Something wicked this way comes

[William Knight]

Kyssende sendte en varm fornemmelse gennem løvens bryst. Et bredt og frydefuldt smil havde lagt sig omkring hans læber, kun formindsket en smule da lyden af fodtrin nærmede sig og Gillian adskilte deres skikkelser.

Liams hænder søgte, naturligvis, efter en tryghed i lommerne, men kostumet var ikke velsignet med den slags. Han forsøgte dog at gøre op for det ved at nikke lidt venligt til de forbipasserende ørne, selvom nogen af dem da værdigede lidt nysgerrige blikke mellem Gillian og den ældre løve.

"Du gør det ikke nemt for mig at være diskret," mumlede han, med en tydelig humor i stemmen. Et kort kys, havde ørnen gjort til flere. Liam var kyndig til at slå hovedet fra, og havde Gillian ikke registreret lydene først, havde han nok ikke nået at trække sig væk selv.

[Gillian C. Fudge]

Der var en helt ny drilsk side til Gillian, som bevægede sig et lille skridt frem mod Liam med et smil om læberne, der ikke helt matchede de store, uskyldigt opspærrede øjne.

"Hvem sagde noget om, at det skulle være let?" spurgte hun retorisk og strøg en finger over hans håndryg, før hun lagde hånden på trappens gelænder med et lille suk og genoptog færden mod storsalen.

[William Knight]

Øjnene betragtede hende med fascination. Noget ved hende virkede mere frisindet, drilagtigt. Han nød hver lille detalje, som smilehullerne dukkede frem og han fulgte hende mod trappen.

"Du har ret. Det bør det måske ikke være." Ikke når genvinsten ved at være sammen med en pige som Gillian Fudge, var så stor.

Så snart de nåede storsalen, syntes vejene at dele dem ad. Måske fordi der blev vinket til dem begge fra vidt forskellige grupperinger. Liam sendte Gillian et diskret smil før han sluttede sig til dé af løverne han da stadig var på talefod med. Selvom han spejdede efter hende efter middagen, var det først længere inde på aftenen at han stødte på ørnen igen.

"Har du et frit øjeblik?" spurgte han, med et varmt smil. Hun stod alene - måske kunne han endelig dele aftenen med hende?

[Gillian C. Fudge]

Det var forbandet fristende at tillade sig selv de mange nye oplevelser i Liams nærvær og Gillian kunne have brugt hele aftenen kun med ham. Modstræbende måtte hun dog vende snuden væk fra ham og mod ravnenes langbord, da de nåede storsalens døre.

Hun havde aldrig været nogen social sommerfugl og aftenen var ingen undtagelse. Faktisk havde hun været på vej ud for at få et øjeblik for sig selv, da Liam fangede hende igen.

"For dig kunne det nok arrangeres," svarede hun med et spillende blik.

[William Knight]

Festdeltagerne syntes hovedsageligt at nyde friheden i deres udklædninger. Intet var dog mere fascinerende for den mørkhårede løve, end Gillian. Liam var, trods alt, stadig i gang med at undersøge hvorfor hun påvirkede ham mere end nogen anden havde gjort.

Han smilede ved hendes ord. Der var en varme i den lille bevægelse, og han nikkede hentydende ud ad døren Gillian havde lagt kursen mod. En lille privat pause fra festens kaos kunne måske gøre dem begge godt. Selv hvis det blot var for en stund.

"Du ser smuk ud Gillian. Det glemte jeg vist at fortælle dig tidligere." Han erindrede at være disket op med en latterlig kommentar om stjernehimlen i stedet.

[Gillian C. Fudge]

Hensigten med Liams nik blev hurtig klar for Gillian, der igen satte mod døren. Lullet ind i følelsen af falsk sikkerhed over den dæmpede belysning og den afslappede stemning lod hun sin hånd glide ind i hans.

"Det er sødt af dig," svarede hun straks en smule afklippet, mest i høflighed. Hun vidste godt, hun var smuk. Det havde hendes mor sagt hende et utal af gange og hun bar byrden af det hver eneste dag. Ikke at noget af det var Liams skyld, mindede hun sig selv om.

"Har du en god aften?"

[William Knight]

Fingrende gled, nærmest helt naturligt, ind mellem hendes. Han førte hende en smule væk fra Storsalens døre og hen i en krog der virkede relativt isoleret. Festens musik kunne høres, men dæmpningen af beatet var bestemt fortrækkelig efter så lang tid. 

"Bedre nu, i hvert fald," svarede han, tydeligvis ikke helt villig til at uddybe den malplacerede følelse han havde haft derinde. Det var hans første større sociale begivenhed efter poolfesten i sommerferien, og der var adskillige ansigter han helst ville være foruden, deriblandt Melanie, Vanya og Imrah. Han havde altid elsket at være i centrum, men folk spurgte så grundigt ind til rygterne omhandlende Kala og Gillian, at det næsten var blevet utåleligt. 

"Hvad med din?" spurgte han.

[Gillian C. Fudge]

Stilheden ude i indgangshallen var slående og egentlig meget rart. Gillian havde i hvert fald ingen indvendinger, som hun lod sig føre ud i halvmørket med en modig, dumdristig og alt for charmerende musketer.

"Det samme," svarede hun og lænede ryggen let op ad den kølige stenvæg, underligt afslappet i hans nærvær, selvom hun var i en figursyet kjole og syntes at kunne se et konstant skinnende skær omkring sig fra de mange forheksede stjerner i håret.

[William Knight]

Hver gang løvens øjne ikke var forvirrede eller nysgerrige i Gillians nærvær, var de beundrende. Nu, var det bestemt beundringen der dominerede den mørke farve. 

"Stjerner klæder dig næsten mere end støv," bemærkede han, en smule uigennemtænkt,  "men kun næsten." Den ene mundvige bevægede sig klædeligt over den anden i et skævt smil, "Intet slår jo støvet fra nisselovgivningslitteratur."

[Gillian C. Fudge]

Igen var Liams pæne ord bundet op på hendes udseende og Gillians blik flakkede lidt mellem de mørke øjne, hvor hun næsten syntes at kunne se sin refleksion. Hun så ned, men blikket fæstnede sig aldrig ved hans skosnuder, før det igen blev draget op.

"Jeg var glad den dag," konstaterede hun og tøvede denne gang længe, før hun kyssede ham. "Jeg tror, det er fordi, jeg er forelsket i dig."

[William Knight]

Humoren syntes at prelle en smule af på hende. Der var stadig mange sider af Gillian, gemt bag overfladen, som han ønskede at få indsigt i. Han var dog ingen tankelæser. Faktisk, var han nok nærmere typen der måtte høre tingene højt eller se dem tydeligt foran sig, før han forstod dem. Patronussen havde været et strålende eksempel. Det samme galt brevet. 

Smilet blev blødere ved erindringen. Han havde været så betaget af hende blandt bogreolerne for hundredevis flere grunde end blot den umiskendelige, støvede nuttethed. Det var stadig svært at forstå præcis hvad der fik hans hjerte til at banke for Gillian Fudge. Især når man var en fyr der var umådelig dårlig til at sætte ord på sine følelser. 

Tilståelsen prægede straks de mørke øjne - fyldte dem med en overraskelse og en mistro. Den sidste der havde tilstået sin kærlighed til ham, tilmed til en skolefest,  havde bakket ud blot dage efter. Han var tabt for ord. Tabt for en reaktion af en art. "Du er forelsket i mig?" 

[Gillian C. Fudge]

Velovervejet og perfektionistisk som Gillian var, var det først med Liam, at hun havde fundet sig selv i øjeblikke af altopslugende, øjeblikkelig fortrydelse over sine handlinger. Nu han stod og så på hende sådan, følte hun det igen. Hun slog blikket ned.

Hvad skulle hun sige? Han havde tydeligvis hørt hende, så der var ingen vej tilbage nu. I stedet gnavede hun lidt i sin underlæbe og nikkede tøvende, mens hun prøvede at finde en undskyldning, så hun kunne komme væk.

[William Knight]

Så snart Gillians blik havde ramt gulvet, vidste Liam at han måtte tage sig sammen. Dette var på trods af at han følte sig splittet mellem at sige noget impulsivt, der sandsynligvis kunne misforstås, eller bruge så lang tid på at sætte ord på sine følelser, at intet kom ud.  

Sandheden var, at tilståelsen havde sendt en varm, boblende fornemmelse gennem ham. Presset vejede dog også betydeligt mere, nu hvor han følte sig som en forhindring på den lige, ambitiøse vej Gillian ønskede at gå. 

"Jeg..." mumlede han lavt, før to fingre fandt vej under hendes hage for at skubbe den lidt op i en anmodning om ligeledes at få løftet øjnene op mod sine, "Jeg tror også jeg er forelsket i dig." Erkendelsen var ikke bygget på nøje overvejelse, men han følte sig sikker. 

[Gillian C. Fudge]

Gillian var allerede på vej ind i et tørt sted i sig selv og hævede ikke blikket med det samme, Liam lagde fingrene under hendes hage. Først efter et par langstrukne sekunder så hun ham igen i øjnene, netop som et varmt sug strøg gennem hende ved hans ord.

Det var nok alt, der behøvedes at blive sagt. I hvert fald lige nu, så hun kyssede ham blidt.

[William Knight]

Det var impulsivt, og måske blev det hele sagt for hurtigt, men Liam havde opnået en indsigt i Gillian som - trods den stadig kunne bruge arbejde - virkede stærkere end noget han havde oplevet før på det romantiske område. I øjeblikke som disse blev han næsten sikker på at de kunne kæmpe sig igennem alt der gik mod dem. Alt der gav dem grund til hemmeligholdelse. 

Fingrende balancerede stadig en smule under brunettens hage, som Liam gengældte det skænkede kys. Noget brusede for hans ører - sandsynligvis et resultat af det hårdt bankende hjerte, der lod blodet stige op til hovedet. 

Da han trak sig en smule tilbage, tog han begge hendes hænder i sine, "Det her er nok den bedste del af min aften." Et skævt smil strøg om ham, ganske blidt.