Skæve forbindelser

[Corban Yaxley Jr.]

Egentlig burde Corban nok ikke være nervøs. Men her stod han - udenfor sin bedste kammerats hoveddør, og mærkede en besynderlig rumsteren i den smalle brystkasse. En del af ham var vel blevet frygtsom og påpasselig over venskabet, eftersom det seneste skoleår ikke ligefrem havde gjort det mindre kompliceret. Tværtimod. Vold og kærlighedseliksir. Det var åbenbart bare ekstra brænde på bålet når man begyndte at døje med noget så fælt som hormoner.

Men... Cailean var hans bedste ven. Nok havde han aldrig betroet alting til ham, men det havde han vel ikke gjort med... nogen. Det gik nok imod hans natur på mange niveauer. Hånden blev snart hævet mod dørens træ, før han bankede på.

Cailean Morgaine

[Cailean Morgaine]

Cailean havde nært væltede en vase da han drønede ned af gangen, med kurs mod indgangen. ”Ah ah! Nej!” Skældte han på husalfen, der skulle til at åbne døren, inden Cailean selv var tæt nok på til at få fingrene i håndtaget.

Han holdt om det et øjeblik. Et par overvejende sekunder passerede, før han endelig trak ned og åbnede op for Corban. Han betragtede ham kort, og var i et øjeblik i tvivl om, om han skulle give ham hånden eller et kram. Han endte med at gøre ingen af delene, og spurgte i stedet ligegyldigt: ”Hvorfor tog du ikke susenetværket?”

[Corban Yaxley Jr.]

Døren blev åbnet og de to drenge rykkede sig ikke en tomme. Faktisk, var det vel heller ikke engang en desideret hilsen der ramte luften. "Det gjorde jeg også. Til en kro i landsbyen... Jeg havde godt af at få gået lidt, sagde min mor," svarede han. Denne kro lå et godt stykke væk - ejet af en gammel heks, der havde flere dybe rynker end et gammelt bøgetræ -, men selvom det var sandt at Corban kunne have fået mere motion over sommeren, var det bestemt en løgn. Han var taget tidligt afsted, eftersom hans far havde haft et af sine anfald. Så hellere traske rundt i den irske hede.

"Må jeg komme ind eller..?"

[Cailean Morgaine]

Cailean betragtede vennen, og lod endnu et par sekunder passere før han trådte til side og lod Corban komme ind ad døren. Men et stort grin havde spredt sig, ”hos fru Sullivan? Hvordan i al verden slap du derfra igen uden en spand te og en sæk tørre småkager?” Cailean havde mulgivis kedet sig i ferien, men der var alligevel grænser for, hvad han ville udsætte sig selv for. Og Merlin forbyde om han gad besøge den gamle bunke af rynker og kagekrummer.

[Corban Yaxley Jr.]

Corbans mundvige trak sig lidt op, før han trådte ind i hjemmet og lod døren lukke bag sig. "Måske er jeg allerede blevet overfodret. Hvem ved?" Joken blev sagt lidt tørt, men ikke desto mindre, var der en svag gnist af morskab i hans blik. Skoene, der var blevet godt jordet til af gåturen, blev skubbet af.

"Du nævnte vist noget med troldmandsskak?" 

[Cailean Morgaine]

Cailean fnøs, men grinet hang ved og blev kun større da Corban nævnte spillet. ”Ja! Jeg har fået et nyt sæt og jeg har planlagt din undergang, så forbered dig på det værste!” Spillet stod i stuen og Cailean ledte vejen derhen i et rask tempo, mens han råbte efter husalfen der før havde villet åbne døren. ”Bocht, fiks noget te til stuen og sig til Malaplur at hun skal ordne skoene i gangen.” Cailean havde ingen anelse om hvad den anden husalf gik og lavede, men det var sikkert ikke noget vigtigt.

[Corban Yaxley Jr.]

Undergang... Selvom det lød temmelig dramatisk, fyrede det alligevel et smil over Corbans læber. Sandsynligvis fordi det virkede så normalt mellem dem. Ja, og fordi han da bestemt blev et konkurrencemenneske omkring de mere 'intelligente sportsgrene'.

"Det haster altså virkelig ikke..." Bemærkede Corban efter husalfene var blevet sat på mission rens-skoene. Han dumpede dog ned ved skakspillet uden megen klagen, "Så... du har haft travlt i ferien." Det var ikke rigtig et spørgsmål, men heller ikke en fast konstatering.

[Cailean Morgaine]

Cailean gik ivrigt i gang med at sætte brikkerne op, og bekymrede sig ikke voldsomt meget over om det hastede med Corbans sko eller ej. Han havde nær glemt hvad han egentlig havde skrevet i sit brev, og blev derfor en anelse overrasket over spørgsmålet.

”Hvad? Nå ja, øh… Ja, jeg har lavet alt muligt. Hvad har du lavet? Hvordan har alle dine søskende det, og sådan?” Det var nok nemmest bare at dreje samtalen over på Corban i stedet. Det gav ham lige lidt ekstra tid, til at finde på noget spændende.

[Corban Yaxley Jr.]

De af brikkerne der ikke blev stillet helt lige, blev da udsat for Corbans blide rykken rundt. Sådan havde det nok altid været når de to drenge beredte sig på et slag troldmandsskak. 

Cailean strøg blødt over spørgsmålet, og Corban anede ikke om han skulle være jalous på alle Caileans tætpakkede planer, eller være mistroisk overfor dem. Måske fandt drengen overfor ham andre venner, nu hvor han ikke altid lod til at være lige tilfreds med ham.

"De har det fint," Han trak på skuldrene. Som altid havde han givet Tom Yaxley  den kolde skulder når han kom forbi, og sekluderet sig lidt på værelset, når han ikke kunne udholde ham. Generelt tilbragte Corban mere tid derinde, end hvad godt var, "Der er ikke sket det store..."

[Cailean Morgaine]

Cailean placeret hurtigt de sidste brikker, velvidende at Corban nok skulle rette dem. ”Nå fedt. Hvad med dine forældre så? Eller, ja… Din far er vel stadig… Din far. Men din mor? Er det cool og sådan?” Det var åndsvagt at snakke om noget så trivielt som familieforhold, og Cailean fik associationer til meget kedelige voksenfester, hvor ingen egentlig gad at være der, men alligevel spurgte indtil de samme dødkedelige ting, som de havde spurgt ind til de sidste fyrre år. ”Dips på at være hvid,” indskød han kort.

[Corban Yaxley Jr.]

"Det'... cool," Corban forsøgte sig med det samme ord som Cailean havde brugt, men lød ligeså disinteresseret i at svare på spørgsmålet, som Cailean gjorde i at stille det i første omgang. 

"Fint. Så starter du," bemærkede han med en trækning på skulderne, før han tog et flygtigt blik rundt i rummet de sad i. Det var altid mærkværdigt at vende tilbage til et af de steder man havde besøgt gennem årene. Det var anderledes end hans hjem. Ikke nær så... klinisk. 

"Har du hørt noget fra Penelope Parker og Aedan C. Finnigan ?"

[Cailean Morgaine]

Cailean lod blikket glide hen over brættet. ”C2 til C3,” noterede han kort. Han havde hørt absolut intet fra hverken eller, men det lød heller ikke umiddelbart som om Corban havde hørt fra dem? Eller hvad? Men det skulle i hvert fald ikke lyde som om, at Cailean gik her og var ensom. ”Ja, vi har skrevet lidt. Men jeg har ikke lige haft tid til at ses, så du ved.”

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var ikke længe om at få en brik til at rykke fremad i den anden side af brættet. Han måtte dog indrømme at fokuset blev kompromiseret en anelse af Caileans bemærkning. Hvis ikke han havde set Parker og Aedan, hvem havde han så været sammen med? Det var måske ikke hans sag, men en del af ham begyndte at overveje om Cailean så nogen. 

"Du skal huske at få slappet af i sommerferien," bemærkede vejlederen. Det var måske lidt ironisk at bemærkningen kom fra ham. Drengen der læste forud i ferien, "Ellers kommer du til at starte næste semester, komplet drænet."

[Cailean Morgaine]

Cailean fnøs. Han havde ikke lavet andet. Næsten da. ”Ja ja, vi kan da slappe af i den her uge så. Eller hvor længe du nu bliver her. B2 til B4.” Caileans blik forblev på skakbrættet og han ænsede knapt da den ene husalf dukkede op med te, og satte det på bordet ved siden af dem. ”Wow, vent! Ryk lige den dér, så jeg kan tage den! Jeg vil gerne se hvordan de slås.”

[Corban Yaxley Jr.]

"Aftale," Nikkede Corban sammenstykkende. Han anede ikke hvor længe han blev hos familien Morgaine, men desto længere tid han kunne, desto mindre måtte han udsættes for dynamikken derhjemme. Det var dog ikke noget han ønskede at lufte for kammeraten. Corban spurgte sjældent om hjælp, når alt kom til alt.

Han havde adskilt læberne for at tage sit næste ryk, ved Caileans bemærkning, "Den der falder jeg altså ikke for igen," Kom det fra ham, mens mundvigen dirrede blødt i et smil, "Det er ikke ligefrem en del af reglerne, at jeg ofrer min brik."