Det er så yndigt at følges ad

[Kayfer Sinistra-Jones]

Dagen var kommet og Kayfers håndflader var svedige. Han stod side om side med Jesse Jones i teltet i haven hjemme hos Sinistra-familien og så ud over gæsterne, der sad bænket på de træstole, der senere ville blive arrangeret rundt omkring de runde borde, når de skulle spise. For nu, var de alle vendt imod det lille podie, hvor han og hans bror stod sammen med en ældre, vindtør troldmand, som skulle forestå ceremonien.

Der var stille, ud over den spredte småsnak mellem gæsterne. Kayfer var stiv i betrækket, men nok ikke i forhold til hans ældre bror. Hans eget blik var da også en smule mere forventningsfyldt, da der pludselig blev dødstille, som en enlig, yngre pige kom gående op af gulvet mellem stolerækkerne med en kurv fyldt med blomsterblade, som hun på tidligere ordre spredte, før hun fandt sin plads ved siden af sine forældre med en forventningsfuld mine.

Det var efter hende, at han så først Amber W. Jones og dernæst Oranie Sinistra-Jones komme gående på hver deres fars arm.

---

Tråden her er primært tilegnet Kayfer Sinistra-Jones , Jesse Jones , Amber W. Jones og Oranie Sinistra-Jones (i den rækkefølge), men gæster til brylluppet er velkomne til at smide en reaktionspost. Derudover kan der nu spilles tråde til den efterfølgende reception, som foregår i samme telt. Først med middag og taler og senere med dans til levende musik.

Eleanore Fairfax	Thalia Benvolio Farrell	Hayley Whelan
Markus Tobias Farrell	Bryce Donovan	@isobelmael
Kevin McCormack	Rob Gregory Muller	Senga Darrow
Finnegan Schuyler	Abigail Schuyler	Callista Runcorn
Samuel Willoughby	Francis Avery	Tobias Huxley Holmes
Jeremiah Booth	Tom Yaxley	@moiram
Rhys Dennehy	Theodore Blanchett	Emilia Poppy Adley
Gemma Appleton	Keeran Appleton	Alannah Blanchett
Gabriel Barker	Castor Runcorn	Amelia Avery Runcorn
Callistus S. Bancroft	Charlotte Booth

[Jesse Jones]

Jesse var et mønsterbillede på stoisk ro som han stod der i sit stiveste puds ved siden af sin bror. Det var i hvert fald sådan det så ud på overfladen. Under den havde han en underlig, rastløs fornemmelse af, at resten af hans liv ville være lagt ud for ham indenfor den næste time.

Han skævede til Kayfer og kunne alligevel ikke lade være at smile svagt, før han løftede den ene hånd og gav Kayfers skulder et diskret klap "Hvis ikke du overlever i dag, lover jeg at få dig hjem til Minnesota." lovede han lavmælt, så det kun var broderen der ville kunne høre ham. Hvis den ældre troldmand hørte noget, lod han i hvert fald som ingenting.

Der gik dog ikke længe før det blev de to unge kvinder på vej ned ad midtergangen mellem stolene, der tog opmærksomheden. De var smukke på hver deres måde og han kunne ikke lade være at smile over synet af sin lærling, og lige om lidt svigerinde, som han aldrig havde set hende før. Det var dog Amber hans blik endte med at følge.

[Amber W. Jones]

Ambers ansigtsmuskulatur var komplet stivnet i en stoisk grimasse, der ikke røbede de underliggende følelser af fysisk ubehag. Det var dog uanset halvt skjult bag hendes slør. Kjolen sad rigtigt og bølgede omkring hende, men da hendes far overgav hende til Jesse, kneb det hårdt i mellemgulvet og hendes øjne sved under det gennemsigtige, hvide stof.

Hun undertrykte sine følelser hårdhændet og mødte hans blik gennem sløret absolut uden bævende underlæbe. Hvad skulle det hjælpe hvis hun også græd nu?

[Oranie Sinistra-Jones]

Når Oranie en sjælden gang i mellem havde forestillet sig sin bryllupsdag, så havde hun ikke tænkt at hun ville dele den med en anden brud. Hun gik bag Amber, uden en direkte udsigt til de to mænd, der ventede i den anden ende af teltet. Hendes blik var fæstnet på de smukke syninger i den andens kjole og hun kunne kun gøre så meget, for ikke nervøst at glatte sin egen kjole.

Hun kunne mærke tyngden fra gæsternes blikke og hendes hjerte hamrede. Først da de nåede enden af den intermistiske gang, så hun op og fandt sin kommende brudgom med blikket. Mellemgulvet slog en kolbøtte og hun følte sig en anelse svimmel, da hun slap sin fars arm og på svagt skælvende ben, stillede sig foran Kayfer.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer fnøs dæmpet af Jesses morsomhed og rystede svagt på hovedet. "Hvis jeg ikke overlever, så er det ganske givet fordi Oranie har stukket mig ned, så husk at retsforfølge hende først," mumlede han, inden han tav og så på de to kønne kvinder, der nærmede sig. Meget mystisk at tænke på præcis hvor meget han havde set af dem begge to, men han forsøgte også at undlade.

Han takkede lavmælt Oranies far og trykkede hans hånd, før han vendte sig imod hende selv og gav hende en hånd, så de kunne træde sammen op på det lille podie. Han fangede hendes blik under sløret og gav hendes hånd et forsikrende klem, før han vendte opmærksomheden imod den vindtørre gamle troldmand, der skulle forestå ceremonien.

[Jesse Jones]

Jesse fnøs underholdt og indkasserede et misbilligende blik fra den ældre troldmand, som han dog ignorerede med fuldt overlæg og i stedet koncentrerede sig om de unge kvinder der nu nåede op til dem. Han fangede Oranies blik momentært og gav hende et lille nik, før han som Kayfer høfligt takkede sin, lige om lidt, svigerfar med et håndtryk.

Hånden blev derefter overgivet til Amber med et beroligende smil, før han sammen med hende vendte sig mod den ældre troldmand. Mentalt tog han en dyb indånding og stivede sig af. Ingen vej tilbage nu.

[Amber W. Jones]

Ambers hånd endte på Jesses arm og den fysiske kontakt fik hendes mellemgulv til at vride sig lidt. Ikke fordi hun fandt ham fysisk frastødende, men fordi han stadig efterlod hende komplet tør i munden og bange for fremtiden. Hun smilede ikke, men bevarede sin lidt stive maske under sløret, som de sammen trådte frem foran den ældre troldmand.

Han gav sig til at tale og efter en stund, fik han på tur hver af dem til at gentage løfter efter sig. Det forsvandt lidt i tågerne præcis hvilke ord hendes læber egentlig formede, men da gnister omgav hvert par, satte en mærkelig følelse sig i hende. Skilsmisser blandt magikere var ikke komplet uhørte, men ritualet var ment til at binde dem sammen på en måde og hun mærkede uventet et svagt træk imod manden ved sin side. Det fik hende dog stadig ikke til at smile, da troldmanden erklærede, at de to gomme kunne kysse deres respektive brude.

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie så knapt nok Jesse og reagerede endnu mindre på hans hilsen. Hun havde dårlig ytret et ord til ham siden den første maj og hun havde ikke tankekapacitet til at tage stilling til det nu. Hun var langt mere fokuseret på det forestående, selvom lyden syntes at drukne lidt. Hun kunne godt lide Kayfer, måske endda en god del, men var det nok til et ægteskab? Hjertet hamrede i brystet på hende og hun vidste ikke helt om hans hånd virkede beroligende eller besnærende.

Uanset skete det dog og da de sidste ord blev udtalt, røg hjertet helt op i hendes hals. Instinktivt havde hun lyst til at træde lidt væk, uvillig til at lade det ske foran alle tilskuerne, men blev stoppet af at hun i så fald ville træde lige ind i det andet ægtepar bag sig. Selv bag sløret strålede usikkerheden dog ud af hendes blik, da det - under tvang - faldt på Kayfer.

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer havde lyst til at se vredt ned på sin mor. Han var sikker på, at det var orkestreret, at ægteparrene skulle kysse. Men han spillede - som forventet - sin rolle. Et glimt af beklagelse var at finde i hans blik, som han løftede sløret væk fra Oranies ansigt, glattede det let ned og gav hendes hånd forsøgende klem.

Det var et mærkeligt sted, at dele sit første kys, men han havde haft lyst til at kysse hende længe og det var ikke uautentisk, da han blidt lagde sin frie hånd mod hendes hals og plantede et ganske let kys på hendes læber. I det mindste kunne de nøjes med det. Han skulle nok sørge for at kysse hende ordentligt ved en senere, mere privat lejlighed.

[Jesse Jones]

Jesses bryn tak sig momentært lidt sammen over troldmandens slutkommentar og den allerede skarpe kæbe spændtes diskret. Så løftede han sløret og havde imens fundet et beroligende smil frem til sin.. kone. Det var komplet surrealistisk, men blikket der mødte hendes var anerkendende. Der var ikke en finger at sætte på noget, selvom han alt for tydeligt vidste, hvor lidt hun ønskede at være her.

Han bøjede sig ned mod hende, men gav hendes kind et kys i stedet for hendes mund. Gift eller ej, var det overhovedet ikke så familiære de var. At han ville få en kamp med sin mor over det senere var en kamp han var villig til at tage.

[Amber W. Jones]

Et kindkys. Det føltes underligt med den flygtige kontakt som en besegling af de løfter de lige havde givet hinanden, men Amber satte alligevel pris på det i sit stille sind. Hun havde lukket øjnene flygtigt, men de gled hurtigt op igen og så ud over gæsterne, som der blev klappet. Det var det. Musikken begyndte at spille igen og så snart gæsterne begyndte at rejse sig, susede stolene til nye pladser, dirigeret af dygtige festplanlæggere.

Begge par blev snart overstrømmet med lykønskende bekendte, men Amber kendte stort set ingen ud over Samuel Willoughby og sine forældre og endte med at hægte sin arm ind i Oranies for en kort bemærkning. "Skal du også pudre næsen?"

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie turde knapt nok trække vejret, som Kayfer lænede sig ind mod hende. Kysset var så uskyldigt som noget hun mærkede det knapt nok. Ikke helt nok til at vurdere hvad hun egentlig mente om det.

Hun fik da heller ikke tænkt mere over det, før hun var hvirvlet ind i mennesker og hun havde ikke nået at udveksle et eneste ord med sin mand, før Ambers stemme lød.

Hun skævede op mod Kayfer, men nikkede så og smilede svagt, selvom det var et lidt upassende tidspunkt for dem at gå. Situationen var dog mærkelig. "Jeg kunne godt bruge at trække vejret lidt også."

[Amber W. Jones]

Ambers hjerte hamrede lidt, men med et kort blik op på Jesse fik hun forsøgt at kommunikere et behov. Hun beholdt armen hægtet i Oranies og forsvandt med hende ind i huset, hvor de også tidligere havde gjort sig klar til dagen.

Et suk af lettelse forlod hende, da badeværelsesdøren gled i. Hun lukkede øjnene et øjeblik og lænede sig op af den.

“Denne her dag er sindssyg, ikke?”

[Kayfer Sinistra-Jones]

Kayfer rynkede flygtigt panden over de to kvinders udveksling. Han havde ikke lyst til at give slip på Oranie. Tværtimod havde han en eller anden grad af behov for at få hende helt for sig selv en stund. Ikke fordi han ville påtvinge hende noget, men fordi de nu reelt var hustru og mand; uanset hvad de endte med at beslutte at det betød.

Han endte dog med at slippe sit lette greb om hende alligevel med et flygtigt smil. "Bare du kommer tilbage," mumlede han lavmælt, kun ment til hendes ører.

Ude af tråd

[Oranie Sinistra-Jones]

Oranie blinkede lidt over Kayfers ord og mærkede en sugende fornemmelse i mellemgulvet, som hun ikke nåede at reflektere mere over, før Amber havde trukket hende med sig. De to brude væltede ind på badeværelset og Oranie tøvede ikke med at løsne det lettere besnærende slør, som mest havde været for ceremoniens skyld. "Jo. Jeg havde aldrig regnet med at det ville ske så forhastet..."

Brynene trak sig sammen. "Jeg kan godt se hvorfor. Hun forsøger at cementere deres plads i det britiske samfund gennem min familie. Jeg ved dog ikke, hvorfor jeres ægteskab hastede så meget..."