Søndag eftermiddag

[Imogen Temples]

Søndag aften i den lille toværelseslejlighed i Diagonalstræde var som sædvanlig temmelig kaotisk. Tallerkener flød over i køkkenet, vaskekurven bugnede og gulvet svømmede med legetøj - og i takt med at Ella blev mere og mere opkørt nær aftensmaden, mærkede Imogen trætheden over at have passet sin datter alene to dage i træk (nogle gange tænkte hun, at hun ikke var egnet til at være mor). Nu havde hun hentet forstærkning i form af Tobias, mens hun selv kunne tilbringe aftenen med Theodore. 

Eftersom der stadig var tid inden hun skulle afsted, skænkede hun et glas rødvin til sig selv og gik gennem klædeskabet for at finde et ordentligt sæt tøj. Pludrende lyde fra datterens leg inde på værelset blandede sig med svag musik fra en grammofon. 


Tobias Huxley Holmes

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias havde betragtet brevet, hvis ord bad om assistance, og havde dernæst måtte ligge sig fladt ned på gulvet, i det at det for et øjeblik sortnede faretruende for hans øjne. Den ranglede troldmand kunne end ikke huske, hvornår han sidst havde lagt i sin seng, eller hvornår han sidst havde havde spist et måltid, og det forekom Tobias, at det i grunden var mærkværdigt. Hvad havde han lavet igen?

Ikke desto mindre havde han rejst sig og taget tøj på, hvorefter han var forsvundet i de grønne flammer. Imogen var trods alt familie.

Det var med tunge skridt og trætte øjne, at Tobias dukkede op i Imogens og Ellas hjem, men han nåede ikke mange skridt, før den lille pige var i hans favn. Og da vågnede han en smule - det var trods alt det, at et chok gjorde ved en.

"Imo", råbte Tobias som hilsen, hvorefter han omfavnede Ella.

[Imogen Temples]

Imogen var vant til, at Tobias vandrede ind i deres hjem uden at banke på, men hendes auror-nerver stod ikke desto mindre på stilke, indtil hun hørte Tobias’ velkendte stemme og Ellas løbende fødder over det knirkende gulv.

”Jeg er i soveværelset!” råbte hun. Hun lagde forskellige kjoler frem på sengen, inden hun slog et slag med tryllestaven og fremtryllede et glas. Hun skænkede vinen og rakte det til Tobias, da hans farverige skikkelse dukkede op i døren. ”Jeg har ikke lavet noget mad klar,” indrømmede hun. ”Men du tager bare, hvad vi har i køleskabet. Du er alligevel en bedre kok end jer.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias faldt sammen i sengen, som de mørkeblå øjne gled henover Imogens skikkelse. Den søvnige hjerne lagde to og to sammen, hvorefter han nikkede mod en mørkeblå kjole. ”Den der”, sagde Tobias fraværende, hvorefter han faldt om på ryggen, efter at have drukket halvdelen af vinen og stillet glasset fra sig.

Så vidt det var ham muligt – og det var det stort set ikke – nikkede han, hvorefter en farverig hånd faldt henover hans smalle ansigt. For et øjeblik lå Tobias og gned sine øjne, alt imens Imogen iklædte sig sine klæder og da følte den ranglede troldmand ikke, at han kunne strække ventetiden længere. Nogle gange handlede det om, at bide i det sure æble.

”Bethany er gravid. Hun ved ikke, om det et mit…”