Et Første Møde

[Tobias Huxley Holmes]

Lucy Weasley

Tobias Holmes så op fra det gullige pergament, der lå rullet ud foran han på skrivebordet. De mørkeblå øjne gled henover hans kontor og videre ud på gangen, hvor livet for alvor summede og journalister af alle kalibre for rundt for at nå den opkommende deadline. Bag ham, i hjørnet, stod en skrigrød grammofon placeret på et højt, brunt bord på løvefødder, og den spillede afdæmpet en hektisk og rytmisk melodi, hans fod under bordet ikke kunne undgå at stampe med på.
Ikke mange øjeblikke efter den korte pause, lod Tobias sig atter rive med at musikken og pergamentrullen på bordet fik således atter hans udelte opmærksomhed. Hele affæren varede dog kun ganske få minutter, før Tobias Holmes blev afbrudt af en kommanderende banken på døren. I det han så op, kolliderede hans øjne med Tinh Nguyens, hans chef.
”Holmes, du må løsrive dig et øjeblik for at hilse på frøken Weasley her”, forklarede han, hvorefter han trådte videre ind på det lille kontor og derved afslørede en petit, næsten rødhåret skikkelse bag sig. Tobias rejste sig stilfærdigt, i det han krydsede den korte distance imellem dem og strakte sin tatoveret hånd imod hende. ”Tobias Holmes”, hilste han, hans mørkeblå øjne leende og gnistrende af noget andet, noget udefinerbart.
Hr. Nguyen smilte veltilfredst, i det han hastigt forklarede situationen. ”Frøkens Weasleys oplæring kommer til at blive varetaget af dig, Tobias. Jeg har ikke tid til at sætte dig ind i alle detaljer nu, så det må blive engang i næste uge efter redaktionsmødet, men den korte af den lange historie er, at jeg ikke selv har tid til at varetage oplæringen i det her halvår”, sagde han, hans stemme hurtig men afklaret. Det tog Tinh Nguyen et kort øjeblik at sætte Tobias ind i situationen, hvorefter han forlod dem i al hast, blot for at blive hevet i, det øjeblik hans fødder og så velkendte skikkelse atter befandt sig på gangen.

Tobias mørkeblå øjne fæstnede sig på den rødhårede kvindeskikkelse, og hans mørkeblå øjne lo til hende. ”Sig mig”, bad han hende, hans stemme påtaget henkastet. ”Dur du til noget eller er det navnet, som giver adgang?”

[Lucy Weasley]

Det var Lucys første dag, frisk fra Hogwarts og helt rødkindet af spænding. Det viltre, røde hår var samlet i en professionelt-udseende knude og hun følte sig mere voksen end hvad godt var, som hun stod der i pencilnederdel og skjorte. Festpigen var pakket dybt ned for nu og det var i stedet helt klart Percy Weasleys yngste datter, som lod sig præsentere og som rakte frem og tog imod en tatoveret hånd. Og som hun gjorde, var hun pludselig ked af at hun ikke var gået med det mere afslappede udtryk selv.

Et fnys røg uforvarende over hendes læber ved spørgsmålet, selvom hun måske burde have forhindret det. Det var lige ved at vælte ud af hende, at han udtalte sig lige vel skeptisk om sin chefs beslutning, men det bed hun i sig. I stedet rankede hun sig og så ham med et blik, der var fyldt af gåpåmod, men også var en kende fandenivoldsk. Og så alligevel kunne hun ikke holde tand for tunge...

"Det kommer an på, om du mener at Profettidende virkelig ville tage en lærling ind udelukkende fra hvem deres familie er...?"

[Tobias Huxley Holmes]

Fyrværkeri var sat af i hans brystkasse ved hendes umiddelbare fnys, der havde forladt hendes læber, uden at hun syntes at ville det, og i det han så den kortvarigt levende fortrydelse i hendes faste blik. Allerede brød han sig gevaldigt om den unge heks.
”Den familie Weasley, selvfølgelig”, svarede Tobias prompte, hvorefter hans sædvanlige blindende smil brød frem på hans hjerteformede læber.
De mørkeblå øjne lo moret til hende, i det han satte sig på kanten af sit mørke egetræsskrivebord og vendte fronten mod hende. Han foldede sine arme foran sig, hvor de farvestrålende tatoveringer stod tydeligt frem i den sparsomme belysning. ”For du er vel klar over, hvad dit navn indbyder til, ikke sandt?”, spurgte han, hans stemme lige dele moret og svagt forundret. Hans mørkeblå øjne havde fæstnet sig ubarmhjertigt i hendes, men de var hverken kølige eller giftige. Kun præget af nysgerrighed og et vurderende skær, som så han hende an. ”De privilegier som det medfølger?”, tilføjede han hurtigt, stadig smilende, i det han nikkede mod hende. ”Hvem er du forresten datter af?”, spurgte han, hvorefter han påtaget tænksomt kneb sine mørkeblå øjne sammen; grinet i dem forlod dem dog aldrig.

[Lucy Weasley]

Lucy vinklede sig mod den ældre journalist, som han satte sig på skrivebordet. Hun rankede sig helt og snerten af et smil spillede på hendes læber, men der var en klar udfordring i hendes blik. Måske var det ikke fornuftig på sin første dag, men hun var ikke typen til bare at bøje nakken og være ydmyg.

"Percy Weasley," svarede hun og kneb øjnene lidt sammen, selvom læberne fortsat trak op i en blød bue. "Men jeg kan forsikre dig om, at jeg er helt min egen, Mr. Holmes. Uanset hvem min far er."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias' mørkeblå øjne lo drilsk til hende, imens et ligeså drillende og giftigt smil havde sat sig i hans mundvige. "Nårh-", brummede han, "så ikke en af de seje brødre. Nuvel!", tilføjede han, hvorefter han blinkede til hende, hans øjne gnistrende af latter.
"Det regner jeg så sandelig også med. Jeg gider ikke have Percy Weasley rendende, forstår du", sagde han og rystede på hovedet imod hende, stadig smilende. "Det ville være knap så sjovt. Jeg brydes mig ikke om, hvis jeg bliver begrænset - Men nok om din familie!", fortsatte han og hans drillende skær blev tynget af en let alvor. "Jeg er nysgerrig, frøken Weasley - hvorfor lige journalistik?"

[Lucy Weasley]

Lucys øjenbryn gled en kende uimponeret op over hans temmelig nedladende omtale af hendes far. Det var ikke ligefrem måden at vinde hendes gunst på og selvom hun ikke havde tænkt sig at stå i skyggen for hvem hendes familie var, så betød det ikke at hun behøvede at nyde at høre den anden journalist tale direkte ned om ham.

"Jeg tror heller ikke, at du ville kunne tage kampen med ham om," svarede hun derfor simpelt, uskyldigt, men også udfordrende. Til gengæld var det spillende spil ikke langt væk og ej heller et blik fyldt med både fandenivoldskhed og gåpåmod.

"I min optik er der en hel verden derude, hvis hemmeligheder jeg har tænkt mig at afdække. Hvorfor skulle andre ikke have samme mulighed gennem mig?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod et tilfredst smil sætte sig på hans læber, hvorefter han trak på skuldrene, som kendte han ikke til svaret og i grunden også fandt det ligegyldigt; derefter antog hans mørkeblå øjne et varmt skær og han nikkede mod en simpel stol, placeret op af den kolde stenvæg bag hende.
Han rejste sig prompte, i det han fremdrog en sølv metalæske fra sin lomme i de sorte habitbukser. Øjeblikket efter hang den hvide muggler-cigaret og dinglede veltilfredst i hans mundvige, og glødede spindende for hvert sug, han tog, alt imens han havde placeret sin lange krop i stolen bag skrivebordet.
”Og er den verden begrænset til kun at omhandle et vist udsnit af den magiske befolkning?”, spurgte han, hans blik matchende hendes udfordrende. Tobias lagde hovedet let på skrå, men hans øjne var urokkelige. Først nu var det blevet interessant, for Tobias agtede mest af alt, at finde ud af hvorhenne den unge heks ville stå, når han befandt sig i grænselandet. ”Jeg vil nemlig gerne stadig kunne bevæge mig frit, uden at være bange for, om din kære far får nys om, hvad jeg skriver eller foretager mig.”

[Lucy Weasley]

Lucy tog plads, nærmest uden at tage blikket af ham. Hendes eget var intenst, men spændt og hun glødede lidt af spænding over at være det. Det kriblede i hende efter at få fingrene i noget. Ikke så meget efter at skrive, som bare at få lov til at tale med nogle mennesker. Opleve andres liv.

"Hvis du spørger mig, om jeg kun har tænkt mig at beskæftige sig med overklassemagikere, så er svaret nej," konstaterede hun ligefremt. "Og det samme, hvis du tror at jeg hænger i min fars rober."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias mørkeblå øjne gnistrede af moret tilfredshed, i det hendes ord forlod hendes læber. Han nikkede langsomt, i det hans tatoverede arme blev lagt over kors på hans tatoverede brystkasse; ”Hvis det er de ord, som du kommer til at efterleve i vores samarbejde fremover, så skal vi to nok blive fine venner”, sagde han, hans stemme dryppende af indestængt morskab, alt imens hans øjne lynede mod hendes. ”Alt andet ville også blive kedeligt, naturligvis – men jeg undrer mig, hvorfor netop det politiske område?”

[Lucy Weasley]

Lucy kom til at le. Der var ingen tvivl om at den tatoverede mand overfor var øretæveindbydende, men hun hadede det ikke. Hendes eget blik glødede af morskab, selvom hun måske burde være mere ydmyg på sin første dag.

“Med fare for at modsige alt hvad jeg lige har sagt, så har jeg politik i blodet. Der var ikke rigtigt andre valg.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias’ blindende smil blev, om muligt, endnu bredere, i det hendes grin undslap hendes læber og hun lo. Han trak på skuldrene, stadig med leende øjne rettet mod hende; ”Hvilket kedeligt svar!”, udbrød han, tydeligvis med en påtaget giftig undertone, hvorefter han smed begge tatoverede hænder ud til siden i en teatralsk sigende gestus. ”Og jeg som havde håbet på en ægte solstrålehistorie!”
Øjeblikket efter blinkede han forsonende til hende, hvorefter han nikkede, næsten udfordrende, imod hende. ”Har du nogen spørgsmål til mig? Løn, forhandling af løn under lærlingeperioden, ferieordninger – dem ved jeg ingen ting om! Absolut ingen ting. Der må du hive fat i en af de andre på redaktionen!”, fortsatte han hurtigt, hvorefter han med en affejende gestus med hånden signalerede, at det ligeledes var emner der ikke rigtig interesserede ham.

[Lucy Weasley]

Lucy grinede bare lidt af hans overdramatiske væremåde og fulgte op med et muntert fnys.

“Fair,” konstaterede hun, før blikket gled op og ned over ham en enkelt gang og stillede så et spørgsmål.

“Hvornår går vi i gang?”