Harder to breathe

[Gillian C. Fudge]

Blind af raseri var Gillian væltede ud gennem biblioteket og ned ad korridoren. Hun var endda stødt ind i én på sin vej, men var ikke stoppet for at tjekke, om vedkommende var ok eller hvem det var. Flugtinstinktet havde aldrig været så stærkt før og da hun var rundet om første hjørne, begyndte hun at løbe.

Gevandterne flagrede omkring hende, som hun spænede hen til trapperne, hvor hun var nødt til at sagtne farten. Men ikke meget. Tårerne var på spring igen og hendes syn sløret, da hun drejede ind på sjette sal med kurs mod pigernes badeværelse.

Elijah R. Ashworth
Efter Plat eller krone

[Elijah R. Ashworth]

Generelt følte Elijah sig meget travl og vigtig i øjeblikket og han havde ikke meget tid til overs til teenagedrama. Der var dog undtagelser og det var når en stille, kontrolleret pige, løb gennem Hogwarts som om selve Voldemort var efter hende. Selvom Elijah havde begravet sin empati for mennesker godt, var der dog grænser for hvor ufølsom han kunne tvinge sig selv til at blive.

I stedet for at gå mod biblioteket, drejede han rundt og fulgte efter hende. Han orkede ikke at løbe, på et eller andet tidspunkt ville hun blive nødt til at stoppe. I stedet satte han farten op og gik hurtigt efter hende, indtil han bevægede sig ind på sjette sal.
"Gillian?" Kaldte han og så efter hende.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke øjne for, at Elijah fulgte efter hende og selvom han havde meget længere ben end hende, kom hun temmelig hurtigt frem. Badeværelsesdøren lukkede tungt og larmende bag hende, men blodet brusede så højt for hendes ører, at hun knapt kunne høre det.

Gispende efter luft sank hun sammen op ad væggen ved siden af håndvaskene. Hendes ryg føltes svedig, varm og kold på samme tid og hun gispede efter vejret, mens tårerne trillede ned over de rødblussende kinder.

Det tog hende noget tid og nogle vejrtrækningsøvelser at få samlet sig selv igen, men efter nogle rædselsfulde minutter, begyndte systemet af falde til ro igen. Svedig, stakåndet og sammenkrøllet efterhånden mere lå end sad hun på det kolde gulv.

Var det... Hendes navn? Hun kunne næsten ikke overskue at tage stilling til det. Hvis bare hun kunne blive derinde for evigt. Til sidst fik hun da skubbet sig op at sidde. Hun fik styr på sig selv i spejlet først, men der var ikke meget, hun kunne gøre ved de røde kinder eller hævede, glasagtige øjne, før hun forsigtigt åbnede døren.

[Elijah R. Ashworth]

Elijah havde ikke meget lyst til at gå ind på pigernes badeværelse. Selvom han var en skidt fyr, var han dog ikke helt uden anstændighed og selvom der selvfølgelig kunne være en mulighed for, at der ikke var nogen derinde, var det dog en lidt for stor chance for ham at tage. I stedet blev han stående udenfor og ventede på at hun ville komme ud, for i det mindste vidste han, at hun ikke kunne gå nogle andre steder hen.

Da hun åbnede døren, fik han først rigtig øje på hvordan hun så ud og hans øjenbryn trak sig sammen i en alvorlig og bekymret mine.
"Gillian." Mumlede han afdæmpet. "Kom ud og snak med mig om det." Sagde han og rakte sin hånd mod hende.

[Gillian C. Fudge]

Venskabet med Elijah havde unægteligt forandret sig efter festen i påskeferien, men lige dér følte Gillian sig ikke i en position, hvor hun kunne vælge og vrage mellem venner. Impulsivt bevægede hun sig forbi hans hånd og direkte ind mod hans brystkasse, hvor hun snoede armene om hans liv med et hårdt snøft.

"Jeg er så tåbelig," hviskede hun fortvivlet, men der var heldigvis ikke flere tårer tilbage lige nu.

[Elijah R. Ashworth]

Alt det der var sket havde hevet dem fra hinanden. Både Macusa og hendes forældres skandale, havde været med til at gøre verden uoverskuelig og kompliceret. Da Gillian lagde sine arme om Elijah, føltes den dog igen simpel.
"Nej du er ej." Sagde han afdæmpet og så ned på hende med et undersøgende blik. Han sukkede dybt. Det virkede alligevel som om at Hogwarts sladder var rykket videre til det næste emne.
"Kom, lad os gå herhen." Sagde han og lagde en arm om hende og forsøgte at lede hende hen til en bænk i et lille udhak i gangen hvor solen skinnede ind fra de store vinduer og de kunne sidde lidt skjult fra de andre elever, så hun kunne tale i fred.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde lyst til at protestere, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hendes krop lystrede bare og fulgte ham hen til bænken. Det var rart at kunne sidde skjult for de nysgerrige blikke, hun sådan prøvede at skjule sine svage sider for. Hun snøftede hårdt og hævede blikket til ham.

Det hele væltede ud nu, endnu mere ukontrolleret, end når hun stak en finger i halsen. “Han har kysset og... og rørt ved én og nu vil han ophæve forlovelsen og jeg lovede min far at være stærk og ikke skuffe, men jeg kan ikke se på ham. Jeg... Det hele går i stykker.”

[Elijah R. Ashworth]

En svag kvalme bredte sig i Elijah ved tanken om Liam, der kyssede og rørte ved en. Han forsøgte at skubbe billedet ud af sine tanker. Han brød sig virkelig ikke om den omskiftelige unge dreng.
"Jeg er sikker på, at din far ville forstå, hvis han vidste sandheden." Bemærkede Elijah afdæmpet.
"Så må det jo gå i stykker Gillian. Giv slip på det hele. Så kan det være, du kan finde ud af hvad du egentlig vil." Sagde han og var lidt forbløffet over de ord, der kom hen over hans læber. Han vidste ikke rigtig, hvor de stammede fra, for han lød klogere end han egentlig følte han var. Han havde bare altid følt, at Gillian havde et stort potentiale og det hele ville blive spildt sammen med en som Liam.

[Gillian C. Fudge]

Det var det første råd, Gillian havde fået, som hun reelt forstod. Al snakken om hendes fri vilje og valg og lykke gav hende hverken trøst eller håb, men blot dybere fortvivlelse. Men forsikringen om, at Reginald Fudge ville forstå, måske acceptere og i en ønskeverden endda respektere, hvis hun brød forlovelsen.

Ordene hjalp yderligere til at hun samlede sig selv lidt med en dyb indånding. “Min familie har brug for mig,” hviskede hun, men der var ikke samme protest bag som før.

[Elijah R. Ashworth]

Selvom Elijah gik op i familie, var han også i høj grad påvirket af den amerikanske kultur om selvstændighed og individualisme. Hans forældre, ville aldrig stå i vejen for den vej han ønskede at gå, men de havde dog også opdraget ham til at være et ambitiøst menneske.
"Og hvad har du brug for?" Spurgte han og sukkede dybt.
"Gillian, jeg finder det beundringsværdigt at du tænker så meget på andre, men hvad har dine forældre egentlig gjort for dig der giver dig sådan en følelse af at stå i gæld til dem? De har vel selv valgt at få dig. Det har været deres beslutning. De burde ikke føles som en byrde for dig, ikke når du er så ung. Du skal jo ud i verden nu!" Sagde han og så hende insisterende i øjnene.

[Gillian C. Fudge]

Gillian rystede på hovedet. Det var efterhånden hendes hadespørgsmål. “Men det er dét, jeg har brug for,” indvendte hun intrængende. Hvorfor var der ingen, der syntes at forstå det? At det, hun havde allermest brug for, var at se sin mor smile, måske bare én enkelt gang. Eller måske en dag at kunne få vendt tingene på en måde, så hun atter kunne få sin far at se. Men for det måtte hun være stærk.

“Og du ved ikke, hvad mine forældre har opgivet for min bror og mig.” Afkald på lykke, først og fremmest. Og hvis de betalte den pris for hende, hvordan kunne hun så ikke gengælde den gestus?

[Elijah R. Ashworth]

Elijah havde ikke meget til overs for hendes forældre. Han betragtede hende roligt og opgav at overbevise hende om noget om hendes forældre.
"Okay. Hvad skal du så gøre for at gøre dem tilfredse?" Spurgte han og betragtede hende afventende. "For så må du jo gøre det."

[Gillian C. Fudge]

Lungerne blev fyldt med luft i en dyb indånding, der fik selv maven til at strække sig lidt. Tungt slap hun det, fortabt i sin indre krise. For hun anede ikke længere, hvad hendes forældre i reglen havde brug for. Så hun trak på den samme, gamle sang, hun var blevet opdraget med.

“Jeg burde aldrig være endt i den forlovelse,” sukkede hun. “Alle advarede mig. Du advarede mig.”

[Elijah R. Ashworth]

Det var vel nemt at være bagklog, tænkte Elijah. Selvom han egentlig havde været skeptisk overfor hendes forhold med Liam.
"Måske, men du har vel lært noget af det, har du ikke?" Sagde han og smilede en anelse.
"Man kan vel ikke leve sit liv ud fra hvad andre siger." Bemærkede han og trak på skuldrene.

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede langsomt. Jo, hun havde lært. Lært, at det var fuldkommen tåbeligt og naivt af hende at tro, at hun kunne tillade sig kærlighed i sit ægteskab, når hun godt havde set både i sit hjem, hos forældrenes bekendte og endda sine venners forældre, at det bare ikke fandtes.

"Hvad vil alle ikke sige om mig?" I et øjebliks fortvivlelse lænede hun sig frem mod ham igen, for at blive holdt om eller finde trøst.