Something wicked this way comes

[William Knight]

Grundet deres aftale havde løven måtte ty til sin fantasi, når lysten meldte sig. Nu mærkede han Gillians krop tæt presset op mod sin - tæt nok til at han kunne mærke kurverne af hendes krop - og kunne derved opleve hvordan fantasierne blev vækket aktivt til live. 

Da Gillians hånd gav sig til at knuge om skjortens materiale, trak han hende med sig da han trådte et par skridt tilbage, så ryggen ramte væggen. I et sekund forestillede han sig næsten at det var en støvet bogreol, hvis træ ville give sig lidt ved sammenstødet. Det var trods alt én fantasi han havde leget med adskillige gange over deres sidste studiesessioner. 

[Gillian C. Fudge]

Gillian var egentlig i den tro, at de var færdige med at bevæge sig og trådte et par snublende skridt efter Liam, da han pludselig var i bevægelse. Uden at kunne se, hvor langt de skulle, endte hun helt klistret op ad ham og slap en lavmælt lyd af ren nydelse.

Forbudt, forbudt, forbudt, sang hendes tanker den samme gamle sang, men denne gang var det næsten som om det kun fik kysset til at smage en smule sødere, krydret af den forbudte handling. “Liam,” hviskede hun lavmælt ind mod hans læber, mest fordi hun vidste, hun burde og ikke så meget fordi hun reelt havde lyst til, at han skulle stoppe. Ikke nu. Ikke nogensinde.

[William Knight]

Det kildede næsten over læberne, da han mærkede sit navn, så afdæmpet, glide fra Gillians. Det drev ham til vanvid på den bedst tænkelige måde. Han vidste at han ikke burde rive sig med, men siden hvornår havde han været den ansvarlige? Han higede efter hende - så meget at det umuligt kunne være så forbudt, at han ikke, i det mindste, måtte lege med ideen. Det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv, da gnister af rationalitet syntes at vækkes en smule til live. 

Lokkerne af det mørke hår gled ind mellem hans fingre, da han begravede hånden længere ind bag hendes nakke. Han fangede sig selv i, en enkelt gang, at sukke flygtigt men dybt mod hendes læber, før han genoptog kysset. Ideen var lokkende.

[Gillian C. Fudge]

Aldrig havde Gillian følt sig så lille uden samtidig at føle sig skrøbelig. Hvis hun gjorde var det i hvert fald kun på den allerbedste måde, for Liams hænder var store nok til at rumme hende med alle usikkerheder og tvivl. Lyden af sukket fik hårene til at rejse sig i hendes nakke og i iver trykkede hun sig tættere ind til ham, skubbende ham op mod væggen.

“Du er varm,” mumlede hun mellem kys og smøg sig kælent ind mod ham. Hun følte sig også feberhed under hans kys og kærtegn.

[William Knight]

Følelserne han havde for Gillian havde virket som en god motivation til at holde sig selv i snor - til at dæmpe den naturlige utålmodighed og nysgerrighed. Nu, følte han blot at de satte ekstra brænde på bålet i kombination med måden hvorpå Gillian trykkede sig kælent mod ham. Det var fandens svært at tænke rationelt når blodet gled væk fra hovedet og søgte andre steder hen. 

Vejrtrækningen virkede tung og samtidig en smule hurtig, da han endelig brød kysset en smule for at læne panden mod hendes. Øjnene var stadig lukket i, mens han forsøgte at kæmpe sig en smule til at dæmpe lysten der voksede i ham. Impulsiviteten dirrede i hans fingerspidser, og derfor var pausen blot flygtig. Snart drejede hende en smule, så det var hendes tur til at stå mod muren. 

[Gillian C. Fudge]

Gillian var lykkeligt uvidende om Liams indre kamp og tog blot kys efter kys fra hans læber, indtil han trak sig væk. Først dér gik det rigtigt op for hende, hvor stakåndet hun var, og hun hev lidt efter vejret, mens de stod med panderne hvilende mod hinanden.

Et lavt gisp slap over hendes læber, da løven fik vendt rundt på dem. Hun vidste, det var nu. Det var øjeblikket til indvendinger og protest. Alligevel fandt hun hans læber igen.

[William Knight]

Hånden stabiliserede hendes nakke en smule, da han trykkede sig tættere mod hendes krop. Han vidste at det ikke var smart at han var i førersædet, men han kunne ikke dy sig. Ikke når Gillian mødte hans læber uden i protest, igen.

Den anden varme hånd lagde sig om hendes hofte, på kostumets bløde materiale og de bløde, slanke kurver der gemte sig bag. Tungespidsen gled flygtigt over hendes, før han brød kysset en smule og lod læberne nærme sig den øvre del af hendes hals. 

[Gillian C. Fudge]

Nu Gillian havde fået lidt træning i at kysse og ikke længere havde lige så svært ved at få koordineret læbekontakt, tungekontakt og vejrtrækning, begyndte hun at kunne fokusere på de mange andre sanseindtryk. Som Liams hånd, der lukkede sig om hendes hofte. Hun vidste ikke helt, hvor ideen kom fra, da hendes bagdel skubbede sig lidt ud fra muren og trykkede deres hofter tættere, men følelsen fik hende til at skælve.

Øjnene forblev lukkede, selv da Liam slap hendes læber, men blev slået op med et lavt støn, som hans læber fandt hendes hals. Hendes hånd, der var blevet lukket sammen om hans skjorte, strammede grebet i ham, før hun glattede den ud i illusionen om, at den alene kunne holde ham tilbage.

“Liam,” kvækkede hun og kunne knapt kende sin stakåndede, halvhæse stemme.

[William Knight]

Selvom de snart umuligt kunne stå tættere, bed Liam bestemt mærke i hvordan Gillian skød hofterne en smule fremad mod ham, for at mindske afstanden. Det var ikke just en sårbar position for løven, der ofte havde fundet en frihed i fysisk kontakt. Det var, for ham, langt nemmere end det verbale. Sindet blev proppet med utallige scenarier - der var noget han ville udforske med Gillian og kroppen syntes bestemt at dette var en genial idé. Faktisk, var han så fixeret på følelsen af hendes krop mod, at hovedet nærmest havde ladet sig overbevise. 

Læberne strøg blidt over den sarte hals. De formede blide kys, som langsomt blev mere insisterende. Da han mærkede hendes hånd mod sit bryst, først krængende om skjorten, antog han blot at hun ønskede det ligeså meget som ham. Fortolkningen af hendes verbalisering af hans navn, gik også i den samme retning. Det slog ham ikke at han måske udnyttede hendes uskyldighed en smule, ved at give hende en smag for det forbudte, uden at snakke med hende først. Hans egen første gang havde jo ikke været velovervejet. Men nu hvor de havde følelser for hinanden, ville det så være helt galt? - Det var den rationalisering der strøg forbi ham. 

[Gillian C. Fudge]

Hvert kys mod den sarte halshud sendte varme stød gennem hendes krop og fik det til at kilde fremmed mellem benene. Det blev nødt til at stoppe, det vidste hun, men Liam virkede ikke til at være af samme overbevisning og Gillian gav sig under de mange kys.

Hånden mod hans brystkasse fik lidt mere styrke bag sig. “Liam,” gentog hun og prøvede at få drejet hovedet, så hun kunne begrænse hans adgang til halsen.

[William Knight]

Hånden pressede snart en smule mere insisterende mod hans bryst, og først dér blev han opmærksom på dens funktion. Den forsøgte ikke blot at røre ved ham og krænge frydefuldt i skjortens materiale, men var vist derimod en sikkerhedsforanstaltning. Løvens læber forlod ørnens hals, hvorefter han rettede sig en smule op. 

Han forsøgte at ryste tankerne af sig, men følte sig nødsaget til at fjerne sine hænder fra hende for en stund, før åndedrættet kunne genvinde en smule kontrol igen. "Undskyld." mumlede han, en smule hæsere end normalt, "Jeg gik over grænsen."

[Gillian C. Fudge]

Det var katastrofalt. Selvom Liam undskyldte, trak han også hænderne fra hende og den fysiske afvisning sved. Gillian overvejede et øjeblik at undskylde sig, men hun stod stadig for tæt mellem ham og væggen til at kunne gøre det uden at derby ville virke mystisk. I stedet tyggede hun tankefuldt ned i sin underlæbe.

Hvad skulle hun sige? Ja virkede for uhøfligt, men alt andet ville være en løgn, så hun endte i stedet med at stå og se ned på sine skosnuder, mens hun overvejede, om hun mon havde ødelagt det hele nu. Hvis det var tilfældet burde hun i hvert fald ikke holde sig tilbage.

“Er det din ting?” spurgte hun derfor. Måske troede han virkelig, hun ville gøre mere med ham, fordi han havde sagt, han havde følelser for hende. Måske havde det hele været et stort spil.

[William Knight]

Stadig stående relativt tæt på hinanden, begyndte han langsomt at føle sig mere ukomfortabel i situationen. Måske var det fordi Gillian hellere ville se på sine skobeklædte fødder, end op på ham. Han trådte et skridt tilbage for at kreere lidt af den forhadte distance igen. Han ønskede dog ikke at hun skulle føle sig låst. Især ikke af en krop der var større end hendes, og hvis muskler havde spændt sig lidt op af den passionerede stund.

"Min ting?" Panden rynkede først lidt uforstående, "Jeg tror ikke det er anomalt at have lyst til... mere." Faktisk var han sikker på at Hogwarts var spækket af hormoner. Snart syntes han dog at forstå hvad hun mente. Ja, selvom han gerne ville tro at han fortolkede det forkert - at det bare var usikkerheden der talte. Gillian havde sagt at hun stolede på ham, men måske tænkte hun det samme som alle andre. Fuck... Uroen satte sig i ham. 

"Tror du... at jeg leger med dig?" Løvens mumlende ord lød sårede.

[Gillian C. Fudge]

Mere. Antydningen af en fold var synlig på hendes ellers glatte pande. Måske mest fordi den blev fremhævet af sminken, en pludselig brudt streg i en ellers fejlfrit optegnet stjernekonstellation. For Gillian havde allerede fortalt ham, at hun ikke kunne give mere. De havde allerede opført sig langt mere usømmeligt, end hun kunne tillade sig.

En tavshed faldt efter Liams ord, men da hun hævede blikket igen, var det for første gang næsten krigerisk. Hun rankede sig og lagde armene over kors.

"Gør du da?"

[William Knight]

Havde Gillian ikke selv presset sin krop mod hans, sukket mod hans læber og taget initiativ til de passionerede kys, havde han nok holdt mere igen. Nok vidste han hvad han havde lovet hende, men det havde virket som om hun selv ønskede at udforske grænsen en smule. Viljestyrken var derved trådt i baggrunden for en stund, men han havde stoppet sig selv da han fornemmede hendes modvillighed. Han havde taget ansvar ved at undskylde, men oplevede alligevel hvordan stoltheden fik et gevaldigt slag, da Gillian lagde armene over kors og stillede ham et opfølgende spørgsmål.

Det gjorde ondt. Mere når tvivlen og teorierne kom fra Gillian, end fra de andre der havde vendt ham ryggen. "Nej." svarede han afmålt før de brune øjne strøg ned ad korridoren. Mere end nogensinde, syntes han at mangle lommer for hænderne at søge tilflugt i. 

Han sank en klump i halsen, og forsøgte at dulme de små strejf af temperamentet der rykkede på sig og vred sig i hans bryst, "Lad os gå tilbage til festen."