Beruset (S)

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede Gemma en rum tid, uden at lade nogle ord flygte fra mellem hans læber. De mørkeblå øjne gnistrede vurderende, som kunne han ikke beslutte sig men det tog ham ikke længe. Heksen kunne intet vide.

Han rystede på hovedet og kom på benene. "Det kan jeg ikke fortælle dig. Det er ikke kun min røv det går udover", svarede han, i det han greb om den blå tallerken og skridtede ud i køkkenet med den.

Tobias placerede den i vasken og stod for et øjeblik og ømmede sig, før han atter vendte tilbage til den fordrukne heks.
"Skal du sove rusen ud eller skal jeg gøre mit for at indhente dig?"

[Gemma Appleton]

Gemma fulgte den mørkhåreed troldmand med øjnene som han kom på benene. Betuttet over ikke at få sin vilje, skød hun underlæben en anelse fremad, men næh nej. Tobias var allerede på vej ud i køkkenet med den resterende del af sandwichen, og derfor måtte hun nøjes med at den eneste der hørte det utilfredse suk - var hende selv.

Mens han, i en kort stund, var ude i køkkenet, havde hun lagt sig lidt ned på sofaen. Håret lå lidt spredt på hynden, og hun sendte ham et lidt kryptisk smil da han vendte tilbage. "Det vil kræve meget at indhente mig, kære Holmes." Mussede hun. Et sted i baghovedet rungede hendes brors ord. Dem der havde sammenlignet Tobias med... Nej, hun ville faktisk ikke tænke over det. Ikke nu. Ikke nogensinde.

"Jeg skal nødigt lokke dig i fordærv, jo."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede den fordrukne heks, som hun lå og slyngede sig i sofaen og han måtte le stille af hende. Han fnyste - påtaget fornærmet - til hende, som en grimasse rullede henover hans smalle ansigt.
"Du er fandeme stor i munden, Appleton", bed han drillesygt tilbage, som han smed begge arme ud til siden. "Jeg tror slet ikke, at du aner, hvem du er oppe imod. Jeg begyndte at drikke, da du stadig legede med dukker, min ven", tilføjede han, som talte han til et barn. Det krævede sin mand ikke at le, og Tobias kunne heller ikke kvæle smilet, der brød henover hans læber.

Dernæst drejede han rundt på hælen og hentede en ravgyldne væske i et skab, der stod mast op mod hjørnet under den snoede vindeltrappe. Da han dernæst vendte tilbage til sofaen, tog han fat i Gemmas ene ben, som han satte sig og efterfølgende lod den hvile på sine egne. End ikke øjeblikket efter stak han flasken til munden og drak.

"Du aner ikke, hvad du har sat gang, Gemma. Desuden... Du kan ikke lokke mig i fordærv. Du har det ikke i dig." Udfordringen var tydelig, selv i alt det morede.

[Gemma Appleton]

Gemma legede nok ikke så meget med dukker, som hun gjorde med øldåser - eller så langt ude af hjemmet som muligt. Hun gad dog ikke ligefrem dvæle ved fortiden, og derfor himlede hun blot med øjnene ved Tobias' kommentar. "Hvad end du selv tror på..." Mumlede hun, med en fnysen.

Medgørligt havde hun ladet benene løfte, så Tobias kunne sætte sig i sofaen. Nu fyldte hun jo også temmelig meget, men hun formåede da at bakse sig selv op i en siddende stilling, da journalisten vovede at påstå at hun ikke kunne lokke ham i fordærv. Hun måtte nu alligevel svinge en arm mod ryglænet bag Tobias' ryg, så hun kunne holde sig selv lidt oppe i stillingen. Et djævelsk smil prydede de rosa læber.

"Skal vi vædde?" For spøgens skyld, lagde hun to fingre under flasken, da han satte den til læberne igen. Derved kunne hun løfte bunden lidt opad og bevare den der, indtil han nok havde fået en større-end-forsvarlig tår af flasken, "Jeg synes ellers jeg klarer det temmelig godt."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias svælg brændte, som han fjernede flasken og han skar en grimasse af hende, før han stak hovedet ned mellem sine ben.
"Du er led", lød det leende, som Tobias stillede flasken fra sig og gned sine øjne. Noget ved Gemmas udfordrende og djævelske fremtoning morede ham gevaldigt og Tobias end ikke mærkede, hvordan bekymringer forlod ham. De forsvandt bare, lige lydløst og sporløst, og efterlod ham varm tilbage. Det var rart at have hende i nærheden, hørte han en tankestemme sige og Tobias lod den dvæle der for et kort stykke tid.

Da han satte sig op igen, var hans øjne let slørede af whiskyen og Tobias smilede bredt til hende. "Det betyder ikke, at du har vundet. Jeg ligger ikke ned i sølet endnu", sagde han hastigt og pegede faretruende mod hende.

Noget sagde dog den ranglede troldmand, at han var nødt til at finde på en plan og i en helvedes fart...

[Gemma Appleton]

Benene lå stadig over Tobias', og ligeledes gjorde det fanden-i-voldske smil om Gemmas læber. Nok havde hun trukket sig selv op i en siddende stilling, men hun fandt det snart nødvendigt, at udskifte taget i sofahynden bag journalisten, med at lægge en arm omkring hans hals, så de sad endnu tættere. Hendes natur havde aldrig været omklamrende, men hun var fuld - og han var, på en eller anden måde, den sidste hun havde tilbage.

"Endnu," Gentog Gemma understrengende, før hun slap en kort latter. Fingrende forsøgte desuden at hapse lidt om flasken, selvom hun vidste at det bestemt ikke var en klog beslutning.

"Vi kan lege en drukleg... Så skal du nok blive fuld hurtigt." Før hun afventede et svar, havde et tænksomt udtryk formet sig i de halvt-svømmende øjne, "Jeg har aldrig." Foreslog hun. 

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod Gemma kaste sin arm omkring sig og de mørkeblå øjne, der nu både led under whiskyen og den afbrudte søvn, spillede moret mod hendes. Da hun dernæst slap et grin, kunne Tobias ikke selv holde sit eget tilbage og varmen i brystet spredte sig som en steppebrand til resten af hans krop. Som de sad lige der, sammen, og med latter og alkoholen hvirvlende omkring sig, ønskede den ranglede troldmand ikke at være andre steder. Det var dét, Gemma kunne.

Og hendes grin var ligeså smittende, som det var dragende. Ikke at Tobias nogensinde lod sig selv dvæle ved det faktum.

”Jeg har aldrig… Været arresteret”, lagde Tobias ud, hvorefter han løftede whiskyen til læberne og drak. Som flaskehalsen forsvandt fra hans læber, lo han stille.

[Gemma Appleton]

Kroppene var tæt på hinanden. Nok meget tættere end Gemma normalt ville opsøge, men når man var i kulkælderen, måtte man finde remedier til at komme op derfra igen. Og, på en absurd måde, gav Tobias hende lyst til at udfordre sin egen standhaftigehed. Til en hvis grad. Hun nød dog nærheden indtil videre, samt det faktum at hun begyndte at kunne genkende - og faktisk finde en ro i - Tobias' duft.

Gemma løftede et øjenbryn over tilståelsen, men drak ikke selv. Hun havde aldrig været arresteret, men havde haft adskillige besøg fra det mugglerske politivæsen, i barndommen. Når naboerne ringede og klagede. Mærkeligst, var det at myndighederne aldrig havde gjort noget. Hendes forældre var vel gode skuespillere, når tingene virkelig spidsede til.

"Er det ikke meningen at du skal sige noget du ikke har gjort, eller vil du bare sørge for at du selv kommer til at drikke?" Spurgte hun, frem for at dykke ned i hans tilståelse og krænge svarene ud. Måske ønskede hun dem ikke. Ikke, når Tobias skulle være håbet for hendes fragmenterede ide om gode mennesker.

"Jeg har aldrig... Haft et kæledyr." Det var kedeligt, men hun prøvede at ramme ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse af hende, som han støttede whiskyen mod hans ene lår. "Det er sgu da meningen, at man skal udveksle sjove historier og lære hinanden at kende, Gemma", svarede han, men bag de oprigtige og påtaget alvorlige ord, spillede drillesyge toner. De mørkeblå øjne gnistrede da også, som Tobias tilføjede: "desuden ville jeg også gerne vide, om du har været arresteret. Fandens til historie."

Gemmas næstfølgende ord, fik Tobias til at himle med øjnene, hvorefter han stak flasken til munden og drak. "Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal tage mig i agt. Du har ikke gode intentioner", brummede han, om end smilende, hvorefter hans mørke øjenbryn krøllede sig en smule sammen i panden. For et øjeblik var hans tavs, men da Tobias dernæst brød stilheden, var det med et lavmælt, hæst grin.

"Jeg har aldrig ikke haft et kæledyr." Det blå blik landede i Gemmas og Tobias måtte atter le over latterligheden. Hvis hun kunne ramme ham, kunne han vel også ramme hende.

[Gemma Appleton]

"Selvfølgelig har jeg ikke været arresteret, Holmes." Kom det underholdt fra den mørkhårede kvinde. Det amerikanske ministerium for magi beskyttede hende, og selvom hendes arbejde vel var lidt på kant med visse lovgivninger, var hun endnu ikke blevet snuppet for at gøre noget kriminelt. Det ville jo også bare handle om at spænde ekstra godt ben for sig selv, antog hun.

Pege og tommelfingeren på den frie hånd, gav sig til at nulre en lok af det mørke hår mellem fingrene. Altimens øjnene betragtede hvordan journalisten havde måtte ty til endnu en sund tår. Det var helt sikkert, at blikket gnistrede lidt djævelsk til ham igen, da han nævnte hendes ikke så gode intentioner.
"Jeg har på fornemmelsen, at du ikke har meget imod det."

Dernæst vendte han konstanteringen mod hende. "Jamen, fuck da dig..." Selvom ordene var hårde, var tonen det ikke. Gemma måtte tage en god tår af flasken, selvom hun nok ikke havde brug for mere, "Jeg troede du ville kæmpe dig op på min promille. Men åbenbart, skal jeg bare blive langt foran dig."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs moret og nikkede, som enhver ville nikke, til trods for de ikke købte, hvad end der blev solgt. Ikke at Tobias som sådan var alvorlig og de mørkeblå øjne afslørede ham endnu engang.
”Min bedste kammerat og jeg drak os fulde engang og stjal en båd. Første gang var dog… Ja, der forsøgte vi, at stjæle en lama fra den her lokale bondegård og jeg tror aldrig, at jeg har set Teddy Lupin løbe så stærkt i ren og skær panik”, fortalte Tobias, imens han for et kort øjeblik rettede blikket frem foran sig og lod minderne tage over. ”Og lamaen… Den løb sgu efter…”

Pludselig kunne Tobias ikke holde til minderne og hans læber skiltes i et hæs grin, han dog forsøgte at drukne ved at gnide det smalle ansigt. ”Jeg aner faktisk ikke, om han løb fra politimanden eller lamaen, men løb, det gjorde han fandeme”, lo Tobias, hvorefter han fik bakset sig vej op af stå. Whiskyen havde allerede gjort sit og Tobias svajede, som han bevægede sig ud i køkkenet. Ikke lang tid efter kom han tilbage med den sandwich, Gemma ikke havde formået at spise færdig.

Atter satte han sig og nikkede. Dernæst drak han og så på hende. ”Tilfreds? Jeg er på vej!”

[Gemma Appleton]

Fortællingen var bestemt en af de mere absurde, men Gemme lyttede nu alligevel efter. Så... Tobias var teknisk set både en bådtyv og en dyretyv. Ikke at det ligefrem var så alvorligt, at hun ville sende ham i Azkaban for den slags. Okay, i grunden havde hun jo ikke den form for magt. Men alle kunne sladre. Hun slap en underholdt og lidt overrasket latter over hele scenariet. Fuck, hvor var det mærkeligt.

"Wauw.... Så jeg fraterniserer jo med en storforbryder," Bemærkede hun sarkastisk, før hun puffede lidt til ham, "Nu er jeg jo helt bange for dig, Holmes." Hvis det overhovedet var muligt, var han nærmest kun blevet mere uskyldig, netop fordi han - i sin tyen til kriminalitet - valgte noget der ikke ligefrem gjorde skade. Selvom hun nok ikke lige ville anbefale nogen at stjæle hverken både eller lamaer.

Han gik og kom tilbage, men Gemma havde da et stolt og anerkendende udtryk i øjnene, da Tobias gjorde indtryk på at han faktisk ville gøre sit for at kæmpe sig op på siden med hendes promille. Hun nikkede. "Ganske tilfreds." Bemærkede hun, selvom hun måtte indrømme, at hun gerne ville sidde tæt på ham igen. Især nu, hvor han havde kompliceret hendes behagelige stilling før.

"Men drik nu ikke for meget. Jeg aner hverken om det er nat eller dag, lige nu. Og én skal vel passe på den anden."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias havde svært ved at finde tilbage til alvoren, men han gjorde et ihærdigt forsøg, som han tæmmede latteren og gned sit smalle ansigt. Det havde været noget af en situationen og whiskyen gjorde det svært for den ranglede troldmand, ikke at overgive sig til minderne.

"Nej, du er sgu da ikke", udbrød Tobias storsmilende, som han lænede sig tilbage i sofaens bløde hynder. "Gemma Appleton er ikke bange for nogle", lød det dernæst, imens Tobias atter løftede hendes ben og lagde dem henover sine egne.
Måske han håbede på, hun atter ville ligge armen omkring hans skuldre. Tobias turde end ikke tænke tanken til ende, men lysten til at være tæt med hende voksede. Det kunne han ikke benægte.

Atter drak han og dernæst nikkede han. "Jeg skal nok sørge for, at du kommer i seng i et stykke. Du kan endda få en rigtig seng og ikke sofaen."

[Gemma Appleton]

Hagen blev hævet lidt i selvtilfredshed, over Tobias' kommentar. Det var nu meget behageligt at blive beskrevet som den der hård-nød-at-knække type, som hun virkelig gerne ville lade som om hun var. Hun klukkede lidt over bemærkningen, før benene blev ført over hans igen. Det var nu rart at mærke hans hænder mod huden, og selvom de forsvandt fra de nøgne ben, satte hun pris på det korte møde.

"Du har endelig fattet det," Bemærkede hun, før hun blinkede en enkelt gang.

Ideen om at sove i en rigtig seng, pirrede selvfølgelig hendes interesse. Faktisk, tumlede noget i hende en smule over ideen, og hvilke hentydninger der kunne ligge bag. "Får jeg min egen, eller skal jeg dele den med dig? For så skal jeg nok drikke lidt mere." Det blev sagt i spøg, selvfølgelig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tabte pusten, i det Gemma stillede spørgsmålstegn til sovearrangementet. Gestussen var dog ligeså påtaget, som den var drillesyg, og snart efter fandt hans mørkeblå øjne heksens brune. Langsomt lænede han sig hen imod hende, som et smil krøb fra mundvigen udover læberne.
”Taget i betragtning af, hvordan du stønnede mit navn, sidst vi sås, så tænker jeg næppe, at du behøver specielt meget mere indenbords, hvis alt vi skal, er at sove”, brummede Tobias, som han blinkede til hende. Dernæst lænede han sig tilbage i sofaen og smålo en anelse.

”Men bare rolig. Du får din egen. Og endda dit helt eget værelse og jeg skal personligt nok få dig op af trappen.”