På Et Hængende Hår

[Tobias Huxley Holmes]

Renata P. Earnshaw
Januar 2018

Tobias Holmes kom farende ned af gangen, knugende om seks stykker gulligt pergament, der var dekoreret med krøllet skrift. Hans hvide skjorteærmer var hevet op over albuen, hvorved de farvestrålende tatoveringer blev afsløret og mange steder omkring livet havde skjorten undsluppet de sorte habitbukser. Prustende og stønnende havde Tobias kæmpet sig vej frem igennem i myldret af gange, der ud på de sene nattetimer lå ensomme hen, for nu at kunne betragte den sorte dør, der forbandt trykken med resten af Profettidendes afdelinger, langsomt blive lukket i af en bebrillet lille mand.
”Stop!”, råbte han, uden at sætte farten ned, hvorefter manden skar en grimasse af nervøsitet. Hans formål, nemlig for alt i verden at stoppe lukningen af trykafdelingens dør, var dog lykkes ham og øjeblikket efter for han igennem døråbningen og klaskede pergamentet i morgen. Manden bag disken, der på usandsynlig vis lignede ham ved døren på en prik, hoppede forskrækket. ”Ved Merlins skæg”, bandede han, og fnøs fornærmet, i det han skævede mod pergamenterne på bordet.
”De skal i midtersektionen!”, prustede Tobias, hans vejrtrækning overfladisk og hans sorte hår vindblæst. ”De skal i midtersektionen til i morgen!”, uddybede han, ude af stand til rigtig at kunne snakke og sammen himlede de to mænd med øjnene.

[Renata P. Earnshaw]

Deadlines var ikke en ting, der skulle spøges med på Profettidende og selvom Renata var nået trykken i tide, var der ikke samme ro over den unge journalist, som der normalt var. Den kropsnære, sorte kjole var krøllet flere steder, og hendes blazer lå krøllet over et bord, mens hun vandrede hvileløst frem og tilbage fra trykken til bordet.

Et gabende stort hul gloede tilbage på hende, mens hun frustreret trak fingrene igennem de mørke krøller. Hun stirrede panisk på døren, der lukkede. "Vent!" udbrød hun og ilede hen mod den. "Jeg venter på..."

Døren blev lukket, netop som Tobys stemme nåede hende. Hun havde kunne genkende den alle steder, og hun tvang døren op. "Toby," kaldte hun utålmodigt og ignorerede indvendingerne fra de ældre troldmænd.

"Ja, ja, få nu ikke kaffen galt i halsen," vrissede Renata og greb fat om Tobias Holmes. Tydeligt presset hev hun ham med sig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias svedte fra panden og næseryggen, og gav sig til at skridte rastløst frem og tilbage foran Renatta, ude af stand til at tale, alt imens de to mænd gav sig til at gennemgå pergamentpapirerne.
"Det går an", mumlede den ene omsider, hvorefter han med kølige øjne så på Tobias Holmes' prustende skikkelse. "Næste gang kan du bare sende den med det magiske system, som vi har implementeret her på stedet, i stedet for at fare rundt på gangene på den måde", formanede den anden samtidig, i det han stemplede første stykke pergament.
Tobias Holmes nikkede, hans brede bryn skudt i vejret i panden. "Har vi virkelig et magisk leveringssystem her på stedet?", spurgte han, hans stemme mørk af sarkasme.
I sekundet efter greb en spinkel hånd om hans arm og han lod sig rive med, dog ikke uden at skule i de to mænds retning, der ubarmhjertigt skulede igen.

Da de omsider nåede udenfor døren og stod på den tomme gang, vendte Tobias sig mod Renata; uden at han ville det, landte hans mørkeblå øjne på hendes buttede, hjerteformede læber i samme sekund, dog uden at de fik lov til at lægge der. Straks så han væk, og nikkede i retningen af trykafdelingen. "Tak", sagde han og mente det, hvorefter hans sædvanlige hæse grin undslap hans læber og han atter vendte sig mod hende. "Jeg skylder dig en!", tilføjede han hurtigt, hvorefter han lod sin ryg kollidere med den kølige væg bag ham. Langsomt lød han den tatoverede hånd gribe om metalæsken i lommen og ikke mange øjeblikke efter, glødede den hvide cigaret veltilfredst i hans mundvige.

[Renata P. Earnshaw]

Tiden var knap og Renata havde andre ting at bekymre sig om end Tobias’ manglende evne til at lege med de andre børn. “Det er ved at blive en dårlig vane,” konstaterede hun, men de bløde læber var spidset i et smil, tydeligvis ikke kun irriteret over ham.

“Åh, hvis du skyldte for hver gang, Tobias Holmes...” Renata lod ordene hænge i luften mellem dem og tillod sig et par sekunders længere øjenkontakt, end hun burde med en mand derhjemme. Hun slog blikket væk og lænede sig ligeså op ad væggen bag sig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse, i det han lo lavmælt, hans karakteristiske hæse grin. Han nikkede udfordrende imod hende, alt imens hans mørkeblå øjne skinnede til hende, næsten så legesygt som en kats.
"Hvad så, fru Earnshaw?", spurgte han; udfordringen klæbede sig til hans ru stemme og morede blik, der ikke veg fra hendes skikkelse, lænet op af den mørke marmorvæg foran ham.
Han stak den hvide cigaret i mundvigen og den glødede veltilfreds, hvorefter han trak på skuldrene. "Jeg har ikke dårlige vaner", sagde han, hvorefter hans blik atter blev drilsk. "Måske har jeg bare bedre ting, at give mig til. Hvad er din undskyldning?", spurgte han, hvorefter han atter inhalerede.

[Renata P. Earnshaw]

Renata nød den måde, Tobys blik hvilede på hende, men ordene fik en flygtig trækning af irritation til at glide over hendes træk. “Det er stadig Paredes, Holmes,” rettede hun ham køligt, men med spillende blik, der ikke syntes at kunne slippe hans.

Først da røgen forlod hans læber, løsrev hun sig og betragtede i stedet den. “Jeg behøver ikke en undskyldning. Jeg er her til tiden,” gav hun igen og skubbede sig fri fra væggen, før hun tog et skridt mod ham. Et dristigt træk med tanke på vielsesringen tyngde om hendes finger og de blikke, hun og Tobias havde udvekslet i fortiden.

[Tobias Huxley Holmes]

”Er det virkelig?”, spurgte han, i det hans mørkeblå øjne slog gnister mod hendes skikkelse. Han nikkede mod ringen på hendes spinkle hånd, og skar en påtaget undrende grimasse. ”Jeg kunne have svoret, at det lignede…”, sagde han, i et ligeså indbildsk tøvende tonefald, hvorefter han blinkede til hende, uden at smilet i hans mundvige veg bort.

Tobias blev stående, og skæret af det blik, der kun tilfaldt Renata var tilbage. Han inhalerede langsomt, som havde han al tid i verden, hvorefter han skar en grimasse; som købte han ikke, hvad hun solgte. ”Det er selvfølgelig rigtigt, men-”, sagde han og nu var det hans tur til at skubbe sig fri af væggen, cigaretten imellem de tatoverede fingre. ”Til senere end alle andre på afdeling, og hvorfor i grunden det? Har du ikke travlt med at komme hjem, Earnshaw?”

[Renata P. Earnshaw]

Renata fnøs af hans teatralske forundring, men stoppede ikke med at betragte ham med underholdt nysgerrighed. "Bare fordi min familie har valgt ham, betyder det ikke, at jeg skal lade alt, der er mig glide i baggrunden for," pointerede hun og vidste, at hun burde slippe hans blik, men så igen...

"Hvorfor alle de spørgsmål, Holmes? For jeg tror næppe, jeg er emnet til din næste artikel," bemærkede hun og prøvede ikke at tænke for meget over, at han nu også var rykket gode ti centimeter tættere på.

"Jeg bliver her, fordi jeg er grundig, men du derimod..." Renata tog et skridt tættere på, mest for effekt (og en lille smule, fordi hun ikke kunne lade være). "Hvorfor har du ikke travlt med at komme hjem? Du har så meget andet at foretage dig, ikke? Og alligevel står du her, selvom du udmærket godt er klar over, at vi har leveringssystem."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod smilet, om muligt, vokse sig bredere. Han trak på skuldrene og inhalerede langsomt, som lod han til at være fordybet i dybe tanker; hans sammenknebne øjne hvilende på hendes mørke skikkelse i den dunkle belysning.
"Man er vel journalist", sagde han omsider, hvorefter hans øjne lo skrigende til hende. "Jeg kan simpelthen ikke lade være med at stille spørgsmål. Jeg er god på den måde", tilføjede han hurtigt, hvorefter han blinkede til hende, hans øjne drillende og udfordrende.
I det hun tog et skridt frem mod ham, gjorde han det samme; som per automatik og fuldstændig ufrivilligt. Indvendig bandede han over sig selv men lod det ikke vise. Derefter ramte hendes ord ham og et kort øjeblik forlod han gangen, i det hans tanker for et øjeblik kredsede om hans mor.
Renata havde ret. Han havde bedre ting at give sig selv.
Han lød hende ikke se den dårlige samvittighed, der kortvarigt havde sat sig i hans bryst. "Well, det var jo lidt derfor, at jeg styrtende lige inden deadline", brummede han og lo igen, "fordi jeg som sagt, havde så mange andre spændende ting at foretage mig - desuden-", sagde han og inhalerede, "så vidste jeg ikke, at vi havde et leveringssystem." Tobias øjne lo moret.

[Renata P. Earnshaw]

Mørke øjne gled over Tobias Holmes' ansigt, dvælede ved de funklende øjne og det flabede smil. De var ved at bevæge sig længere ned, da han endelig brød tavsheden og hun igen blev mindet om at blive ved hans øjne. Tænderne sank ned i hendes rødmalede underlæbe, da han blinkede til ham.

"Nogle vil mene, du er en pestilens på den måde," konstaterede hun, men noget i hendes tone og det faktum, at de kun stod omkring tyve centimeter fra hinanden nu, antydede, at hun ikke befandt sig blandt dem.

Renata kunne ikke lade være at himle med øjnene over ham. Hendes hænder fandt hvile over hendes hofters bløde rundinger, som hun lagde nakken lidt tilbage for at finde hans blik igen. "Indrøm nu bare, du håbede at støde ind i mig, Holmes." Hendes fyldige læber krusedes i et flabet smil.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs selvtilfredst. "Kun folk, der ikke vil havne på forsiden", indvendte han, hvorefter et udfordrende smil plantede sig på hans læber og farlige gnister satte sig i hans øjne. "Ellers synes man kun, at det er en ganske fornuftig egenskab. Faktisk tror jeg, at der er mange hunkønsvæsener der er ret begejstrede for den slags. Jeg er virkelig god at tale med", sagde han, påtaget arrogant, hvorefter hans smil og øjne atter blev drillesyge.

Da hendes næste ord ramte ham, svandt smilet stille ind; det satte sig i stedet i mundvigen, som en kats selvtilfredse smil.
Han stak cigaretten i mundvigen og lod hendes ord hænge i luften omkring dem. "Og hvad nu hvis det er tilfældet - hvad så?"

[Renata P. Earnshaw]

Renatas blik spillede legesygt. Det var længe siden, hun havde fået så meget opmærksomhed. Selvom hun ganske vist var begyndt at kunne føre samtaler med Noah, var det ikke just et særlig givende forhold.

"Jeg tror, du bilder dig selv en hel del ind," konstaterede hun flabet og skød kæben frem for at komme med flere flabetheder. Hun havde dog ikke forberedt sig på hans reaktion og hun følte sig en kende punkteret.

Blikket faldt til cigaretten i hans mundvige og dvælede et sekund for længe ved hans læber. Det var så pisse uprofessionelt og hun sank hårdt. "Så vil jeg minde dig om, at jeg er en gift kvinde," svarede hun og trådte et modsigende skridt tættere på ham. Der var ikke reel berøring, men det var nok til, at hun kunne mærke varmen fra hans skikkelse.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias’ øjne lo til hende ved hendes ord. ”Tror du virkelig det, Earnshaw?”, brummede han, påtaget tænksomt, i det cigaretten atter fandt vej tilbage til hans læber. Hans sammenknebne øjne krøb langsomt ned af hendes skikkelse, som var han ikke sikker på det, der befandt sig foran ham. ”Fordi, jeg kunne have svoret…”, tilføjede han stille, hans øjne fikseret ubarmhjertigt i hendes.
Tobias lod deres ord hænge i luften omkring dem, imens cigaretten atter satte sig imellem hans læber. Under den tynde brystkasse bankede hans hjerte taktfast men for hurtigt. Hun havde haft ret; alt han ville se var hende.
Han nikkede pludselig og klistrede sit blindende smil fast på sine læber. ”Det er rigtigt, ja”, sagde han, som havde han glemt selv samme faktum, hvorefter han knipsede i hendes retning. ”Betragt mig hermed, som blevet mindet om”, tilføjede han og blinkede til hende, i det han tog et skridt i retning af sit kontor.

[Renata P. Earnshaw]

Der var noget ved Tobias' vågne, detaljeorienterede blik og det faktum, at det havde valgt at dvæle ved lige netop hende, der fik Renata til at føle sig så pisse priviligeret. Lige der havde hun ikke lyst til noget andet end at stå der og blive studeret på lige netop den måde af lige netop ham.

Hendes hjerte hamrede hårdt og skød adrenalin ud i hendes system, så kinderne blussede ganske let selv i halvmørket. Han stod så tæt på og det ville være så nemt...

Smældet fra hans knipsende fingre vækkede hende og Renata slap igen taget i sin underlæbe med et lille nik. "Og glem det nu ikke igen, Holmes," mindede hun ham om, mens skuffelsen og lettelsen bredte sig i hende som den mest ambivalente cocktail. Hun blinkede til ham og skridtede modsatte retning, hvor hun havde kontor.

afsluttet