Prekære situationer

[Bethany P. Green]

Det var så nemt i den magiske verden at tage pejsen. Alligevel havde Bethany valgt at gå nede fra Hovedgaden. Hun var nervøs for at tage snakken med Toby, selvom hun allerede nu tvivlede på, hvad der overhovedet var tilbage af deres venskab med al den afstand, han havde brug for.

Til sidst var der dog desværre ikke mere vej at gå og hun kunne jo ikke stå på hans dørtrin for evigt, så hun løftede hånden og bankede på.

Tobias Huxley Holmes
Dagen efter Fremad

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias åbnede døren ikke mange øjeblikke efter, at nogen havde annonceret deres ankomst. De mørkeblå øjne var lige dele reserverede og skeptiske, i det at en kvinde tårnede sig frem i døråbningen, men end ikke sekundet efter gik det op for Tobias, hvem den fremmede i virkeligheden var.

Beth.

Instinktivt trådte den ranglede troldmand et skridt tilbage mod entreen, imens en af de farverige hænder fandt op i den sorte manke. ”Kom ind”, hørte han sig selv sige, hvorefter han sendte hende et skævt smil.

[Bethany P. Green]

Selvom Bethany ikke havde nået at stå på dørtærsklen mere end et par sekunder, formåede hun at tænke mindst et dusin mulige scenarier igennem, hvor halvdelen involverede, at han smækkede døren i hovedet på hende.

Men døren gik op og ikke bare trådte Toby til siden for hende, han smilede også til hende. Det gav et sug i maven og hun måtte fugte læberne, da hun var trådt ind i hans gang.

"Hey, jeg ved godt, at... At du ville have en pause og sådan, men... Der er sket noget og vi bliver nødt til at tale."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne mærke det hamrende hjerte bag den tynde brystkasse, i det han i selskab med heksen vendte tilbage til stuen. Da Bethany dernæst erklærede sit formål med besøget, nikkede den ranglede troldmand tavst, til trods for at gestussen hverken var ment bekræftende eller enstemmigt.

Tobias satte sig ned i sofaen og smed en hånden imod lænestolen, i det han med et smalt smil inviterede hende til at sætte sig. I sit stille sind måtte den garvede journalist konstatere, at han var tom for ord, for, jovist han havde savnet hende til hudløshed, men den forelskelse han havde følt, den der var sprunget ud af ingen ting, var langsomt druknet hen. Nu kunne ingen svare på, hvad Tobias sad tilbage med; end ikke ham selv.

”Jeg håber, at det går godt”, lagde Tobias ud, hvorefter han rømmede sig og kløede sig i den sorte manke.

[Bethany P. Green]

Bethany fulgte med ind i stuen. Hun vidste godt, hvor den lå, men alt var forkert. Der var ingen kram, ingen nærhed. Ingen ord. Hun fugtede læberne og tog plads i sofaen.

"Jo. Tak," svarede hun, uhensigtsmæssigt formelt. Men der var ingen grund til at italesætte det. Gjort var gjort. Nu måtte de tage den derfra.

"Hvad med dig?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skyndte sig at smile til hende, i det hun bekræftede hans påstand, hvorefter også han nikkede. ”Der er mange ting at se til”, svarede journalisten, i det han rømmede sig halvhjertet. De mørkeblå øjne betragtede hende flygtigt, som tankestemmerne meldte deres ankomst og begyndte at hviske til ham. Det hele virkede forkert og absurd; som befandt de sig begge i en anden verden og kontrasten rystede Tobias i sin grundvold. Der er sket så meget, Beth, tænkte Tobias og for en rum tid lod han sin stemme virke bag den blege pande og han fortalte, hvordan han havde savnet hende; hvordan han var taget hjem til Callista og havde stået med heksen på bjerget og var blevet hel og håbefuld igen; hvordan modstandsbevægelsen mistænkte ham for spionage; hvordan en ung Odette havde henvendt sig til ham, i håb om at han kunne hjælpe med at finde frem til sin mor.

For et øjeblik var Tobias tavs, imens han betragtede hende indgående. Da han omsider brød stilheden, var det med et opfordrende nik og et venligt smil om læberne. ”Men hvad- ja, hvad så? Hvad vil du fortælle?”

[Bethany P. Green]

Som Bethany sad der og betragtede sin bedste ven, havde hun bare lyst til at tilbagelægge afstanden mellem dem og fortælle ham alt, der var sket og høre, hvad der var sket for ham. Men tiden havde lagt sig mellem dem, sekunder og minutter som sten. Hun tog en dyb indånding.

"Jeg, uhm, jeg har været forbi Mungos. Og... Ja, jeg vil ikke have, du freaker ud nu, for jeg forventer selvfølgelig ikke noget af dig og jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet kan tillade mig det, men... Ja, jeg er... Jeg er gravid."

[Tobias Huxley Holmes]

Tankestemmerne stoppede midt i alt den larmende snakken og vendte sig forbløffet mod Bethany. Dernæst blev de tavse og stilheden sænkede sig over den ranglede troldmand, som befandt han sig i en osteklokke, som blev han døv for alle lyde, der omgik ham.

Og så sad han der, med sine mørkeblå øjne rettet stift mod sin tidligere bedste ven, ikke vidende hvorfor det brændte bag hans bryst.

For rum tid sagde han intet, men han lignede en mand tynget af store kvaler. Hans farverige hænder vred hinanden og da Tobias omsider brød tavsheden, var det ved at tabe sit åndedrag på gulvet i et tungt suk.

"Er... er det mit... mit barn?"

[Bethany P. Green]

Præcis som frygtet, sad Bethany nu igen i verdens værste stilhed. Det var det, der kom af at være løs på tråden, ville hendes mor sikkert have formanet hende, hvis hun stadig var i hendes liv.

Endelig talte han og uanset hvilke ord, der kom ud, var hun lettet over, at tavsheden blev brudt. Hun så ned på hans vridende hænder. "Jeg... ved det ikke," indrømmede hun.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tabte pusten igen men denne gang var det af smerte, der brændte i alle hans levende celler. Over de lidende mørkeblå øjne krøllede de sorte øjenbryn sig sammen i forvirring, og da rejste Tobias sig og skridtede over mod kommoden i hjørnet. Der fremdrog han en flaske, hvor han skænkede sig selv et glas af en ravgyldne væske.

Alt i hans krop skreg af indestængt smerte. Aldrig havde han følt sådan. Så bedrøvet, at alting blev gråt og koldt; så vred og forrådt, at alting føltes brændvarmt.

"Hvis... hvis det er mit... jeg vil gerne... jeg vil gerne vide det..."

[Bethany P. Green]

Det var lidt af en mavepuster at sunde sig efter, da Tobias rejste sig og i tavshed skridtede hen for at hælde sig en drink op. Af ren vane åbnede hun munden for at bede om én selv, men kom i tanke om, at det ikke længere var en mulighed. Hun lukkede læberne sammen igen og skilte dem først for at fugte dem.

"Jeg kan ikke få det undersøgt, før efterfølgende," konstaterede hun roligt. "Så..." Hun tøvede, men rankede sig og fejede lidt af håret væk fra ansigtet, før hun mødte hans blik. Denne gang uden flakken eller usikkerhed.

"Så du er nødt til at tage et valg nu."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tabte pusten, i det øjnene gled i og straks mærkede han, hvordan de tynde ben blev til gelé. Langsomt faldt han sammen på gulvet, så troldmandens lange krop forsvandt fra Bethanys blik bag sofaen.

Og så sad han der – stadig i sin osteklokke, imens den brændende fornemmelse gjorde sit bedste for at slå ham ihjel. Tobias mærkede, hvordan vreden og foragten fandt vej ind til ham, men instinktivt vidste han, at han ikke kunne bebrejde Bethany. Han kunne have beskyttet sig. Alligevel havde Tobias aldrig følt sig så alene, som i det øjeblik. End ikke til morens begravelse måneder tidligere.

”Jeg havde altid håbet, du ved… at hvis jeg en dag blev far, at det så var med en kvinde, som elskede mig… at jeg gjorde det sammen med nogle, fik den oplevelse sammen med en…”, lød det brummende, hvorefter Tobias tømte glasset for whisky. ”Hvad siger Cedric?”

[Bethany P. Green]

Bethany spærrede øjnene op, da Tobias sank sammen på gulvet og forsvandt ud af syne. Hun havde aldrig overvejet det som en mulighed, at han ville reagere sådan, især ikke efter mødet med Cedrics forståelse. Øjeblikket efter var hun på benene og knælede ved siden af sin bedste ven, der fremmumlede ord som små hagl.

Hun slog blikket ned. “Han... han er fuldt engageret,” svarede hun lavmælt. “Med alt, hvad det må indebære.” Også med Toby, hvis det skulle vise sig, at han var faren, og såfremt han gerne ville det. Hun gumlede på sin underlæbe. Hun havde frarøvet ham dén livsdrøm, han havde jagtet, siden hun havde lært ham at kende. Hendes mund smagte surt.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias måtte en synke en klump ved Bethanys erklæring, til trods for at den ranglede troldmand ikke var overrasket.

”Hvad behøver du så mig for i alt det her?”, spurgte han, velvidende grunden til, at heksen sad ved hans side. Bethany gjorde altid det rigtige. Hendes knogler var bygget af godhed.

[Bethany P. Green]

Hvor det for få sekunder siden havde føltes umuligt at møde Tobys blik, blev de lyse øjne nu trukket op mod det og Bethany sad lamslået og betragtede troldmanden, hun så længe havde anset som en af sine mest betroede venner, mens han knuste hendes hjerte på måder, hun slet ikke vidste, var muligt.

"Jeg ved, at du er såret, men under det må du da også vide, at jeg har brug for dig, at vi har brug for dig," svarede hun alvorligt og så indtrængende på ham.