Sådan lidt hen på aftenen

[Cailean Morgaine]

Tråd til Fiona, med mulighed for at Corban kan joine

Hvad i al verden der havde besat Cailean til at tage med til en fest, var han ikke klar over. Han brød sig ikke om at drikke, han brød sig ikke om høj musik, han brød sig ikke om at danse og han brød sig ikke om over halvdelen af de mennesker der var her. Alligevel var han dukket op. Han havde hørt at Corban Yaxley Jr. skulle med, og havde sikkert tænkt at det kunne være meget sjovt at se hans ellers meget ordentlige sovesalskammerat slå sig lidt løs, men han havde næsten ikke set ham hele aftenen, så formålet med at tage af sted var allerede spoleret. Det var heller ikke sikkert Corban overhovedet havde tænkt sig at ’slå sig løs’ og feste som en anden havegnom på svampe. Men så havde de måske kunne hænge lidt ud, og snakke om noget andet end skole eller sådan noget.

Det var bare ikke rigtig den retning Caileans aften var gået. Den havde i stedet tage en drejning ganske tidligt på aftenen, hvor Cailean var kommet med en noget ubehøvlet kommentar til en flok piger der tydeligvis havde brugt lang tid på at gøre sig i stand til aftenen. Den ene havde kastet en drink efter ham, og mens han forsøgte at få tørret det værst væk med et ærme, havde en anden af pigerne hentet en storebror eller en kæreste eller noget i den dur, som Cailean havde måtte gemme sig for på toilettet for at undgå tæsk. Drengen gav heldigvis hurtigt op, og Cailean kunne liste ud igen.

Han havde fanget et glas vin, som han alligevel havde klaret at få ned, og efterfuldt med endnu et - og endnu et. Og hans hånd var da også okkuperet af et glas, da aftenen endnu engang overraskede ham med en situation han absolut ikke var interesseret i. Da han forlod køkkenet og gik ind i stuen, var han nær ramlede sammen med ”fucking Fiona Buchanan ! Så se dig dog for!” Hans kinder var røde og det var svært at sige om det var varmen, vinen eller frustrationen over at støde ind i lige netop hende.

[Fiona Buchanan]

Fiona kunne absolut ikke tåle ikke at komme til en fest hvor halvdelen af skolen var med, så hun var troligt dukket op. Efter at have set Corban Yaxley Jr. danse med idiotiske Millicent Flint var der røget et par glas af forskellige ting ned og hun var en smule beruset, men rimelig velkoordineret, da Cailean Morgaine væltede ind i hende og gav sig til at råbe op.

Hun fnøs helhjertet af ham og havde mest lyst til at sparke ham over skinnebenet - men det gjorde pæne piger ikke. "Ti stille, Morgaine. Hvem har overhovedet inviteret dig?"

[Cailean Morgaine]

”Alle er inviteret, Buchanan. Men du skulle da ikke undre mig, hvis du har gået her og troet, at du blev inviteret fordi du er noget særligt. Du er så fucking fuld af dig selv.” Der var ikke ret mange tanker bag Caileans ord. Det var ligesom han bare lukkede munden op, og en cocktail af vinen og hans almindelig uhøflighed, væltede snerrende ud.

[Fiona Buchanan]

Man skulle ikke tro at Cailean kunne stikke til Fiona længere, så ubehagelig som han bare altid var, men hun spændte i kæben over hans flabede svar og pustede sig en smule op.

"Pas på du ikke taber bukserne eller får udslæt igen, Morgaine," svarede hun spidst. "Eller begge dele..."

[Cailean Morgaine]

Cailean skulle til at komme med endnu et lidt flabet og ubehøvlet svar, inden noget pludselig gik op for ham. Fiona havde stået bag Caileans sammenstød med Francesco Hardy og hele den pinlige situation det havde ledt op til.

”Din lille lede sæk!” Kom de fra sammenbidte tænder, ”din usle lille… Du kan ikke engang klare det beskidte arbejde selv!” Det sitrede i hans muskler, inden han en anelse ukontrollerede slog vinglasset mod væggen, så stilken nu havde skarpe skår som Cailean pegede truende mod heksens ansigt. "Hvorfor passer du ikke bare på, at jeg ikke befrier dig for dit grimme ansigt!”

[Fiona Buchanan]

Fionas ansigt var skåret i sten. Hun havde tydeligvis overhånden nu. Ellers ville han ikke være så rasende. Hun smilede, da han beskyldte hende for ikke at kunne klare sit eget arbejde. Typisk Gryffindorkompleks. Det var meget mere effektivt at trække på de ressourcer man havde.

Hun løftede hånden roligt og slog hans væk. "Lad være med at pege på mig, din sølle lille mide," svarede hun. "Løb du bare hjem til din mor"

Deres lille opgør havde allerede tiltrukket sig en hel del opmærksomhed fra de omkringstående og der begyndte at komme flere til. Ikke Corban Yaxley Jr. dog. Ikke endnu... Eller hvad?

[Cailean Morgaine]

Cailean holdt stadig fast om glassets stilk, selvom hun slog hans hånd væk. Hans greb var stramt nok til at hans knoer blev hvide, mens hans blik var fastlåst på det afskyelige menneske der var Buchanan. Han havde flere gange lovet Corban at gøre et forsøg på ikke at komme op og skændes med hende, men Cailean havde drukket vin og Buchanan fik som sædvanlig trykket på de helt rigtige knappet til at gøre Cailean hidsig.

”Løb selv hjem til din mor!” Og så kom han i tanke om en lille detalje, som han nær havde glemt han vidste. ”Hah, nå nej. Det kan du jo ikke. Tough luck, Buchanan. Fik hun et hjerteslag da hun så hvilken modbydelig datter hun havde?” Cailean havde absolut ingen anelse om, hvad Buchanans mor var død af, og han kunne heller ikke være mere ligeglad. Han var faktisk bare taknemlig for at hun var død, så han forhåbentlig kunne stikke lidt til Buchanan.

[Corban Yaxley Jr.]

Et rent tilfælde. Det var hvad der havde fået Corban, hvis krop summede for første gang af alkohol, til at følge flokken der begyndte at rokke sig sammen. Det brusede en smule for hans ører som han bevægede sig nærmere. Fik hun et hjerteslag da hun så hvilken modbydelig datter hun havde... Cailean. Allerede før han havde mast sig gennem mængden, vidste han han hvem hans bedste kammerat rettede ondskabsfuldheder mod.

"Flyt jer," vrissede han, af nogle ældre drenge der stod 'i forreste række' til forestillingen. Først da, bemærkede han de glitrende skår, som Cailean holdte i sin hånd - som et sænket, men truende våben mod hans forlovede. Der var ingen tøven. Løven trykkede sig ind i kampen, og trådte demonstrativt ind mellem de to. 

"Giv mig det glas!" Ansigtet var rettet fast mod Cailean, selvom blikket svømmede en smule. Stemmen var hård og konsekvent. 

[Fiona Buchanan]

Fiona kørte på ren stædighed, selvom hun inderst inde var bange. Hendes hjerte hamrede, men da han nævnte hendes mor, var det sekunder fra, at hun hævede sin tryllestav for at ødelægge Cailean Morgaine.

Inden hun kunne pege staven mod ham, trådte Corban ind imellem dem. Hun stivnede. Var han færdig med at danse rundt med hende Millicent Flint, så? Blodet kogte i hende.

[Cailean Morgaine]

”Vel vil jeg ej!” Bed han af Corban, da han bad ham om at aflevere glasset. Fiona Buchanan var færdig med at ydmyge Cailean, og han skulle nok sørge for at hun blev klar over det, uanset hvad han havde lovet sin ven.

”Flyt dig, Corban! Jeg gør fandme os begge to en tjeneste,” vred og en anelse beruset, forsøgte han at skubbe sig forbi den fornuftige løve, idet han endnu engang hævede det ødelagte glas mod heksen.

[Corban Yaxley Jr.]

Uden vejlederemblemet, kunne Corban ofte føle sig magtsløs. Vreden sydede dog i ham på et godt stadie med alkoholen, da Cailean bestemt ikke lyttede til fornuftsord, men pressede sig forbi, med det knuste glas i hånden. Corban var dog hurtig med at forsøge at gribe ud efter kammeratens håndled.

"Hæver du et våben mod min forlovede igen, så forbander jeg dig, Morgaine." Stemmen var nærmest som en snerren. Corbans ry betød alt for ham, men kløerne var strukket ud.

[Fiona Buchanan]

Fiona slap en overrasket lyd, da Cailean forsøgte at kæmpe sig forbi Corban. Hun havde trådt et skridt bagud, men holdt stadig et fast greb om sin tryllestav og rettede den direkte mod den jævnaldrende dreng. Hendes ærkefjende.

Hendes mellemgulv trak sig dog også lidt sammen over Corbans ordvalg. Måske var det primitivt at nyde at blive forsvaret af ham, men så var hun primitiv.

[Cailean Morgaine]

En hånd lukkede sig om hans håndled tids nok til, at Cailean ikke nåede at kaste sig ustyrligt ind over Buchanan med glasset rettet mod hendes ansigt. Hans muskler var spændt, og hans blik intenst rettet mod brunetten, der nu truede ham med et langt farligere våben.

Det var dog hverken hånden om hans håndled eller Buchanans tryllestav, der havde fået ham til at stoppe op for en stund. Det var den næsten uigenkendelige snerren fra hans bedste ven. Han havde ikke hørt Corban bruge trusler på den måde før, og han var heller ikke et sekund i tvivl om, at han mente det.

Men Cailean var trodsig, stædig og ikke mindst rasende. Han stirrede hævngerrigt ind i øjnene på Buchanan, og ignorerede på ganske stereotyp gryffindor manér, den åbenlyse fare foran ham. ”Giv slip, Yaxley!” Han forsøgte ikke umiddelbart selv at vriste sig fri, men regnede med - eller håbede på - at Corban ville komme til fornuft, og give slip så Cailean kunne skaffe ham af med den forfærdelige byrde det måtte være, at være forlovet med Buchanan.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde endnu ikke kigget tilbage mod Fiona. Blikket var rettet fast og hårdt mod Cailean, hvis håndled han knugede sammen omkring, for at forhindre et angreb. Hans forlovede og hans bedste ven... Han vidste hvem der respekterede ham mest, men samtidig kendte han også sin pligt. Og - noget andet i ham kunne overhovedet ikke håndtere ideen om at Fiona kom til skade.

"Betyder dine løfter ingenting?" svarede han Cailean igen. Noget i vreden var præget af en dybtsiddende forurettethed. "Du lovede mig at holde dig væk fra hende." 

[Fiona Buchanan]

Fiona havde forholdt sig afventende, men som Cailean forsøgte at slippe fri med mord i øjnene, rankede hun sig op og pegede tryllestaven direkte imod ham.

"Slip det glas, Morgaine, eller jeg betragter det som selvforsvar at forbande dig. Jeg tror vi har rigeligt vidner til at bakke det op."