I skyggen af skænderier

[Corban Yaxley Jr.]

Skriften blev udformet i en pæn kursiv. Corban gik nærmest mere op i perfektionisme omkring sit essay til Forsvar Mod Mørkets Kræfter, fordi noget nagede ham. Det var nok også grunden til, at han havde siddet ved bordet nær et af de aflange vinduer i Opholdstuen, i timevis.

Det var dagen efter Allehelgens. Søvn havde der ikke været meget af. Frem for at kunne drømme sødt om øjeblikkene han havde delt med Fiona Buchanan til festen, havde søvnen været spoleret af det faktum, at han - efter sin sene vejlederrunde - var vendt tilbage til en tom sovesal. Ingen havde været der. Og ingen havde advaret ham. Fordi han var en vejleder. De kunne ligeså godt have stampet på både emblemet og venskabet. Cailean Morgaine havde dog været værst. Han hængte ud med Montague nu...

"Parker?" Da veninden passerede ham, denne tidlige aften, kiggede han endelig op fra pergamenterne. "Kan du huske hvor lang opgaven skulle være til torsdag?"

Penelope Parker

[Penelope Parker]

Allehelgens havde været lidt af en omgang og Parker havde lovet sin far, at hun ville dukke op på hans kontor dagen efter til en opfølgende snak. Hun var derfor også en anelse ved siden af sig selv, da hun kravlede ind gennem portræthullet.

"Hm?" Hun stoppede foran Corban og kastede et halvforvirret blik på ham.

[Corban Yaxley Jr.]

De fleste gjorde nok store øjne til Corbans arbejdsmoral og det faktum at han brugte fridagen på lektier. Han virkede alligevel forbavset over Parkers reaktion. 

"Opgaven. Torsdag." sagde han, men blinkede så et par gange. "Øhm. Er du okay?" Hun havde større skygger under øjnene end ham. Det var klart.

[Penelope Parker]

Parker havde ganske vist været til efterfesten og var kommet alt for sent i seng, men det var grublen over Cailean Morgaine og deres... venskab (?), der havde holdt hende søvnløs. Hun sendte et undskyldende smil til Corban og dumpede ned over for ham.

"Ja, det er ikke noget," mumlede hun og overvejede, om Aedan C. Finnigan mon ville sige noget? Så var det måske bedre, han fik historien fra hende. "Bare... Cail."

[Corban Yaxley Jr.]

Svaret overraskede ham desværre ikke. Corban slog blikket ned i pergamenterne i et forsøg på at dække over nogen form for reaktion. Han lukkede dernæst bogen foran sig og kiggede op mod veninden. Over sommeren havde han knapt nok snakket med sine venner.

"Ja. Han hænger med Montague nu." sagde han, som fortolkede han Parkers uro som bekymring.

[Penelope Parker]

Det virkede som en evighed siden, at hun og Corban havde talt alene og ikke, når de blev sat sammen i timerne, eller over morgenbordet. Hun rynkede brynene og vidste desværre godt, hvem han talte om.

"Han... Vi kom op at slås i går," indrømmede hun.

[Corban Yaxley Jr.]

Pludselig virkede Corbans stilling i stolen mere akavet og urolig. Så sent som igår, havde han været bange for at Cailean ville sende endnu en knytnæve mod ham. Han havde virket truende, og det var ikke første gang. Ubehaget voksede sig til en klump i halsen.

"Og han startede det, antager jeg."

[Penelope Parker]

Parker havde virkelig ikke lyst til at smide Cailean under vognen. Også selvom hun havde blå mærker på både arm og ben efter gårsdagens spektakel.

"Det var en fælles indsats," mumlede hun diplomatisk.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var ikke vildt sikker på om det var sandheden. Det ville komme bag på ham hvis det var. Han tyggede lidt sammen og pillede ved et hjørne af pergamentet.

"Det... sagde han intet om igår," bemærkede han og kløede sig over hagen. "Man angriber ikke en pige." Reciterede han. Et levn fra opdragelsen.

[Penelope Parker]

Parker var ikke nogen stridslysten løve, men hun tog sin del af ansvaret. Især efter den opfølgende snak med sin far om den fuldstændig uacceptable adfærd. Hun gumlede lidt om underlæben og trak på skulderen.

"Ved du, hvad der sker med ham for tiden? Hvorfor... han er sådan?" spurgte hun forsigtigt, før hun mindst lige så tøvende forklarede. "Jeg spurgte ham bare, om han nogensinde savnede, hvordan det plejede at være før i tiden, på fjerde år og så blev han... Sur, nærmest."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban mærkede nærmest blodet stivne i et sekund. For han havde gennemgået snakken med Cailean i de søvnløse timer efter de sagde godnat.

"Han..." vejlederen tøvede. "Han spurgte mig om jeg savnede det, da han kom hjem igår." Pludselig mærkede han en besynderlig skamfuldhed.

"Han har taget det hårdt. Med dig og Aedan C. Finnigan . Og mig og Fiona."

[Penelope Parker]

De lyse øjne fandt nu Corbans mørke uden at flakke, men med et overrasket såret blik, der ikke matchede overraskelsen i hendes træk. Hastigt slog hun det dog ned. Så Cailean ville gerne tale. Bare ikke med hende. Det var lidt af en mavepuster.

"Han... Han bad mig om at stoppe med at være kærester med Aed," indrømmede hun skamfuldt. Det var jo præcis det, Cail havde anklaget dem for. At sidde og snakke om ham bag hans ryg.

[Corban Yaxley Jr.]

Tale og tale. Corban havde fået et spørgsmål fra Cailean, men ingen uddybende forklaringer. Efterhånden var situationen så frustrerende, at det føltes som var han bedste venner med en tikkende bombe. Hvis de da overhovedet stadig var bedste venner. Blikket ramte pergamenterne igen.

"Det overrasker mig desværre ikke," lød det dæmpet. "Det tog hårdt på ham at mig og Fiona blev kærester. Selv forlovelsen taget i betragtning, men med jer to -..." Han ledte efter formuleringen. "Jeg tror han frygter hvad der sker, hvis det går jer dårligt. Med vennegruppen, mener jeg."

Så måtte man vælge side.

[Penelope Parker]

Parker rynkede brynene. Tanken om, at det skulle gå galt mellem hende og Aedan C. Finnigan, nu de endelig var kommet over opstartproblemerne, virkede fuldstændig usandsynlig. Det var jo tydeligt, at de skulle være sammen. Selvom det da fik det til at nive lidt i næsen.

"Hvis han ikke ville være venner med mig længere, så, øhm, så ville vi jo bare se hinanden på forskellige tidspunkter. Og altså, hvis I er hans venner, så ville det jo, øhm, give mening, fordi I, uhm, jo er på sovesal. Og sådan."

Det var virkelig ikke rart at snakke om.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lignede bestemt heller ikke en person der var vild med samtalen. Den virkede dog vigtig. For endelig kunne han måske lufte nogle ting, som ellers ikke kom frem. Med Fiona, forsøgte han at undgå det store samtaleemne kaldet Cailean. Han havde måtte adskille de to elementer.

"Parker..." Han sukkede og tyggede kort om læben.

"Cailean er barnlig. Han tror at det handler om ham. At vi holder ham udenfor. Men han gør det samme med os. Hans temperament skal ikke diktere mit adfærd, eller hvem jeg er venner med. Og utroligt nok er jeg sikker på, at han ikke ville være så sur på dig, hvis ikke han... bekymrede sig."