog til at være på afdelingen, hvilket også er grunden til, at han ikke er der længere. Genier kan ikke være omringet af kedelige regelryttere hele tiden. Det slår dem ihjel.” Tobias smilede fortsat, som han lagde hovedet på skred. ”Er det ikke rigtigt? Kreative sjæle kan ikke lukkes inde i sorte huller. De må stimuleres.”

Desuden var Quentin ligeså temperamentsfuld og idealiseret som Tobias selv; kræfter som det var svært at holde indespærret og tæmme.

Tobias begyndte atter at nikke og ryste på hovedet, som han fandt det passende, imens heksen talte. Da hun omsider sukkede og holdte inde, gjorde Tobias det samme. ”Han snakker nu om dig helt anderledes. Han har julelys i øjnene og røde kinder. Jeg har aldrig set ham sådan.”

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs lyse bryn hævede sig langsomt som Tobias lystigt fortalte. Alle beskrivelser passede perfekt til Quentin, og han kunne til og med nævne nogen af de ting som hun særligt var glad for. Hvilket også fik rødmen tilbage til de de blege kinder, og hun blev helt forlegen over hvor varm hun pludselig følte sig.

Hun havde kendt Quentin i over fem år, og hun vidste godt at når han godt kunne lide en så blev han ved med at ville tilbringe tid sammen med dem. Derfor forsøgte hun også ikke at sammenligne sig selv med de kvinder han ofte beskrev når han havde talt om sengepartnere.

"Han er betænksom og lunefuld. - Møghamrende irriterende og impulsiv - Foreksempel da han lige havde fundet ud af at Monsieur Cedriic og Mademoiselle Bethany holdte deres forhold skjult for ham, stormede han ind i mit hus, og kyssede mig, og så bagefter lod som om det var så normalt som at spise, eller sove" udbrød hun i en varm latter.

Hun rystede på hovedet og lænede sig tilbage i den store lænestol. "Ja han fortalte godt om sin opsigelse, det var vist noget af et syn" sukkede hun. Det var synd for ham, at han havde følt sig nødsaget til at gå fra sin arbejdsplads. Men hvis de ikke ville trykke hans artikler, som i stedet skulle stemme overens med måden hvorpå Macusa ville føre nyheder, var han bedre tjent andre steder.

"Jeg mener også det var derfor at han valgte at forpagte butikken her, sammen med Monsieur Cedriic" lød det fra Alaïs der småsmilte. "Du har så absolut ret. Selvom jeg ikke helt er klar over hvad i journalister har brug for, når i skal .. stimuleres"

Hun levede helt op ved Tobias beskrivelse af Quentin, og fik endda også selv julelys i de brune øjne. "Virkelig? - Du må have talt med ham efter vi læste et digt af Pablo Neruda. Hvilket nær endte i.." Hun tav og rystede på hovedet. "Lad os bare sige, at det blev varmt."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias var nær ved at sprutte af indestængt fryd, som heksen fortsatte med at snakke om deres fælles bekendte. Han nikkede og rystede på hovedet, som det stemte overens med fortællingen, og hans øjne slog gnister, som hun spildte de saftigste detaljer.

Oh. My.

”Det blev varmt, siger du?”, gentog Tobias, som han lænede sig frem mod hende. Jovist, hornene måtte have set dagens lys nu, som han sad der og Alaïs fortalte. ”Og så kyssede han dig, som var det ligeså normalt som spise eller sove – oh, Merlin. Det er jo stof til den mest sleske kærlighedsroman!”, udbrød han højt, som Tobias ikke længere kunne bekæmpe trangen til at holde det inde. I sandhed bankede hans hjerte opstemt.

”Ja, jeg beklager”, skyndte han sig at sige, i det han kom til at grine frydefuldt. ”Men Quentin er normalt så stram i betrækket, så da jeg hørte, at… Oh, at du eksisterede… Du skulle have set ham!”, lød det dernæst begejstret, som Tobias lænede sig helt frem mod hende. ”Og ja, det var bestemt efter det digt, for han fortalte mig, hvordan du læste for ham og hvordan I decideret ikke kunne holde fingrene for jer selv længere! Det må have stået på i lange tider, har jeg ret?”

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs vidste ikke hvor behovet for at fortælle om hendes forhold til Quentin kom fra. Måske var det fordi at Tobias kendte ham mindst lige så godt som hende selv, og at han derfor kunne besvare eventuelle undren som hun end måtte have. Eller også nød hun bare hvor interesseret han virkede til at være, og tildelte hende en anden form for opmærksomhed end hun var vant til.

"Sleske?" Alaïs lyse bryn krummede sig sammen, og den blonde heks så alt andet ud end tilfreds. "Jeg håber ikke det er sådan du sidder og tænker om min første rigtige lidenskabelige oplevelse" Den elegante stemme med de franske krøller forsøgte at lyde faretruende. Om ikke andet så fordi at hun følte sig noget foruderettet.

Da han forklarede sig, skiftede den stramme mine, og et varmt smil gav sig til kende på de lyserøde læber. Hun nikkede langsomt. "Men der skete ikke mere, end at vi kyssede, jeg stoppede det før det gik videre" Hun trak vejret dybt ind og klarede halsen en smule.

I lang tid var hun stille. De brune øjne flakkede og hun vidste ikke hvor meget hun burde sige, til trods for at Tobias virkede som en man kunne stole på. "Jeg har været forelsket i Quentin i flere år nu." svarede hun ærligt. "Men det er først inden for de sidste måneder at vores venskab har taget en drejning." Hun vred sine hænder mod hinanden og følte sig komplet håbløs.

"Forestil dig hvordan det er at høre om din elskedes nattelige besøgsvenner, og vide at det ikke er de samme tanker han skænker dig" Hun tørrede sine øjne som tårerne var begyndt at sætte sig som små blanke sten der løb ned over hendes kinder.

[Tobias Huxley Holmes]

Fryden, som havde fundet vej til hans skikkelse, jo mere heksen delte, svandt langsomt men sikkert ind, som hun blev alvorlig og ulykkelig. Tobias lod sig ikke skræmme af de følelser, som bevægede sig op til overfladen igennem de salte tårer, der snart viste sig. I stedet lænede han sig en smule frem og lod de farverige hænder sammenflettes. De mørkeblå øjne, der før havde været morede og store af forventningens glæde, var nu varme og omsorgsfulde. Alaïs var uden tvivl et godt menneske og Tobias mærkede instinktivt, hvordan respekt og anerkendelse for hendes skikkelse havde indfundet sig hos ham.

"Jeg kender godt følelsen", indrømmede Tobias, som han tilbød hende en varm hånd. "Den truer med at slå en ihjel, hvis ikke den har fordærvet en før, man når dertil. Men Alaïs, han er din nu. Det er der ingen tvivl om. Du må ikke lade de der spøgelser styre, ligeså vel som du skal tage dig af dem. Det kan du gøre sammen med mig, nu, som vi sidder her. Og så giv slip på dem. Quentin skulle bare lige opdage, at det bedste var foran næsen på ham." Ordene var ligeså varme, som det smil der havde sat sig henover læberne og Tobias nikkede til hende, næsten opfordrende.

"Fuck hans besøgsvenner. Venskaber er altid langt mere sande, langt mere intime, dybere. De vinder altid. Du var altid vigtigst."

[Alaïs Cerise Maizière]

Det havde aldrig været Alaïs mening at stemningen omkring dem skulle skifte lige så hurtigt som vejret i England. Hun fyldte lungerne med luft i et forsøg på at klare tankerne en smule så hun ikke helt tabte ansigt. Men hun mærkede instintktivt hvordan de delte følelser lettede hendes hjerte, og et taknemmeligt smil blomstrede frem ved hans imaginære skulder hun kunne græde ud ved, og hans lyttende væsen som hun uden tvivl satte pris på.

Hun havde aldrig troet at hun ville skulle dele de inderste og mest hemmelige tanker og følelser med en komplet fremmed. Men som Tobias selv, var det som om at et usynligt bånd havde lagt sig om deres hænder, og knyttet dem tættere sammen. Langsomt bøjede den franske heks hovedet, da hun blev mødt med forståelse, og hun kunne med det samme se sorgen i hans øjne da hans ord gled over de hjerteformede læber. Det virkede så bart og reelt at hun med et følte hans smerte, såvel som han følte hendes.

"Ah! Men han er en skørtejæger. Jeg ved ikke være 'ende der siger til sin mand at han ikke kan gå ud alene, fordi jeg er bange for 'an finder en anden." Alaïs hørte sine egne ord og fortrød med det samme at hun gjorde Quentin så lille at han ville kunne være i et fingerbøl. "Jeg er bange" hviskede hun.

"Men hvad nu hvis 'an bare følte sig .. inspireret og fanget i øjeblikket?" Hun var ekspert i at nedprioritere sig selv når det kom til forhold, og gøre sig selv grimmere og mere uduelig end hun var.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tog sig selv i at nikke med et eftertænksomt udtryk, som var heksens ord noget af et mysterium. Det var måske heller ikke helt så langt fra sandheden, som Tobias ellers gerne ville indikere, for Quentin havde aldrig slået ham som nogen synderlig skørtejæger – eller havde han? Nu kom den ranglede troldmand gevaldigt i tvivl. Han havde nu aldrig tænkt synderligt over vennens bekendtskaber.

Langsomt havde de farverige fingre fundet vej til de hjerteformede læber, som han nev fraværende i. ”Jeg ved nu ikke… Quentin kan ikke hverken skubbes eller sparkes til noget, han ikke selv vil”, brummede Tobias omsider, hvorefter han sendte Alaïs et opmuntrende smil. ”Og da han talte om dig… Altså, uden jeg skal gøre mig ekspert, men han havde hjerter i øjnene! Du er anderledes. Det er jeg sikker på.”

De mørkeblå øjne slog pludselig drillende gnister, i det Tobias tilføjede; ”desuden er du piv lækker! Du må sgu ikke være i tvivl.”

[Alaïs Cerise Maizière]

Alaïs havde ikke særlig mange venner. For hende talte hendes tidligere kollegianere ikke med. Ej heller de unge mennesker som hendes forældre så drastisk forsøgte at skubbe hende hen imod. Der var ingen hjælp at hente hos sine søskende, og det meste af tiden søgte hun Quentin om råd. Hvilket ikke altid var det bedste, til trods for at han engang i mellem gjorde sig umage. - Og selvom hun ikke ønskede at stemple ham som en charlatan, så kunne han ikke gemme sig for det ry han havde stablet på benene. Men Tobias kom måske ikke i det samme kredse som hans ven? - Alaïs gjorde heller ikke, men til gengæld kom hun der hvor sladderen flød og smagte som honning.

Alligevel lyttede den blonde heks særligt efter de ord som journalisten bød hed. Hvilket med det samme fik varmen til at sprede sig til hendes sarte blege kinder endnu engang. Hun var ved at ville indskyde et par protester da den sidste kompliment landede og fik Alaïs til at samle benene sammen.

"Ja.. Nej.. det.." ordene hakkede som hun forsøgte at finde frem til noget brugbart. Hun var slet ikke vant til at åbne og rå kommentarer. Hun klarede halsen. "Min søster er familiens skønhed, jeg fik resterne" sukkede hun.