Varsomme skridt

[Briony N. Baines]

Tobias Huxley Holmes
20. juli

Dagen før havde Briony haft en brevudveksling med sin mor, der ængsteligt havde bedt hende om at komme til middag i aften. Hun skrev at familien Atkins ville være der og at det var vigtigt hun kom. Til sidst havde Briony sagt ja, hun havde svært ved at skuffe sin mor og selvom hun vidste at Edward ville være der, ville hun bare blive nødt til at håndtere det. På en eller anden måde.

Da hun lå i sin seng om aftenen, havde hun dog besluttet sig for, at det måtte blive tiden til en konfrontation. Det blev nødt til at ske, ellers ville Edward påvirke hende resten af hendes liv.
Om morgenen, efter de havde spist og Tobias' mor var placeret på terrassen iført et tæppe, stod Briony ved køkkenbordet og vaskede op.
"Jeg tager hjem til min familie idag." Sagde hun beslutsomt og var forberedt på at han ville forsøge at tale hende fra det.
"Jeg er nok først hjemme sent i aften." Tilføjede hun. Briony ville dog først være hjemme meget senere, nærmere dagen efter, fordi hun ville sidde fast i en afhøring.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias sad placeret ved køkkenbordet, med de mørkeblå øjne der i al hast løb henover en artikel i Profettidende. Hans tatoverede hånd lå fraværende omkring kaffekoppen, det ikke var lykkes ham at drikke af endnu; han havde bandet lavmælt, i det hans blik havde fæstnet sig på artiklen, der prydede hele den gyldne midtersektion og endda med et ganske fangende billede – en dame klædt i ekstravagante klæder, tudende og i færd med at samle en stinkende hundelort op fra fortovet. Uden at skulle gætte, vidste Tobias, hvem der havde stået for det lille stykke kunst; Violet Wizzletodd. Ved Merlins skæg, hvor den heks irriterede ham.
Tobias var klædt i en hvid skjorte, sort slips og mørke habitbukser; hans hår sat i en hurtig vending. Som altid havde han ikke rørt sin morgenmad og den stod stadig foran ham og gabte træt.
Tobias, stadig forbitret over Violet Wizzletodd’s artikel, skulle til at lufte sine tanker til Briony Nott, men de nåede aldrig nogle steder hen, før hendes ord ramte ham som en kniv.

Langsomt lænede han sig tilbage i stolesædet og alle tanker om artiklen, havde med et forladt ham. Stille lagde han sit ansigt i alvorlige og tænksomme folder. ”Okay”, sagde han, hvorefter et lille smil satte sig i hans mundvige. Bange anelser havde sat sig i hans brystkasse, men han lod dem være, hvad de var og tænkte, at de var ganske naturlige taget situationen i betragtning.
”Har du brug for noget, inden du tager af sted?”, spurgte han og prøvede tøvende at fange hendes blik. En lille gnist af varme havde sneget sig ind i hans bryst; han turde ikke tænke tanken til ende, men var glad for, at hun agtede at vende tilbage. Ikke desto mindre…
”Jeg håber, at du ved, at du ikke skylder mig at blive?”, sagde han stille, hvorefter han sendte hende et imødekommende smil. ”Du er altid velkommen, det er ikke det – jeg var bare nødt til at sige det.”

[Briony N. Baines]

Briony læste sjældent avis, fordi hun ikke brød sig om den måde de skrev om folk på. Det mindede hende for meget om dengang hendes far blevet trukket igennem maskinen. Derfor havde hun slet ikke set den artikel han sad og læste og var endda endnu mere optaget af opvasken, hvor et lille havregryn havde sat sig fast på indersiden af en gryde.
"Nej, ellers tak." Sagde hun og rystede på hovedet. Det eneste hun havde brug for var at vide at der var et sted hun kunne flygte til, når middagen engang var overstået. Hans følgende ord fik hende til at løfte sine øjenbryn lettere overrasket.
"Jeg har ikke haft det så godt længe Tobias, tror du virkelig at jeg har lyst til at være et andet sted?" Spurgte hun og så ham i øjnene, inden hun vendte blikket mod gryden.
"Det er for min egen skyld jeg er her, ikke din. Det må jeg indrømme." Sagde hun og sukkede en anelse. Derefter vendte hun ansigtet mod ham og sendte ham et bredt, drillende smil.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs moret, hvorefter et varmt smil satte sig i hans mundvige. Den bange anelse havde ikke forladt ham, men en sjælden varme havde ligeledes generobret sin plads i hans bryst.
De sidste to dage havde været rolige og behagelige. To gange var de gået tur i skoven; den ene gang med Molly Holmes, den anden gang blot de to. Sammen havde de lavet mad og spillet kort på terrassen. Tobias havde taget sig selv i at hygge sig; en enkelt gang havde han endda glædet sig til at vende hjem fra kontoret ved frokosttid, som han plejede, for at servere mad for sin mor.
”Jeg er hjemme, når du kommer tilbage”, informerede han hende, stadig smilende. ”Jeg skal bare skrive i dag, så jeg kan tage det med hjem efter redaktionsmødet”, forklarede han, uden i grunden at vide hvorfor. Langsomt rejste han sig og tog kaffekoppen i hånden, hvorefter han placerede sig ved skabet i hjørnet. Et øjeblik stod han blot og betragtede hende ordne gryden, i det han lod sine tanker farer af sted. Nervøsiteten havde med et lammet ham og før han vidste af det, havde han lagt en tatoveret hånd på hendes spinkle skulder. ”Giv ham tørt på, Bree”, mumlede han, og lod et lille skævt smil sætte sig i hans mundvige. ”Og hvis han ikke fatter et nej, så må du sørge for at forklare ham det, så han ikke kan tage fejl. Heller ikke i fremtiden”, fortsatte han, hans stemme næsten kold. Han gav hendes skulder et lille klem, hvorefter han trak den til sig. ”Du ved, at jeg gerne vil hjælpe, hvis jeg kan.”

[Briony N. Baines]

Briony skrubbede efterhånden gryden så intenst at hun fik røde kinder. Til sidst tog hun en pause og tørrede fingrene i et viskestykke, inden hun strøg sit hår bag ørene. Hun vendte sig mod ham, da han lagde en hånd på hendes skulder og hun smilede antydningsvist. Hendes blik hvilede i hans, mens han gav hende råd til hvordan hun skulle håndtere situationen.
"Jeg bliver nødt til at gøre det selv Tobias. Det er den eneste måde og du har allerede hjulpet så meget." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå.
"Bare rolig, jeg er ikke den pige jeg plejede at være, jeg kommer ikke til at bukke under for hans manipulation igen." Hendes blik hvilede forsat i hans, hun ville gerne være sikker på at han forstod hun mente det. Måske ville det gøre ham mindre bange.
"Jeg tror gryden må stå lidt i blød." Sagde hun med et afdæmpet suk og bed ned i sin underlæbe. Hun måtte også snart komme videre med dagens gøremål.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes smilede stille, hvorefter han nikkede. For et øjeblik var han tavs, i det han atter stillede sig op ad væggen nær hjørnet og undersøgende lod sit blik farer ned over hende.
”Det siger jeg heller ikke”, mindede han hende stille om, hvorefter han trak let på den ene skulder. ”Men det er godt at høre.” Hans øjne søgte hendes, men hun var travlt optaget; resten i gryden ville ikke som hun, hvilket åbenbart voldte hende store kvaler. Et lille, hæst kluk forlod hans læber og han skyndte sig at sætte koppen til læberne.
”Lad den være. Jeg ordner det senere”, brummede han hurtigt, hvorefter han blinkede til hende; hans læber adskilt i sit blindende smil. ”Jeg har altid ordnet tingene selv, så det vil jeg gerne fortsætte med. Du skal ikke gøre dig fortjent til at bo her – virkelig. Desuden er der ikke den plet, mine besværgelser ikke kan håndtere”, forklarede han, hvorefter han skubbede sig fri af væggen og tog nogle tøvende skridt mod stuen; hans mørkeblå øjne alvorligt rettet mod den sorte kaffe.
”Bare pas på, okay? Det er alt, jeg beder om”, sagde han, hvorefter han klistrede et opmuntrende smil på sine læber, i det han så sig over skulderen mod hende. ”Vi ses, Bree.”

[Briony N. Baines]

Da hun fik besked på at lade den være, gav hun slip på gryden og trak på skuldrene. Det var ikke fordi hun ligefrem elskede at vaske op. Hun så ham i øjnene med et lille smil på sine læber og trak øjenbrynene sammen over hans ord. Hun var igen lidt overrasket over hvor meget husholdning han kendte til.
"Jeg skal nok passe på mig selv." Sagde hun og strøg en lok af sit hår om bag øret.
"Vi ses Tobias." Bemærkede hun.
Senere pakkede hun nogle ting og tog afsted til sit hjem, hvor hun blev mødt af en grædefærdig mor og en storebror der betragtede hende med et gennemborende blik.

Afsluttet.