En Vild Flugt Senere

[Tobias Huxley Holmes]

Briony N. Baines

Efterfulgt af et højt knald, dukkede Tobias Holmes og Briony Nott op ud af ingen ting; stadig pustende og stønnende efter at have flygtet fra de journalister, Tobias ikke kunne ignorere på redaktionen.
Tobias gav slip på Brionys spinkle skikkelse, i det han havde hjulpet hende ned at sidde. At benytte sig af spektraltransferens efter deres løbetur ned igennem ankomsthallen og derefter videre ned af de smalle sidegange havde vist sig at være noget af en prøvelse; de mørkeblå øjne scannede hende hurtigt og så, hvordan hun, om muligt, var blevet blegere.
Hastigt skridtede Tobias igennem stuen og ud i køkkenet, hvor han fra skabet fremdrog chokolade og saft, han ivrigt skænkede Briony.
Derefter faldt han selv sammen i lænestolen; stadig hivende efter vejret og med mørke rander under øjnene. ”De skide cigaretter”, bandede han stille, i det han lænede sig tilbage i stolesædet og lukkede øjnene.

[Briony N. Baines]

Briony havde aldrig prøvet at transferere sig så langt før. Hun havde holdt godt fast i Tobias, men havde alligevel formået at få en lille flænge på siden af sin arm. Hun havde ikke lagt mærke til den endnu, fordi den var dækket af hendes sorte kjole. Desuden havde hun vanvittig meget lyst til at kaste op. Hun betragtede derfor misbilligende maden han kom med og rynkede på næsen.
"Jeg skal ikke have noget." Sagde hun og lænede sig tilbage i den bløde stol hun sad i.
"Av." Mumlede hun derefter og så ned på det øverste af sin arm, hvor hun blødte fra den lille flænge.
"Har du noget dittany?" Mumlede hun en smule afkræftet mens hun lukkede sine øjne i.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias åbnede sine øjne, i det hendes ord nåede ham; med et ulæseligt blik nikkede han imod chokoladen og saften. ”Du har brug for sukkeret”, brummede han, hans stemme hæs og stadig påvirket af hans løbetur igennem gangene i ministeriet og ankomsthallen. ”Jeg transfererer mig hver dag og oftest mere end to gange i gennemsnit. Tro mig, du har brug for det”, tilføjede han hurtigt, hvorefter han så væk fra chokoladen til såret.
Med et rejste han sig fra lænestolen og med et skarpt, næsten klinisk blik, tog han såret i øjesyn. Han kørte en tatoveret hånd igennem det sorte hår, hvorefter han trak på skuldrene og forlod hende uden et ord. Ikke mange øjeblikke efter vendte han tilbage med en hvid rulle forbinding, som han fraværende lagde fra sig på stuebordet foran hende. Uden at se på hende gik han ud i køkkenet, hvor han begyndte at åbne skuffer og skabe, for til sidst at bande lavmælt og stirre blindt ud foran sig.
”Når, ja!”, brummede han til sidst til sig selv, hvorefter han hastigt skridtede forbi hende ud i badeværelset. Øjeblikkeligt efter kom han tilbage med en lille sølvbeholder, som var prydet af små sølvblomster langs flaskens hals.
Tobias satte sig, stadig med den tynde frakke om sig, på stuebordet foran hende og tog atter såret til inspektion. Han lagde forsigtigt sin hånd om hendes spinkle arm, for at dreje hende forsigtigt, og fjerne noget af det sorte stof, så han bedre kunne se og få adgang med pipetten. ”Du ved, at det kan være ubehageligt”, brummede han, næsten varmt, i det få dråber af den gennemsigtige væske ramte hendes hud og helede såret.

Tobias lod et tungt suk forlade hans læber, hvorefter et skævt smil satte sig i mundvigen. ”Jeg løb som bare fanden, for at være sikker på at nå til dig i tide”, fortalte han stille, hvorefter han lo og skar en udmattet grimasse. ”Jeg var til retsmødet”, tilføjede han derefter, og lod sit mørkeblå blik fæstne sig i hendes. ”Du gjorde det godt, Bree.”

[Briony N. Baines]

Briony fulgte ham med blikket mens han gik rundt i stuen. Hun sad helt stille da han kom tilbage med flasken og skar en grimasse, da han hældte et par dråber på hendes sår. Derefter rakte hun modvilligt ud efter glasset med vand og tog et stykke chokolade samtidig, som hun spiste lidt af. Da hun mærkede sukkeret på tungen, virkede det pludselig helt livsnødvendigt og hun puttede resten af stykket i munden og smilede en anelse.
"Jeg troede jeg skulle i Azkaban." Sagde hun stilfærdigt.
"Jeg havde næsten glædet mig til at se min far igen." Hun sukkede og drak lidt af vandet mens hun tog endnu et stykke chokolade.
"Det er som om alting har foregået for en anden, at det ikke er mig det er sket for." Hun puttede chokoladestykket ind mellem sine læber og tyggede langsomt på det, hvorefter hun lænede sig tilbage og lukkede sine øjne.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias, stadig siddende på stuebordet foran hende, betragtede hende stilfærdigt imens hun fortalte. Kun en enkelt gang nikkede han, som for at lade hende vide, at han lyttede, hvorefter han så ned på sine tatoverede hænder.
Han undlod at sige noget til den mulige genforening med faderen; han vidste fra egen bitter erfaring, at der ikke var noget, som kunne lindre det afsavn, som hun følte og det virkede derfor trivielt at kommentere på det.
”Det skal nok komme”, brummede han stilfærdigt, hvorefter han sendte hende et sørgmodigt skævt smil og rejste sig. Med sølvbeholderen i sin ene hånd gik han ud på toilettet, hvor han lagde den fra sig og dernæst åbnede vandhanen. For et øjeblik stod han blot og betragtede det rendende vand, hvorefter han ikke mange øjeblikke efter vaskede sit ansigt.
Da han vendte tilbage til stuen, tog han sin sorte frakke af og lagde den på stuebordet, hvorefter han sank sammen i lænestolen igen. Hans mørkeblå øjne faldt på hendes skikkelse og atter var de varme. ”Hvis du vil komme med en officiel udtalelse, kan du gøre det igennem mig. På den måde kan du selv styre, hvad der bliver sagt og hvordan det bliver fremstillet”, tilbød han, i grunden temmelig henkastet, hvorefter han trak på skuldrene og atter blev stille.

[Briony N. Baines]

Briony var træt, hun var tæt på at falde i søvn i lænestolen. Da han talte, åbnede hun dog sine øjne og rystede på hovedet. Havde hun ikke været så udmattet, var hun måske blevet vred på ham. Hun brød sig ikke om, at han forsøgte at få hendes historie ud af hende.
"Nej Tobias. Jeg vil bare glemme det." Sagde hun. Egentlig var hun godt på vej. Hendes hukommelse var begyndt at føles en smule tåget. Faktisk, var der en del af de ting hun havde forklaret i vidnesstolen, hun nærmest ikke kunne få frem på nethinden længere. Det fik hende til at føle sig helt anderledes, uden problemer.
"Jeg tror faktisk slet ikke jeg kan huske det mere." I stedet var det blevet erstattet af et stort gabende hul, en hel måneds tid var blevet skrevet ud af hendes historie. Hun havde ikke brug for minderne, ikke længere.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så, hvordan hendes øjne gled i, og besluttede sig for at lade dem. Han nikkede tavst, uden at hun syntes at se det, hvorefter han rejste sig og roligt skridtede imod hende.
For et øjeblik så han blot på hende, hans mørkeblå øjne sørgmodige men rolige. ”Måske du har brug for at sove”, tilbød han, velvidende hun aldrig havde brudt sig om hans formanende ord, hvormed han lod dem hænge i luften mellem dem. Han sendte hende et skævt smil, hvorefter han satte sig på stuebordet foran hende.
”Det kommer tilbage”, brummede han stille, hvorefter hans blik fæstnede sig på hans tatoverede hænder. ”Før eller siden kommer minderne tilbage. For nu skal du drikke resten af dit vand og ligge dig ned. Du har brug for at hvile. Hvad du gik igennem… Det skal tages alvorligt. Når du vågner, kan vi snakke, hvis du har lyst.”

[Briony N. Baines]

Briony havde i den grad brug for at sove, men at gå hele vejen op i sin seng virkede uoverskueligt. Derfor blev hun siddende og så op på ham med et lille smil. Han havde altid så mange gode ideer. Nogle gange væltede de ud af ham som om han aldrig havde lavet andet, end at tænke over hvad der ville være godt for hende.
"De kommer ikke tilbage." Sagde hun og rystede på hovedet. Hun ville ikke snakke med ham mere. Minderne var væk nu, det var godt. Hun skubbede derfor sine sko af og trak sine ben op i stolen. Derefter vendte hun sig om på siden, så hendes ben hvilede mod armlænet og lukkede sine øjne. Et stykke tid efter var hun faldet i søvn.
Hun sov flere timer før hendes første mareridt ramte hende. Hun drømte at hun lå på jorden og himlen var stærke røde og blå farver. Skyerne var sorte. Det regnede på hende og hun kunne ikke bevæge sig. Nogen holdt hende nede. Hun kunne ikke se dem, men hun vidste at der var flere mennesker. Hun forsøgte at skrige, men ingen lyd kom over hendes læber. Til sidst vågnede hun så voldsomt at hun satte sig op i stolen mens hendes hjerte bankede voldsomt.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så, hvordan hendes vejrtrækning blev langsommere, hvorefter han for et øjeblik lod lyden af hende være det eneste, som fyldte hos ham. For et øjeblik sad han blot og så ned på sine hænder, imens hans egen træthed og udmattelse indhentede ham og langsomt trak ham ned. Efter hvad der føltes som nogle lange minutter, rejste han sig, for at fordybe sig i arbejde; som altid måtte det være hans udvej.
-
Det var hendes bratte bevægelse, der fik hans mørkeblå øjne til at farer imod hende. Han havde siddet i hjørnet bag køkkendisken, placeret ved sit skrivebord, og med hovedet hængende nedover en række forskellige pergamenter; tilsyneladende taloversigter af eller anden art.
Han vendte sig forsigtig om i stolen og så på hende med rolige øjne. ”Hvad drømte du?”, spurgte han, velvidende at hun øjensynligt ikke ville svare ham. Tobias vidste, at den unge pige i grunden ikke brød sig om hans selskab eller hans mange spørgsmål, men ikke desto mindre; han huskede, at Thomas Holmes mange år tidligere, havde fortalt ham hvordan venlighed var vigtigt og lige siden havde Tobias hængt ved den idé.

[Briony N. Baines]

Briony brugte et øjeblik på at komme sig over mareridtet og lagde sig tungt tilbage mod stolens ryglæn. Hun havde stadig ikke særlig meget lyst til at tale med Tobias, da han havde bedt hende om at give ham en officiel udtalelse, havde hun følt sig en smule forrådt. Hun var usikker på om han havde udnyttet situationen til sin fordel. Derfor betragtede hun ham en smule mistænksomt.
"Jeg drømte jeg lå ned og ikke kunne bevæge mig." Sagde hun og trak på skuldrene som om det var den slags drøm, alle drømte.
"Hvor længe har jeg sovet?" Spurgte hun og satte sig lidt op i stolen, mens hun så sig om efter et ur.