Lige før det går løs

[Bethany P. Green]

Det var en ganske almindelig dag i det magiske samfund uden nogen tegn på, at det hele ville ændre sig få timer senere. Bethany havde fulgt den sædvanlige rutine: kaffe, cigaretter, arbejde, så mere kaffe, indtil hun endelig havde tilladt sig selv at gå ud og tømme den sidste bundsjat rødvin, der stod i køkkenet.

Hverken det eller pandekager havde gjort meget ved den indre storm, hun var efterladt i efter sin nat med Cedric Llywelyn, men hun prøvede ikke at tænke på det og da skyggerne var ved at blive lange, greb hun glædeligt en håndfuld susepulver og forsvandt mod Skotland.

"Hey," kaldte hun mildt og stillede sine sko ved siden af pejsen, før hun smed sig i sofaen og så sig rundt. Fra lyden at dømme var Tobias Huxley Holmes ude i køkkenet.

30. april

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sine mørkeblå øjne skride mod stuen, i det pejsen gnistrede højlydt og afslørede en nylig ankomst. Han jog hånden igennem den sorte manke i en eftertænksom grimasse, ude af stand til at bestemme hvorvidt han havde glemt en aftale og skridtede med nysgerrige øjne mod stuen, i det Beth meldte sin ankomst ved en hilsen.
"Hej", brummede han hurtigt, i det et skævt smil satte sig i hans mundvige. Han var klædt i grå sweatpants og en varm trøje, hvilket var typisk for hans skikkelse i hans dage spenderet indenfor i det skæve stråtagshus. Ikke desto mindre var hans skikkelse dog svært ukarakteristisk. De sorte rande under øjnene afslørede, hvorledes søvn havde været en mangelvarer og han fremstod tyndere end normalt.
Han rømmede sig og vendte rundt på hælen, for atter at skridte ud i køkkenet. Vant fandt hans hænder to vinglas og ikke mange øjeblikke havde han placeret dem begge foran hende og sat sig ned i sofaen.
"Min mor er død", annoncerede han ud af det blå, ude af stand til at kunne kigge på hende. Han kom til at grine hæst, i det absurditeten slog ham og han kastede et beklagende blik i hendes retning.

[Bethany P. Green]

Bethany havde længtes til en lille pause fra sin hjertesmerte og gråden, der syntes at komme på de underligste tidspunkter og hun nåede at smile lettet til Toby, da han stillede et vinglas foran hende. Her kind of man.

Men så så hun på ham. Rigtigt så ham og mærkede straks, at der var noget galt. Nyheden sendte en snigende kulde ind gennem hende og ganske impulsivt rakte hun ud og trak ham ind i et tæt kram. Hun lagde hagen mod hans skulder og knugede ham bare tæt.

"Toby," mumlede hun ømt og flyttede den ene hånd fra hans ryg til hans nakke, trods en lidt besværlig højdeforskel. "Det er jeg ked af."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sine arme finde vej omkring hendes petit skikkelse, til trods for den stikkende fornemmelse i hans brystkasse. En forræderisk stemme hviskede i hans tanker, at han ikke fortjente hendes ømhed og omsorg, og da den til sidst skreg af ham, trak han sig væk fra hende.
"Tak Beth", brummede han og mente det, hvorefter han tog en dyb indånding med al intention om at vende tilbage til det han kendte, deres ting. "Vin? Eller øl?", spurgte han, i det han gjorde mine til at rejse sig.
Roligt skridtede han ud i køkkenet og hentede begge dele, hvorefter han vendte tilbage og atter satte sig. Han rømmede sig, i det han fra bukselommen fremdrog den sorte pakke og lagde på stuebordet, således at hun kunne tage som hun lystede. Selv dinglede den hvide cigaret selvtilfredst hos ham selv. "Har du grædt?", spurgte han stille, i det han lod sit blik fæstne sig på hendes skikkelse.

[Bethany P. Green]

Bethany havde aldrig brudt sig om øl, men nåede ikke at svare, før Toby allerede var skridtet ud i køkkenet og, traditionen tro, hentede begge dele. Hun trak det ene ben op til sig i sofaen og smilede lidt til ham, da han kom ind igen.

Tavst hældte hun vin op til sig selv og antog, at han som sædvanlig ville drikke øl. Da først glasset var fyldt, tog hun det og lænede sig lidt tilbage i sofaen med bryn, der hævede sig i overraskelse over spørgsmålet.

Hendes barndom havde været fyldt med strenge rammer, disciplin og tilbageholdte følelser, men de blå øjne var stadig afslørende og hun smilede, næsten tragisk. "Er det så nemt at se?" spurgte hun og nippede kun lidt til sin vin, før hun stillede den fra sig. Hun havde pludselig virkelig behov for en smøg.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kom til at klukke hæst, hvilket var karakteristisk for den tynde troldmand. Derefter trak han stilfærdigt på skuldrene.
"Jeg kender dig jo lidt efterhånden", brummede han og sukkede tungt, hvorefter han med drillende gnister i hans øjne så på hende; tydeligvis var de fremtvunget, for smilet forblev skævt og småt i mundvigen. Med en farverig finger pegede han på hendes øjne. "Dine øjne er lidt hævede og så antog jeg, at du ikke har været udsat for en allergisk reaktion", bemærkede han stille, hvorefter han rømmede sig; med samme forsvandt de drillende gnister.
Han rakte ud efter sin øl og tog en slurk, før han skar en grimasse; hans intensive druktur dagen forinden havde stadig kløerne i ham. Atter vendte han blikket mod hende og nikkede opfordrende mod hende. "Så hvad er der sket?", brummede han.

[Bethany P. Green]

Det var ganske vist ikke mange år, Bethany og Toby havde været venner, men hun var nem at komme ind på. En åben bog, havde mange sagt. Hun fiskede en cigaret ud af hans pakke og tændte den. Skuldrene sank med første ekshalering.

"Jeg har haft et tåbeligt crush på min brors bedste ven i... Ja, næsten lige siden jeg dimitterede," indrømmede hun og trak fingrene gennem håret, før hun igen lænede sig frem og greb glasset.

"Vi... Kom til at handle på det og det eksploderede bare i hovedet på os."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias mørkebrune øjenbryn forlod deres retsmæssige plads i panden i en chokeret grimasse, hvorefter han vant lod cigaretten finde frem til mellem hans læber. Det var ikke hendes ærlighed, som lod til at overraske ham, men snarere hendes dedikation i hendes forelskelse til denne bedste ven af broderen Quentin, hvis ansigt Tobias ligeledes kendte.
Tobias havde instinktivt lagt en farverig arm omkring hendes spinkle skulder og trukket hende indtil sig, uden at det forekom ham mærkværdigt. Han lod sin arm hvile der og sad for et øjeblik og stirrede frem foran sig, imens hans tanker løb af sted med ham.
Han huskede tydeligt første gang, at Beth og han havde fundet et fælles grundlag, hvorpå deres venskab havde udviklet sig. Han holdte af hende og værdsatte hendes åbne indstilling til menneskene omkring hende; til trods for hendes komplekse personlighed, var hun ligetil, hvilket Tobias havde beundret fra start.
”Hvordan?”, brummede han, efter der i en rum tid havde hersket stilhed mellem dem. Han så på hende med medfølende øjne og hævede opfordrende hans mørke bryn.

[Bethany P. Green]

Bethany var en rigtig puttetrold og lod sig gerne trække ind til omsorgen i Tobias' halve omfavnelse. Tavst sad hun bare lænet op ad ham og sugede distræt på cigaretten med jævne mellemrum.

"Jeg..." Det var et godt spørgsmål og hun tog en dyb indånding at tænke på. "Jeg ville gerne have mere fra ham, end han ville give mig," svarede hun tankefuldt.

"Quentin opdagede det og blev sur og det... tvang os ud i en konfrontation, vi ikke var klar til. Det var som om, der ikke var nogen vej tilbage derfra."

[Tobias Huxley Holmes]

”Idiot”, brummede Tobias under et tungt suk og mente det, uden at lade tanken på de efterfølgende konsekvenser bundfælde sig. Han rømmede sig og gav hendes arm et klem, med den hånd som lå placeret omkring hende, hvorefter han atter stak cigaretten i mundvigen. Under normale omstændigheder ville Tobias have forsøgt at få den unge heks til at smile, men i dag var ikke som andre dage, Tobias før havde haft i sit liv. Den dårlige samvittighed fra gårsdagens eskapader tyngede ham og gav ham kvalme, den slags der lå i starten af halsen og truede med at eksplodere hvert øjeblik.
”De er begge idioter”, tilføjede han mumlende kort tid efter, hvorefter han så ned på hende med et skævt smil i mundvigen. ”Der er nok ikke andet for, end at vi gifter os. Så slipper vi for alt det. Vi kunne have et åbent forhold og så komme hjem til hinanden om aftenen og dele en flaske rødvin og en pakke cigaretter. Det synes jeg lyder som et særdeles godt ægteskab”, sagde han, i et forsøg på at få hende til at smile; hans øjne så drillende som kvalmen tillod ham og hans blik smilende rettet mod hendes.

[Bethany P. Green]

Bethanys sprog var ikke så farverigt og selvom hun havde syntes, at de begge var nogle idioter dengang, havde hun tilgivet dem. Det var bare ikke meningen, at det skulle være hende og Cedric. Men det betød ikke, at afstanden gjorde ondt.

Hun grinede. "Det er noget af et tilbud," bemærkede hun og rystede lidt på hovedet. "Men jeg skal nu aldrig giftes. Jeg kunne til gengæld godt leve resten af livet med dig på den måde, nu den ægte kærlighed åbenbart ikke er tiltænkt mig."

Det var svært ikke at lade tankerne vandre til muligheden. Tobias Holmes var selvfølgelig lidt upoleret, men han var god og omsorgsfuld. Hun rystede på hovedet af sig selv og tog en ordentlig tår vin. "Nu må du ikke sætte mine håb op. Det ville sikkert aldrig gå mellem os uanset."

[Tobias Huxley Holmes]

Et hæst kluk forlod Tobias’ læber. ”Hvad fanden mener du med det? Selvfølgelig ville det gå!”, protesterede han, påtaget såret over hendes ord. Han strakte sig og rakte ud efter sin øl, som han løftede til sine læber; en smule besværet grundet den hvide cigaret, som endnu ikke var aflivet.
”Vi er gode venner”, begyndte han, alt imens sparsomme og drillende gnister atter spredte sig i hans blik. Han satte øllen tilbage på sofabordet og rømmede sig eftertænksomt. ”Vi er begge passionerede omkring vores job. Vi har det sjovt. Vi taler godt sammen”, begyndte han at remse op, i sandhed for at drille hende og distrahere ham selv. ”Så er der selvfølgelig lige den detalje, at vi ikke er tiltrukket af hinanden, men den kan ordnes med det åbne forhold. Det ville fungere ganske udmærket, det er jeg sikker på!”, erklærede han, hvorefter han blinkede til hende og atter klukkede.
Ikke mange øjeblikke efter genfandt Tobias dog den alvorlige mine. Han klemte hende indtil sig for en stund, som for at lade hende vide, at han følte for hende. ”Du skal nok finde den store kærlighed. Han skal bare lige tage sig gevaldigt sammen”, brummede han, uden at vide om hans ord ville gøre hende noget godt.

[Bethany P. Green]

Der var massere grunde til, at det sikkert kunne være et ganske fint match. Men Bethany var forelsket i tanken om kærlighed, tosomheden og romantikken. Hun smilede bare lidt af ham og tog en tår mere, mens hun blev holdt om.

"Jeg ved ikke, hvad han skal. Jeg tror, han tager til Skotland," svarede hun med et træk på skuldrene. "Og det er nok for det bedste." Selvom det fik hendes hjerte til at føles splintret.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rømmede sig og nikkede derefter stille, uden at vide, om hun i sandhed mente, hvad hun sagde. At det var for det bedste. Tobias stak den hvide cigaret i mundvigen og pustede i momentet efterfølgende røgen ud i stuen, uden tanke på hvorledes dette havde været strengt forbudt blot få dage før.
Han sank en besværet klump og tog en dyb indånding, velvidende at hans næste ord var forbudte. Selv overfor Beth. Ikke engang Imogen Temples vidste besked.
”Kan du huske Briony?”, mumlede han, hvorefter han rømmede sig og hastigt fortsatte. ”Hun boede her før jul.”

[Bethany P. Green]

Det passede hende meget godt med en pause fra snakken om Cedric. Det var jo immervæk derfor, hun var taget ud og Bethany sad bare og nød røgsøjlerne i de få øjeblikkes tavshed.

"Ja, hende pigen, ikke?" Hun nikkede. "Jo, hun var kær. Hvad med hende?"