Orange egoer

[Alycia Scrimgeour]

Den 22. juni, 2026

Kirsten Giftekniv var et datingbureau for romantiksøgende magikere og de modtog både anonyme og navngivne henvendelser fra hekse og troldmænd i alle aldre. Nogen af de anonyme henvendelser viste sig at være fra hjælpsomme familiemedlemmer eller venner, som mente at deres veninde eller søn havde brug for en hånd i sit kærlighedsliv.

Denne dag stod på flere forskellige blinde dates for Kirstens klienter og to af dem var blevet instrueret i at tage orange handsker på og mødes foran den eksklusive klub, Den Kælne Kimær. Det skulle blive spændende at se hvad der kom ud af det.

[Callista Runcorn]

Callista havde været på nippet til at vende om adskillige gange. Faktisk havde hendes første reaktion på brevet med instrukserne været, at det måtte være enten en fejl, eller en ualmindelig dårlig spøg. Hun havde smidt brevet i en skuffe, men som dagene var gået, var hun alligevel blevet nysgerrig.

Derfor var hun alligevel taget til Hogsmeade og sad nu på en bænk hvorfra hun kunne se Den Kælne Kimær. I lommen på den skræddersyede jakke havde hun et par orange handsker. Orange. Hun fnøs for sig selv. Hvorfor lige orange? Der var ingen der så godt ud i orange. Hun trak et smukt lommeur op fra tasken, noterede sig tiden og så mod klubbens indgangsdør igen. Det var vel ingen skade til at se om der kom nogen uden selv at give sig til kende med det samme.

[Callistus S. Bancroft]

Det skulle bestemt ikke være første gang Bancroft havde benyttet en service som Kirsten Giftekniv. Han var selvfølgelig altid yderst diskret, skulle nogen få nys om hvad han gik og hyggede sig med. Det var dog ikke hans kone han var bekymret for. Tværtimod. Faktisk var han ret overbevist om at den gamle heks selv gik og hyggede sig med nogle uheldige skravl i sommerpalæet, og han kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Så længe hun var diskret.

Det var Bancrofts arbejde og ry der var vigtigt. Og det var også derfor, at Bancroft havde tolket på instrukserne. Han havde handsker på, selvfølgelig. Men ingen steder havde der stået, at de kun skulle være orange, og Bancrofts handsker var dominerende sorte og diskrete nok til at kunne gå for at være et par ganske almindelige fine hvide handsker. Ikke voldsomt almindeligt på den eksklusive klub, men heller ikke helt uset. Den sorte farve blev dog brug af tre orange streger, der løb hen over håndryggen fra håndleddet mod fingrene. En gyselig farve hvis der var for meget af den, men dt gik lige akkurat an i den minimale mængde.

Det burde være nok til, at få en potentiel dates opmærksomhed, men også lidt nok til, at han ville kunne lade som ingenting, hvis det skulle vise sig, at den potentielle date ikke var god nok, eller kunne sætte hans ry over styr.

Da han ankom til Den Kælne Kimær, blev han stående udenfor. Men han spildte ikke tiden med at se sig omkring eller kigge på sit ur. I stedet gav han sig til at rod lidt i inderlommen på sin kappe efter et lille smukt etui. Frem fra etuiet fandt han en cigar af et dyrt mærke, hvorefter han lagde etuiet på plads igen og fik fat i sin tryllestav i stedet, som han hurtigt bruge til at få ild. Normalt ville han bare ryge indenfor. Men solen skinnede og det var det perfekte dække, til at stå og fremvise handskerne. Hvis ikke hans date kunne regne ud hvad striberne betød, så var hun nok alligevel ikke noget at samle på.

[Callista Runcorn]

Callista var for sig selv ved at nå til den konklusion, at der ikke ville dukke nogen op. Måske var det hele en umanerligt dårlig spøg, fortalte hun sig selv, og retfærdiggjorde dermed at hun sad og lurede som hun gjorde.

Før hun havde tænkt tanken til ende, fangede en skikkelse ved Kimæren hendes blik, eller måske nærmere var det røgskyen der et øjeblik omgav personen da en cigar blev tændt. Røgskyen og de orange striber på de sorte handsker. Ubevidst rankede hun sig lidt på bænken mens røgskyen lettede og afslørede et ansigt, hun ofte havde set i arbejdsøjemed. De smalle bryn trak sig sammen mens hun forsøgte at finde en anden grund til han skulle være der, end den indlysende - at han var det match der var blevet gjort til hende.

Det tog hende ikke mange sekunder at beslutte sig for diskret at forsvinde igen. Hun rejste sig fra bænken og skråede over gaden, målbevidst og uden at se i retning af Kimæren, som om hun havde noget hun skulle - der ikke var her. Som hun passerede forbi klubbens indgang, stak hun en hånd i jakkelommen og trak et par mørke solbriller op, uden at bemærke den orange handske der faldt ned på gaden, mens hun placerede solbrillerne på næsen.

[Callistus S. Bancroft]

Med øjne og øre åbne, lagde Bancroft mærke til alle der kom og gik. Alle der passerede. Han var selvfølgelig diskret i sine observationer, og opretholdt en illusion om, at han bare stod og trak lidt luft.

En nydelig ung dame nærmede sig, men lignede ikke umiddelbart én der havde tænkt sig at stoppe ved Kimæren. Men da hun trak et par solbriller op af lommen, fangedes Bancrofts blik slags på den orange farve der faldt ud af hendes lomme. En handske. Han smilte lidt for sig selv, inden han selvfølgelig samlede den op og i en dyb bas tilføjede: ”Miss, undskyld mig, men jeg tror du tabte den her.” Han blev stående og holdt handsken op, i sin egen handskeklædte hånd, mens et venligt smil spillede om hans læber. Det var uden tvivl hans date.

[Callista Runcorn]

Callista var allerede videre mentalt, i gang med at planlægge resten af sin dag, da en dyb stemme bag hende fik hende til at stoppe. Hun var ikke i tvivl om hvem den kom fra og vendte sig langsomt, blot for at se den ældre troldmand stå med en af hendes orange handsker i hånden.

Hun bandede mentalt, men smilede høfligt, selvom det ikke nåede hendes blik bag de mørke solbriller. Hun tøvede et øjeblik før hun trådte de få skridt tilbage og rakte ud efter handsken "Tak. Den må være smuttet ud af min lomme." konstaterede hun og så med fulgt overlæge på hans ansigt i stedet for hans handskeklædte hånd.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft slap ikke handsken selvom hun rakte ud efter den. ”Interessant farve,” bemærkede han og gjorde sit bedste for at fange blikket bag solbrillerne. Et latterligt påfund i virkeligheden. Han brød sig bedst om, når han kunne se folks øjne. ”Hvor er du på vej hen, Miss?”

[Callista Runcorn]

Callistas fingre havde lukkedet sig om den rædderlige handske og hun havde vendt hovedet halvt væk da han ikke slap og tilmed fortsatte med at stille spørgsmål. Hun slap handsken, uvillig til at deltage i en barnlig runde tovtrækning og skubbede solbrillerne op at hvile i det mørke hår "Ikke at jeg kan se det kommer Dem ved, men jeg ventede på nogen, der dog ikke ser ud til at dukke op." svarede hun en smule kort for hovedet, men stadig høfligt.

[Callistus S. Bancroft]

Nu kunne han se hendes øjne, hvilket behagede ham. Han rakte hende handsken og smilte til hende. ”Det ser ud til vi begge to er blevet brændt af. Jeg ventede også på selskab, der desværre heller ikke har vist sit ansigt endnu. Jeg må vel ikke byde Dem på et eller andet i stedet?” Han slukkede cigaren og fik den til at forsvinde ved en henkastet bevægelse med sin stav.

[Callista Runcorn]

Callistas blik veg ikke, men mødte hans selvsikkert og med et hævet øjenbryn over hans konstatering. Hvis han havde været hendes date, hvorfor ville han så lade som om den mere en afslørende, orange handske, ikke lige havde afsløret hende?

Det pirrede hendes nysgerrighed og et langt øjeblik så hun bare granskende på ham, før hun rakte ud og tog sin handske med et lille nik "Hvad havde du i tankerne?" spurgte hun og så afventende på ham.

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft nikkede mod Kimæren, ”en drink du har lyst? Eller en middag, hvis du altså ikke har spist. Der ligger et ganske udmærket etablissement tæt ved Fønixteatret.” En lun sommervind fangede enkelte af de sølvgrå lokker, inden Bancroft kørte hånden henover håret, så det sad som det skulle igen.

[Callista Runcorn]

Igen stod hun et langt øjeblik og så vurderende på ham før hun nikkede afmålt "En drink." indvilligede hun og undlod med fuldt overlæg at love mere end det. Hun vidste for lidt til at sige ja til en hel middag og var stadig skeptisk, selvom nysgerrigheden vandt denne omgang.

[Callistus S. Bancroft]

Han sendte hende et venligt smil og nikkede så endnu en gang. ”Udmærket,” svarede han og fulgtes med hende ind på den eksklusive bar. ”Tør man spørge, hvem det var du ventede på?”

[Callista Runcorn]

Callista gik foran ham ind i det noget mørkere lokale og overlod sin jakke (og de orange handsker) til heksen i garderoben "Åh.. er det vigtigt?" hun drejede hovedet og mødte hans blik over den ene skulder. De lyse øjne spillede udfordrende. Hun var ganske sikker på det havde været ham hun ventede på, og at han vidste hun vidste det. Det var et ganske underholdende spil, selvom hun ikke havde nogen intentioner om, der skulle ske mere end en drink.

[Callistus S. Bancroft]

”Ikke det mindste,” noterede han efter også at have afleveret jakke og handsker. De var tydeligvis begge klar over, hvem de hver især havde ventet på. Og det blev med hendes ord understreget, at ingen af dem havde tænkt sig at bøje sig.

Han vidste hvorfor han selv, ikke ville bekræfte hvad de begge vidste. Men hvorfor hun ikke ville afsløres, var ham stadig en gåde. Det gjorde dog ikke mødet mindre spændende. Tvært imod. Faktisk var det ganske belejligt, at hun heller ikke ønskede at stå frem med, at have søgt datingbureauet. Det måtte vel betyde at hun ønskede at holde det ligeså hemmelig som Bancroft.

”Har du så et navn jeg må kalde dig?” Spurgte han, mens han trak stolen ud for hende ved et af bordene.