Dørstopperen (S)

[Gemma Appleton]

Hvad end der havde været af blidhed og empati i hendes udtryk, blev nu igen erstattet af himmelvendte øjne og et blødt fnys. Hun vidste at Tobias nok jokede, men hun forsøgte da at trække tæerne lidt tilbage, hvis de skulle give ham en idé. "Du giver fandme dig selv meget credit..." Påpegede hun, med morskabsglødende øjne.

"Desuden vil jeg lige pointere at det var dig, der startede en dyb samtale op, kære Holmes..." Hun strøg noget af håret væk fra skulderen og om mod ryggen, "Og jeg er heller ikke spor kilden." En løgn.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rømmede sig og nikkede, i det han skar en grimasse. "Ja, jeg fortrød det grumt. Det blev pludselig meget... varmt herinde", indrømmede Tobias, om end ikke synderligt alvorligt, og snart efter spredte sig der et drillesygt smil på hans læber.
"Vi kommer til at kende hinanden alt for godt efter de her øl", tilføjede han dernæst og lænede sig hen imod flasken, han få øjeblikke forinden havde placeret på bordpladen. Med en vant bevægelse satte han den mod læberne og drak.


Da Tobias atter lænede sig tilbage, satte han sig med fronten mod hende og lænede sig tilbage, så hans baghoved kunne hvile mod armlænet. I samme bevægelse smed han det ene ben henover ryglænet, alt imens det andet hvilede på gulvet.
"Det er næsten din tur nu. Din tur til at fortælle noget privat og ømt."

[Gemma Appleton]

Netop før Tobias gjorde reference til øllens virkning, havde Gemma taget en temmelig omfattende tår. Måske for at hæmme hjernen til fra nemlig at øsle ud med alt for mange venligheder til Tobias. Efter så mange år, skulle hun ikke lade sig selv bløde for meget op. Ikke selvom hun faktisk måtte indrømme at hun morede sig i journalistens selskab. Når han altså ikke pissede hende grundigt af.

"Det er jo hvad du bilder dig selv ind..." Bemærkede hun derfor, da han sagde at de ville ende med at kende hinanden godt. Hendes læber skulle forsegles om flasken - ikke lade alle mulige uhæmmede ord glide derover. Tobias havde allerede fået et indblik i en stor del af hendes liv i dag.

Hun rystede på hovedet ved anmodningen. "Drøm videre," Hun tog endnu en tår, før hun fortsatte, "Du har allerede set mit hjem og lært om min profession. Det er mere end rigeligt."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod det drillesyge smil svinde ind, så det i stedet satte sig i mundvigen, som Gemma svarede ham og langsomt hævede han flasken til læberne og drak. De mørkeblå øjne forlod ikke hendes kønne ansigt og som ledte han efter noget deri, gled de undersøgende henover hende.
"Dine venner... Har de ikke set dit sted? Hørt om dit arbejde?", spurgte han, velvidende at han ikke var i stand til at skjule den milde forbløffelse i hans hæse stemme.

Tobias stak derefter cigaretten tilbage i mundvigen og da den mørke røg forlod hans mund, viftede han med hånden, som han forsøgte at finde de ord, han desperat ledte efter.
"Så - hvad laver I sammen? Dine venner og dig... Du må have veninder, right? Går I i byen?", spurgte han dernæst hastigt og oprigtig interesseret.

Det slog den ranglede troldmand hvordan Gemma Appleton var blevet et endnu større mysterium end tidligere - og det var til trods for, at han nu vidste mere.

[Gemma Appleton]

Trods hun havde kastet ideen om at indvie ham mere i sit liv fra sig, var det hvad Tobias opsøgte igen. Gemma kæmpede mod impulsen til at bede ham om at holde kæft og drikke i stedet, og valgte i sidste ende at trække lidt på skuldrene. "Nogen ved da udmærket godt hvad jeg laver... Men, jeg inviterer ikke rigtigt folk herop. Der er mange hyggeligere steder at mødes," svarede hun. De få nære veninder hun havde, havde hun haft i årevis. Der var dog stadig altid en blød distance til ømheder, når det galt Gemma.

"Sommetider," svarede hun dernæst, da han spurgte ind til bylivet. Efter hun havde slukket sin egen cigaret, rullede hun lidt hår mellem fingrende som erstatning. Dernæst tog hun endnu en større slurk, så der nærmest kun var en bundsjat af øllen tilbage, "Du går måske ikke så meget ud?"

Hun forsøgte at rette spørgsmålet mod ham, for at afværge nærmere om sig selv.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke skjule overraskelsen og den svømmede henover hans smalle ansigt, så de mørkebrune øjenbryn måtte forlade deres retmæssige plads i panden. Instinktivt rettede han de mørkeblå øjne ud i rummet, hvori de sad og dernæst nikkede han. Jovist, der var helt sikre hyggeligere steder. Ikke desto mindre virkede det... Ja. Tobias end ikke vidste det. Noget ved det generede ham.

Da Gemma derefter rettede spørgsmålet mod ham selv, kunne Tobias ikke undgå at le stille. Atter fandt blikket vej tilbage til hende og han skar en grimasse.
"Ikke så meget mere. Min bedste ven...", sagde han, men tav brat, da det gik op for ham, hvorhen hans fortælling var på vej.

Tobias rettede sig en smule op og trak lidt på den ene skulder. "Jeg ved ikke hvor han er for tiden, så... og Bethany og jeg er ikke på talefod... Desuden er hun jo gravid... Så kan man jo ikke tage ud", fortsatte han og kom til le en smule, som absurditeten gik op for ham.

[Gemma Appleton]

De brune øjne fulgte Tobias' ansigtsudtryk, som det skiftede. Som han enten lod smilet blive større, eller dale igen. Hun tyggede tænksomt sammen - klar over at det ikke kunne ses udefra. Egentlig slog det hende hvor ensomt det måtte være. For dem begge to. Mens Tobias nok længtes efter dem han havde nær, distancerede Gemma sig fra dem. Det var besynderligt, men de var ikke forenelige om mange ting.

"Så må vi bare holde skansen ved at drikke her sammen..." Bemærkede hun, i et smalt forsøg på at løfte stemningen igen. En enkelt gang, puffede hun da også til ham med foden, før hun slugte den sidste tår øl, og stillede flasken fra sig med en tilfreds lyd.

"Som umage drikkepartnere."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke lade være med at grine hæst, i det han hævede den grønne flaske mod hende og nikkede. Dernæst satte han den til læberne og drak.

"Jeg kan ikke tro på mine egne ører! Tænk jeg er steget i graderne på den måde", sagde Tobias leende, som han tømte øllen i endnu en slurk og også satte den fra sig på stuebordet ved hans side.

De mørkeblå øjne fandt atter Gemmas og de gnistrede drillesygt.
"Jeg sagde jo, hvad der ville ske, hvis du gjorde det igen", truede han smilende, som han hævede sine ene hånd og greb efter hendes fod.

[Gemma Appleton]

Det var nok ikke den mest hjertelige og ærlige latter, men Tobias' bemærkning fik da alligevel en underholdt lyd over den unge kvindes læber. "Du skal ikke tro at det bliver ved på den måde," Påpegede hun, mens øjnene gnistrede af blød morskab mod den mørkhårede mand.

Begge øl var tømt, men Gemma mærkede allerede behovet for en ny. Da Tobias dog tog fat om hendes fod, blev tankerne temmelig distraherede. "Ej... Det må du altså ikke!" Klagede hun, med en næsten barnagtig stemme. Hun hadede at blive kildet og prøvede også at trække foden lidt til sig.

"Du vover..."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias hævede begge øjenbryn og strammede taget omkring anklen. "Jeg mener det", sagde han påtaget afklaret og tilføjede, ganske tydeligt drillende, for hans øjne gnistrede af indestængt latter: "jeg brydes mig ikke om, at blive puffet til."

Det var svært ikke at le over Gemmas barnagtighed, men Tobias formåede at holde masken. "Hvad sker der, hvis jeg gør det?"

[Gemma Appleton]

Selvom det nok var et spil for galleriet, var der et eller andet over at se Tobias stampe foden metaforisk i gulvet. Være lidt mere insisterende omkring det. Gemma havde dog en provokativ natur, så selvom øjnene udviste et hint af modskab, vovede hun at puffe til ham med den anden fod også.

"Jeg er ikke bange for dig, Holmes..." sagde hun, uden at besvare hans spørgsmål.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias' smalle ansigt blødte langsomt op i et smil, som han satte en farverig finger mod Gemmas bløde hæl. Langsomt gled de mørkeblå øjne ned til foden, som han betragtede, påtaget overvejende.

"Jeg køber den ikke", konkluderede Tobias mumlende, hvorefter han skar en grimasse af hende. Langsomt gled hans finger et stykke op af foden, imens de blå øjne fandt hendes uundgåeligt, som havde de ikke i sinde nogensinde at forlade hendes.

"Men vi kan lave en form for byttehandel...?", lød det dernæst, overvejende, næsten eftertænksomt. Langsomt krøb smilet i mundvigen ud over læberne, som fingeren gled længere op.

"Fortæl mig en hemmelighed. Stor eller lille. Så skal jeg tænke over at lade din fod gå."

[Gemma Appleton]

Det gav et smalt sæt i hendes krop, da fingeren løb over foden. Hun forsøgte dog ikke at trække en mine i ansigtet, selvom det var tydeligt at selv at den mindste berøring var kildende mod den bløde underside af foden. 

Øjnene blev lidt større da han nævnte en byttehandel. Det havde han gjort før, dengang i Den Utætte Gryde. Men igen, forlangte han ikke hvad hun troede. Hvad hun altid formodede om mænd. Værst var det, at det begyndte at genere hende at hun endelig havde mødt en mand, som ikke var fuldstændig betaget af hende.

"Jeg fortæller dig ikke mere, og det ved du godt," Hun forsøgte at hive foden til sig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias sukkede teatralsk og strammede instinktivt grebet omkring den tynde ankel. Det var ikke svært, som han lå ned og havde fronten mod hende. Ja, faktisk gav det ham en fordel.

"Jeg havde håbet, at det ikke ville komme hertil...", lød det, som smilet voksede sig større og øjnene slog gnister mod hende. "Men du efterlader mig ikke med noget valg. Det må du forstå. Er du sikker på, at du ikke engang har en lille hemmelighed? En enkelt, lille en?", spurgte han dernæst og lod en krølle indfinde sig mellem hans mørke øjenbryn.

"Ellers... Ja, du ved hvad der sker", lød det, i det fingeren gled længere op og resten af hånden fulgte.

[Gemma Appleton]

Selvom hun havde forsøgt at rokke foden tilbage, virkede det ikke. Derfor måtte hun vel bruge en anden taktik. Gemma havde dog ingen intention om at fortælle Tobias Holmes nogen hemmeligheder om sig selv. Han vidste allerede for meget. Øjnene blev lidt større, som hun betragtede hvordan hans finger flugtede over foden, i en bevægelse der både var kildende ubehagelig, men også drillesyg og advarende.

"Tobias..." Hun brugte hans fornavn for anden gang denne aften, men stemmen var langt mere uskyldig end normalt. Øjnene blinkede stort mod ham, "Du må altså ikke..." Underlæben var blevet skudt en smule fremad.