Følefesten

[Rhiannon G.F. Goshawk]

Føleføle

Det her er et trygt rum, hvor man kan give udtryk for sine følelser, uden at skyde på andre, være passivt aggressiv eller levere bebrejdelser. Et følerum, om man vil. 

Jeg er personligt ikke den bedste til at være blid og føleføle på skrift eller i det nogen gange lidt distancerede univers der er omkring online rollespil. Tit ved jeg, at jeg bliver opfattet som en rigtig hård negl og at det nogen gange kan føles som om jeg hakker, når det jeg selv ønsker er at give feedback. Det er jeg faktisk, tro det eller ej, rigtig god til at gøre udenfor skærmen. 

Min manglende brug af smileys gør desværre også sit til, at nogen tror jeg er utilfreds, selvom det ekstremt sjældent er tilfældet herinde (det sker selvfølgelig, sådan er livet). Sagen er den, at smileys rigtig ofte føles ekstremt malplacerede for mig og selvom jeg bruger dem, så er det næsten kun når jeg synes noget er sjovt (xD) eller chokerende (o__o) at det falder mig naturligt. Ser du mig bruge en helt almindelig smiley er det næsten altid for at tydeliggøre, at jeg ikke er sur eller blødgøre en eller anden besked.

Jeg har ikke nogen diagnoser, som gør at jeg har brug for særlige hensyn og jeg kan sagtens tåle at modtage kritik, selvom jeg, trods mit image som en hård negl, faktisk kan blive både ked af det og såret over ting, også i online rollespil. Det, der gør mig allermest ked af det, er dog når jeg finder ud af at nogen har ment noget rigtig negativt om min opførsel og har snakket med andre om det, frem for at komme til mig. Det handler ikke specielt om BC, men gælder bare i al almindelighed. Hvis der er et problem, så håber jeg altid at folk selv kommer til mig og tager det op. Jeg øver mig selv på at gøre det samme, selvom det kan være svært. 

Desuden har jeg lært at den bedste måde at lære at holde af de spillere, som man kan have det svært med, er at møde dem i virkeligheden, hvor folk sjovt nok altid viser sig bare at være mennesker, som man kan grine og snakke med.

[Patsy Murray]

Hmm Jeg føler jeg skal respondere på denne her, fordi wow det er flot du står frem B og der er så mange ting jeg kan nikke genkende i ved det.

Nu vælger jeg så bare at være bundærlig her. Jeg synes du er enormt inspirerende og spændende. Jeg er utrolig fascineret af dine karakterer og dine tråde og ja, måske er jeg sgu nok bare lidt jaloux/misundelig på dig eller dem der tråder med dig, for jeg vil også! Men hver gang føles det som to modpoler der mødes.. Ofte, ikke hver gang måske. Det er svært. Det er hårdt og mest af alt så genere det mig.

Jeg er ked af at jeg ikke er bedre til at sige tingene til dig, for det viser sig jo ofte at der sjældent er noget.
Jeg vil bare så gerne også føle det fungere men vores skrivemåder er meget forskellige og det er ofte sådan det går galt. Det tror jeg er sådan det går galt med mig og de fleste herinde og så er jeg hurtig til at skyde efter folk frem for at se ind ad også.. For Hey! Der skal to til Tango siger man.

Ja, jeg ved ikke. Jeg ville bare forklare (ikek fordi jeg føler du angreb mig eller noget) Nej, jeg ville bare forklare at jeg synes du er mega cool og synes du har mange seje evner. <3
Det er med smileys er jeg desuden også dårlig til - men du fik da to.

[Roxanne Weasley]

Jeg kan vist også høre inde under at blive misforstået ret til, specielt med min tørre sarkastiske humor som man vist først rigtig forstår efter man har mødt mig.
Nu har jeg selv siddet og grædt med B et par gange og ved derfor at vi begge to har mange følelser.

Hvis i synes jeg lyder hård eller afvisende i boxen eller andre steder, så er det uden undtagelse oftest fordi at jeg simpelthen er mega smadret (og det er jeg ret meget lige pt.) Derfor håber jeg virkelig at der ikke er nogen der tager det personligt. Jeg er admin, men jeg er også bare et menneske, der ikke altid har overskud til at tænke to gange inden jeg poster noget dumt.

Tbh så har jeg egentlig en diagnose, i form af 'mild ptsd' men den tror jeg ikke i mærker så meget, andet når jeg får et angstanfald ind imellem eller pludselig bringer noget dødalvorligt op i boxen fordi jeg ikke helt kan se klart.

Og jeg vil også gerne lige sige, at jeg også synes det hjælper rigtig meget at møde folk < 3 og selvfølgelig skal i sige hvis i har noget på hjerte i forhold til mig.

Edit efter Anns post
Jeg synes også det er mega modigt af dig B < 3

[Hannah Abbott]

Jeg har lavet en overordnet post i min første indslag i min fraværs tråd i forhold til mine problemer i dagligdagen. Men jeg føler også at noget af det hører hjemme her.

Jeg er en af dem der kan misforstå mange ting på skrift. Er der for mange punktummer tror jeg er at nogen er sure på mig. Er der ingen smilyer er man også sur på mig, og virker kan kold og kontant i sine responser er man også sur på mig. (Derfor er jeg måske også selv rigtig god til at smide rundt med alverdens søde smileys og hjerter.)

Det bunder i at jeg som barn fik skæld ud af min fulde far uden at jeg havde gjort noget. Hver eneste gang han sagde mit navn vidste jeg at nu havde jeg gjort et eller andet forkert. Om det var at tabe et sort pandebånd ned i vasketøjet så hans t-shirt blev misfarvet, eller blive fornærmet over hans virkelig stødende jokes. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg ønskede ham væk til hvor peberet gror.

Jeg er født tre måneder for tidligt, hvilket resulterer i en beskrivelse så fin som "et stærk traumatiseret barn" - Jeg har været udsat for mobning primært i form at blive udstødt. Hvis man ikke boede på den rigtig side af broen og tjente man ikke mere end en lærer var man ikke god nok i mine klasselærers øjne. Alt hvad jeg sagde kunne blive brugt imod mig. Enten så havde jeg ikke de nyeste sko eller også var mit grin for mærkeligt.

Jeg har haft en far der aldrig burde have haft børn og da mine forældre endelig bliver skilt da jeg er 14 år ramler min verden. Der går 4 år før jeg bliver diagnostiseret med depression og Følelse og adfærdsforstyrrelse. Føleføle ligger endda i ordet. Jeg kan føler rigtig mange ting nogen gange. Oven i hinanden og jeg styrter frem og tilbage og er en rigtig pleaser. Jeg er så konfliktsky at jeg kan opfinde fejl i noget jeg har gjort fordi jeg er så sikker på at det er mig den er gal med. Jeg har brug for bekræftelse i mange sammenhæng og jeg er skide dårlig til at konfronterer folk.

Jeg ved ikke hvor det høre hjemme, men jeg syntes alligevel, fordi det står mig så nært at det er noget i skal vide, hvis jeg nogensinde reagere voldsomt på et emnet ligende. - Jeg har fået to aborter. Den første blev jeg tvunget ud i, og den anden ville jeg selv have. - Det gør et eller andet ved en, lige meget om valget er truffet af en selv. Noget i mig blev frarøvet og det er nok noget af det mest følsomme emne til dato. Netop fordi jeg så gerne vil være mor.

Jeg tænker og arbejder grundigt inden jeg svarer fordi jeg skal være sikker på at den ikke man blive kastet tilbage på mig.

Jeg kan desuden skriver under på at det at møde sine medspillere i virkeligheden virkelig gør noget ved en. Man får set hinanden i øjnene og måske endda bragt emner om som man lige kan vende og man finder ud af at de faktisk ikke var så slemme som man troede.

Rollespil er mit Sanctuary og jeg nyder sådan at være særligt her på BC. Jeg er normalt aldrig det samme sted mere end et par måneder af gangen for det bliver simpelthen for uoverskueligt. Her er plads til mig og mine op og nedturer. Til at der er dage hvor jeg bare lurer til at Tornadoen smider svar ud til højere og venstre.

Kudos til B for at lægge ud! <3

[Dilys M. F. Goshawk]

Jeg har stor respekt for at i åbner op herinde og er så ærlige. Det giver mig selv noget stof til eftertanke og som jeg læste alle jeres opslag, gik det op for mig, at jeg også har lidt jeg vil dele.

Jeg har haft en kombination af angst og OCD-tanker siden jeg var 4 år gammel. Det er ikke noget man rigtig mærker på mig, hvis man møder mig i virkeligheden, men det er noget der altid har fyldt meget.

Ift. til RPG, så kommer det til udtryk i form af at jeg overtænker og analyserer en tand for meget. Jeg er konstant bange for at træde folk over tæerne. Så hvis i får en lille besked fra mig på skype ind i mellem, hvor jeg spørger om alt er cool eller om i er sure, så er det nok fordi jeg har behov for en form for bekræftelse.

I modsætning til andre, så bruger jeg meget smiley’er. Synes jeg selv. Hvilket nok bunder i at jeg konstant gerne vil sikre mig, at folk ikke tror at jeg er sure på dem.

Sidst vil jeg gerne smide en undskyldning. Det er kun få, der vil forstå hvad jeg mener og jeg har det egentlig fint sådan, for jeg ønsker ikke at rive op i gamle sår. Jeg havde en periode, der var ufattelig hård for mig og jeg håndterede det på en forkert måde, som gik ud over dem jeg på det tidspunkt trådede med.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg igen rose folk for at så seje og modige! Go BC!

Jeres Tonic. <3

[Constantin Montague]

Ligeledes vil jeg kaste min respekt ud til jer der åbner op. Det giver en god indsigt i hvad der foregår bag skærmen, selvom jeg generelt ikke dømmer på den front <3

Jeg har ingen tunge og dramatiske ting at snakke om. Vi har alle vores usikkerheder, men jeg har intet dybtliggende værd at nævne. Faktisk, anede jeg pinligt lidt om diagnoser af nogen art før jeg startede på gymnasiet, hvilket siger lidt om den boble jeg levede i på min landlige friskole. Jovist, har vi alle traumer, men sjældent plages jeg af noget længere. 

For alt i verden, skal det næste ikke lyde usympatisk. Det ville aldrig være min intention. 
Som den yngste af fem, er jeg blevet meget diplomatisk i sociale sammenhænge Jeg er en pleaser, men dette har bestemt også gjort mig nem at udnytte førhen. Jeg har haft adskillige venner hvoraf hele venskabet bestod af at jeg var deres mentale aflastningsbunke. Mit liv, var aldrig relevant og eventuelle problemer skubbede jeg derfor altid tilbage fordi disse "venner" virkede komplet ligeglade med det. Disse mennesker var decideret giftige for mig, for selvom de havde gennemgået en masse lort, var de direkte usympatiske og udnyttende overfor mig. Endda til en grad hvor de forsøgte at manipulere mig til at holde hemmeligheder der satte mig i ødelæggende situationer (en veninde jeg havde forsøgte fx at få mig til at holde det hemmeligt at hun var min ven utro), eller hvor de forsøgte at få mig til at afkaste andre venner til fordel for dem. - Venner jeg havde et tættere forhold til, og som jeg stadig er tæt med. 
Jeg har absolut intet problem med at folk åbner op overfor mig, men hvis det er hele funktionen af ens forhold, vil jeg genkende trækkene meget hurtigt og forsøge at trække mig væk. Jovist, kan det give mig dårlig samvittighed, men jeg nægter at stå i de samme positioner igen, hvori jeg føler at "fordi jeg ikke har det ligeså hårdt", bør bære over med konstant giftig opførsel. 

Lad os bare sige, at jeg elsker drama in-game, men forsøger at holde mig langt væk fra det i virkeligheden ;-) Det betyder bestemt ikke at man ikke kan skrive noget privat til mig på skype eller lignende hvis man havde brug for at snakke, men for at jeg mentalt ikke bliver ødelagt, skal der også være plads til at jeg kan være... Ja, mig <3 <3

Jeg tror bestemt at meet-ups kan være godt på det her punkt. Det skal dog lige siges, at for en person der har været i RPG miljøet on/off siden dengang WoP hed Pottersiden, så har jeg aldrig intentionelt mødt nogen i virkeligheden. Jeg har altid været paranoid AF, men giv mig lidt vin, og så skal jeg da nok slappe lidt af. Jeg er ret socialt anlagt, men frygten for det ukendte er måske bare en rest fra min mere generte barndom før jeg blev en lille musical-nørd.

Desuden kan jeg være meget glemsom, da jeg ikke tænker meget over RPG når jeg er væk fra computeren, så prik altid til mig hvis vi har en aftale. Det er intet personligt, men jeg glemmer det sgu bare! < 3 < 3 

[Patsy Murray]

Nu er der flere der har skrevet og jeg har læst hver og en post. Det er meget inspirerende og rart at vide I tør/vil stå frem med tingene og dejligt at kunne få indblik i.

Jeg skriver lige igen fordi min tidligere post var respons til det B skrev, og nu da jeg kiggede på det igen så nåede jeg lige at tænke, "åh nej bliver de andre nu sure eller kede af det fordi jeg ikke giver respons til dem?" For det er en af mine sider, det er at jeg er pisse usikker. Men jeg havde et stort personligt behov for lige at respondere på det B havde skrevet, fordi det ramte noget særligt hos mig eller i mig. Noget som jeg ikke helt ved hvordan jeg giver slip på.

Men for nu lige også at komme med på bølgen så vil jeg nu vende spotlyset indad. Jeg er pisse usikker og bliver nemt påvirket hvis nogen læser noget andet end det jeg skriver. Jeg tager nogle tråde alt for personlige og så hader Jeg folkene bagved, indtil jeg bliver klar til at indse det bare var en misforståelse. Jeg ved godt det ikke er Okay og jeg arbejder meget med det.

Jeg bliver let en kælling, bliver sur eller jaloux og udtrykker dette på ikke så hensigtsmæssige måder, når det så er sendt, så får jeg altid super dårlig samvittighed og bliver meget ked af det. Så undskyld. Det er mit forsvar.

Min største tricker er når jeg føler mig udenfor og det kan gøre rigtig ondt på mig. Jeg ved jo godt det ikke er fordi i ikke gider mig, at jeg ikke lige bliver en del af et plot eller andet, men hold nu op det rammer mig af og til. Det er så træls at jeg skal have det sådan fordi jeg så bidder af folk. Som nogen måske har Bidt mærke i (arh get that? )

Bliver jeg usikker pjatter jeg mig ud af det, eller bliver det hele for følelsesfarligt, så skifter jeg gerne kurs med det vuns for ikke at tabe ansigt. Jeg skjuler det når jeg føler mig ramt, fordi jeg ikke kan snakke om det og så lagre det sig i mig og vokser til et stort grønt monster. Men jeg kæmper med det og prøver ikke at komme med for mange stikkommentarer.

OG så lige for det positive. Jeg synes bare folk herinde er super skønne og jeg elsker at have fundet siden og være en del af det! <3

[Kala Patil-Fawley]

Følefest. Man skulle tro, jeg var god til det, men jeg har faktisk gået en stor bue uden om den her tråd hele dagen. Så fandt jeg et glas rødvin og ja, enter Rach.

Først og fremmest synes jeg det er pisse sejt af B at åbne den her. Det kræver mod, jeg aldrig har haft nogle intentioner om at have, så hatten af for dig og alle jer andre, der har valgt at følge det til at komme frem med alle de ting, der kan være svære at tale om. Det er ikke altid rart at tale om de ting, der er grimme, ildelugtende og gør ondt, men det er fandeme sejt, vi kan! <3

Der er rigtig mange ting i mit liv, der har ført til, at jeg er blevet en pleaser, mest af alt at jeg er rædselsslagen for, at folk skal forlade mig. Jeg er så kedeligt kliché på den måde. På mange punkter er det også det, der tit ender med at spænde ben for mig herinde. Tvivlen ligger ofte lige rundt om hjørnet; er mine karakterer spændende nok? Kan jeg finde ud af at lave interessante plots? Shit, jeg kom til at skrive kigge som kikke i stedet - måske tror de (jer, det fællesskab, jeg pludselig får fremmedgjort mig fra), jeg er idiot nu?

Jeg ved godt, at det meste af det er min egen kritik og burde tage min egen stemme, men af og til får jeg det på en eller anden måde lagt i munden på jer. Et eksempel på det er, at jeg hele to gange sidste uge drømte, at B skrev til mig, om ikke bare vi skulle droppe alle vores par, fordi hun syntes, de var sådan lidt meh. De dage/tidspunkter holder jeg mig lidt herfra, eller i hvert fald fra boxen, hvorfor jeg også fra tid til anden er lurende uden at melde mig.

Min anden nervøsitet er boxen og generelt det samvær med jer, der nu kommer med rollespillet. Jeg er heller ikke typen, der smider smileys ind i hver sætning. Sjældent er det andet end min begejstring (: D), latter (xD) eller generelle værdsættelse i form af løst uddryssede "<3". Dét kombineret med, at jeg er sådan lidt skiftende i min tilstedeværelse i box eller på skype kan give et billede af, at jeg ikke er interesseret i, hvad der foregår. Størstedelen af tiden er det dog fordi Møffen spørger mig om noget eller jeg skal tisse eller min te er kold og så kommer jeg fra det. Man skal altid bare prikke mig. <3

Jeg har tidligere fået at vide, at jeg kan virke reserveret eller utilnærmelig. Jeg har ikke nok selvindsigt til at lure, hvor det helt præcist ligger, men det har sjældent noget med jer at gøre. Bliver jeg oprigtigt sur eller stødt herinde, tager jeg helst fat i de relevante på Skype. Jeg er en hat til konfrontationer og tager dem meget ugerne, men jeg vil endnu mindre sidde med dumme frustrationer eller trådte tæer, der kun bliver ømmere.

En af mine største triggers er passiv aggressive kommentarer i boxen. De kravler ind under huden på mig og gør mig bare i vildt dårligt humør. For ikke at sugarcoate noget er jeg rent ud sagt en kælling, når jeg er pissed (nej, Alissa har det ikke fra fremmede). Jeg er hævngerrig, smålig og generelt en lille smule spydig, men jeg prøver, så hvis I synes, jeg bliver spids, kan jeg sagtens tåle at få det at vide. Jeg vil i hvert fald hellere gøres opmærksom på det end at mærke den distance, der af og til bare kommer.

Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte den her, men nu jeg kom ind på triggers, føler jeg det er halvhjertet ikke at nævne den sidste. Ude i min virkelighed er jeg ret optaget af kønsroller, sex og hvordan vi taler om den slags. Dertil kommer også slutshaming, som vi til tider har haft en del af i boxen. I min verden er der ikke rigtig noget, der kan retfærdiggøre fastholdelsen af især negative kønsroller. Jeg kunne skrive rigtig meget mere om det her og hvorfor, det gør mig til et bittert menneske, men jeg tror egentlig mest af alt, det er vigtigt at få nævnt, at det påvirker mig. Det er også derfor nogle af jer opdagede, at jeg blev en lille smule knurremis, da Kala og alle fyrene blev diskuteret en del i boxen en periode.

Slutvist skal det lige siges, at jeg er ret fan af jer. Alene det, at der er kommet så vilde svar i en så sårbar tråd påvirker mig virkelig meget. Skål på jer. <3

[Bedwyr C.F. Goshawk]

Nå! Efter at have tygget lidt på det hele, er det min tur til at smide en væg af tekst synes jeg. Og som alle andre, synes jeg det er fantastisk sejt af B at åbne posen på det her emne.

Jeg er gammel i gårde, på både alder og boards, selvom jeg startede sent med rollespil i alle afskygninger, i forhold til så mange andre. Jeg har dog aldrig følt det var en hindring.

Jeg er hamrende konfliktsky, så er det sagt, hvilket ikke altid har harmoneret med, at jeg i over ti år, har været admin på forskellige boards (Skjoldmø, Magical Still og Tortall for bare at nævne de tre største). Jeg har lært af det og synes selv jeg er blevet bedre til at tage konflikterne, selvom det stadig smutter ind i mellem. Jeg har en tendens til at blive stædig og vente på modparten tager initiativet i en konflikt - Lill fem år. Jeg kan dog også finde ud af at tage tyren ved hornene og viske tavlen ren igen. Det vil jeg faktisk allerhelst. Livet er for kort til at gå og være negative på hinanden over fortid og der skal virkelig meget til, før jeg for alvor bliver arrig.

Jeg er dog fuldt ud i stand til at tage imod kritik, også selvom den gør ondt. Jeg er en tænker, så ind i mellem tager det mig lige noget tid at tygge ting igennem før jeg tager en beslutning. Jeg kan godt i perioder tage ting for nært, men har også lært mine egne reaktionsmønstre godt nok til, at det er der jeg træder tilbage og lige ser på situationen oppefra. Jeg ved at jeg på skrift ind i mellem kan virke afstandstagende eller svær at komme ind på, men det er ikke noget personligt mod nogen, mere min latenstid der spiller ind. Jeg skal lige tænke og har desværre tidligere følt mig lidt fanget i rollen som den folk væltede brok af på. Det har nok gjort mig lidt selektiv i hvem jeg lukker op for offgame.

Jeg har for ikke så frygteligt længe siden fået et stress-stempel af min læge - woohoo, not. Det arbejder jeg med irl, men det resulterer i, at jeg har svært ved at overskue mange ting på en gang. Derfor er jeg fx ikke særlig ofte i boksen når der rigtigt er run på. Jeg kan simpelthen ikke overskue det og vælger at holde mig i skyggerne hvor jeg kan lure i stedet. Det påvirker også min hukommelse, der ikke fungerer så godt som jeg kunne ønske, så hvis man føler jeg glemmer ting, aftaler, relationer.. something.. så er det altså ikke fordi jeg er ligeglad. Min hjerne sorterer bare ikke særlig logisk i, hvad den vælger at lagre eller ej. Jeg har ind i mellem brug for at få samme information adskillige gange før den hænger fast.

Min hverdag er præget af en mor med angst og depression, en lillebror med AD/D og depression, en far der er verdens dårligste til at tackle sådan nogle ting, en dement bedstemor der betyder alverden for mig, arbejdsløshed og dermed følgende bekymringer og et system der river en frem og tilbage. Don't get me wrong. Jeg elsker min familie virkelig højt, men det tager nogen gange alt for meget af min energi at stå midt i andres kaos og prøve både at være der for dem og stadig huske mig selv.

BC (og andre boards før det) er mit frirum, min eskapisme som jeg virkelig har brug for. Jeg elsker drama, men jeg elsker ligeså meget hyggetrådene med karakterer der bare fungerer. Jeg har førhen været med på 20+ karakter-siden, men efter en lang pause fra boards tidligere i år, holder jeg mig selv i nakken. Jeg ved jeg ikke kan overskue så mange - og stadig få spillet med dem. Så jeg smider ikke karakterer ud til højre og venstre. Jeg vil hellere spille dybere med dem jeg har, selvom det kan være en udfordring i sig selv. Jeg foretrækker voksenspil og voksendrama, men, jeg elsker også de elever jeg nu alligevel har fået.

Jeg har tendens til at bure mig lidt inde, både fysisk og mentalt, som et forsvarsværn, men mine boards og de mennesker jeg har lært at kende gennem dem, har i årevis hjulpet mig til, at det ikke blev et reelt problem. Jeg får rigtig meget af mit sociale behov dækket gennem jer skønne mennesker og nogle af jer er over tid kommet til at betyde rigtig meget for mig, ikke mindst irl. Jeg er stor fan af at mødes irl og gør det uden skrubler og forbehold. Det giver så meget igen, selvom jeg som alle andre kan have lidt nervøse sommerfugle i maven. Jeg er nok bare nået en alder, hvor jeg har lidt lettere ved at sige fuck it! Jeg er som jeg er, jeg har den humor jeg har, og jeg har ikke skræmt nogen væk endnu. Hvis jeg har, lokker jeg dem tilbage med kage. <3

[Duncan Brown]

TRIGGER; Indslaget omhandler alkohol, stoffer, angst, seksuelle overgreb, samt selvmord.


Så er det vidst også blevet min tur til at åbne lidt om og fortælle om mig. Ikke fordi jeg vil gøre det til en store pyldrefest, men tror vi alle har et eller andet at kæmpe med, og jeg tror når man kender til min fortid og det jeg kæmper med at man vil forstå mig bedre som rollespiller.


Jeg har egentlig haft det man kalder en anderledes opvækst, en storebror som er et år ældre, og en enlig mor som drak og tog stoffer i weekenderne, ikke noget som jeg egentlig mærkede til, for vi manglede ikke noget som børn, vi havde rent tøj på, og fik mad, og fik da også lidt lommepenge, når mor havde fulde gæster.

Jeg havde en aflastningsfamilie i Kolding som jeg kom hjem til i ferierne for at få oplevelser, men det viste sig hurtigt at det ikke var et godt sted for mig, de var meget gammeldags og gik op i afstraffelse når man trådte ved siden af, jeg mødte bla. trusler om at blive låst inde i et skab (fordi jeg var bange for mørke, og stadig er det den dag idag) Der skete også nogle seksuelle oplevelser med plejefaren som jeg ikke komme dybere ind på da det stadig er et meget ømt emne for mig.

Jeg kom hos dem i 4 år, før jeg åbnede munden omkring det og straks blev samarbejdet stoppet, men mere skete der ikke på trods af alle de undersøgelser jeg gik igennem som beviste at der var sket nogle ting som der ikke burde ske. Til min mors store overraskelse var det ikke kun i min aflastningsfamilie som dette skete, men også vores eget hjem i form af en papfar (hendes kæreste) som var voldelig både overfor min mor, men også os børn. Min storebror tog bla. et søm i benet for mig. Men som sagt min papfar lavede også nogle seksuelle hentydninger som på ingen måder var okay. Det resulterede i et kæmpe brud med min mor, vold og blå mærker. Nok om det.

Et par måneder efter jeg er fyldt 11 vælger min mor at drikke sig fuld efter en kæreste har slået op, og ringer efter en støttepædagog vi havde tilknyttet fra kommunen, som så kom og “passede” mig og min bror ovenpå, mens min mor sov sin ‘brændert’ ud i stuen.

Jeg ved ikke hvorfor men noget fortalte mig at jeg skulle gå ned og tjekke til hende, og der hvor vi boede skulle man igennem køkkenet for at komme ind i stuen, hvor jeg så ser en masse piller på gulvet, jeg går videre ind i stuen, hvor jeg finder min mor på sofaen som er helt blå i hovedet, jeg kalder selvfølgelig på de andre som kommer løbende og vi får ringet til 112, men efter 1 uge i respirator, er hun erklæret hjernedød, og vores ældre storebror som er psykisk syg, får forældremyndigheden over os og flytter os til en lille sønderjysk by der hedder Toftlund, vi boede da i Århus, så noget af en omvæltning.

De næste 2 år bliver brugt i en 3 værelses lejlighed med mine 2 brødre, hvor jeg lidt bliver offeret, vil sige at jeg faktisk bliver behandlet som Askepot, hvor der bliver krævet meget mere af mig end hvad en 11-13 årig dreng burde gøre (handle ind, vaske tøj, gøre hele lejligheden rent)

Det resultere i at min bror som er et år ældre kommer i problemer og ender på en institution. Jeg bliver selv boende med min storebror, men det eskalere hurtigt til voldsomme og voldelige skænderier, daglig mobning osv.

Jeg husker det som det var igår, det var i Januar, der var sne udenfor og jeg var blevet bedt om at gøre lejligheden rent inden jeg måtte komme på nettet. Jeg fortalte at jeg næsten var færdig og derfor ville gå ud med skrald, hvor jeg fik beskeden at jeg ikke kom ind igen hvis jeg gik ud af døren. Jeg slog det lidt hen, og da jeg endelig skulle ud med affald tænkte jeg ikke så meget over det og løb ud i strømper for at hurtigt komme ind igen, men jeg mødte desværre en låst dør, og brugte en halv times tid på at banke på døren og tiggede om at blive lukket ind uden nogen form for respons.

Efter den tid, valgte jeg at gå op på den daværende kommune i shorts, t-shirt og strømper for at fortælle jeg ikke havde noget sted at sove, heldigvis tog min storebrors ven imod mig og lod mig bo hos ham og hans kæreste, som så tog mig ind som plejebarn.

For at køre en lang historie kort, så var jeg en af de børn der desværre blev smidt rundt i systemet og endte med at have over 20 plejefamilie på de 4 år jeg var i systemet.

Jeg har kæmpet mod Depression og angst siden min mor begik selvmord fordi jeg et eller andet sted altid har bearbejdet mig selv for det. Og ja lige siden jeg fyldte 18 var jeg overladt til mig selv, kommunen hjalp mig ikke på vej desværre. Jeg isolerede mig selv, og min social angst fik endelig lov til at udvikle sig til hvad den er den dag idag, Panikangst og generaliseret angst fulgte selvfølgelig med.

Jeg var så heldig at møde den dejligste kvinde Charlotte efter jeg flyttede til Aabenraa, en sejlivet kvinde, der på trods af den modstand hun havde, kæmpede for livet, og hun tog hurtigt rollen som min bonusmor, og selvfølgelig fulgte hendes mor med, som min bonusmormor, desværre afgik hun ved døden for 2 år siden som trak mig endnu længere i det jeg mistede endnu en “mor”

Jeg føler tit at folk er sure på mig, og at folk ikke kan lide mig, og det manifesterer sig ofte. Jeg kan til tider virke afvisende, mest af alt fordi jeg lider af flashbacks, så hvis jeg virker kold eller ligegyldig så husk på at jeg ikke mener noget ondt. Jeg kæmper en brav kamp for livet, og har til tider ønsket at det skulle slutte, og har endda også flere forsøg på at slutte det med i bagagen.

Jeg kæmper for livet, for jeg er en kriger.


Håber det giver lidt forståelse for hvem jeg er som rollespiller, og giver måske også en idé hvorfor jeg tit tråder om kærlighed/sorg/svigt osv. Det er terapi for mig. Håber at folk tager imod mit opslag med åbne arme, for det har krævet meget mod, samt tårer at skrive dette.

[Roxanne Weasley]

Kender alt til følelsen af at man kan virke afvisende pga flashbacks, det er rigtig svært at håndtere. Jeg havde nogle ret voldsomme oplevelser i min ungdom, der gjorde jeg fik ptsd og tit fik angstanfald på gaden og sådan noget. Det er ikke altid lige let at deale med. Jeg havde dog en god terapeut som hjalp mig meget med EMDR terapi.

Ville bare lige sige tak for dit indslag og selvfølgelig tager vi imod det med åbne arme. Specielt på Dobbys Øre, hvor der netop er plads til det her.

Synes generelt bare det er flot du er kommet så langt. Det glemmer man nogle gange at huske sig selv på. <3

[Poppy Lyra Badger]

Ej hvor er det her en helt enorm fin og modig tråd, det skal både B og alle jer, der har delt ud af jeres svære følelser sgu have. Jeg blev faktisk så rørt, at jeg græd lidt, for nu bare at være helt ærlig om, hvor følelsesladet jeg kan være. I er nogen helt vildt seje, stærke mennesker og jeg har stor respekt for jer alle. <3

Jeg har haft rigtig mange ting i mit liv også, men jeg synes egentlig hellere, jeg vil fokusere på, hvor jeg er i dag, selvom jeg nu på ingen måde er sky for at snakke om det. Jeg har også mine diagnoser og jeg har været endnu flere igennem, da jeg er en af dem, man ikke kan få til at passe ned i kasserne. Jeg skal til en ny psykiater i morgen, bl.a. fordi jeg nu selv har fået en idé om, det muligvis kunne være ADHD og at den ubehandlede diagnose har startet mange af mine andre problematikker.

Det leder mig let og elefant videre til, hvad jeg egentlig har tumlet med, siden jeg joinede BC og som jeg helt generelt altid tumler med, når jeg indgår i nye sociale sammenhænge: Jeg bliver usikker på mig selv og kommer så til at... over-gøre. Faktisk plejer jeg at sige, man ikke har mødt mig i gruppesammenhænge, før jeg har fundet min plads i situationen. For jeg føler mig mere som en karikeret udgave af mig selv. Jeg er over-energisk og får nemt skrevet/sagt nogen underlige ting og noget nyt, jeg har bemærket, jeg er begyndt at gøre, er at rose mig selv helt vildt på en virkelig malplaceret måde og gerne ret out of the blue. Jeg har generelt i mit liv nogen problemer, hvor jeg kører i hypomani (eller at "jeg er hurtigkørende" som det gerne hedder i daglig tale i mine relationer, ha), hvilket er... forestil jer I er stinkende berusede, men at jeres hoved samtidig er lynende klart, så I kan se og høre jer selv opføre sig underligt og se, at folk bliver fyldt op af det, men uden at kunne stoppe det - det er i grove træk hypomani.

I den tilstand får jeg også virkelig, virkelig nemt overgået mine egne grænser, fordi jeg mister alle hæmninger og det først er, når jeg sidder alene og hypomanien har lagt sig, at det egentlig går op for mig, det ikke var noget, jeg havde lyst til at gøre/dele (den her post har jeg også haft liggende siden i går aftes, netop for at være sikker på, jeg ikke har ladet noget hypomani overtage). Så hvis I har tænkt, jeg har været lidt overvældende (også i mine wall of texts ;)), så ved I nu hvorfor. Selvom jeg altid snakker/skriver meget - det, jeg er mest kendt for irl, må nok være at grine af alt og snakke og snakke og snakke - men det er trods alt noget andet i den her proces, end når jeg har fundet mig til rette.

Ligesom flere af jer andre har nævnt, er jeg også rigtig god til at overtænke og føle, folk ikke bryder sig om mig. Jeg har dog aldrig haft problemer med, når jeg ikke lige kan være med til et plot, så det skal I ikke være så bekymrede for. Det er mere i boxen og i direkte kontakt med folk, jeg nemt kan få de følelser. Pt er jeg dog klart sundere i mit hoved, end jeg nogensinde har været før i mit liv, så jeg har mere kontrol over de følelser. I takt med at mit selvværd er blevet bedre, er hele den problematik også blevet anderledes for mig. Det er ikke fordi, det slet ikke er en ting mere og jeg har også siddet meget med den siden min start på BC, særligt fordi jeg også har været så ved siden af mig selv det meste af tiden.

Til slut vil jeg sige, jeg håber, jeg har fået mere styr på min søvnløshed op til træf. Selvom jeg har et lille, usikkert, sårbart barn indeni, der aldrig rigtig blev passet ordentligt på, da jeg var barn og derfor aldrig rigtig er forsvundet, så har jeg mødt mange fra forskellige RP sider og det er altid super hyggeligt. Jeg plejer også, at kunne ligge det over-flyvske fra mig forholdsvis hurtigt, men når det er sagt, så går det muligvis lidt stærkt, især når jeg sover så dumt, så I må bære lidt over med mig i starten. Af netop denne grund er jeg der nok heller ikke hele weekenden, hvis jeg kommer afsted, men kommer og går, fordi jeg så nemt bliver overstimuleret.

En masse gode føle-føle-vibes til jer <3