Step 14. Tilsæt flagermussevinger, finthakkede.

[Penelope Parker]

Parker havde aldrig været blandt de skarpeste, men lige i eliksirer havde hun en hjemmebanefordel. Hun stod med skjorteærmerne smøget godt op og hakkede hjemmevant flagermusevinger, mens hun skævede over til Corban, der drejede rundt i eliksiren. Den havde fået en klar turkis farve, præcis som der havde stået, at den skulle.

Hun kløede sig lidt på kinden, da hun var færdig og havde lidt flagermussesmat siddende der, da hun vendte sig om mod ham. “Skal de i endnu? Eller var det først frisk baldrian?” Blikket gled allerede nu ud over bordet for at lokalisere det.

Corban Yaxley Jr.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde været forsvundet i sine tanker. Nok kunne han ikke komplet få et greb om hvad der optog ham mest, men det havde nu lykkes ham at forsvinde i bryggeriet for en stund. Indtil han altså blev fanget i tankevævet igen. Farven på eliksiren var måske rigtig, men det måtte være rent held at han nåede dertil i dag.

"Undskyld, hvad?" Blikket rettedes mod Parker. Sjældent var Corban distræt eller ufokuseret i timerne, men vejlederen havde intet svar på spørgsmålet. Blikket måtte glide forvirret rundt mellem flakonerne på bordet og den opslåede bog. "Det... det ved jeg ikke."

[Penelope Parker]

Det var oftest Corban eller Aedan, der hjalp hende igennem de svære tider i undervisningen, men nu lod det til, at hun måtte træde lidt mere til. “Må jeg lige...?” Hun pegede hen på bogen og møvede sig tæt forbi ham for at kunne læse. 14. Tilsæt flagermusevinger, finthakket.

Tavst dryssede hun flagermusevingerne i kedlen og rørte rundt. Ni gange med urets retning, to mod. Hun fulgte instruktionen, men så snart over mod Corban.

“Er du okay?”

[Corban Yaxley Jr.]

Corban forsøgte at følge med, men måtte indrømme at eliksiren lugtede anderledes end Parkers. Desuden havde den jævnaldrende medkollegianers eliksir en farve som svarede langt mere til beskrivelsen. Præstationsangsten gjorde ham kvalm, selvom han vidste at det kunne være gået meget værre.

"Ja. Selvfølgelig," svarede han, mens der blev rørt en gang til rundt i kedelen, "Jeg er bare træt, tror jeg." Søvn havde han ikke fået meget. Faktisk, havde bare tanken om sovesalen og himmelsengen været ulidelig... Selv efter en lang vejlederrunde på Hogwarts gange.

"Fuck det her..." Eliksirens farve var falmet en anelse.

[Penelope Parker]

Parker kastede et enkelt, skeptisk blik på indholdet af Corbans kedel. Det begyndte at lugte lidt harskt, hvor hendes havde en mere frisk duft. “Ja, okay,” svarede hun og kiggede ned i sin eliksir. Hun tyggede lidt i den buttede underlæbe.

“Hør, skal vi ikke bare bytte kedler?” Hun skævede hen til ham. “Jeg skal nok lade være at sige noget.”

[Corban Yaxley Jr.]

Corban rynkede på næsen, af mere end bare lugten af eliksiren. Den mindede ham mest af alt om vådt tøj der havde ligget for længe. Han rystede på hovedet - egentlig udmærket klar over at Parker ikke mente noget som helst ondt med forslaget.

"Jeg snyder ikke. Det ved du godt," Stemmen var nærmest en mumlen. Han vidste at eliksiren ikke var så slem som den kunne være, men han var perfektionist ind til benet. 

[Penelope Parker]

Parker havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde fået hjælp af Corban, men hun havde egentlig ikke forventet, at det ville gå så nemt den anden vej. Derfor trak hun også bare mentalt på skuldrene og rettede blikket tilbage mod sin gryde.

“Uhm. Jeg tror, det er fordi du mangler at dreje to gange med urets retning,” bemærkede hun med blikket rettet mod den friske baldrian, som hun nu rev lidt på må og få og smed ned til eliksiren.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kiggede søgende over mod professoren. Han ville sikre sig at vedkommende ikke var på vej hen mod deres bord, nu hvor han kæmpede sig rundt på en synkende skude. Selvom han ønskede at klare det hele selv, forsøgte han at dæmre stædigheden ved at tage Parkers ord til sig. To gange. Han rørte i kedelen, før han gik i gang med det næste trin i opskriften. Utroligt nok, lod det til at virke.

"Tak..." Fik han fremmumlet i Parkers retning. Hendes eliksir var stadig bedre end hans, men da timen var ved at ebbe ud, havde det i det mindste lykkes ham at få et relativt pænt resultat. "Du er god til det. Bedre end mig," Indrømmede han, da han proppede bogen ned i tasken. 

[Penelope Parker]

De arbejdede videre i tavshed, som det så ofte foregik, når hun fik Corban som makker. Han var altid så alvorlig, men det havde også sin charme og hun smilede bare forlegent til ham, da han talte igen.

“Åhr, det ved jeg nu ikke,” svarede hun i oprigtig tvivl. “Men jeg har set min far gøre det før.” De havde talt om hendes far, der underviste i alkymi før, så hun uddybede ikke, men hældte bare sin eliksir op i de små glas, de havde fået stillet til rådighed.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban rystede på hovedet. Da en af lokkerne faldt ned i panden, skubbede han den hurtigt på plads. "Eliksir er ikke er tilfældighedsspil, og det ved du godt selv," bemærkede han. Når han endelig smed en kompliment, var han insisterende om at retfærdiggøre den, "Du er god, Parker. Bedre end de fleste herinde."

Ikke kun fordi hendes far var alkymiprofessor. Selv når man gengav andres arbejde, handlede eliksir om at kunne orientere sig om detaljer - ned til det mindste tørrede blad. Han stillede sine flakoner ind på en lille række. Det var ikke helt galt, men heller ikke det bedste han havde skabt.

[Penelope Parker]

Parkers pande lå i dybe folder af koncentration. En enkelt havde endda sneget sig ned over hendes næseryg, mens hun fyldte den sidste flakon. Så skubbede hun dem lidt længere ind på bordet, væk fra kanten og risikoen for uheld.

Da hun endelig vendte sig om mod ham, var det med et mildt smil. “Tak,” svarede hun og trak lidt ned i sweateren. Der var ikke mere tid til at dvæle ved øjeblikket, for snart skulle deres eliksirer godkendes og gryderne blev rengjort med magi. De var på vej ud af lokalet, da hun talte igen.

“Du, Corban?” kaldte hun og kastede et enkelt blik i Aedans retning, før hun alligevel løb efter Corban og faldt ind ved siden af ham. Hun trak ham blidt ind til siden og væk fra nysgerrige ører. “Jeg ville bare... Du behøves ikke, men du kan snakke med mig. Det ved du godt, ikke?”

[Corban Yaxley Jr.]

Corban hægtede op i den tunge skoletaske. For at undgå at skulle frem og tilbage mellem den befængte sovesal, bar han stædigt rundt på en betydelig mængde fagbøger. Han nåede alligevel ikke langt ned ad korridoren, før Parkers ord fik ham til at stoppe, og hun trak ham til side.

Øjnene flakkede mellem hendes. "Hvem har sagt noget?" Tonen var bestemt.

[Penelope Parker]

Parker hadede, når Corban brugte dén tone, og hun følte sig tre centimeter lavere, hvilket i forvejen ikke var så lidt. Hun kløede sig lidt på kinden med en tumlen i maven og en instinktiv trang til at beskytte Aedan C. Finnigan.

“Aed nævnte bare, at du og Cailean havde skændtes til festen. Og... og Cailean var vildt sur, da jeg mødte ham der. Og så sagde han nogle ting her den anden dag og så tænkte jeg bare, at måske du havde... lyst til at tale. Eller ikke tale. Og så...” Hendes stemme døde ud og øjnene flakkede lidt mellem hans.

“Ja, så kan du i hvert fald. Med mig.”

[Corban Yaxley Jr.]

Corban mærkede en sammentrækning i brystet. Han ønskede ikke at tale om det - overbeviste han sig selv om. Hvornår havde han nogensinde talt om det der virkelig gjorde ondt? Han var vred på situationen, men endnu mere på at den ikke bare forsvandt. Måske havde Aedan fortalt hvordan Corban Yaxley Jr, havde trukket sig sammen og ikke kæmpet igen...

"Jeg vil ikke tale om Cailean Morgaine ," Corban brugte kammeratens fulde navn, for at disassociere sig selv. Trods ordene, rykkede han sig dog ikke ud af stedet. Fødderne var åbenbart ikke enige.

"Han betyder ingenting for mig."

[Penelope Parker]

Det gjorde hende lidt ked af det at høre Corban sig sådan. Det handlede ikke om hende, men tanken om, at to bedste venner kunne være sådan gav hende ondt i maven. Hun knugede lidt om skulderremmerne på sin taske.

“Hm,” svarede hun bare og troede ikke rigtigt på det. “Du betyder ellers alt for ham.”