Et hjerte i to [s]

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias jog hånden igennem den sorte manke og lod de mørkeblå glide henover det gullige pergament, som gav ordene derpå ingen mening for den ranglede troldmand. Det var heller ikke langt fra sandheden og det var til trods for, at det var hans egne ord, som stod skrevet derpå; ord han selv havde dikteret lavmælt for den brune fjerpen, som hoppede og dansede ivrigt i luften.

Den høje Tobias Holmes sad placeret ved sit skrivebord i stuen, omgivet af få olielamper og stearinlys, der skulle holde mørket udenfor i skak. Det var efterhånden sent på aftenen men det synede ikke som om, at det i grunden var gået op for Tobias, der med mørke rande under øjnene og slipset hængende dvask og den tynde hals, stadig sad fordybet i sit arbejde.

[Bethany P. Green]

Normalt gjorde Bethany det meste af arbejdet hjemmefra, men flere af hendes striber var blevet sendt tilbage og hun kunne ikke finde ud af at komme på noget, der virkede bare nogenlunde originalt. Efter at have smidt syvende kladde ud, kunne hun ikke klare at glo på mere nøgent papir og skridtede i stedet over til klædeskabet.

Det første og bedste blev smidt på, før hun trådte i et par hæle og forsvandt i grøn ild. Snart efter dukkede hun op i Tobys stue. “Hallo?”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias spjættede forskrækket ved lyden af den grønne ild, der eksploderede bag ham ud af ingen ting. Hastigt smed han de mørkeblå og trætte øjne over skulderen, og hvad han dernæst så, fik hans hjerte til at springe et slag over.

Beth.

En smule klodset rejste han sig fra stolen ved skrivebordet og jog, nu pludselig selvbevidst, en hånd over det uregerlige sorte hår. Tobias kunne ikke drukne det varme smil, der langsomt spredte sig på hans læber, i det han med vante fingre lod dem glide henover det sorte slips.
Han havde ikke set hende siden deres nat sammen men det betød ikke, at han ikke havde tænkt på hende. Og dem. Sammen. Faktisk havde hun nærmest ikke forladt ham.

"Hej", hilste han og smed den ene hånd i vejret, i det han nær var kollideret med vindeltrappen, som snoede sig faretruende henover skrivebordet.

[Bethany P. Green]

Bethany så overrasket til, som Toby sprang fra stolen. Normalt fik hun et distræt svar og et frakoblet blik, måske et træt smil. Men hun fandt den nye hilsen ganske charmerende og hun kunne da heller ikke lade være at smile afslørende.

“Hey du,” hilste hun varmt og slap en munter lyd. “Pas på dig selv.” Hun nikkede sigende til trappen.

[Tobias Huxley Holmes]

Et fornøjet, næsten forlegent, fnys forlod hans læber og instinktivt smed han hånden ud i en nærmest opgivende gestikulering.

"Ja", brummede han, nu pludselig besværet i at finde på en spøgefuld eller kæk bemærkning; noget, der så ganske karakteristisk kom nemt til den ranglede troldmand.

Selvom det brændte i hans fingerspidser og på hans læber for at trække hende til sig, gjorde han det ikke. I stedet rømmede han sig slog sig ned i sofaen, hvorefter han nikkede til hende.
"Det er sent. Hvad skylder jeg æren?"

[Bethany P. Green]

Noget havde tydeligt forandret sig igen og Beth tog sig selv i at overveje, om han mon havde fortrudt. Nej, han var sikkert bare hensynsfuld, mindede hun sig selv om. Det var immervæk Toby. Hendes Toby.

Hun smilede varmt til ham og slog sig ned ved hans side. “Jeg havde lyst til at se dig,” konstaterede hun og lænede sig frem for at trykke et blødt kys mod hans læber. “Og så lider jeg af kreativ blokade. I dag var dagen, hvor jeg indså, at enhver tanke jeg har haft kun er en discount udgave af noget, et klogere menneske før mig har tænkt.”

[Tobias Huxley Holmes]

I det hendes læber kolliderede med hans gengældte han det med nød og næppe, før hun atter forsvandt fra ham. Ikke at det druknede smilet på hans læber; faktisk blev det blot bredere og instinktivt gled de mørke øjne henover hendes kønne ansigt.

Dernæst lo han stille og skar en grimasse af hende. Ubevidst fandt hans hånd hendes, som den omfavnede og klemte blidt; opmuntrende.

"Alt vi tænder er en dårlig discount udgave af et menneske i en tidligere levetids genialitet", svarede han prompte, hvorefter han blinkede drilsk til hende.

"Du må godt citere mig for den."

[Bethany P. Green]

Det føltes lidt mindre slemt at være en fiasko her sammen med Tobias med hans farverige hånd om sin og hun grinede dæmpet. “Nå nå, er du sikker på, det ikke er dig, der bør citere mig?” pointerede hun og kyssede ham igen, før han kunne nå at svare.

Hun havde savnet ham, slog det hende der. Ikke bare det skarpe sind, der altid kunne holde hende beskæftiget, men også de bløder læber mod sine.

[Tobias Huxley Holmes]

I det hendes læber atter søgte hans, slog hans mave og hjerte kolbøtter af indestængt længsel til hende. Hans hånd om hendes forlod den, til fordel for hendes bløde kind, i det han villigt og med savnet til hende gnistrende i alle hans celler, gengældte hendes kys.

Instinktivt lod han sin tunge adskille hendes læber, for dernæst at kærtegne hendes med sin; og selvom de var midt i et kys, spillede et smil på hans læber.

[Bethany P. Green]

Hvert kys med Tobias var af den helt fantastiske slags. Dem, hvor Beth knapt kunne få sig selv til at slippe ham for at trække hårdt tiltrængt luft ned i lungerne. Læber, tunger, det hele blev en flirtende leg og da hun trak sig lidt tilbage var det med en summende fornemmelse i maven.

“Nu forstyrrer jeg vel ikke noget vigtigt?” spurgte hun og rykkede lidt tættere på ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias greb instinktivt om hende, i det deres kys, han kunne blive i til hans dages ende, atter måtte brydes. Ikke at han ikke selv trængte til luft og med tungt åndedrag, mærkede han sit hjerte banke insisterende; som havde det brug for ilt og Beth nær sig på en og samme tid.

En flygtig tanke skred til artiklen, som endnu ikke var færdig og som skulle til godkendelse den næstkommende morgendag, men han gav pokker i den. Derfor rystede han på hovedet og strøg hende over kinden, imens smilet på hans læber, forårsaget af deres kys, stødt blev større.

"Nej. Jeg arbejdede bare."

[Bethany P. Green]

Igennem så lang tid havde Bethany fortalt sig selv, at hun fortjente én, der kunne kærtegne hende og kysse hende og fortælle hende, hvad hun betød. Være der for hende, når hun behøved det og tillade hende at gøre det samme. Men hvorfor flakkede hendes blik så nu?

“Arbejde er vigtigt, vil nogle mene,” pointerede hun, alligevel med et lille smil og trak sig lidt væk fra den blide finger, der havde vandret over hendes kind.

[Tobias Huxley Holmes]

Med et så Tobias hvordan noget forandrede sig i hendes lyse øjne og da hun dernæst trak sig fra hans kærtegn, satte en rynke sig imellem hans mørke øjenbryn.

"Hvad er der?", spurgte han, hvorefter han spejlede hendes bevægelse og selv lagde en smule afstand imellem dem. Havde hun fortrudt?

[Bethany P. Green]

Berhany rystede på hovedet. Det havde jo aldrig været hendes mening at bekymre ham, men hun havde altid været en åben bog og følelserne skrev sig larmende ud over hendes ansigtstræk.

“Jeg burde ikke sige noget. Ikke længere. Jeg... det er lidt rodet,” indrømmede hun. Nå ja, det var derfor, man ikke burde være sammen med sin bedste ven, for hvem skulle hun så snakke med om ham? Hun slog blikket ned.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så den milde fortvivlelse og instinktivt rømmede han sig besværet. Dernæst rejste han sig og skridtede hen til lænestolen, hvori han satte sig og da han sad plantet på kanten, hævede han sin tryllestav.

Hvad der kom flyvende var intet andet end en pirathat af papir og med stor omhu, tog han den på.

Derefter kiggede han på hende med leende øjne. "Snak med mig. Du lovede mig, at jeg ikke ville miste dig. Desuden ligner jeg en idiot nu."