Kvaler på en sommerdag

[Imogen Temples]

Sommersolen bagte på Diagonalstræde denne varme eftermiddag. Gaden lå mere eller mindre øde, eftersom kun få hekse og troldmænd trodsede heden for at gøre indkøb. Mange var taget på ferie til fjerne egne, og kaosset inden semesterstart var endnu ikke begyndt.

Var man tvunget til at blive i Englands hovedstad, var der kun ét sted at søge hen: Floridors Iscafé. Og her syntes hele Londons troldmænd og hekse da også at befinde sig. Imogen Temples måtte stå i kø i et kvarter, før hun nåede op til disken, hvor et bredt udvalg af is kunne købes. Hun valgte en is med chokolade til sig selv og én med lakrids til Tobias. Så fandt hun til alt held et ledigt bord og satte sig. Det var praktisk, at Floridors is var magiske, og derfor ikke bare lige smeltede, men Imogen håbede alligevel, at vennen snart dukkede op. Hun havde vigtige ting at fortælle. 

Tobias Huxley Holmes

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes forlod redaktionen til fordel for Diagonalstrædet med al intention om ikke at vende tilbage foreløbig. Den ranglede troldmand lignede dog ikke en, som netop var undsluppet slavepiskerne, for den hvide arbejdsskjorte var krøllet til ugenkendelighed og hang sløset udover de sorte habitbukser. Over de trætte og tunge øjne, der havde antaget et rødligt skær af udmattelse, stod den sorte manke ud til alle sider, som havde den garvede journalist fået stød.

Ikke at det dog var tilfældet, og det var måske meget godt, for i stedet kunne Tobias, øjensynligt også mere retfærdigt, bebrejde den atten timer lange arbejdsdag, han netop havde afrundet, i det han dvask bevægede sig ned langs gadebilledet. Han fandt Imogen, hvor hun havde sagt, at hun ville være og det var med et spædt nik, at han hilste på hende.

”Jeg tror, at jeg er døende”, sagde han, i det han dumpede ned overfor hende og modtog sin is – lakrids, hans yndlings bemærkede han glædeligt – hvorefter han rømmede sig. ”Det lød vigtigt?"

[Imogen Temples]

Ligesom Imogen havde Tobias afsluttet en lang arbejdsdag, om end han så noget mere slidt ud end hende, da han lod sit langlemmet, farverige korpus dumpe ned på stolen overfor hende. Hun rakte ham hans is og lænede sig tilbage i sædet.

Hun nikkede, men tøvede for første gang. Var det mon rigtigt af hende, at fortælle den seneste nyhed? Hun kendte Tobias’ impulsive side, der af og til blev styret for meget af hans følelser og frelsergen.

”Hvis jeg fortæller dig det, lover du så, at du ikke gør noget ved det? Lover du højt og helligt at holde grabberne fra noget, der kan få dig i problemer? Jeg vil ikke have gentaget seancen med Theodore.” Hun så strengt på ham, selvom effekten blev lettere undermineret af, at hun samtidig slikkede på en chokoladeis.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias angreb sin egen is, som gjaldt det hans liv, for i den lumre varme føltes det i sandhed sådan. Da Imogen dog krævede hans opmærksomhed, vendte han sine trætte øjne mod hende. Instinktivt nikkede han, for Tobias kunne vel, hypotetisk set, godt love hende, at han ikke stak næsen, i hvad end Imogen havde at fortælle. Hvad andre dog gjorde – på hans vegne eller ej – var Tobias vel i grunden ikke herre over.

”Jeg vil da gerne overveje det”, svarede den ranglede troldmand, i det et kryptisk smil langsomt sneg sig henover hans læber.

[Imogen Temples]

”Jeg mener det!” sagde Imogen og daskede ham hårdt på låret. ”Ellers tager jeg mig selv af at forbande dig. Og jeg er uddannet auror nu, så du skal passe på. Desuden er han én, du skal holde dig langt fra.”

Hun lænede sig tilbage i stolen og tog en dyb indånding. ”Han er tilbage,” sagde hun så, mens pulsen begyndte at stige af ren uvilje. ”Keeran Appleton .” Ekskæresten og faren til Ellas barn var dukket op i London samtidig med MACUSAs styre med alle intentioner om at få en plads i sin datters liv.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias brokkede sig mumlende, i det Imogen daskede til ham. En af de farverige hænder – den, som ikke var fæstnet omkring lakridsisen – masserede det ømme sted, i det den ranglede troldmand spidsede ører. Hvad Imogen fortalte, fik hans bankende hjerte til at hoppe et slag over i forbløffelse, og for et øjeblik sad Tobias blot og betragtede hende vantro.

”Hvad fanden…”, mumlede han lavmælt, og nok mest af alt til sig selv og universet, der omfavnede dem. Pludselig syntes isen ikke så tiltrækkende som før, for vreden der begyndte at boble fyldte hans mave og gjorde ham fuld. Straks faldt tankerne på Ella, datteren, han så som sin egen, og Tobias måtte synke højlydt, som ville det få den ubehagelige summen i hans krop til at forsvinde.

”Har han mødt Ella? Hvad sker der, Imo?”

[Imogen Temples]

Imogen lavede en bekræftende grimasse, da Tobias bandede åbenlyst som et ekko af hendes egne følelser. Hele situationen føltes stadig uvirkelig for Imogen. Hun havde vendt og drejet hvordan hun kunne slippe ud af den, men hun var ikke kommet frem til noget.

”Han trængte mig op i en krog i ministeriet,” forklarede hun fortrydeligt. ”Sagde at MACUSA havde lagt mærke til, at jeg  ikke var begejstret for deres styre. Han truede mig, Toby!” Hun klemte ubevidst om isen i sin vrede, så den søde, klistrede masse løb over hendes knoer. ”Han sagde bogstavelig talt, at jeg kunne beholde mit job, hvis han fik lov til at se Ella!”

[Tobias Huxley Holmes]

Isen smeltede henover de farverige fingre, som Tobias betragtede Imogen, imens vreden langsomt men stødt fandt vej til hans krop.

Hvad i hele hule helvede...

De indsunkne kinder blev røde af arrigskab og instinktivt så Tobias rundt, som regnede han med at gribe Keeran om det næste hjørne. Da han dernæst vendte sig rundt og atter tog Imogen i øjesyn, skar han en grimasse af luften, i det vaffelisen kolliderede med bordpladen, hvorved de sad placeret. Ikke at den ranglede troldmand bed mærke i det. Han havde travlt med at være rasende.

"Hold kæft han er ynkelig", hvæsede Tobias snerrende, hvorefter de mørkebrune øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande. "Hvad sagde han præcist?"

[Imogen Temples]

Imogens egen vrede over Keeran Appleton afspejlede sig tydeligt i Tobias’ reaktion. Hun kiggede sig omkring, inden hun fortsatte. Man vidste aldrig, om MACUSAs spioner var i nærheden, men de var omgivet af børn og desperate forældre, der kæmpede for at tørre deres børns indsmurte hænder af, inden de løb deres vej.

Hun anstrengte sig for as huske Keerans præcise ord. ”Han sagde, at det var blevet bemærket, at jeg ikke var tilfreds med den nye orden… At han ikke vidste hvor længe, jeg kan beholde mit job som auror. At det kan betale sig at være venner med ham og blive enige.” Iltre røde pletter bredte sig på hendes kinder.

”Jeg blev nødt til at sige ja!” forklarede hun med en lettere skinger stemme, desperat efter at blive forstået.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede hastigt, i det hans mørkeblå øjne faldt på isen, der lå og smeltede foran ham. Dernæst slap han den, for der var ingen grund til at holde fast i den og med et irriteret suk, betragtede han Imogen.
"Forhelvede", bandede han lavmælt og den garvede journalist kunne ikke benægte, hvordan hans tanker begyndte at rumstere konspirerende.

"Hvad siger Ella til det?", spurgte Tobias derefter og indvendig slog hans hamrende hjerte en kolbøtte af mild panik. Ella føltes som hans barn og fandeme så, om nogen skulle tage hende fra ham.

[Imogen Temples]

”Det er nok det værste,” sukkede Imogen. ”Da hun kun ind ad døren råbte hun, ”mor, mor, nu har jeg har fået en far ligesom alle de andre børn!”” Hun scannede Tobias’ ansigt. Det måtte være svært for ham, når han havde været vidne til hende og Keerans tumulte forhold, der havde efterladt Imogen alene med en stor, gravid mave. At han havde været der for Ella i de år, men nu måtte se pigens far kræve den rolle, han mere eller mindre selv havde udfyldt.

”Men hvis Keeran gør det mindste, tager jeg Ella og rejser langt væk, hvor MACUSA ikke kan finde os.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tabte pusten, som Imogens ord ramte ham og instinktivt så han væk. Uretfærdigheden satte sig fast omkring hans bryst og fik hans hjerte til at hamre krampagtigt, som haltede det, imens de mørkeblå øjne flakkede henover Imogen.

For en rum tid faldt tavsheden over dem, men da Tobias omsider brød den, var det med et så beslutsomt nik, som han kunne mønstre.
"Jeg tager med så", sagde han og mente det, så hans celler dirrede af enstemmighed.

Man efterlod ikke sin familie til rotterne.

[Imogen Temples]

Imogens hjerte blødte en smule ved at se effekten hendes ord havde på ham. Hun skyndte sig at gribe hans hånd, ligeglad med at den var fedtet ind i den klistrede ismasse.

Et pludseligt smil blødte hendes før iltre ansigt op. Hun gav hans hånd et klem. ”Det ved jeg, du ville. Ingen kan tage den plads, du har haft i Ellas liv. Alt det, du har gjort for os…” Hendes stemme knækkede over, og hun rømmede sig og rettede sig lidt op. ”Undskyld. Jeg plejer ikke at være sentimental.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lagde sin modsatte - og rene - hånd henover Imogens, imens de mørkeblå øjne fangede hendes. I dem dansede varme gnister og han nikkede instinktivt, som forsøgte han at stoppe hendes ord, inden de nåede ud igennem hendes smalle læber. Ikke at de ikke efterlod ham taknemmelig tilbage, men fordi den ranglede troldmand så, hvad ordene i sig selv gjorde ved hende.

"Selvfølgelig ville jeg gøre det. Vi er familie, Imo", svarede Tobias, om end en smule forhastet, i det han gav hendes hånd et betryggende klem. Uden forbehold forstod han, hvorfra hendes reaktion kom. Selv kunne Tobias ikke forestille sig, at have ansvaret for et barn i tider som disse.

"Er du... nervøs? Har du snakket med... Ja, med Theodore? Han er i ministeriet. Har han ikke din ryg?"

[Imogen Temples]

Efter de havde holdt i hånden et øjeblik og fundet et holdepunkt i den katastrofale vending, deres liv havde taget, slap hun ham og fandt en serviet til at tørre fingrene af.

”Min største frygt er, at han ender med at kræve forældremyndigheden,” indrømmede hun. ”Han er fra MACUSA, og de står langt højere end en auror ansat under Potters regering.” Hun fulgte den forkromede kant på bordet med sin pegefinger. ”Jeg ser Theodore Blanchett senere i aften, så fortæller jeg ham det. Men han kan ikke gøre noget. Selvom du måske ikke tror det, er han ikke MACUSAs mand.” Det sidste blev sagt med et påtaget stik mod den måde, Tobias havde begravet sin næse i Theodores sager af denne grund.