Alt eller intet

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias spildte ikke tiden, som han strøg op af trappen til lejlighedskomplekset i London, to trappetrin af gangen. Bag den tynde brystkasse hamrede hans hjerte nervøst, for planen havde været ligeså impulsiv som den var usikker, for den ranglede troldmand anede ikke, hvad der kom til at ske.

Han havde dog givet pokker i det og befandt sig i et stadie, hvor det var alt eller intet, som han bankede på døren til Bethany P. Green lejlighed. Da heksen aflåste døren og trak den op, stak Tobias instinktivt to stykker papir frem mod hende og uden at hilse, sagde han:
”Jeg har to koncertbilletter til Jack Jackson and The Orchestra. Den ene er til mig, den anden er til dig, for jeg tænkte, at vi skulle snakke, til vi ikke kan snakke mere-”, lød det forhastet, hvorefter de mørkeblå øjne gled ned ad hende. ”Og ja, du bliver nødt til at skifte i en fart og fjerne det der maling, for koncerten starter om en time og vi skal til Skotland.”

[Bethany P. Green]

Efter nyheden om graviditeten tilbragte Bethany de fleste aftener hjemme. Quentin var ude et eller andet sted og Cedric i gang med at researche til en historie, så hun sad i stedet inde på sit værelse, der en dag ville blive børneværelset, og var i færd med at male væggene, da det bankede på.

Med et træt suk kom hun på benene og hen til døren. Synet, der ventede hende på den anden side, fik hende til at tabe kæben, men Tobias gav hende ikke tid til at reagere, før han overhældte hende med ord og hun bare havde at forsøge at følge med.

Hun blinkede, en anelse overvældet, men trådte til side og lukkede ham ind. Hun gik dog ikke ind på sit værelse eller skiftede tøj. I stedet lagde hun armene om hans liv og søgte tæt ind til ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias trådte ind med bankende hjerte og som Bethany ikke svarede ham, hamrede det kun stærkere. De mørkeblå øjne veg ikke fra hendes skikkelse, i det troldmanden forsøgte at læse, hvad end der foregik bag hendes krøllede hår.

Da Bethany dernæst aflagde afstanden mellem dem, stod Tobias som limet til gulvbrædderne og hans øjne blev store af overraskelse. Kun langsomt fandt hans arme også rundt omkring hende, men det tog ikke Tobias mere end et øjeblik, før han knugede hende indtil sig også.

Sådan stod de for et øjeblik, alt imens Tobias mærkede savnet eksplodere i hans bryst og tavsheden sænkede sig over dem.

[Bethany P. Green]

Det virkede som en mindre evighed, hvor de bare stod i tavshed og holdt om hinanden. Og Bethany kunne mærke, at hun havde haft brug for det, for langsomt kom gråden også snigende. Hun overgav sig dog ikke til den, selvom hun da måtte snige en tåre væk fra mundvigen og klare halsen, da hun igen trak sig fra ham.

"Okay," svarede hun med et snøft. "Okay, jeg skal klæde om, siger du?"

[Tobias Huxley Holmes]

Instinktivt rakte Tobias ud og kærtegnede hendes kind, så hans fingerspidser blev våd af de salte tårer. Dernæst nikkede han langsomt og lod lungerne fyldes med luft, i det han håbede, at det ville gavne ham.

"Ja. Ja, bare tag et eller andet på. Du ved hvordan det bliver med dem", sagde Tobias mumlende og tog et skridt væk fra hende. Hendes nærhed gjorde stadig ondt men den ranglede troldmand havde besluttet sig.

Det sluttede i dag.

[Bethany P. Green]

Bethany havde ingen anelse om, hvordan det ville blive med dem. Trods sin kærlighed for mugglerverdenen, havde hun ikke mange direkte indgangsvinkler til den og det føltes en smule overvældende at gå igennem uden vejledning.

“Ja, okay,” svarede hun, lidt perpleks og skyndte sig ind i soveværelset. Ikke mange minutter efter havde hun redt en børste gennem håret, lavet bløde krøller med magi og skiftet i et sæt sorte bukser med en mørk top. Læberne fik et lag rød læbestift, før hun trådte ud i stuen igen.

“Er det godt nok?”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias stod og trippede i gangen, indtil heksen vendte tilbage og kun flygtigt betragtede han hende. Instinktivt nikkede han og skulle til at svare noget, men tilsyneladende ombestemte han sig, for Tobias lukkede munden og nikkede. Dernæst pegede han mod pejsen.

”Vi tager susenetværket til den der bar, vi hang ud på, øh… The Silver Goose, kan du huske den? Ejeren er fuser, men har tilladt at magikere kan benytte den. Hans bror er vist… ansat i ministeriet”, snøvlede Tobias sig igennem forklaringen, for Bethanys bløde krøller og de røde læber, efterlod ham åndeløs tilbage.

Det stopper i dag, husker du nok, mindede en stemme ham om, som de begge forsvandt i de grønne flammer. Tobias førte Bethany ud igennem baren, der var stuvende fuld og instinktivt havde han lagt en arm omkring hende.

”Det er ikke så langt… Du… Altså, du kan vel stadig godt gå og sådan, ikke?”, spurgte han, som de mørkeblå øjne hastigt betragtede maven intensivt. Som kunne den eksploderer hvert øjeblik.

[Bethany P. Green]

Bethany nikkede og lyden krøller dansede hen over hendes skuldre. “Selvfølgelig,” svarede hun. De fleste af deres minder stod klare for hende, selvom kanterne var blevet slørede af tid og alkohol. Snart var de i Skotland og hun trykkede sig instinktivt ind til Roby, da de bevægede sig gennem krostuen.

En dæmpet latter forlod de let adskilte læber. “Jo da.” Det var ikke engang synligt endnu, medmindre man virkelig så efter, når hun ikke havde tøj på. Hans blik fik hende alligevel til at lægge hånden over. Blikket flakkede over hans ansigt.

“Er du... er det okay?” Han havde jo sagt nej, sagt fra. Der var så mange spørgsmål stadig, der truede hendes indre med at eksplodere. Men måske det blot bar et tilbud om hans venskab, indtil hun fødte? Det var vel også en tid, hun kunne værdsætte.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at smile, som Bethany besvarede hans spørgsmål med latter, men ikke lang tid efter slap han taget omkring hende, som havde han brændt sig. Tankestemmerne forsøgte at bilde ham ind, at det var for hendes skyld, at berøringen tog sin ende, men Tobias selv vidste bedre.

Det stopper i dag. Det stopper i dag. Vi fikser det og så går det væk.

Da Bethany drog hans opmærksomhed til maven, rømmede Tobias sig og stak de farverige hænder i lommen. Han nikkede, om end mere af instinkt end noget andet, i det hans hjerte sprang et slag over. ”Jeg har tænkt meget over det… Hvad det rette ville være at gøre for barnet”, indviede han hende i, som de spadserede ned langs den tomme gade. I horisonten kunne man ane Princess Street Garden og de gadelys, der indikerede grusstien for dem.

Pludselig stoppede han op og vendte fronten mod hende. De mørkeblå øjne var store og skræmte. ”Grunden til jeg kom hjem til dig, er fordi jeg forestiller mig, at vi har nogle ting, som vi skal have sagt til hinanden. Nogle ting der… Der kommer til at gøre ondt…”

[Bethany P. Green]

Det havde gået så fint, at Bethany ikke var forberedt på pludselig at blive sluppet igen. Hun halvsnublede i hvert fald ind i en troldmand og måtte undskylde på vejen, før hun igen blev tvunget tilbage til samtalen med Toby over hans ord. Det nev i brystet.

"Ja?" svarede hun lavmælt, spørgende. Hun havde sagt det meste af det, hun blev nødt til at sige sidst. Bolden lå i hans halvdel og der var intet andet for end at vente.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias stod og trippede lidt på stedet, som Bethany betragtede ham afventende. Hans mørkeblå øjne flygtede henover hendes skikkelse og han skar en grimasse, som de fæstnede sig på hendes mave.

Langsomt trådte Tobias et skridt tættere mod hende, som de farverige hænder lagde sig hendes bløde sider. På intet tidspunkt forlod de mørkeblå øjne Bethanys mave, som han betragtede med lige dele varme og sørgmodighed.

Sådan stod den ranglede troldmand for et øjeblik, før han løftede sit blik, så også han kunne betragte Bethany. Antydningen af et smil lå og spillede henover hans læber, men det var tomt for glæde og langsomt fandt salte tårer vej ind i hans blå blik.

"Hvis barnet er mit... Jeg hader... Jeg hader tanken om, at vi ikke er sammen... At jeg ikke kan se det hver dag, være der for det hver dag... Jeg er blevet til mit eget mareridt. Det jeg foragter allermest."

[Bethany P. Green]

Med Tobias havde Bethany altid følt sig set. Set for præcis den, hun var. Nu, som han holdt om hendes sider og så ned på hendes mave, forsvandt hun dog. Forsvandt ind i hans neuroser og angst og forholdet til et ufødt barn. Og da hun så det fugtige blik, rev hun sig væk fra hans hænder.

"Lad være," bad hun lavmælt, hårdt. Hun havde altid haft svært ved at sige fra, men graviditeten havde givet hende mere kant. Eller måske var det det faktum, at for tiden var det en god dag, hvis ikke hun havde kastet op tolv gange før klokken tolv.

"Lad være at ødelægge det her for mig. Ikke igen. Det er alt, du og Cedric gør det til. Et spørgsmål om, hvorvidt det er jeres, men guess what, det er ikke nogens. Hvis, så er det mit, i kraft af at det er inde i min krop, forstået? Når det kommer ud, vil det være et menneske og derfor sit eget og hvis du vil være en del af det, så er døren åben, men det er vist på tid til enten at skide eller forlade dasset, Toby."

Bethany rettede sig op og tog en dyb indånding. Hendes øjne var blevet blanke. "Jeg forstår, at det er hårdt for dig, men du er ikke den eneste, der har dine udfordringer forbundet til det. Vi andre dealer. Og jeg gider ikke dét her mere."

[Tobias Huxley Holmes]

Det skar i hans krop, som Bethany trak sig og instinktivt trådte han selv et skridt tilbage.

Igen mærkede han raseriet komme ud af ingen ting, men velvidende at det hele ville eskalerer til det begyndte at brænde, så han ned i jorden og nikkede.

"Jeg forsøger også at deale. Og jeg snakkede mere til min bedste ven end hende, jeg faldt for. Jeg sagde det... fordi jeg havde brug for at sige det til nogen. Undskyld."

[Bethany P. Green]

Bethanys blik flakkede momentært og hun kunne ikke holde sig tilbage fra at træde et skridt frem. Den ene hånd fandt vej til Tobys overarm, for hvordan skulle hun egentlig nogensinde for alvor kunne være sur på ham? Hun fugtede læberne og gav den et blidt klem.

"Jeg forstår, men jeg kan bare ikke... Jeg kan ikke holde til at blive degraderet til et omvandrende hylster til din dårlige samvittighed," svarede hun indtrængende og prøvede at fange hans blik.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias vendte sig en smule mod hende og nikkede, instinktivt. Dernæst lagde han sin egen hånd over hendes og gav også den et klem.
”Beklager”, lød det mumlende og skyldbetynget, før Tobias tog en dyb indånding og rømmede sig.

”Og det var egentlig det, jeg helst… Ja, det var det, jeg skulle have sagt.”