Plat eller Krone

[William Knight]

Gillian C. Fudge

Galleonen brændte nærmest mod håndfladen. For en dag siden havde han fundet den, men nu lyste den endelig op mod den varme hud, efter han havde spenderet en stor del af fridagen med at slå plat eller krone om den uvisse fremtid. Den var altid landet på det modsatte, end hvad han havde håbet på. For hvad han håbede på, var at Gillian kunne tilgive ham, og at mønten var et symbol på en fremtidig mulighed for at gøre det godt igen.

Nervøst bar benene ham mod biblioteket. Noget i ham var knust, men den oplyste mønt var som en svag gnist af håb i det blødende og kaotiske indre. Han ledte gennem rækkerne af bogreoler, men fandt hende først langt inde bag de tykke murer af pergament, læderindbindinger og de ofte oversete historier på øverste hylde.

"Gillian."

[Gillian C. Fudge]

Lektielæsning var håbløst med alt det, der foregik i Gillians tanker, men eksaminerne bevægede sig tættere på med hver dag, hun spildte i sin choktilstand og derfor havde Gillian tvunget sig selv til i hvert fald at forsøge. Hun havde ikke engang overvejet, at galleonen ville lyse op i løvens hånd.

Hver muskel stivnede, da Williams velkendte stemme trængte gennem hendes tanker. En indre kamp senere hævede hun blikket til ham, fugtede læberne.

[William Knight]

Uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv, holdt Liam en sikker afstand mellem sig selv og sin... Forlovede. De brune øjne forsøgte afdæmpet at læse hendes træk, og han vidste at skyggerne under hans øjne måtte være lange. Håbet var ikke tabt, men han havde behov for at vide hvad han skulle gøre. Om afstand var bedst, eller om det var nu han skulle række en metaforisk hånd ud.

"Du kan ikke forestille dig hvor glad jeg blev, da jeg fandt den her." Hånden åbnede sig mere om galleonen. Han burde have overvejet at det var pligten der fik hende til at lægge den der. Men noget i ham kunne simpelthen ikke give slip. Ikke hvis muligheden var der.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde altid holdt kortene tæt til kroppen, gemt væk bag metertykke mure, som Liam havde brugt det sidste år på at bryde ned. Nu var skærmet tilbage for den unge ørns beskyttelse og hun betragtede ham varsomt.

Synet af galleonen gav et uventet stik i maven og hun vendte blik og ansigt til siden, væk fra ham. En dyb indånding senere så hun tilbage.

"Jeg gav dig den." Lige som så meget andet, som han havde behandlet skødesløst.

[William Knight]

Liam vidste hvad han burde gøre. Brevet havde forklaret det. Han burde indse at han havde en tendens, og at Gillian fortjente meget mere end det. Nu hvor han havde såret hende, var han dog så fokuseret på at kæmpe for at få hende tilbage, at han nærmest glemte om de omkringliggende faktorer der gjorde dem uforlignelig. Kærligheden havde de haft tilfælles, men nu hvor han havde misbrugt den, var han ikke sikker på hvad der var tilbage.

Håb. Et fandens dumt håb, som han hang fast i.

"Den har altid ført os sammen," bemærkede han dæmpet.

[Gillian C. Fudge]

Øjnene blev forræderisk blanke og Gillian slog bliket ned med en ubehageligt stikkende fornemmelse i næsen, der ikke forsvandt, selvom hun snøftede dæmpet. Hun rystede på hovedet og skottede til en gruppe elever et par borde væk.

"Jeg kan ikke," svarede hun ærligt. "Ikke her."

[William Knight]

Lysten til at række ud efter hende, var der igen. Liam vidste nu også at det var dumt at bruge hendes smerte og behov for frirum, til at gribe fat efter hendes velkendte hånd og trække hende med sig.

"Vi kan snakke, hvorend du vil..." Fik han sagt og trådte sig mere i en vinkel, så eleverne ved bordene kunne få en smule mindre udsyn til hvad der foregik.

[Gillian C. Fudge]

Følelserne ulmede alt for tæt på overfladen nu og da Gillian rejste sig op var det med nedslået blik i et forsøg på at skjule sit ansigt. Hendes følelser var uværdige og upassende i den offentlige setting.

"Et sted, hvor vi kan tale alene." Irritationen flammede pludseligt op i hende og hun fortsatte i hidtil uset vrissen: "Kan du ikke bare gøre den ene ting for mig?"

[William Knight]

Hjertet bankede hårdt og ubehageligt mod brystkassen, men Liam nikkede hurtigt. Velvidende om at Gillians blik var tvunget nedad opfulgte han det hurtigt med et, "Jo, selvfølgelig. Kom." 

Han mindes ikke at have hørt den tone i hendes stemme før, men satte nu alligevel det ene ben foran det andet i et forsøg på at imødekomme hendes ønske. Eller hendes behov, nok nærmere. Udgangen i den fjerne ende af biblioteket var som regel ubefolket, og derfor var det den vej han tog mod fjerde sals tavse korridorer. Efter at have trykket ned i et par dørhåndtag derude, fandt han til én der endelig gik op med et lavt knirk.

Et gammelt depot, men ikke klaustrofobisk af størrelse.

[Gillian C. Fudge]

Gillian fulgte ham tavst, hastede gennem biblioteket mod den fjerne udgang. Hun gavde tidligere opdaget elever derinde og sendt dem tilbage til kollegierne med en eftersidning. Nu trådte hun villigt ind i det støvede, indelukket lugtende rum.

Tårerne boblede over og hun gemte ansigtet væk i hænderne, mens hun græd, nu hun endelig var væk fra de potentielle tilskuere.

[William Knight]

Døren var kun akkurat blevet lukket i bag dem, da Gillian begyndte at græde. Komplet ude af stand til at vide hvad han skulle gøre, indså Liam at han var lukket i et rum med sit værste mareridt. Pigen han elskede - såret og oprørt på grund af ham, uden at han vidste om han overhovedet kunne trøste hende.

"Gillian..." Hånden løftede sig, men sænkede sig igen inden fingerspidserne nåede at ramme hendes skulder, "Jeg vil gøre hvad som helst." Stemmen knækkede.

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke kun på grund af Liam, hun græd. Hele hendes liv var blevet revet op ved roden og da hun hulkede ned i sine håndflader, var det for Gillian Fudge - en pige, der slet ikke vidste, hvor heldig, hun havde været, før det hele var væk.

Hun rystede på hovedet og kunne ikke få sig selv til at se op på ham.

[William Knight]

Ude af stand til at vide hvad han ellers skulle gøre, lænede løven ryggen mod nærmeste væg. Han var ligeglad med hvor meget støv der ville komme på skjorten - og generelt ligeglad med alt andet, end den øredøvende snøften der ramte direkte hvor det gjorde mest ondt hver gang.

Det var hvad han fortjente, og derfor befandt han sig i tavshed for en stund der nærmest varede en evighed. En evighed hvor han, hvert sekund, måtte kæmpe for ikke at nærme sig brunetten og slå armene om hende.

[Gillian C. Fudge]

Gillian græd og græd. Med tårerne kom hendes sorg, frustrationerne, vreden og selvfølgelig Liams kolossale svigt fra hans side. På et eller andet tidspunkt bød følelsesløsheden sig dog og hun sænkede langsomt hænderne igen, prøvede at tage søen af tårer og snot med sig. Merlin, hvor var det uværdigt.

Hænderne faldt tomt ned langs hendes sider og hun tog en dyb indånding, før hun rettede et sæt røde øjne mod ham. "Jeg har læst, at man i gennemsnit kun kan græde maximalt tyve minutter uden at begynde forfra. Som en form for grådcyklus."

[William Knight]

Galleonen var nærmest den eneste forsikring for Liam lige nu. Det var ulideligt, og flere gange havde han mærket trangen til enten at fare ud af rummet, nærme sig pigen han elskede, eller sænke sig ned på gulvet og tage modløsheden til sig. Det handlede ikke om ham, huskede han på. Først da Gillian derfor ramte ham med en mystisk information, skilte han læberne ad og hævede blikket fra gulvet og mod de opsvulmede øjne.

"Det... vidste jeg ikke," bemærkede han. Brynene havde foldet sig i bekymring, "Betyder det så at du starter forefra?"