Nye Tider [TW]

[Tobias Huxley Holmes]

Med fraværende øjne sad Tobias placeret ved køkkenbordet og stirrede ned i sin sorte kaffekop. Hans farverige fingre var placeret omkring det varme krus og omkring ham var alting stille. End ikke lavmælt fuglesang fra den spartanske have ude foran køkkenvinduet lod sig høre.

Den tynde troldmand var klædt i en kortærmet, farverig skjorte, mørke jeans og hans sorte manke var sat og glinsede svagt i den skarpe solstråle, som sneg sig igennem det beskidte glas i køkkenvinduet. Han lignede sig selv, men følte sig ugenkendelig. De seneste dage havde været særligt begivenhedsrige og de havde sat sig i ham, uden at ville forlade ham.

Tobias havde en uge forinden begravet sin mor ved siden af sin ægtemand og hans egen far. Begravelsen havde været stille med kun Tobias siddende i kirken iført det så karakteristiske sorte jakkesæt og med tavse tårer i de mørkeblå øjne, ude af stand til at forstå hvorfor de kom.

Dernæst overtagelsen af det britiske ministerium. Tobias havde hørt tumult i redaktionens indgang og da hans egen dør fløj op, forstod han instinktivt at noget var under opsejling. Selv hans vildeste fantasi formåede dog ikke at regne ud, hvorledes og hvor meget det skulle komme til at forandre. Stående i hjørnet for sig selv og med en cigaret hængende i mundvigen, havde han modtaget nyheden om overtagelsen med sine kollegaer. Med fraværende øjne og vreden boblede i hans brystkasse havde han ladet sit blik glide rundt på hans kollegaer og konstateret, at de alle var bange som ham. Hvad ville det komme til at betyde for dem? For deres familier?

Tobias rømmede sig stille og bemærkede, hvorledes han havde betragtet sin kaffe uden at røre den. Som var han vågnet af en dyb trance, sank han og rejste sig for at hælde den ud i håndvasken, hvorefter han gik ud sin terrasse og atter gav sig til at vente uden at utålmodigheden dog havde sat sig fast i ham også.

D. 4. Maj 

[Briony N. Baines]

Tiden siden påskeferien havde sneglet sig afsted til at starte med, eksamenerne lå og lurede i fremtiden, men Briony kunne ikke rigtig tage det alovrligt. Slet ikke da nyheden om Ministeriet ramte og Hogwarts fik en ny rektor. Pludselig gik tiden stærkt og ingen forstod rigtig hvad der skete og mindst af alle en pige som Briony. Hun var endt med at sende et langt brev med en masse spørgsmål til sin adoptivfar, men det var tvivlsomt at han ville svare på det, eller om han reelt burde. Hun havde hørt at der var en del af hendes klassekammerater hvis forældre havde mistet deres arbejde.

Da hun gik gennem Hogsmeade og hen mod Tobias' hus, havde hun en underlig anspændt følelse i kroppen og kunne ikke lade være med at stramme grebet om sin håndtaske. Først da hun var kommet på god afstand af de andre elever, begyndte hun at føle sig roligere og bedre tilpas. Hendes blik gled hen over de små huse der lå i yderkanten af byen, indtil hun fandt det velkendte hus, som fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere.

Instiktivt tænkte hun at Tobias nok sad på terrassen og ventede på hende. Vejret var trods alt ikke så dårligt og solen skinnede fra en skyfri himmel. Derfor gik hun rundt om huset og hen til ham. Inden hun gik ind i hans synsvinkel, rettede hun lidt på sin kjole og følte sig lidt tåbelig fordi hun havde klædt sig så pænt på.
"Hej." Sagde hun og smilede svagt, mens hendes blik gled lettere genert hen over ham. Briony havde tænkt på så meget hun ville sige til ham, men nu hun så ham igen, var alle de ord forsvundet fra hendes tanker.

[Tobias Huxley Holmes]

De mørkeblå øjne landede på Brionys spinkle skikkelse og i samme øjeblik, satte det sædvanlige, skæve smil sig i Tobias’ mundvige. Med den velkendte følgesvend dinglende i mundvigen, nikkede han mod hende. ”Jeg er en heldig mand”, brummede han og lod langsomt sit blik nede langs over hende, tydeligt hentydende til hendes blå kjole, som klædte hende godt; i samme øjeblik greb han fraværende om sin hvide cigaret.
Tobias rejste sig og lænede sig i stedet op af terrassens hvide gelænder, uden at hans blik veg fra hendes. Langsomt sneg et alvorligt, næsten fraværende skær sig ind i dem, alt imens han stak cigaretten i mundvigen og inhalerede langsomt. ”Hvordan er det på Hogwarts?”, brummede han, oprigtigt nysgerrig og med bange anelser stikkende i bag den tynde brystkasse. ”Kan det mærkes?”

[Briony N. Baines]

På trods af at hun selv havde taget kjolen på, følte hun sig nu lidt utilpas i den, som om den ikke rigtig passede til hende. Hun følte at kjolen var noget hun havde puttet på sig selv, for at virke som en anden kvinde end den hun var. Se ud som en, som hun forestillede sig ville være en som Tobias ville tage på date med. Nu han mest af alt havde set hende i skoleuniform eller hospitalstøj, virkede det som det rigtige at gøre for ikke at virke som en lille pige. Hun smilede lidt over hans ord, uden helt at vide, hvad hun skulle sige til det, fordi hun mest af alt følte at han ikke var særlig heldig.

Briony gik hen ved siden af ham og lænede sig op af gelænderet, mens hun placerede sin håndtaske foran sig på sine lår. Spørgsmålet der slap hen over hans læber overraskede hende ikke. Det var vel det alle tænkte på disse dage.
"Ja." Sagde hun og trak sine øjenbryn sammen. "De har afsat McGonagall." Sagde hun og slog blikket ned. "Og mine klassekammerater er forvirrede alle sammen." Bemærkede hun og mødte derefter hans blik.
"Ved du noget om hvad der er sket?" Spurgte hun mens hendes hjerte bankede hurtigere af nervøsitet over hans svar.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias greb om cigaretten og udåndede den mørke røg, i det Briony stillede sig ved hans side og begyndte at fortælle. Instinktivt ønskede han at gribe hendes hånd og trække hende indtil sig, men de var ikke sammen sådan. Ikke endnu.
Som gjorde det ondt at se på hende, vendte han blikket ned og fæstnede det i stedet på hendes hvide sko. Dernæst nikkede han tavst. ”Deres argument er, at den britiske regering ikke kan beskytte det magiske samfund. Heller ikke mugglernes, for den sags skyld. Og de ville ikke kunne have taget magten så effektivt, hvis ikke planlægningen har været signifikant og under udarbejdelse i et godt stykke tid”, startede han stille, i det cigaretten atter fandt vej til hans mund. Han inhalerede langsomt og lod derefter den mørke røg undslippe ham igen. ”De har lagt censur nedover hovederne på os. Artikler bliver ikke trykt, medmindre der står noget, som er til deres fordel. Noget, som ligger en dæmper på kaosset i befolkningen. Og så har der været en enkelt fratrædelse. En fra International.”
Med alvorlige øjne så han på hende. ”Hver forsigtig med, hvad du siger og til hvem. Og gå ud fra, at dine breve bliver gennemgået, før du får fingrene i dem”, sagde han stille, nervøs for om hun ville blive fornærmet og føle sig underlegen. ”De nakker i hvert fald vores interne korrespondancer, før vi selv får det”, skyndte han sig at tilføje, hvorefter han rømmede sig og atter inhalerede.

[Briony N. Baines]

Det var næsten ikke til at tro, det Tobias fortalte og jo længere han kom i sin forklaring, jo mere uro dukkede der op i Brionys blik. Det skræmte hende og hun kunne ikke lade være med at spærre sine øjne let op, mens hun stirrede på ham. Specielt ordene om den langværende planlægning, gjorde hende utilpas og et øjeblik var hun nervøs for, at hun ville blive svimmel. Forsigtig bed hun ned i sin underlæbe i et forsøg på at forblive fokuseret, men da han advarede hende om hvad hun skrev i sine breve, var det svært for hende at tage sig sammen.
"Jeg forstår det ikke." Hviskede hun og lagde armene om sig selv, som om hun frøs. det gjorde hun måske også, det føltes som om den varme solskinsdag var blevet til kulde. Hendes ord handlede dog ikke om, hvorvidt hun forstod det han havde sagt til hende. Det var nærmere hele spektret, hvorfor det skete, hvad der skete, der forvirrede hende. Hun troede at hendes liv ville blive bedre nu, men så dukkede der en ny fare op. En der fik hendes hjerte til at banke endnu hurtigere og fik hende til at klemme om sin håndtaske, så hendes knoer blev helt hvide.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rømmede sig og lod sit blik fæstne sig på hendes skikkelsen. Han så forskrækkelsen sprede sig over hende og instinktivt lagde han forsigtigt en arm omkring hendes skuldre. 
For en rum tid var han tavs, ude af stand til at tage chokket fra hende, men velvidende om at hun måtte gå igennem det.
Dernæst nikkede han forsigtigt. ”Det er også vanvittigt, at overtagelsen er sket så gnidningsfrit”, brummede han, i det cigaretten atter fandt vej til hans læber. Med en eftertænksom og fraværende mine smed han den fra sig på græsset bag dem. ”Alle er lammede. Der er fuldstændig stille på redaktionen”, tilføjede han stille, hvorefter han tog en dyb indånding og forsigtigt strøg hendes bare arm. Derefter tog han forsigtigt sin arm til sig, uvidende om hans berøring var kærkommen eller ej. ”Skal jeg hente en trøje til dig?”, spurgte han stille, hvorefter hans blik atter fandt hendes hvide sko.

[Briony N. Baines]

Da Tobias lagde en arm på hendes skulder, følte hun sig med det samme bedre tilpas. Hun kunne ikke lade være med, at lægge hovedet mod hans skulder, selvom de havde en stille aftale om ikke at bryde den grænse igen før om en måneds tid.
"Det lyder ubehageligt." Hviskede hun og rynkede sine øjenbryn lidt opad, med et sørgmodigt blik i sine øjne. Da han trak sin arm til sig, rykkede hun sig dog ikke væk. Istedet blev hun stående sådan og nød at være tæt på ham.
"Det må du gerne." Sagde hun og kunne derefter ikke undgå, at lægge mærke til at han kiggede på hendes sko.
"Min nye søster købte dem til mig og sendte mig dem med en ugle. Jeg vidste slet ikke, at muggler sko var så behagelige." Bemærkede hun og smilede en anelse. I hendes blik viste der sig et lille glimt af oprør. Hun vidste at hendes biologiske familie ville have brændt dem, hvis de havde set hende med dem på. Derefter løftede hun blikket og så ham i øjnene.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias’ øjne så oprøret i hendes blik og instinktivt kom han til at klukke hæst; det så karakteristiske grin for den unge troldmand. En stolthed han ikke vidste hvor kom fra, begyndte samtidig stødt at vokse i hans brystkasse og han nikkede med smilende øjne.
”De er fine”, brummede han og mente det, hvorefter han nikkede mod stuen, som tegn på at hun gerne måtte følge efter ham indenfor. ”Hvad hedder din søster?”, spurgte han interesseret, i det han skubbede sig fri af gelænderet og roligt begyndte at skridte mod terrassedøren.
Da han nåede indenfor, skridtede han hen til et skrivebord, hvis overflade var fyldt med tunge bøger og gullige pergamenter. Han greb om en grå sweatshirt, han rakte til hende med et lille smil spillende om læberne.
Dernæst satte han sig på sofaens ryglæn og rømmede sig. ”Jeg har planlagt noget”, brummede han, hvorefter han fra sin bukselomme fremdrog to stykker papir, der ganske tydeligt ikke var fra den magiske verden. ”Der kommer den her jazz musiker, jeg er rigtig glad for, og spiller i Princes Street Garden i Edinburgh. Kunne det friste?”

[Briony N. Baines]

Det var som en hel ny verden for hende, at være sammen med Tobias på denne måde. Hans kærlige reaktioner og støttende adfærd var ikke noget hun var vant til fra en mand. Specielt ikke, når han samtidig ikke så ud til at blive usikker over hende, han følte sig ikke truet af hendes personlighed og det gav Briony en underlig fri følelse i brystet.
"Aderyn. Hun er ikke min biologiske søster. Det er min adoptivfars datter, fra sit tidligere ægteskab." Forklarede hun og smilede med en sjælden varme i blikket. Det blev tydeligt, at hun langsomt var begyndt at holde af dem, selvom det var taget noget tid.
Indenfor tog hun imod sweateren, men tog den ikke på, da det jo ville ødelægge hendes nøje udvalgte outfit.
"Åh, det lyder spændende." Udbrød hun og så overrasket på ham og derefter billetterne.
"Jeg har aldrig hørt en jazzkoncert og jeg har aldrig været i Edinburgh." Bemærkede hun og bøjede sine arme lidt og knuede sweeateren ind mod brystet, som om det snart var juleaften og hun skulle pakke gaver op.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede, i det hun fortalte, velvidende der ikke var tale om en biologisk søster. For år tilbage havde Tobias undersøgt Brionys familie til hudløshed, hvorved han kunne opremse samtlige familiemedlemmer, levende såvel som døde. De havde ikke taget ham lang tid, huskede han i sit stille sind. Deres slægtshistorie var yderst veldokumenteret.
De mørkeblå øjne så, hvordan en varme spredte sig hos hende og instinktivt begyndte han selv at smile. Det gjorde godt at se hende sådan; hun fortjente følelsen af familiebåndet, det var så tydeligt hun var begyndt at få fornemmelsen af.
Da hun slog øjnene op i overraskelse, spredte stoltheden sig yderligere og med tilfredse øjne, fandt han hendes. Smilet satte sig dernæst i mundvigen, hvorefter han gemte billetterne væk i sin bukselomme i de lyse jeans. ”Jeg kan vise dig rundt”, brummede han dernæst, hvorefter han rømmede sig hastigt. ”Jeg har været der er en del”, skyndte han sig at tilføje, hvorefter han skubbede sig fri af sofaen.
Dernæst stak han hænderne i lommerne og så atter på hende. Den varme følelse der kun tilfaldt hende, fik stille hans hjerte til at hamre. ”Jeg havde tænkt, at vi skulle transferer”, sagde han, hvorefter han så afventende på hende, velvidende at hun måtte tage hans hånd i sin forinden.

[Briony N. Baines]

Det var ikke mange steder Briony havde været, på trods af at det for magikere var nemt at rejse, havde hendes families fattige sindstilstand alligevel påvirket deres drømme og længsler. Det var bedre at blive hjemme, hvor man vidste hvad der skete og hvor mange penge man skulle bruge. Der hvor man kunne spare, hele tiden. Det eneste de havde haft at se frem til, var familiens lille hus i Skotland, som var noget af det som de alligevel havde valgt at beholde på trods af trænge tider.

"Virkelig?" Bemærkede hun og havde svært ved at skjule sin begejstring. Hun forestillede sig byen i sine tanker, selvom hun ikke havde nogen ide om hvordan den egentlig så ud. Begejstringen forsvandt dog lidt over hans næste ord, transferering var aldrig særlig sjovt og hun var ikke vant til at gøre det.
"Åh, er du god til det?" Spurgte hun usikkert, velvidende hvilken skade det kunne forårsage. "Fordi jeg har jo ikke lært det endnu." Bemærkede hun og rødmede, fordi hun syntes det var lidt flovt.

[Tobias Huxley Holmes]

Smilet i mundvigen voksede sig stødt større, i det nervøsiteten satte sig i hendes ansigt. Han rømmede sig og nikkede, hvorefter han trak sin ene hånd op af lommen og kørte den over den sorte manke. Tobias havde, på sin tid på Hogwarts, været en særdeles velbegavet troldmand med solide evner i alle hans fag. Det samme gjaldt transferering, hvor han som en af de første på hans årgang var lykkes med at forlade Storsalen med et knald.
”Jeg har gjort det mange gange”, indviede han hende sandfærdigt, hvorefter han med selvsikre skridt trådte tættere mod hende.
Langsomt blev hans øjne varme på en anden måde end tidligere og smilet antog en fjoget karakter. ”Men for at være på den sikre side, bliver vi nok nødt til at være helt tætte. Du ved, holde rigtig godt fast i hinanden”, sagde han brummende, hvorefter han med leende øjne blinkede til hende.

[Briony N. Baines]

På det punkt var de modsætninger. Briony havde aldrig været en talentfuld heks, hun var kommet bagud allerede på sit første år på Hogwarts, hvor hendes far var blevet smidt i fængsel og hun var begyndt sin skolegang med at være den som havde en far i fængsel. Det havde ikke været nemt og det psykologiske pres, havde ødelagt hendes mulighed for indlæring allerede dengang.
Da han trådte hen mod hende, betragtede hun ham med et undersøgende og lettere mistænksomt blik. Hun indså igen, hvor mange tillidsproblemer hun stadig havde. Hans næste ord, gjorde det dog ikke bedre og hun blev helt rød i hovedet over hans bemærkning.
"Tobias." Udbrød hun og lagde armene over kors, hun ville gerne kunne være stædig nok til at sige nej til ham men hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst og afslørede en stærk trang til at være tæt på ham.
"Okay, fint. Hvis du kan opføre dig pænt." Bemærkede hun og fnøs. Hvis hans hånd gled ned på hendes bagdel, så kunne han godt regne med, at han ville få en lussing så snart de nåede frem til byen.

[Tobias Huxley Holmes]

Da hun udbrød hans navn, løftede begge hans mørke øjenbryn sig i en forundret grimasse; ikke at smilet på hans læber forsvandt, ligeledes heller ikke de spillende gnister i hans øjne. Et hæst kluk forlod hans læber, i det han aflagde den sidste distance imellem dem og stillede sig tæt på hende.
Han så ned på hende med varme øjne, stadig med sine tatoverede hænder solidt plantet i hans lommer. ”Synes du ikke, at jeg opfører mig pænt?”, spurgte han, påtaget uskyldigt, hvorefter han langsomt lagde sin ene arm omkring hende. Hans blik veg ikke fra hendes, i det han roligt trykkede hende en smule mod sig. At mærke hendes krop mod sin, sendte et stød igennem hans krop som efterlod ham varmere end normalt. I Guder hvor havde han savnet hende.
Hans blik antog et lettere alvorligt skær, hvorefter han druknede sit smil en smule; ikke nok til, at det ikke stadig spillede drillende i hans ansigt. ”Jeg lover, at jeg opfører mig eksemplarisk”, sagde han og mente det, hvorefter hans anden arm også fandt vej rundt omkring hende. ”Er du klar?”