Flirten med grænserne

[Daniel P. Maynard]

Der var efterhånden gået et par dage, siden et sæt biletter var blevet skubbet ind under hans dør, og Daniel havde omgående vidst, hvor de var kommet fra. Ikke at den viden havde gjort det lettere for ham at handle på det, og der gik flere dage, før han endelig fik taget beslutningen om, hvad der burde og måtte gøres.

Med lange skridt marcherede han igennem afdelingen og stoppede først ved Callista Runcorns kontor. "Frøken Runcorn," hilste han, da der blev åbnet for ham, men blev overrasket over at se en kortklippet, endnu yngre kvinde. 'Vi er ved at være færdige her,' forsikrede lærlingen ham hurtigt og tog sin mappe, før hun kastede et blik tilbage mod Callista, som Dan hedligvis ikke så, og smuttede ud fra kontoret.

Lidt bragt ud af kurs af hændelsen, så han længe på kvinden foran sig, før han klarede halsen og fugtede læberne. "Frøken Runcorn," startede han forfra med et lille nik i hendes retning.

Callista Runcorn
4. august

[Callista Runcorn]

Callista stod foroverbøjet ved sit skrivebord, der var dækket af en større samling papirer, med håndfladerne mod bordpladen. Hun så op da det bankede på døren og gav sin lærling et lille nik for at indikere hun gerne måtte lukke op. Hun så selv ned igen og begyndte at samle papirene sammen, men stoppede, da en dyb, og velkendt stemme, lød fra døren.

Hun løftede blikket uden at stoppe sit forehavende og nikkede igen til June, da hun så tilbage på hende "Vi er færdige for nu, ja." hun var ikke overrasket, snarere tværtimod havde hun ventet på han ville dukke op "Hr. Maynard." hilste hun tilbage med et professionelt smil, mens hun slog bunken af papirer let mod bordet, så de kom til at ligge pænt og lige.

[Daniel P. Maynard]

Daniel brød sig ikke om den pludselige ændring, der gjorde, at han nu følte sig helt uforberedt. Billetterne lå stadig og brændte i den mappe, han havde taget med for ikke at gå tomhændet.

Han klarede halsen. "Jeg fandt disse på mit kontor," startede han ud, ikke synderligt i humør til at lege katten efter musen. Alligevel lurede en doven antydning på et smil i hans mundvige, som han viftede med den lille kuvert med hendes gave.

[Callista Runcorn]

Hun lagde papirerne fra sig mens han talte, for så at rette sig op og kaste et blik på kuverten og endelig se ham i øjnene "Ja?" hendes ansigt afslørende ingenting andet end genkendelse. Hun var trods alt ikke umoden nok, til at lade som om hun ikke anede hvad han var kommet for.

[Daniel P. Maynard]

Genkendelsen i hendes blik var alt, Daniel behøvede for berettiget at kunne fortælle hende, at det var højest upassende. Alligevel blev han stående et langt øjeblik og betragtede hende blot i tavshed.

"Det er en ekstravagant gave," konstaterede han.

[Callista Runcorn]

Hun kneb øjnene ganske lidt sammen, mens hun forsøgte at aflæse ham, tydeligvis ligesom han forsøgte at gøre det samme den anden vej "Det var en ekstravagant hjælp jeg fik." gav hun tilbage, uden nogen tegn på fortrydelse eller skam.

[Daniel P. Maynard]

Daniel nikkede langsomt og begyndte at indse, at hun ikke ville afsløre, hvad intentionen bag billetterne havde været.

"Jeg forventer ikke noget til gengæld, Frøken Runcorn," bemærkede han roligt.

[Callista Runcorn]

Hun mødte hans blik ganske roligt og rystede på hovedet med antydningen af et smil “Det ved jeg, men jeg følte alligevel det var på sin plads. “ noget for noget og man stod ikke i gæld til nogen, uanset hvor småt det var “Det var ikke min intention der var mere bag en min taknemmelighed.”

[Daniel P. Maynard]

Det var sjældent, hovedassistenten ikke vidste, hvilket ben, han skulle stå på, men oblivatoren havde formået at få ham til at vakle godt og grundigt. Han fugtede læber med tungen og begravede hænderne dybt i lommerne.

"Udmærket. Jamen... Tak."

[Callista Runcorn]

Hun betragtede ham fortsat vurderende, lige dele irriteret og nysgerrig over ikke at kunne aflæse ham “Ingen årsag. Efter vores samtale sidst, antog jeg det ville falde i din smag.”

[Daniel P. Maynard]

"Jamen så..." Han tog hænderne frem fra lommen og slog ud med dem udelukkende for at ende med at stikke dem ned igen, så de ikke skulle driste sig til et eller andet tåbeligt.

"Jamen så... Tak." Dan nikkede til hende.

[Callista Runcorn]

Det sitrede ganske svagt i hendes mundvige da han gentog sig selv og takkede for anden gang "Det er min fornøjelse." svarede hun med et høfligt lille nik og med en følelse af pludselig at have overhånden, uden helt at kunne gennemskue hvordan.

[Daniel P. Maynard]

Daniel klarede halsen, men havde allerede indset, at han havde tabt overhånden for nu og han brød sig bestemt ikke om det.

"Til næste gang, Frøken Runcorn," sagde han derfor og skyndte sig at forlade kontoret igen. Det gik virkelig ikke.

afsluttet