Blæk, nybrygget kaffe og deadlines

[Violet Wizzletodd]

Violet Wizzletodd var yderst tilfreds, da hun forlod mødelokalet sammen med resten af Profettidendes redaktion. Mødet havde været ganske tilfredsstillende. Hver journalist havde pitchet foreslag til artikler, og Violet havde fået en dobbeltside i midtersektionen. Tusinde ord ventede om hvordan en helt bestemt feteret skuespillerindes primadonnanykker havde kostet hende sit ægteskab. Violets fremragende fotograf havde knipset et fortræffeligt billede af den grædende skuespillerinde. Klædt i plettet morgenkåbe var hun set en morgen, stortudende og på vej til at samle sin hunds lort op. Det var førsteklasses sensationsjournalistik.

Violet udvekslede et par ord med en kollega inden hun bevægede sig hen til køkkenet. Med et slag fra tryllestaven fløj en kop ud af skabet. Et nyt slag med staven, og kaffekanden hældte en elegant stråle ned i koppen. Atmosfæren i lokalet var på sit højeste. Der duftede af blæk, nybrygget kaffe og deadlines. Papirflyvere med vigtige dokumenter og regnskaber susede rundt i loftet ovenover hastende troldmænd og hekse, der med små knald spektraltransferede sig til og fra arbejdet. Syregrønne kvikskriblere var i fuld sving, så morgendagens Profettidende kunne bringe de mest aktuelle nyheder ud til samfundet. Og snart ville Violet Wizzletodds navn endnu engang være byline. 


Tobias Huxley Holmes

[Tobias Huxley Holmes]

Tobis Holmes skubbede stolen ud, i samme øjeblik cigaretten ramte hans hjerteformede læber og han kunne smage tobakken på tungen. Han kastede sine mørkeblå øjne i retning af døråbningen, hvor hans kollegaer i al hast var på vej ud; den brune manke der tilhørte Violet Wizzletodd forsvandt i øjeblikket efter, at han havde spottet hende i køkkenet, placeret ved siden af en af de mange mødelokaler. Uden at tage blikket fra, hvor han havde mistet hende af syne, fandt spidsen af hans tryllestav vej frem mod cigaretten, der i sekundet efter glødede.
Tobias havde været stille til mødet; med vilje. Han havde i en kortere periode dækket et lovforslag, der ville have en særlig påvirkning på eksporten af specifikke, og lettere eksotiske, magiske dyr til landet. Hans artikel var endnu ikke færdig og han havde fået nogle dage ekstra; hans redaktør havde ikke set tilfreds ud, men Tobias havde smilet, så meget hans kinder tillod ham, og med et leende blik argumenteret for, at artiklen jo naturligvis skulle være færdig, før den kunne indgå i dagens nyheder. ”Og en dobbeltside, naturligvis. Den er grundig”, havde han tilføjet, hvorefter han havde blinket sigende.

Med lange skridt forlod Tobias mødelokalet, for at finde sig selv i køkkenet. Han havde lokaliseret den brune manke igen; en boblende fornemmelse havde sparket sig vej frem i hans brystkasse, og Tobias opgav at finde ud af, om det var irritation eller spænding.
Med cigaretten dinglende i mundvigen og leende øjne, lænede Tobias sig op af køkkenbordet. ”Hvordan føles det endnu engang at berige verden med så grundig og væsentlig journalistik?”, spurgte han Violet Wizzletodd. Hans mørkeblå øjne fandt hendes og lo, alt imens et skævt smil satte sig i hans mundvige. ”Jeg er ærlig talt imponeret”, tilføjede han kryptisk.

[Violet Wizzletodd]

Violet havde svært ved at skjule sin begejstring over den dobbeltsidede artikel. Det var ganske vist ikke forsiden, men der kunne ikke gå lang tid, før hun atter landede på den. Det galt om at gøre sig bemærket af chefredaktøren. Et tilfreds smil var fastklistret på læberne da hun løftede koppen op til munden og tog en tår kaffe. Kort tid efter manifesterede en person sig ved siden af hende.
Violet løftede hovedet, klar til at blive lykønsket for den succesfulde artikel. Istedet stod en høj, tatoverede bleg fyr ved siden af hende med sit sædvanlige selvtilfredse smil. 

Violet skød automatisk brystet frem og rettede sig en smule op. Hun gjorde et nonchalant kast med håret for at understrege hvor lidt hans ord påvirkede hende. Imidlertid understregede bevægelsen nærmere, at hun var blevet en smule fornærmet. Sådan var det altid. De fleste kollegaer så sig hævet over hendes sensationelle journalistik.

Hun vendte sig om og lænede sig ligeledes op ad køkkenbordet, så hun kunne se ham an.
"Sig hvad du vil, Holmes, men mens I andre får smalle spalter om undslupne niffler og mugglerdrillende snydenøgler, napper jeg de store overskrifter." Med et frydefuldt smil slog hun et slag med sin stav. Et øjeblik efter svævede en kop kaffe hen foran Tobias. 

"Og hvad med dig, Tobias? Hvad er du ved at støve frem fra de politiske hylder? Er der kommet nogle nye regulativer i hemmelighedsdekretet? Har ministeren udtalt sig om endnu et nissekrav for li-lige re-re-ttigheder?" Hun gabte dramatisk højere og højere for hvert ord, for at illustrere hvor spændende hun fandt disse emner. 

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias greb om kaffekoppen med sin frie hånd og skar en overrasket grimasse. ”Så vidt jeg husker, tilhørte de artikler Alt For Heksene”, mumlede han eftertænksomt, hvorefter han med en påtaget undrende grimasse, henvendte sig direkte til hende. ”Men det er måske endnu en af dine – hvad var det, du sagde – store overskrifter? Skrev du ikke for dem i sin tid? Før du fik et rigtigt arbejde, mener jeg”
Tobias tog en tår af kaffen og skar ufrivilligt en grimasse. Den var for bitter for hans smag og smøgen gnistrede svagt, i det han tog et ihærdigt sug. Han så på derefter på hende og hans øjne lo. Hun var sjov, det måtte han give hende. ”Det kan jeg naturligvis ikke fortælle dig, Violet. Det ved du”, sagde han og lagde hånden, hvori cigaretten dinglede, på sin tynde brystkasse; som var han såret over hendes umiddelbarhed. ”Men jeg kan sige, at det omhandler et lovforslag, der er blevet fremlagt af-”, begyndte han men tav hurtigt. Han tog et sug af cigaretten og skar en påtaget grimasse af medlidenhed. ”Ej, nu må jeg hellere holde. Det er en kompliceret sag. Det skal du slet ikke bryde dit kønne hoved med”, tilføjede han stille, alt imens et smil satte sig i hans mundvige. ”Det kan jo være svært at forstå vigtigheden af sådanne emner, hvis man end ikke selv er i nærheden af sådanne i sin egen dagligdag. Så er det jo noget af en størrelse af sluge.” Tobias blinkede smilende til hende med leende øjne.

[Violet Wizzletodd]

Violet trak upåvirket på skuldrene. Hun var stolt af, hvor langt hun var kommet i en alder af syvogtyve.
”Man skal jo starte et sted”, påpegede hun roligt. ”Alt for Heksene gav mig fremragende kontakter.”

Hun betragtede ham muntert som han tog en tår af kaffen og skar en grimasse. Hun kunne lide sin kaffe ligeså bitter som ofrene for sine artikler. Hans cigaret fik hende til at rynke næsen en smule. Tænk at være afhængig af noget i den grad. Hun lænede sig lidt væk fra røgen og glattede sit fine, dyre, lyserøde hekseskrud. Det skulle nødigt stinke af røg. Sendte et dårligt signal.

Selvom Violet var temmelig selvhøjtidelig måtte hun alligevel le muntert til hans skarpe comeback. Hvis ikke hun var i så godt humør, var hun nok blevet lettere fornærmet. Nu svarede hun imidlertid, ”du har ret. Mit kønne hoved har nok at gøre med alle de scoop, det skal bringe ud til verden.” Hun drak endnu en slurk af sin kaffe, inden hun så op på hans ansigt med sine store dådyrøjne, og ignorerede bevidst det lille sug, der gik gennem maven, ved synet af hans mørkeblå, intense øjne og kulsorte hår så tæt på.
”Jeg glæder mig til at læse din vigtige artikel. Jeg er sikker på at vores læsere ligger vågne af spænding over din reportage om et… lovforslag.” Hun lod det sidste ord hænge og dingle lidt i luften med et sødt, men temmelig giftigt, smil på læberne.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod hans blik vandre ned over hende med leende øjne; som vidste han, hvad hun tænkte. Ikke sjældent skuede andre troldmænd og hekse i hans retning, når de hvide pinde dinglede mellem hans læber; en vane han havde samlet op adskillelige år tidligere og som stod ud i troldmandsverdenen stagnerede samfund.
”Fremragende – at udmærke sig frem for andre, ved at have en særlig positiv kvalitet”, brummede Tobias stille, nærmest belærende, hvorefter han inhalerede langsomt. ”Bare til næste gang – så du kan bruge ordet i dens rette sammenhæng”, forklarede han med en påtaget tålmodig klang. Hans mørkeblå øjne lo til hende og han blinkede atter.

Tobias lod sit blik fæstne sig i hendes ganske ufrivilligt; han havde altid været draget af de dybe øjne, men han havde aldrig tilladt sig selv at forfølge det. Nu så han dog ingen anden mulighed end at lade sig drukne i dem. Langsomt fandt cigaretten vej frem til hans læber igen.
”Hvis du får svært ved at forstå den, så må du endelig kigge forbi mit kontor. Så skal jeg gøre mit ypperste for at forklare”, svarede han, i det hans læber skiltes i et vidende smil. ”Og sød.. kjole”, tilføjede han lige dele tøvende og moret, i det han lod sit blik vandre over hende. ”Den her farve-” sagde han, velvidende hun forstod referencen til de mange andre beklædningsgenstande, hun havde påført sig, ”- får ikke mine øjne til at bløde.”

[Violet Wizzletodd]

Imogen himlede med øjnene, da det vandrende leksikon rettede på hendes ordbrug. Irritationen over at han fik hende til at virke uintelligent rørte på sig, men eftersom dette havde været hans hensigt, skød hun det fra sig.

”Det skal jeg nok, når den engang bliver udgivet. Det er så venligt af dig, at lade os andre komme til de store overskrifter indtil da.” Hun smilede mod ham, men det vaklede da han pludselig roste hendes kjole på sin sædvanlige bryske facon. Var han sarkastisk? Det ville ikke være første gang. Han havde formået at gøre hende forvirret, og det brød Violet sig ikke om. Hun kunne lide at være i kontrol og have styr på tingene.

”Tak for de søde ord,” var det eneste Violet kunne finde på at sige med en hvis ironi. Inden han kunne svare snuppede hun kaffekoppen og sendte ham et luftkys. ”Held og lykke med din artikel, Holmes.”

//Lukket