Vig bort!

[Saori Mikazuki]

Tråd til Teodorie Kivistö

Det var ikke fordi Saori var utaknemmelig over at blive inviteret med til briternes fest af sin værtsfamilie. Tvært imod. Saori elskede festivaler og det var en ganske fin måde at lære mere om landet hun var kommet til, og måske også møde nogle nye mennesker. Hun havde fulgtes rundt med Penelope Parker i lang tid, og var ikke helt sikker, men havde på fornemmelsen, at det var Mr. Parker der havde bedt sin datter om at passe på Saori. Hvilket hun da heller ikke var utaknemmelig for, men hun havde altså ikke brug for at blive holdt i hånden.

Hun så snart sit snit til at forvilde sig ind i festlighederne på egen hånd, og stødte endda på Elliott Wood igen, og snakkede med ham i noget tid, inden aftenen bragte hende videre. Men uanset at Saori havde nydt dagen, så kunne hun ikke blive ved med at ignorere den nagende fornemmelse af vemod og længsel efter festivalerne i hendes hjemland. Det her var ikke det samme, og selvom det var spændende og sjovt, så var det ikke det samme.

Det var de tanker der havde drevet Saori væk fra festivalsspladsen, og ind mellem træerne hvor hun havde forventet lidt stilhed. Hendes lille aftentur langs skovbrynet blev dog hurtigt erstattet med en tur lidt længere inde mellem træerne, da det gik op for hende at området åbenbart var reserveret til udsvævende par.

En smule forlegen og i sine egne tanker, gik Saori med blikket rettet mod jorden. Først da hun hørte en gren knække et sted kiggede hun op, og fik øje på hvad der lignede en meget lyshåret pige inde mellem træerne. Hurtigt sprang hun om bag et træ. Nok havde hun set lyshårede briter, men der måtte være en grænse og for alt hun vidste, kunne det dér være en eller anden britisk oni eller dæmon, som ville lokke hende på vildspor. Men i England skulle man være over sytten for at bruge magi udenfor Hogwarts og Saori havde, trods hjemve, ikke tænkt sig at blive smidt ud af landet inden hun overhovedet var startet på skolen. I stedet søgte hun hurtigt jorden omkring hende, fandt en god stor kæp og satte derefter i løb hen mod det lyshårede væsen med et meget sølle forsøg på at råbe, i håb om at skræmme den væk.

[Teodorie Kivistö]

Teo var faret vild. Hun havde ikke set Castor Runcorn eller Amelia Avery Runcorn længe og var endt udenfor byen, uden helt at fatte hvordan hun var kommet væk. Hun var ved at lede efter en person, der kunne hjælpe, da nogen skreg og væltede ud af et buskads med direkte kurs imod hende og en kæp løftet.

Den tætbyggede finne reagerede prompte ved at undvige et slag, hugge ned og sparke for at vælte pigebarnet på jorden.

[Saori Mikazuki]

Det var nok intet under, at Saori ikke spillede basker for sit hold. Som Elliott også have bemærket, havde hun ikke fysikken til det.

Ikke forberedt på modstanden, væltede hun ned i jorden inden hun ganske kluntet kom på benene igen, og så på pigen der - nu hun var lidt tættere på - ganske vist bare lignede en helt almindelig pige. ”Undskyld! Undskyld, jeg troede du.. eto ne, anata wa oni no yonimieru. Dit hår er meget lyst.” Prøvede hun at forklare sig på halvt engelsk og halvt japansk, en anelse stakåndet og uden at lade blikket vige fra pigen.

[Teodorie Kivistö]

Teo havde trukket tryllestaven og pegede den faretruende mod pigebarnet, som stirrede på hende fra jorden.

Hun kneb øjnene sammen, betragtede hende kritisk, men endte med at konkludere at hun næppe var farlig og sænkede staven igen med en let brummen.

[Saori Mikazuki]

Saori blinkede et par gange over at være blevet truet med en stav, og endte også med at stå et øjeblik i tavshed for at gennemspille hele sceneriet igen i sit hoved. Dog kun for at indse hvor pinligt hun havde opført sig, og hun rødmede en anelse i forlegenhed.

”Undskyld, det er jeg ked af” gentog hun med et let buk af vane, inden hun kiggede sig lidt om for at sikre sig, at ingen andre havde set optrinnet. ”Er du med til, eto… Festivalen?” Hun havde ved Inari ikke tænkt sig at prøve på at udtale navnet. Slet ikke overfor en englænder, hvilket hun antog pigen var.

[Teodorie Kivistö]

Teo trak på skuldrene. Hun var forvirret over pigens accent, men der var vel også tilflyttere her, ligesom hendes bedstemor engang havde været. Hun spurgte derfor ikke til det. I stedet nøjedes hun med at svare med det eneste ord, der rigtig var nødvendigt på et ja/nej spørgsmål.

"Ja."

[Saori Mikazuki]

Saori ventede på at der skulle komme mere. Men det gjorde der ikke. Måske havde hun forstyrret noget, eller sagt noget forkert? ”Eto ne...” Mumlede hun og så lidt fra pigen og mod festivalen og tilbage igen.

”Hvorfor er du her?” Spørgsmålet blev måske lidt uspecifikt, men det virkede underligt at der bare stod en pige mit i skoven uden at sige en lyd.

[Teodorie Kivistö]

Teos ene bryn skød lidt op. Det virkede som et ret dumt spørgsmål, ærlig talt, medmindre pigen talte om specifikt lige dér. Hun trak igen på skuldrene. Måske gjorde hun.

"Gik forkert," svarede hun. "Dig?"

[Saori Mikazuki]

”Oh… Okay.” Hun havde lyst til at sige det samme, men brød sig ikke om at lyve. ”Jeg havde bare lige brug for noget tid. Selv. Eller noget luft.” Der blev tavst igen for en stund. Det var lidt akavet.

”Hvor skulle du hen?” Spurgte hun så endelig. Hun kunne nok ikke hjælpe pigen med at finde vej, men det virkede uhøfligt ikke at prøve.

[Teodorie Kivistö]

Teo trak på skuldrene igen. Hun havde ikke rigtig et svar. Ikke et fornuftigt et.

"Kiggede bare rundt," konkluderede hun. "Så..." Hun nikkede let. "Hvorfor skreg du?"

[Saori Mikazuki]

Saori spærrede øjnene op en anelse, inden hun slog blikket forlegent væk. ”Det… Det er ret mørkt. Jeg troede… Eller jeg forvekslede dig med en anden. Det er jeg virkelig ked af. Undskyld.” Hun fjernede et imaginært hår fra sit ansigt i mangel på andet at tage sig til med hænderne, og så så igen på pigen. ”Det ville gøre mig glad, hvis det ikke er noget du siger til nogen.”

[Teodorie Kivistö]

Teo betragtede pigen undrende. Hun vidste ikke lige hvem hun skulle fortælle at en fremmed pige havde angrebet hende i skoven, men måske var Castor Runcorn eller Amelia Avery Runcorn et godt bud. For nu, kløede hun sig bare lidt i nakken.

"Hvem troede du jeg var?"

[Saori Mikazuki]

Det var heldig der ikke var meget lys længere inde i skoven, for det pinlige i at skulle fortælle hvad hun havde forvekslet pigen med, bragte farve frem i hele Saoris ansigt.

”Ikke grin. Jeg troede bare… Dit hår er så lyst og fint, jeg troede måske… Jeg tænkte bare… Der er mange sådan, små oni væsner i skovene hvor jeg kommer fra. Jeg tænkte du måske var en engelsk… Undskyld! Jeg mente virkelig ikke noget ondt med det, jeg er virkelig ked af det, vær sød at tilgive mig, jeg synes faktisk dit hår er rigtig pænt!” Nyt fremmede land eller ej, Saori bukkede endnu en gang og blev stående sådan, til pigen godtog undskyldningen.

[Teodorie Kivistö]

Oni. Hvad end det var. Teo kløede sig lidt i nakken. Så bukkede pigen igen og hun rynkede panden.

“Hvorfor gør du det der?”

[Saori Mikazuki]

Saori så op på pigen inden hun let tøvende. Når alt kom til alt, var det vel en vane. Noget alle andre omkring hende havde gjort siden hun var lille, og derfor havde hun adopterede samme måde at udtrykke sig på.

Hun rettede langsomt ryggen igen. ”Jya… For at understrege min oprigtighed?” Forslog hun, ligeså meget til sig selv om til pigen overfor hende. Det var ikke noget hun havde tænkt voldsomt meget over før, og hun kløede sig lidt bag øret. ”Skal du… Kan jeg, eller… Ano sa... Hvordan kan jeg bevise min oprigtighed på en mere engelsk måde?”