En ny beboer i det skæve hus

[Tobias Huxley Holmes]

Det skæve stråtagshus i udkanten af Hogsmead lå stille hen. Det eneste der indikerede, at nogen eller noget kunne have taget bo deri, var den røde grammofon som spillede stille og den sorte hund, som med nysgerrige, mørke øjne gik rundt i blandt møblementet. Med jævne mellemrum lod den sin opmærksomhed glide imod køkkenet, hvorpå gulvet en lang skikkelse lå placeret; som overvejede den, hvad mennesket dog foretog sig der af alle steder.

Røgen forlod taktfast Tobias Holmes’ hjerteformede læber; for hver åndedrag der undslap ham, forsvandt loftet, hvorpå hans mørkeblå øjne var fæstnet, for et øjeblik og blev i stedet erstattet af røgen fra cigaretten.
Ved hans side, ikke så langt fra den frie, farverige hånd stod et glas, hvori en ravgylden væske syntes at kede sig ubarmhjerteligt, for i sandhed var den ikke blevet rørt længe.

Langsomt fandt det sorte gadekryds tilbage ved siden af den ranglede troldmand på gulvet, og der lagde den sig med afslappede, mørke øjne.
”Jeg ved stadig ikke, om du er en pige eller en dreng”, lød det brummende og hæst fra Tobias, i det han vendte sit blik mod hunden. Den reagerede ikke og i sit stille sind tænkte han, at den nok også var ligeglad.


Bethany P. Green

[Bethany P. Green]

Fjorten dage var fået, siden Cedric Llywelyn var kommet hjem igen og havde tilbudt Bethany alt det, hun nogensinde havde drømt om. Tretten dage, siden Toby havde fortalt hende, at han elskede hende og stemmen i endnu et kritisk øjeblik havde fejlet i længere, end den burde. Tavst havde hun stirret på ham, indtil hun havde fået fremmumlet, at hun havde behov for at tænke. Og det havde været det.

Quentin Green havde ikke været til megen hjælp. Hvordan skulle hun kunne fortælle ham, at hendes hjerte var splittet mellem to mænd, der begge var betragteligt ældre end hende og arbejdede sammen med ham? Så hun havde gemt sig med sine problemer, holdt dem inde hvor hun burde tale.

Hun var ikke meget mere afklaret, da hun efter en aften på de tre koste valgte at sætte snuden mod Tobys hjem, men hun tøvede ikke med at banke på, da hun stod på dørtrinnet. Faktisk kom tvivlen først, da knoerne havde danset og det var for sent at fortryde.

[Tobias Huxley Holmes]

Som spejlede de to væsner hinanden, forlod både den unavngivne hunds hoved og Tobias Holmes’ smalle ansigt trægulvet i køkkenet. Hvad der havde forårsaget den pludselig skiftende adfærd, var den tøvende banken på døren, som lod det afsløre, at endnu en gæst havde til sinde at indfinde sig i det skæve stråtagshus.

Med en del besvær fik Tobias rejst sig – hunden syntes ikke at have det problem – og sammen vraltede de ud i gangen. Den ranglede troldmand havde glemt alt om det faktum, at han ikke var iført andet end sweatpants, i det han hev trædøren op og hans mørkebrune øjenbryn forlod hans blege pande instinktivt.

”Beth?”, spurgte han, grænsende til vantro, i det han jog hånden igennem den sorte og vilde manke. ”Hvad laver du her?”

[Bethany P. Green]

På blot få øjeblik havde Bethany nået at vende i hvert fald et dusin åbningsbemærkninger, den ene mere tåbelig og tam end den anden. Der gik en en evighed, fra hun bankede på, til hun hørte fodtrin og hun nåede lige at håbe, at han ikke ville være hjemme og hun kunne nå at krybe tilbage og tænke mere, før lyden nåede hende. Så blev døren åbnet.

Hendes bryn fejede opad og blikket søgte ned. “Du har en hund,” konstaterede hun, en smule åbenlyst, men i det mindste kom hun da uden om hele problematikken bag, hvad hun skulle sige.

[Tobias Huxley Holmes]

Vantroen blev, om muligt, erstattet af en umiddelbar overraskelse, i det Bethany erklærede, hvordan hunden sad ved hans side, med åben mund og nysgerrige øjne rettet mod hende. Med en af de farverige hænder i håret, nikkede han langsomt.

”Ja. Eller… Altså jeg har lagt mærke til den henover de sidste par uger”, fortalte han, hvorefter hans blik atter fandt vej til hendes skikkelse. Til trods for spiritussens sløvende effekt, fik hun stadig hans hjerte til at banke vildt. Ved Merlins skæg, hvor havde han savnet hende.

”Og så begyndte jeg at fodre den og nu tror jeg, at den er flyttet ind. Den lod mig endda give den et bad tidligere”, tilføjede han dernæst, og kom til at le stille; det så sædvanlige hæse grin. Med et spagt skuldertræk, trådte han til siden for hende. ”Kom ind.”

[Bethany P. Green]

Deres blikke mødtes, da først Tobias begyndte at tale, og Bethany skyndte sig i stedet at se ned på hunden. Hun anede ikke, hvordan hun skulle håndtere det faktum, at det ikke kun var ét menneske, der fik hendes hjerte til at banke ukontrolleret, men to.

"Tak," mumlede hun dæmpet og trådte ind i hans hjem, da først han tillod det. Hun sank ned på hug og hilste på hunden. "Den er sød." Hun så fra den og op til Toby igen og ville egentlig undskylde for at være forsvundet efter hans erklæring, men ordene sad fast i halsen på hende.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias trådte ind i stuen og greb om en grå trøje, der lå placeret i den bløde sofa. Som gjaldt det hans liv krængede han den hastigt over hovedet, så det sorte hår lige dele strittede og kolliderede med hans blege pande, hvor bag hans tanker skreg af ham.

Fast besluttet på at tingene gik tilbage til tiden før, hvori deres bankende hjerter ikke truede med at adskille dem, nikkede han smilende.
"Ja. Du må hjælpe mig med at finde på et navn til... Jeg ved faktisk ikke engang, om det er en pige eller dreng. Jeg tror måske, det er en pige", svarede han hende, hvorefter han lo stille. Dernæst nikkede han mod køkkenet.

"Vil du have en kop kaffe eller?"

[Bethany P. Green]

Bethany prøvede ikke at se for meget på ham, mens han tog trøjen på. Synet af hans afklædte overkrop, gjorde det ikke lettere at fortrænge minderne om de mange gange, de efterhånden havde været nøgne sammen. I forvejen kunne hun alt for let genkalde sig det og hun var varm i kinderne, da hun igen så op på ham.

"Jo, tak," svarede hun og fugtede læberne.

[Tobias Huxley Holmes]

I den dunkle belysning og mørket, som havde lagt sig over det skæve stråtagshus, syntes Tobias ikke at bemærke den rosa farve, der lagde sig om Bethanys skikkelse. I stedet nikkede han med et stille smil og forlod dernæst stuen, til fordel for de knirkende brædder i køkkenet. Og som var det tegn til hunden om at følge med, således gjorde den. Måske der var noget lækkert i vente.

"Hvordan går det?", spurgte han, i det han begyndte at forberede kaffen; ved Merlins skæg hvor kunne han godt selv bruge en kop.

[Bethany P. Green]

Der gik yderligere et øjeblik eller to, hvor Bethany sad på hug i stuen, før hun rejste sig igen. Hun vidste, at hun burde sige et eller andet til ham, men tog alligevel imod det noget overfladiske spørgsmål, da hun dukkede op i køkkenet.

"Det... går vel," svarede hun og trak på skuldrene, før hun lænede sig ind mod dørkarmen. Hun burde være lettet og taknemmelig over, at Cedric var hjemme, og det var hun da også. Men kulden i maven var alligevel ikke helt forsvundet og tog kun til, da hun så på Toby.

"Hvad med dig?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias hørte noget i den stemme, han efterhånden kendte særdeles intimt og et eller andet stemte ikke overens med virkeligheden og tonen, han hørte. Ikke desto mindre færdiggjorde han kaffen i stilhed og rømmede sig i det han rakte hende en kop, imens tanker i mild panik stillede spørgsmålstegn ved hele affæren.

Det skæve smil fandt vej til hans mundvige og han trak spagt på den ene skulder.
"Efter Cedric vendte hjem... Jeg tror, at jeg har en amerikaner lige i røven."

[Bethany P. Green]

Bethany tog imod koppen med et dæmpet tak. Brynene bevægede sig langsomt mod hinanden over nyheden. Det var åbenbart et konstant spørgsmål om, hvem af dem hun elskede, der skulle være i fare.

"Hvad? Hvad er der sket?" spurgte hun og pustede ned mod væskeoverfladen.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at lade et svagt og hæst grin forlade hans hjerteformede læber, i det han trak spagt på den ene skulder. ”Det var en to dage efter, at Cedric var kommet hjem igen”, begyndte han at fortælle, i det han satte sig ved køkkenbordet og veltrængt lænede sig tilbage i stolesædet. Dernæst satte han koppen fra sig og så ned på det sorte gadekryds, der havde lagt sig ikke langt fra troldmandens ranglede skikkelse.

”Jeg sad på Svinet, i det en lyshårede pige henvender sig. Charlotte, hed hun. Dagen efter prøvede jeg at opstøve i hvilken afdeling hun sad, og det viste sig at hun arbejder for MACUSA. Men… altså, hvis de havde et eller andet på mig, så sad jeg jo ikke her. Jeg undrede mig bare… timingen, du ved.”

[Bethany P. Green]

Latteren overraskede hende. For alt i verden kunne Bethany ikke se, hvordan noget i rodet var underholdende eller noget, man tilnærmelsesivist kunne grine af. Tanken om at miste endnu én, hun elskede fik det til at snurre i maven.

“Ja, det lyder underligt. Det er én af dem i specialstyrken, ikke?” spurgte hun og havde næsten helt glemt, hvad hun var kommet for at sige. Og det var egentlig ganske godt.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede bekræftende og hævede kruset med den varme, mørke væske til sine hjerteformede læber. Da han dernæst satte det fra sig, var det med den sædvanlige varme i hans blik; den varme som kun tilfaldt Bethany.

"Men nok om det. Der har ikke været noget efterfølgende, så for nu står de sikkert lidt i dødvande", sagde han, uden i grunden at ville lade den spæde angst komme til udtryk. I sandhed havde det fået hans øjne til at spærre op og betragte, hvorend han gik, med mild paranoia i det mørke blik. Et eller andet stemte ikke overens, så meget vidste han.

Tavsheden sænkede sig over dem for en stund og da Tobias bed mærke i den, rømmede han sig for at bryde den. Den brød han sig heller ikke om; ikke i det hele taget men bestemt ikke mellem de to gamle venner.
"Så hvordan har du det rigtigt? Du ser ikke for godt ud", bemærkede han mildt, i det han sendte hende et spagt, næsten tøvende, smil.