Et Uventet Møde [S]

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod de mørkeblå øjne glide henover de hekse og troldmænd, som hastigt skridtede imod ham som bølger. Med en farverig hånd rettet frem foran sig som en spydspids, kantede han sig vej igennem den travle menneskemængde.
Et tungt suk forlod hans hjerteformede læber, i det han omsider nåede igennem den summende flok, og ikke mange øjeblikke efter havde han jordet hånden igennem den sorte manke og vant fundet en hvid cigaret frem fra den sorte frakkelomme.
”Bloody hell, brummede han, mest til sig selv af alle, til trods for at en ældre troldmand ved hans side nikkende anerkendende. Ikke at Tobias Holmes bed mærke i netop det faktum; han var travlt optaget med at lade blikket glide henover det støvede vinduesparti ved Flourish & Blotts. De mørkeblå øjne var eftertænksomme og vurderende, i det cigaretten fandt vej frem og tilbage mellem hans læber.
Da han omsider vurderede, at den hvide cigaret var død, smed han den skødesløst fra sig på de brostensbelagte gader og trådte ind i butikken.

[Bethany P. Green]

Det var bare endnu en af de dage, man skulle igennem, men Bethany besluttede alligevel at forsøde tilværelsen for sig selv. Eller, måske var det i virkeligheden et spørgsmål om masochistiske tendenser, da hun efter arbejde lagde vejen forbi Flourish & Blotts med et mål.

Hun bladrede sig igennem Cedrics digtsamling, strøg fingrene over nogle af digtene, der gav hende en følelse af, at han stadig var i hendes liv. Klokken fra døren klingede og da hun fik øje på et genkendt ansigt, lagde hun hurtigt bogen fra sig. “Toby,” kaldte hun dæmpet, men uden reaktion.

Brynene trak sig sammen. Tobias havde generelt været en svær mand at få fat på den seneste uge og de fleste ugler, hun havde sendt hans retning, var forblevet ubesvarede. Hun viftede lidt med armene. “Woohoo, Huxley, jeg landet kostekaravener herovre.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod en farverige hånd glide igennem den sorte manke, i det de mørkeblå øjne for henover de adskillelige bogrygge, som alle var vendt imod ham.
Hvad han fandt, var dog bestemt ikke hvad han søgte og næsten klodset, drejede Tobias rundt på hælen for at undgå at lade sit blik fæstne sig på Bethany petit skikkelse. Ikke at det lykkes ham at gå uset hen af den grund, for øjeblikket efter lød hendes stemme lavmælt igennem det støvede og stille lokale.

Tobias bandede hviskende under et dybt suk, i det han smed blikket henover sin spidse skulder og hævede en hånd til hilsen.
"Beth", hilste han kort for hovedet, i det et skævt smil satte sig i hans mundvige og hans øjne flygtigt gled henover hendes skikkelse.
Ved Merlins skæg, hvorfor lige hende på dette tidspunkt af alle, når han den sidste uge havde lykkes med at ignorere hende så ganske fint? Tilmed decideret undgå hende ved hans besøg på Alt For Heksene?
"Jeg har travlt", konstaterede Tobias med et påtaget henkastet skuldertræk, hvorefter han pegede på bøgerne bag sig og åbnede og lukkede munden, som ville det hjælpe ham med at finde flere ord.
Derefter vendte han rundt på hælen og lod sit blik fæstne sig på bøgerne foran sig. Og da slog det ham, at hylden var fyldt med skolebøger til de flittigste studerende på deres første år på Hogwarts og at han end ikke huskede, om han engang selv havde været så ung.

[Bethany P. Green]

Det var nok den mest undervældende hilsen, hun havde fået fra Tobias, siden hun lærte ham at kende og Bethany fangede straks, at noget ikke var, som det burde. Det blev kun værre af den konstaterede travlhed. Hun fnøs dæmpet, før hun gik hen til ham.

"Er vi... Har jeg gjort noget galt?" spurgte hun lavmælt, da hun nåede ind for hørevidde og yderligere havde lænet sig lidt frem. Det var ikke en samtale, hun ville dele med hele butikken.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias forbandede sig selv i sine tanker og i det han mærkede Bethanys varme bag sig, vendte han sig modvilligt rundt.
Hans øjne kunne ikke finde hendes, velvidende at de ikke brød sig om den forvirring, som de ville se og instinktivt lagde han begge sine farverige hænder i de sorte frakkelommer.
Bag den tykke hjerneskal skreg hans tanker af ham, at han skulle finde på noget i en helvedes fart samtidig med at den giftige og dårlige samvittighed blomstrede frem og efterlod ham næsten svimmel tilbage.
Siden hans opdagelse havde han frygtet dette øjeblik, velvidende at de forskellige udfald af situationen umuligt kunne være fordelagtig for nogen af dem. Samtidig var Beth... ja, Beth og de store, lyseblå øjne var rettet mod ham og skar i ham med deres så uskyldige forvirring, og Tobias konstaterede i sit stille sind, hvordan hans hjerte var ved at springes.
"Nej, du... selvfølgelig har du ikke det", udbrød Tobias efter en rum, hvori hans tanker havde været optaget andetsteds og tavsheden havde lagt sig unægteligt over dem.
Den ranglede troldmand jog en hånd igennem det sorte hår og skar en grimasse af luften.
"Hvad laver du her?", spurgte han, uden i grunden at være særlig interesseret i netop det faktum.

[Bethany P. Green]

Tavsheden efter spørgsmålet sagde langt mere, end svaret, der blev formet i ord og Bethany så da heller ikke mindre hverken forvirret eller søgende på ham. Blikket flakkede mellem hans øjne, som om de ville bringe hende et svar, som hun ikke havde fundet i hans ord.

"Uhm, jeg ville bare se på bøger," svarede hun, ikke direkte usandt, men heller ikke den fulde sandhed. Men noget i deres samtale indtil videre gav hende følelsen af, at hun ikke kunne svare helt sandfærdigt.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke nå, at stoppe det klukkende og hæse grin i at forlade hans læber; det sprang ud, som kom det nærmest bag på ham selv og lod hans læber adskilles i et smil, der ikke satte sig fast i resten af hans smalle ansigt. De mørkeblå øjne flygtede henover omgivelserne omkring, ude af stand til at fæstne sig på den så velkendte, petit skikkelse foran sig.
"Det plejer jo som udgangspunkt at være et godt sted så at starte i en boghandel", bemærkede Tobias, grænsende til sarkastisk, i det han derefter pegede tilfældigt frem foran sig; som gjorde han mine til at gå.

Tobias nåede at tage tre skridt fra hende, før han brat stoppede op og lod hånden finde vej tilbage til hans sorte manke, som var det hans eneste holdepunkt i al desperationen.
For et øjeblik stod han med sit blik hvilende på gulvet og da tog han sin beslutning. Hun ville aldrig tilgive ham, hvis han ikke fortalte hende, hvad han vidste.
Langsomt drejede han rundt, men ikke før han havde kastet mistænksomme øjne rundt og henover reolerne, samt de hekse og troldmænd som stod placeret ved dem. De syntes ikke at skænke dem nogen form for opmærksomhed, hvormed Tobias glemte dem.

Et dybt suk forlod Tobias, som havde han givet op og fået slået luften ud af ham; det var i grunden ikke langt fra sandheden.
"Du giver en kop kaffe."

[Bethany P. Green]

Aldrig havde Bethany oplevet en sådan afvisning fra sin bedste ven og hun var efterladt måbende, da Tobias gik forbi hende. Blikket flakkede lidt rundt som om noget i omgivelserne kunne give hende svar.

Måske var det, fordi hun havde prøvet at kysse ham, foreslog tvivlen i hendes tanker og satte liv i maven, der slog knuder på sig selv. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis hun også på en eller anden måde havde fået forpurret dét for sig selv.

"Ja," forlod det hende derfor næsten åndeløst i lettelse, da han stoppede op. En kop kaffe var ingen pris for et venskab. "Hvor end du vil."

[Tobias Huxley Holmes]

De mørkeblå øjne tilhørende den ranglede troldmand fæstnede sig omsider i Bethanys og i dem dansede reserverede og næsten sørgmodige gnister. Tobias så fortvivlelsen og den rene forvirring som var malet med skrigende farver henover hendes kønne ansigt, og instinktivt greb han ud efter hende og hev hendes spinkle skikkelse indtil sig i en omfavnelse.
”Hey, alting er okay med os”, mumlede han imod hendes hår, hvorefter han forsigtigt trak sig og så ned på hende; beklagelsen og skammen så tydelig i hans blik.

Ikke mange øjeblikke efter dukkede de op ud af ingen ting i den så velkendte loftslejlighed og med vante skridt, smed Tobias sin frakke og sko fra sig ved sofaen. Ikke at han satte sig; den stikkende fornemmelse i hans brystkasse tillod ham ikke at slynge sig i de bløde puder og så ganske ukarakteristisk begyndte han formålsløst at vade rundt foran sofaen.
”Beth, det er vigtigt, at du ikke taber hovedet nu”, brummede han, i det han stoppede op og vendte sig imod hende. ”Det er virkelig vigtigt.”

[Bethany P. Green]

På mange måder var Bethany et rigtigt bløddyr og prøvede generelt at følge et værdisæt tydeligt inspireret af boheme. Hun var dog også et produkt af en streng opdragelse og spændte momentært op, da Tobias trak hende ind til en meget offentligt udtrykt ømhed. Snart tvang hun dog skuldrene ned igen og lagde armene om ham, bare et lille øjeblik.

De forlod bogbutikken sammen og det trykkende stilhed havde lagt en solid kulde i hendes mave, da hun trådte ind i kvistlejligheden. Normalt ville hun have sat sig med det samme, men hun fulgte ham varsomt og tilbød heller ikke på den alt for stærke kaffe, der altid blev serveret.

Først da han talte i en gravkammerrøst, der forvandlede kulde til permafrost, sank hun langsomt ned i sofaen og måtte hæve hagen for at se op på ham. "Ja?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sin farverige hånd glide henover hans smalle ansigt, som forsøgte han at tørre og gnide den voksende nervøsitet af sig. Bag den tynde brystkasse hamrede hans hjerte i panik, som forsøgte det at kradse sig vej igennem ham og hoppe ud bag buret af knogler.
Med tunge skridt bevægede han sig over mod stuebordet, hvor han lod sig dumpe ned foran hende, i det de mørkeblå øjne søgte hendes lyseblå. Ved Merlins skæg hvor han ikke brød sig om, hvad han så. På mange måder var den unge heks foran ham det kæreste, han kendte til.

"Jeg talte med Quentin for godt og vel en uge siden", startede han tøvende med at fortælle, imens de farverige hænder fandt hinanden og knugede sig sammen, så hans knoer blev hvide under presset.
"Han gav udtryk for, at Cedric... at han ikke forstod, at Cedric ikke havde givet lyd fra sig. Du ved, hvordan de er", skyndte han sig videre, velvidende han intet gjorde andet end at trække hende pinefuldt efter sig i lænker.
Tobias lod sit blik farer fra hendes, i det de landede på hans sammenflettede hænder og som tog han mod til sig, tog han en dyb og tiltrængt indånding. Dernæst rømmede han sig besværet. "Så jeg stak en finger i jorden og kontaktede nogle kilder, som jeg før har benyttet fra Skotland og de fortalte, at Cedric... at Cedric var blevet tilbageholdt af MACUSA, efter at overtagelsen fandt sted. Han havde ytret sig, ja, ikke favør til den nye regering og... jeg venter stadig på at få at vide, hvorhenne han bliver holdt."

[Bethany P. Green]

Bethany betragtede sin bedste ven længe, mens han talte. Selv efter han var stoppet, kunne hun ikke få et ord over sine læber. Tankerne rasede rundt. En vrede over, at Quentin intet havde sagt blandede sig med en støt stigende frygt for, om Cedric Llywelyn var okay. Ikke at hans ord efterlod hende med meget håb. Hun havde hørt om sagen med Claire Ivory.

"... Han... Jeg..." fik hun fremstammet. Øjnene var blevet blanke og hun rynkede på næsen under en umiskendelig nivende fornemmelse. Hun rystede lidt på hovedet.

I al den tid havde hun troet, at han undgik hende. At han ville væk og måske var det stadig tilfældet, men hun havde ikke tjekket op. Ikke sikret sig, at han var okay. Ikke engang spurgt ind til ham hos Quentin Green, fordi enhver information ville gøre for ondt.

Tavst og med rystende hænder rakte hun frem og fiskede en cigaret ud af pakken. Den blev hurtigt lagt mellem læberne, men fingrene rystede for meget til at få lighteren til at skyde en flamme.

[Tobias Huxley Holmes]

Instinktivt greb Tobias om den hvide lighter og med uvante fingre klikkede han, til en orangegul flamme skød op og kolliderede med cigarettens ende. Øjeblikket efter forlod den mørke røg Bethanys buttede læber og da, trak Tobias sig lavmælt tilbage, velvidende at chokket havde været fatalt.

Bag den tynde brystkasse bankede hans hjerte hårdt og sørgmodigt. Ved Merlins skæg hvor han afskyede at se Bethany på denne måde; siddende med de for overvældende følelser, hun øjensynligt ikke anede hvorhenne hun skulle gøre af og sig selv magtesløs, velvidende han ikke kunne tage dem fra hende.
Havde det været selvisk? Tanken spurtede forbi alle de øvrige bag den tykke hjerneskal og som glødede den i alle regnbuens farver, således bed Tobias særligt mærke i den. Ikke at han kunne dvæle ved den for længe, for instinktivt kendte han til svaret.

Langsomt lænede han sig frem mod hende og tilbød hende en af sine farverige hænder, som ønskede han at fortælle hende, hun ikke var alene.
”Det gør mig virkelig ondt, Beth. For jer begge to.”

[Bethany P. Green]

Et sted under forvirring, frustration, sorg og afmagt var Bethany taknemmelig, da flammen skød frem og satte liv i cigaretten. Ikke, at det kom rigtigt til syne. Blikket, hun sendte ham, var i hvert fald nærmere forskræmt. De lyse øjne blev også hurtigt rettet fremad igen, tomt stirrende, mens hun sugede næsten desperat på filteret.

Nikotinblå skyer smøg sig omkring hende og satte i bevægelse, når hun pustede ny røg ud i rummet. Tavst tog hun hans hånd, men kunne ikke få ord over sine læber. Hvis først hun gjorde, ville det sikkert punktere gråden, der lå truende lige under overfladen. Skete dét, var hun ikke sikker på, at hun ville kunne stoppe sig selv igen.

Hun nikkede, men bevægelsen var stiv og mekanisk. Fingrene om hans lukkede sig hårdere sammen, til knoerne blev hvide.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sine mørkeblå øjne farer ned langs hendes spinkle skikkelse, der om muligt synede mindre end før. De landede og fæstnede sig ukueligt på deres sammenflettede hænder, og instinktivt lod Tobias sin frie hånd falde over hendes, i det han øjeblikkeligt mærkede kulden i hendes hud.

For en rum tid lod han tavsheden sænke sig over dem og selvom den gjorde sig bemærket, var den ikke indtrængende eller ubehagelig. I hvert fald ikke for den ranglede troldmand, hvis hjerte bankede hårdt og sørgmodigt.

Da Tobias omsider brød tavsheden mellem dem, var det med at rømme sig brummende og rejse sig forsigtigt. Med vante skridt bevægede han sig henover stuegulvet, til han fandt det så velkendte skab, hvori han fandt en flaske vin. Ikke mange øjeblikke efter havde han skænket den unge heks foran sig et glas og var dernæst forduftet ud i køkkenet. Hans tanker kredsede om sukker.
Han fandt hvad han søgte i en af de mange køkkenskuffer, og vendte tilbage med en sparsom rest af lys chokolade, som han knækkede et stykke af og rakte frem mod hende med omsorgsfulde gnister spillende i de mørkeblå øjne.
”Tag det. Du har brug for det”, bad han stille, hvorefter han nikkede opfordrende til hende. ”Fortæl mig bagefter, hvad du tænker på, Beth. Luk mig ind i dit hoved.”