En pause fra livet.

[Sarah Bennett]

Det var tæt på midnat. De ydre gader i London syntes øde, og lige nu var det som om at den halve befolkning befandt sig på den lille pub. Sarah var netop mødt ind, og humøret syntes ikke at være helt i top. Hun var forvirret og mærkede hvordan livet langsomt tappede hende for energi.

De løse fletninger dansede i det hun hoppede hen over disken og satte sin taske under bordet. Hun tog en dyb indånding og løftede blikket så hun kunne få et overblik af situationen der langsomt syntes at eskalerer for næsen af hende. To store mænd var netop blevet eskorteret ud, og en vissen dame blev ved med den samme bestilling, til trods for at hun var blevet hørt mere end en gang.

Uden så meget som at tænke over det bevægede Sarah sig væk fra larmen og landede i stedet foran Tobias Huxley Holmes .
"Du ligner en der er klar til at drukne dine sorger i vores billigste sprøjt" bemærkede hun med et prøvende smil.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så op, i det en skikkelse landede foran hans stirrende blik og hvad de mørkeblå øjne så, fik øjenbrynene over dem til at forsvinde fra deres retmæssige plads i panden i forbløffelse.
”Sarah?”, lød det overrasket, for i sandhed var det det den ranglede troldmand var. Overrasket over det gensyn af alle mulige gensyn.

De havde nu ikke været synderligt tætte, men timer og lektioner havde bragt de to magikere sammen mange år tidligere. Dengang Tobias var endnu tyndere og mere ranglet end nu; dengang den sorte manke havde været lang og skoleuniformen sjusket.
”Hvad laver du her?”, spurgte Tobias, efter at stilheden for blot et øjeblik havde lagt sig omkring dem. ”Jeg mener… du arbejder naturligvis…”

[Sarah Bennett]

Det tog Sarah et kort øjeblik før det gik op for hende at den ranglede man foran hende var dén Tobias. Ham som hun havde delt årgang med, og som hun ret ofte havde lavet opgaver sammen med. Ham som hun overhovedet ikke havde hørt noget til i over ti år. Hun klarede halsen en smule og vippede let på sine fødder.

"Nice Tats" bemærkede hun og smilte bredt. Sarah selv havde i alt fem, men det var ikke nær så mange som dem der vrimlede på begge Tobias' arme. Sarah havde været en pæn pige i skoletiden. Nydelig at se på, og ikke så boheme som nu. Hun klarede halsen og trak en stol ud for at sætte sig ved siden af ham, til trods for hendes vagt.

"Det er ikke så galmurøst, men det giver mad på bordet og betaler huslejen" sukkede hun og skævede til ham. Og det holder jægerne for døren.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så ned, i det Sarah nikkede mod hans farverige arme og stille lo han. "Tak. Det tog nogle år", fortalte Tobias, hvorefter han rømmede sig og i stedet tog heksen i nøje øjesyn.

I sandhed havde hun forandret sig. Han huskede hende som... Ja, vel sagtens anderledes. Minderne flød sammen og landede til sidst i krypten, hvor de som børn havde modtaget eliksirlektioner. Den ranglede troldmand huskede hende som særdeles kløgtig - hans foretrukne samarbejdspartner når alt kom til alt. Minderne bragte et smil frem, i det han nikkede til hende, som hun satte sig på stolen.

"Det er vel også det vigtigste. Har du arbejdet her... hvor længe nu?"

[Sarah Bennett]

Det var underligt at mærke hvordan minderne passerede revy foran hende, og fik hende til at tænke tilbage til en tid hvor alt virkede så nemt og så simpelt. Hvornår blev det så rodet? Hun strakte benene under bordet lod sine fødder glide ud af sandalerne.

"Fra jeg fik min den første gik der en uge før de resterende kom" småsmilte hun og lo dæmpet. De blågrønne øjne flakkede hen over hans ansigt, og noget ved det irriterede hende. Noget irriterede ham.

"Et lille års tid" Sarah drejede hovedet og skævede igen rundt i det lille lokale. "Har du noget imod at flytte med op i baren?" Så havde hun langt nemmere ved at passe sit arbejde.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rystede på hovedet med et smil og sammen gik de op til baren, hvor den ranglede troldmand smed sig på en af de snuskede barstole. Han end ikke huskede, nogensinde før at have sat sine ben i etablissementet; ej heller huskede han, hvordan han var kommet dertil i denne omgang.

Ikke at han lod sine tanker blive der for længe. I stedet rømmede han sig og nikkede opfordrende mod Sarah. "Har de nogen særlig betydning eller er det for æstitikkens skyld?", spurgte han, oprigtig interesseret, i det de mørkeblå øjne fæstnede sig på hende.

Tobias egne havde alle en betydning. Betydning der strakte sig til de helt store og helt små; fra sjove historier til minder der gjorde ondt og havde sat brændemærker på hans sjæl.

En farverig finger landede på dødningehovedet på den modsatte hånd. "Jeg tabte et væddemål", fortalte han, hvorefter begge hans mørkebrune øjenbryn hævede sig i en sigende grimasse.

[Sarah Bennett]

Det var ikke det store mysterium at Tobias aldrig havde været forbi den lille pub. For det første var halvfems procent af stamkunderne mugglere, og for det andet foretrak de fleste dem inde midt i London. Men det var sådan Sarah ville have det. Hun skulle være udenfor radaren.

"De har alle en betydning, nogen lidt mere personlige end andre" forklarede Sarah og løftede sin højre arm og strakte den ud så han kunne se portrættet af Venus og begyndte at fortælle ham om betydningen på hver af de fire tegninger indtil hun nået til den femte og sidste. Langsomt spredte hun sine fingre på hånden hvor man kunne se en rose op langs pegefingeren ".. Jeg var med i en klub i en del år, og på et eller andet tidspunkt fik alle medlemmerne en rose tatoveret" Hun undlod dog at fortælle journalisten om baggrunden for The Scarlet Thorns, og hvilken sorg der lå over dén del af hendes liv.

Blikket gled ned over hans hånd, og et bredt smil syntes langsomt at tegne sig hen over hendes læber. "Du kan bare ikke lade være." lo hun og skubbede et krus med øl hen til ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse, der tydeligt indikerede at Sarahs forklaring manglede væsentlige elementer, og med et bredt smil nikkede han opfordrende mod hende.
”En klub?”, gentog han spørgende, i det de mørkebrune øjenbryn, blot en anelse, forlod deres retmæssige plads i panden. ”Er det sådan en slags, hvor man kører på motorcykler og banker folk, der skylder penge?”, tilføjede han, om end en smule forhastet, i det drillesyge gnister satte sig fast i de mørkeblå øjne. Tobias anede ikke, at beskrivelsen kunne vise sig at være rammende; hans tanker havde end ikke strejfet muligheden. Det drillende og morede understregede tydeligt den kendsgerning.

Dernæst måtte han le og hastigt nikkede han. ”Jeg har tendens til at tabe mange væddemål”, betroede han hende, som han pegede adskillelige steder rundt på sin krop, for det var bestemt sandheden. Adskillelige farverige motiver prydede hans krop – motiver den tynde troldmand ikke havde været herre over.

”Men hvad laver du ellers udover at arbejde her? Hvad skete der efter skolen sluttede?”, spurgte Tobias, i det hans tanker hurtigt kredsede om netop det.

[Sarah Bennett]

Sarahs smil var en smule halvhjertet. Det var svært når hun så inderligt gerne ville fortælle ham om alt hvad der var sket. Men hun turde ikke. Der var efterhånden ikke mange mennesker tilbage som hun stolede på, og til tros for at Tobias aldrig havde gjort hende noget var hans journalist og det skræmte hende.

Et lille grin fandt dog frem som hun nikkede. "Ja min mand og hans bror kommer fra en familie hvor den ældste altid har været leder af en deres motercykelclub" lo hun og rystede på hovedet. Hun ville aldrig selv have fundet på at opsøge sådan et sted, havde det ikke været for hendes ægteskab til Jason. - Men hun var fulgt med Siobhan Munro ligemeget hvad.

"Jeg var dog aldrig med dem ude og kræve penge" Et skævt smil trak op og hun strøg en lok af det gyldne hår om bag øret før hun lukkede sine fingre omkring kruset med øl og løftede det op til læberne.

"Er det så dem der vinder der bestemmer hvad og hvor?" spurgte hun nysgerrigt som de grønne øjne flakkede hen over de farverige tatoveringer og mærkede ingen trangen til en ny.

"Du husker godt min veninde Siobhan? Vi var nærmest sat sammen ved hoften" lo hun. "Vi tog en tur rundt i Europa.. - Da vi kom hjem flyttede vi ind sammen og fik begge travlt med arbejde.. Hun havde en salon i Diagonalstræde, det er hende der har tusset mig" forklarede Sarah uden at give vennen for mange detaljer om deres lukkede liv. De havde jo været bosat i Sharnbrook i ti år, og nu var det som om at de år aldrig havde eksisteret.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke skjule overraskelsen, som satte sig fast i de mørkeblå øjne og som sendte de mørkebrune øjenbryn til himmels.
”Du er gift?”, lige dele spurgte og konstaterede den ranglede troldmand forbløffet, uden i grunden at vide hvorfra den kom. Mange af hans venner fra skoletiden, ja ligeså også de få muggler-bekendtskaber, han igennem sommerperioderne have stiftet sig, var alle, i hvad der kunne konstitueres som faste parforhold. Nu hvor Tobias tænkte over det, var langt de fleste gift til deres respektive partnere og i sit stille sind konstaterede han, at det sagde mere om hans egen situation.

”Skal jeg være bange?”, spurgte Tobias dernæst, i det han lænede sig henover bardisken og sendte hende et bredt og drillesygt smil. ”Jeg vil så nødig have tæsk. Jeg brækker nemt, forstår du”, tilføjede han hastigt, som han lagde ansigtet i en påtaget, undskyldende grimasse.

En eftertænksom krølle satte sig fast i panden og erstattede det drillesyge, som Tobias tænkte tilbage på skoletiden. Tankerne fik klistret et velkendt ansigt til navnet, og da Tobias nikkede, efterfulgte et forhastet hovedrysten.
”Jeg husker hende, men vi hang aldrig”, skyndte Tobias sig at forklare, hvorefter han med interessen gnistrende i de mørkeblå øjne, begyndte at lytte. Han kunne ikke lade være med at smile imponeret over beretningen, i det han hævede øllen til læberne. Da den gyldne væske havde forladt munden til fordel for svælget, fortalte han: ”Imogen og jeg gjorde det samme. Det er moren til min guddatter. Så snart hun blev færdig på slottet, hoppede vi faktisk på motorcykler og kørte ned igennem Europa.” Tobias sendte Sarah et blik, der talte sit tydelige sprog; den havde du vist ikke lige regnet med, var?

[Sarah Bennett]

"Jeg var gift" fortalte Sarah i det hun mærkede fortidens spøgelser hjemsøge hende endnu engang. Det var ved at være over et år siden, men tragedien hang stadig som en tung regnfyldt sky over hende. Langsomt klarede hun halsen i et forsøg på at rive sig selv ud af lidelsen. "Min mand og svoger var ude for en ulykke for lidt over et år siden" forklarede hun og greb instinktivt om sit krus med øl før hun pressede læberne mod det. Hun talte aldrig om det. Hun behøvede ikke at tale om det, og de mænd og kvinder der valsede ind og ud af den lille pub betalte ikke i at høre hendes livshistorie.

"Mmh. Tag du dig i agt Tobias Holmes, hvis ikke du opfører dig ordenligt vil der måske stå bredskuldret tatoveret fyrer med bat og knojern uden foran din dør i morgen tidlig" lo hun og rystede på hovedet. "Men nej. Jeg har ikke kontakt med særlig mange af de tidligere medlemmer.. Men de er der ude et sted, skulle jeg stå med lort til halsen"

"Virkelig? Du har også looket til at kunne ride en kværn" bemærkede hun og hoppede ned fra disken for at betjene en kunde. "Skulle i se noget særligt, eller lod i tilfældighederne guide jer?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så ned i den gyldne øl, som Sarah besvarede hans undren, for snart gik det op for ham, hvorhen hendes fortælling var på vej. Endte ægtemål var sjældent en lykkelig historie.
”Det gør mig ondt”, sagde han, og mente det, som han flygtigt fangede hendes blik med varme øjne. ”Jeg kan ikke påstå, at jeg kan sætte mig ind i dit tab, men jeg forestiller mig, hvordan det må være og… Ja, det gør mig ondt, Sarah.” Ordene der fulgte var lige dele varme og varsomme, som Tobias lod fingrene flette sig omkring kruset.

Sarah formåede at vende stemningen end ikke øjeblikket efter, og Tobias var taknemmelig, velvidende at han ikke kunne sige noget, der kunne tage hendes tab fra hende – eller for den sags skyld gøre det mindre. Dertil strakte hans ego sig trods alt ikke.
Han lo stille, som de mørkebrune øjne fløj op i panden og han nikkede. ”Jeg vil bare godt lige pointere, fuldstændig uafhængig af samtaleemnet, at du ser rigtig dejlig ud i aften. Hold nu op”, spøgte han, i håb om at få et smil til at blomstre frem på heksens læber. Atter måtte han le.

”Det ved jeg sgu ikke, om jeg har. Og det var fuldstændig tilfældigt. Imogen havde brug for at komme væk og det havde jeg sådan set også. Det hele flaskede sig.”

[Sarah Bennett]

Sarah kom langsomt tilbage, og det sørgmodige blik blev hurtigt erstattet da et smil krakelerede hen over hendes ansigt. Hun havde været igennem en svær tid, men var nu på den anden side, og stemningen skulle ikke trækkes ned grundet hendes tab. Det var ikke derfor Tobias var kommet, og det ville desuden bare sende utrolig dårlig vibes ud i det lille lokale. "Se det fra den lyse side T, nu kan du flirte med mig uden at blive mødt at vrede mænd og kvinder med bat og spikes." små lo Sarah.

Hun drejede let rundt og klappede sig selv på den ene balde. "You know it." Smilene rystede hun på hovedet og tog det tomme grus foran ham og placerede det under taphanen. "Jeg er næsten en helt tier" Ordene gled let over hende, og da der ikke længere stod tørstige kunder ved baren, og ingen hænder var viftende i vejret, trak hun en pakke med smøger frem fra baglommen og tændte en. Følelsen af den kradsende røg ned langs halsen fik hende til at lukke øjne og værdsætte hendes afhængighed, blot i et kort øjeblik; pakken var ny og hun kunne derfor nyde smøgerne uden at skulle tænke på de penge hun måtte skrabe sammen for at få sit næste fix.

"Måske var sidevognen? Eller med armene omkring mig" Hun smilte fornøjet og hoppede op på disken igen. Langsomt lænede hun sig frem for at trække askebærret tættere på dem.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at le og instinktivt fnøs han, næsten udfordrende. ”Jeg har et charmerende smil og flotte øjne, så mon ikke, jeg var kommet udenom den, alligevel”, halvt spurgte, halvt konstaterede Tobias, i det hans læber skiltes i et bredt og drillesygt grin.
Det var ikke langt fra sandheden. Ligeså ofte som den ranglede troldmand fandt sin vej ind problemer, ligeså ofte formåede han altid, at ende ud på den anden side af dem. Han anså det, som et af sine særlige talenter, for det ikke skulle være løgn.

”Det er vist dig, der flirter med mig nu. Er jeg virkelig blevet pænere, som jeg nærmer mig tredive?”, spøgte Tobias, i det han hævede begge sine øjenbryn i en sigende grimasse. De mørkeblå øjne spillede moret mod hendes, i det han tilføjede: ”du har ret. En stensikker 10’er. Du har forandret dig meget fra skoletiden.”

[Sarah Bennett]

Sarah fnøs lavmælt. Man kunne vel altid slippe afsted med langt det meste hvis man var køn at se på, selvom det lige som meget kunne være grund til at problemerne udsprang i første omgang. - Når man var en ung kvinde, der bevist valgte at serverer øl for fulde mænd, skulle man kunne slå fra sig og have en eller anden form for styrke. Til trods for at Sarah havde været udsat for lidt af hvert, formåede hun de fleste gange at sætte dem på plads. Men det var ikke drømmejobbet at være barnepige for fuldvoksne mænd, der intet bedre havde at bruge dagen på end at drikke øl.

"Mmh, ja bare tanken om at du snart nærmer dig rundt får det til at kilde i hele min krop" lo Sarah og sprællede let med sine ben. Latteren stilnede af og blev afløst af et lille suk. "Jaeh, man bliver vel både visere og smukkere med alderen" Kruset med øl var igen halv tømt, og Sarah mærkede instinktivt rusen af alkohollen.