Hektisk

[Briony N. Baines]

Tobias Huxley Holmes

Briony følte hele hendes verden bevægede sig langsomt mens hun blev fulgt igennem ministeriet, ind i en elevator og op i den store ankomsthal. Derefter smuttede hendes følgesven og hun følte sig som om hun var faldet fra himlen. Pludselig var der nogen der råbte hendes navn og inden hun havde set sig om, var der en fotograf der havde taget et billede af hende. Blitzen blændede hende og hun skærmede sig, mens en masse spørgsmål blev smidt i hendes retning. Forvirringen var stor mens hun bevægede sig gennem hallen, men hun havde svært ved at komme nogle steder, fordi journalisterne hele tiden gik ind foran hende.
"Hvad laver i? Gå væk." Sagde hun desperat. Hun kunne intet gøre. De havde taget hendes tryllestav og hun følte sig utrolig sårbar, selvom stadig ikke var myndig og derfor ikke kunne have benyttet sig af den.

[Tobias Huxley Holmes]

”Daisy! Hey!”, råbte Tobias Holmes, i samme øjeblik han trådte imellem blitzen og Briony Notts spinkle skikkelse; hans hæse stemme var badet i indestængt raseri, men maskeret vel under noget andet, noget han ikke vidste, hvad var eller brød sig om at tænke på. Hans tatoverede arm fandt i samme øjeblik vej om den så velkendte, blonde skikkelse og forsigtigt trak han hende indtil sig, alt imens hans hånd dækkede for kameraet.
Daisy, hvis øjne skreg af vrede, nikkede mod sine fotografer, som tegn på de skulle bevæge sig rundt om den for høje, tatoverede troldmand. ”Du holder dig væk, Holmes, det er ikke en sag for dig!”, irettesatte hun ham, velvidende at hendes mange år på Profettidende gav hende en vis autoritet.
Tobias rystede advarende på hovedet mod fotograferne, der bemærkelsesværdigt nok ikke rykkede sig ud af stedet; han genkendte to af dem på arbejdet han havde lavet i felten, hvor en fotograf havde været særdeles væsentlig og forstod nu hvorfor. De var ikke gået stille for sig og indvendig lo han.
Straks efter fornemmede han løbende skridt bag sig og da han kastede de vrede mørkeblå øjne over skulderen, så han, hvordan adskillelige fotografer og journalister kom løbende gennem ankomsthallen.
”Bree, løb!”, udbrød han, hvorefter han hastigt begyndte at mane sig fordi Daisy, hvis griseøjne var spærret op i overraskelse over hans ord. ”Du har bare at skaffe mig første interview for det her svinenummer!”, råbte hun af ham, i det han hastigt førte Briony ned langs gangen mod susenetværket.
Imens de løb vendte Tobias de mørkeblå øjne mod hende; de var varme, som de plejede, når han så på hende, men nu lå der også noget andet; noget udefinerbart. ”Vi tager susenetværket mod-”, skyndte han sig at forklare, men blev afbrudt af tre journalister der taktisk havde placeret sig ved den første kamin. Han bandede lavmælt, hvorefter han greb om hendes spinkle hånd og hastigt førte hende ned af en gang til deres højre.

[Briony N. Baines]

Briony var så rundt på gulvet at hun knapt nok forstod hvad der skete, før Tobias havde lagt en arm rundt om hende og ført hende med sig. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, da konflikten eskalerede og hun mest havde lyst til at løbe sin vej. Hun skjulte sit ansigt ind mod Toby så fotograferne ikke kunne tage et billed af hendes ængstelige udtryk. Da han pludselig beordrede hende til at løbe, så hun op og fik øje på den store gruppe journalister. Det var skræmmende og fik automatisk hendes fødder igang. Hun forsøgte ihærdigt at følge med ham, at undgå de forhindringer de mødte på deres vej og så ham flygtigt i øjnene, da han så på hende.
"Hvor skal vi hen?" Spurgte hun højlydt, da han førte hende ned ad en gang. Hun ville bare hjem. Hun havde ikke lyst til at være på ministeriet længere.
"Jeg kan snart ikke løbe mere!" Udbrød hun. Hun havde stort ikke rørt sig siden uheldet med Edward og hun kunne næsten ikke få vejret.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes drejede om hjørnet, for at stoppe brat ved foden af en lang og smal trappe, hvis trin var skinnende sort marmor. Han bandede under et overfladisk suk, men slap ikke taget om Brionys spinkle hånd, i det han nikkede mod den og begyndte at løbe op af den til musikken af trampende fødder og råbende journalister bag sig.
”Lidt igen!”, pustede han, ”tolvte trappetrin! Så transfererer jeg!”

//Lukket