Når man ses tilfældigvis

[Briony N. Baines]

Tobias Huxley Holmes
Påskeferien

Det var længe siden Briony havde sat fødderne i London, faktisk havde hun undgået storbyen siden al dramaet i sommers. Hun foretrak at befinde sig i Wales, hos sin nye far, når hun var hjemme. Der var trygt og rart og ingen der kiggede mærkeligt på hende. Nu var der så bare sket det, at hun manglede en del nye skoleting og så måtte hun jo tage afsted, selvom hun egentlig ikke havde lyst.

Med en taske fuld af indkøb, gik hun ind på Den Utætte Kedel og så sig lidt omkring. Egentlig skulle hun bare låne deres pejs for at komme hjem, men hun var egentlig blevet lidt sulten så hun endte med at gå op til bartenderen.
"Kan jeg få en tærte og en kop te, tak." Sagde hun og begyndte at rode rundt i sin pung, efter et par mønter som betaling. Da hun havde fundet dem frem, smilede hun til bartenderen som så surt på hende mens han tog imod dem. Derefter lod hun blikket glide hen på end ældre heks, som rejste sig og gik og satte sig et andet sted hen i samme øjeblik hun havde set hvem Briony var, som om hun kunne finde på at slå alle mulige ihjel ved et uheld. Et dybt suk slap hen over blondinens læber, men hun besluttede sig alligevel for at sætte sig ned ved et afsides bord, hvor hun ikke forstyrrede nogen.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes lod de mørkeblå øjne fæstne sig på den blonde skikkelse, i det den placerede sig ved et afsides egetræsbord. Han genkendte hende i samme instans, at det skarpe blik instinktivt havde landet på den nytilkommende skikkelse, men for nu forholdte han sig tavst. Han sad placeret mellem to troldmænd, begge i farverige gevandter og troldmandshat; dem begge i arrig diskussion med hinanden. De mørkeblå øjne forlod den blonde skikkelse til fordel for manden ved hans side; det sædvanlige brede smil spredte sig på hans læber i takt med at de vante gnister af morskab fandt vej tilbage i de blå øjne. ”Ved Merlins skæg, min gode ven, nu bevæger vi os ud på et sidespor!”, bekendtgjorde Tobias, hvorefter han lo højt; det sædvanlige, hæse grin. Hans tatoverede hånd og fingre knugede om en sort fjerpen, som han fraværende lod banke mod det gullige pergament foran sig. Troldmanden ved hans side sukkede tungt og fandt vej tilbage til samtalens egentlig udgangspunkt; Drager.
Ikke mange øjeblikke efter døde samtalen naturligt hen og Tobias takkede de to troldmænd, velvidende at den information havde netop havde modtaget var komplet ubrugelig. Han tog sin habitjakke i hånden, efter at have placeret sine medbragte skriveredskaber i sin taske, hvorefter hans øjne atter og ufrivilligt landede på den blonde skikkelse i hjørnet. Han sukkede stille og lod derefter sine fødder fører ham over mod hjørnet.
”Længe siden”, hilste han, i det de sædvanlige morede gnister satte sig i hans øjne og det skæve smil i mundvigen.

[Briony N. Baines]

Den høje, hæse latter fangede Brionys opmærksomhed med det samme. Hun var tæt på at kigge hen mod personen som den tilhørte, men hun gjorde det ikke. I stedet stirrede hun fokuseret på sin tærte og begyndte at spise af den. Det var dog rimelig svært, fordi hun var ret distraheret af at Tobias åbenbart befandt sig på værtshuset. Hun havde åbenbart været så nervøs for at se på kroens gæster, at hun slet ikke havde bemærket ham.

Da han kom gående mod hende, var det dog lidt sværere at ignorere ham. Det virkede vitterligt som flere år siden hun havde set ham, men der var også sket meget og hun havde i forvejen lyst til at skrive den sommer ud af sin historie.
"Hej Tobias." Sagde hun. "Ja, det er længe siden." Sagde hun og smilede svagt til ham. Derefter satte hun gaflen i tærten og brækkede et stykke af, som hun puttede i munden og tyggede på mens hun betragtede ham. Tilsidst nikkede hun dog mod den ledige stol, for at han følte at han kunne sætte sig ned.

[Tobias Huxley Holmes]

De mørkeblå øjne bemærkede, hvordan Briony lod til at undvige hans skikkelse og for et øjeblik overvejede den høje og magre troldmand, at spadsere forbi hende uden at anerkende hendes skikkelse; et sted i Tobias’ brystkasse, bemærkede han, hvorledes det stak af skuffelse ved den konstatering.
Han nikkede men forblev stående, pinlig bevidst om hendes forsøg på at smelte i et med vægen ved hans blotte eksistens nær hende, hvorefter han hurtigt kastede et blik rundt i krostuen. Ingen og alle syntes at bide mærke i dem; så snart hans skarpe blik kolliderede med deres, så de væk i al hast. Han rømmede sig og bøjede sig en anelse imod hende. ”Jeg håber, at det går godt?”, brummede han stille; hans øjne stadig glimtende af morskab men nu også af noget andet; noget der ikke umiddelbart lod sig identificere. Om noget mindede det om varme.
Langsomt rettede han sig op igen; skuffelsen i brystkassen var der stadig men nu også en følelse af ikke at vide hvilket ben han skulle stå på. Han sendte hende et venligt smil, hvorefter han gjorde mine til at gå. ”Hvis du har brug for et eller andet, ved du, hvor du kan finde mig”

[Briony N. Baines]

Det var hendes sædvanlige adfærdsmønster. Tobias var ikke den første og nok ikke den sidste, som hun forsøgte at skubbe væk. Hun havde tilmed gjort det forbi med en fyr, fordi hun ikke var god nok til ham. Det ville nok ikke være noget, hun ville fikse lige med det samme og slet ikke når hun ikke engang var så bevidst om, at det var det hun gjorde.
"Det går som det går." Sagde hun og trak på skuldrene. Det var vel ikke rimeligt at begynde at plapre løs om sine problemer, når hun nu vidste han havde så meget at se til selv.
"Smutter du allerede?" Kom hun til at sige og blev derefter helt rød i hovedet. Hun havde ikke ligefrem forestillet sig at hun ville afsløre sig selv på den måde, så hun skyndte sig at se ned på sin tærte og stikke lidt til den. Hun havde pludselig mistet appetiten. Det var måske heller ikke så mærkeligt, fordi alt det der var foregået tidligere kom tilbage til hende nu. Han havde været der for hende, da hun havde haft det sværest og de minder, gav hende næsten lyst til at græde.

[Tobias Huxley Holmes]

De brede, mørke bryn på den magre troldmands pande forlod deres retsmæssige plads og fløj op i en forundret grimasse. Det sædvanlige skæve smil fandt vej tilbage til hans læber og skuffelsen i brystkassen forsvandt, som en diset tåge forlader engen ved daggry. Langsomt vendte han sig om og rystede fraværende på hovedet, i det han smed sin taske og sorte habitfrakke fra sig på bordet, hvorved Briony sad placeret. Dernæst placerede han sin lange krop på stolen overfor hende, alt imens hans tatoverede hånd vant frem vej til hans mørke bukser og fremdrog en snusket, sort pakke. Ikke mange sekunder efter glødede en hvid cigaret fra hans mundvige.
”Det er ikke meget, jeg har hørt fra dig”, brummede han som forklaring, men smilet havde ikke forladt hans mundvige eller øjne, som sædvanligt lå fæstnet på hende uden at vige. ”Fik du mit brev fra jul?”, spurgte han, uden at lade hende vide, hvorledes hendes manglende svar på hans spartanske julehilsen havde påvirket ham. Han trak på skuldrene og skyndte sig at tilføje; ”Man har så travlt, når man er teenager”. Han blinkede drillende til hende og stak cigaretten tilbage mellem læberne.

[Briony N. Baines]

Det var ikke den store overraskelse at han tog en pakke cigaretter frem. Hun blev mindet om, første gang hun havde mødt ham og hvordan hun havde set ham ryge den ene efter den anden. Det havde været bemærkelsesværdigt for hende, fordi hun som ung fuldblodsheks sjældent havde set folk der røg.
Tobias' ord fik den dårlige samvittighed til at blusse op i hende og hendes blik flakkede en anelse hen over hans ansigt, indtil trak smilede en anelse undskyldende.
"Undskyld, der skete så meget." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, hvorefter hun nikkede som svar på hans spørgsmål.
"Jeg er snart myndig." Sagde hun og så ham i øjnene, med et lettere bestemt blik, fordi han fik hende til at lyde som om hun var et barn.
"Og grunden til at jeg ikke svarede er fordi at jeg har haft travlt med min nye familie, fordi ham auroren jeg boede hos inden retssagen har adopteret mig og min veninde." Forklarede hun og pillede lidt nervøst ved en lok af sit hår, for derefter at stryge det om bag øret.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias' mørkebrune øjenbryn forlod atter sin retmæssige plads i panden, i det han skar en overrasket grimasse; stadig med det skæve smil som fast følgesvend i mundvigen.
For er øjeblik sad den magre troldmand og betragtede hende, tilsyneladende opslugt i en tankestrøm. Langsomt begyndte han at nikke, hvorefter han slog det mørkeblå, skarpe blik ned i bordet. "Er han god ved jer?", spurgte han, hvorefter hans øjne bevægede sig væk fra bordet og atter landede på hende. Tobias lod et bredere, mere venligt og varmt smil, så ulig ham, sprede sig på hans hjerteformede læber, imens han afventede.
Nogle øjeblikke efter, krøllede hans øjenbryn sammen i midten af panden, alt imens han kæmpede med at holde et drillende smil nede. "Det er rigtigt. Lige om lidt er du voksen", brummede han, hvorefter han lagde den ene tatoverede arm henover brystkassen. Han opgav kampen mod det drillende smil og det blomstrede frem og spredte sig bredt henover hele hans skikkelse. De drillende gnister som vant befandt sig i hans øjne opstod atter igen. Et stille og hæst grin forlod hans læber.
De mørkeblå øjne lagde sig på hende og igen genfandt han den eftertænksomme mine; dog ikke uden at smilet forsvandt. Uden at ville indrømme det overfor sig selv, gjorde det ham godt at se hende. Ofte havde hans tanker kredset om hende og hendes velbefindende. Og... så hun anderledes ud? Jovist, det gjorde hun. Et eller andet havde forandret hende, blot en smule men nok til at hans blik opfangede det.
"Du ser bedre ud, end da jeg så dig sidst", brummede han, før han kunne nå at stoppe sig selv. Fraværende viftede han med cigaretten. "Han må lave god mad, ham auroren."

[Briony N. Baines]

I den magiske verden var en auror sjældent ond og Madoc var ikke undtagelsen der bekræftede reglen. Faktisk var Briony nogle gange i tvivl om, om hun havde fortjent en så god adoptiv far. Hans gode hjerte var så uvant for hende, at det nogle gange føltes utrygt. Alligevel nikkede hun langsomt som svar på hans spørgsmål. Andet gjorde hun dog ikke. Det ville være ligegyldigt at begynde at forklare det. Han var god ved hende. Punktum.
Da Tobias igen drillede hende, dukkede en lettere mopset grimasse frem på hendes ansigt. Hun ville gerne være rigtig sur på ham, men det kunne hun ikke helt finde ud af.
"Ja." Sagde hun bestemt og tog en bid af sin tærte.
"Det er fordi, jeg har forsøgt at forbedre mig. Det er ret hårdt, men hvis jeg ikke gør det, så spilder jeg mit liv." Sagde hun og så Tobias i øjnene. Hun gad ikke sidde og lade som om det ikke havde været svært. Hun måtte da kunne være ærlig overfor ham. I hvert fald nu hun stolede på han ikke rendte til avisen med hendes historie. "Men undskyld jeg ikke har svaret." Sagde hun og sukkede dybt, hvorefter et lille smil fandt vej til hendes læber.

[Tobias Huxley Holmes]

Et varmt smil spredte sig over Tobias hjerteformede læber, i det Briony nikkede bekræftende. Han stak cigaretten i mundvigen og inhalerede eftertænksomt, dog uden at lade hans blik vandre på hende. Ikke mange øjeblikke efter så han hendes fornærmede grimasse; en grimasse han havde været skyld i så ofte. Det fik ham til at le, den sædvanlige hæse latter og han blinkede drillende til hende med gnistrende øjne. "Så er det karriere, hus, ægtefælle og børn", annoncerede han teatralsk, hvorefter begge de mørke øjenbryn forlod deres retmæssige plads i panden. "Jeg fylder 29 om en lille uge og jeg har hørt, at det kun går ned af bakke så snart man rammer 30. Tag dig i agt", fortsatte han drillende, hvorefter han skødesløst gestikulerende med cigaretten. "Jeg er faktisk på jagt efter en kone selv, så hvis du ikke finder en værdig mand, så sig endelig til. Til den tid har jeg helt sikkert en eller anden mægtig toppost på avisen", tilføjede han drillende, hvorefter han lo igen og atter placerede cigaretten i mundvigen.
Ikke mange øjeblikke efter blev han atter alvorlig; dog ikke uden at smilet forsvandt. Han trak på skuldrene og rystede svagt på hovedet. "Det går jo nok", brummede han. "Jeg var nogle måneder på Island. Og jeg græd kun en enkelt gang, efter jeg stadig intet havde hørt efter nytår men jeg er okay igen", drillede han videre, uden at lade hende vide at det i grunden havde berørt ham, at han intet havde hørt. Uden at tænke nærmere over selv samme, lod han instinktivt den information forblive hans egen. Det slog ham, at de Briony, havde givet ham en særlig ro, han ikke havde følt længe.

[Briony N. Baines]

De fleste piger havde nok den opfattelse, at det var den vej de burde gå. Specielt dem fra fine fuldblodsfamilier. Briony var dog ikke fin og knapt nok fra en fuldblodsfamilie, efter alt det der var sket. Hun så på ham med et skeptisk blik og rystede lidt på hovedet. Hun regnede ikke med nogen ville gifte sig med hende, så meget håbede hun ikke på.
"Jeg er sikker på det ikke er så slemt." Sagde hun til bemærkningen om hans alder. "Specielt, hvis du rent faktisk prøver at blive voksen." Tilføjede hun og stak lidt til sin tærte.
Den følgende bemærkning fik hende til at fnyse irriteret og himle med øjnene, samtidig med at hun kunne mærke et lille jag af smerte i sit hjerte. Det begravede hun dog hurtigt væk.
"Kan du overhovedet være alvorlig?" Spurgte hun og så ham i øjnene. Det var egentlig ikke et reelt spørgsmål. Hun vidste jo han kunne. Han var bare i sit underlige spøgefulde humør, hvor alting blev pakket ind under humor.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tatoverede hånd kolliderede med hans tynde brystkasse i en teatralsk gestus. "Prøver at blive voksen?", udbrød han, tydeligvis overrasket over hendes skarpe bemærkning. Lige dele morret, forundret og fornærmet lænede Tobias sig frem henover bordet, hvorved de sad placeret. "Og hvad mener du så helt præcist med det?", spurgte han og lagde sin spidse hage i sin hånd som støtte. Hans øjne var påtaget uskyldige men deri var også noget andet; som afventede hans hendes svar med stor interesse.
Da hendes næste ord ramte ham, krøb de mørkebrune øjenbryn imod midten af hans pande i forundret grimasse. Langsomt krøb smilet af hans læber og gnisterne forlod hans øjne. "Jeg prøver bare at få dig til at smile", svarede han, hvorefter han atter lænede sig tilbage i stolesædet.

[Briony N. Baines]

I Brionys øjne var Tobias en smule umoden, selvom hun egentlig godt vidste at han var rimelig ansvarsfuld følte hun ofte at han opførte sig barnligt. Nu var hun dog også så ung og ungdommens arrogance fik hende til at føle, at hun kunne dømme hans voksenhed.
"Det er det der med at gemme sig bag drillerier osv." Sagde hun og strøg en lok af sit hår bag øret.
"Jeg ved aldrig hvad du mener. Det virker som om du ikke vil have folk ved hvem du i virkeligheden er, det tænker jeg er en smule barnligt." Sagde hun og spiste derefrer en bid af sin tærte, mens hendes hånd rystede. Hun var nervøs. Bange for at han ville forlade hende eller afvise hende, hvilket han sikkert ville.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod sin ryg kollidere med stoleryggen, imens hans tynde og farvestrålende arme lå krydset henover hans brystkasse; den hvide cigaret dinglende faretruende i hans ene hånd. Han lod ikke sit blik fare fra hendes, men de så karakteristiske gnister af morskab og det skæve smil var i stedet blevet erstattet af en eftertænksom mine. For et øjeblik forholdt han sig tavst, fordi ordene ikke syntes at genfinde i hans mund og uden grund, rømmede han sig; som var han blevet afsløret i en skamfuld gerning. ”Well…”, begyndte han stille, hvorefter hans mørkeblå øjne for fra hendes og i stedet gled henover krostuen, i et sølle forsøg på at finde hans redning. Et lille, nervøst kluk forlod hans hjerteformede læber, som var noget desperat efter at forlade hans mund. Ikke lang tid efter trak han stille på skuldrene og lod sine mørkeblå øjne finde hendes igen. ”Jeg har været alene i mange år. Det giver en dårlige vaner tror jeg”, mumlede han, hvorefter han sendte hende et forsigtigt, forsonende smil. ”Hvis vi ses igen, skal jeg prøve at… du ved”, tilføjede han hastigt, alt imens han fraværende skoddede sin smøg i et krus, som måtte føle sig overset fra rengøringsrunden.

[Briony N. Baines]

Der var altid mange undskyldninger til hvorfor man opførte sig som man gjorde. Briony havde også en del selv og da Tobias begyndte at forklare, kunne hun næsten høre sig selv bortforklare en del ting også. Det gjorde hendes blik en smule mildere. Måske havde hun været for hård ved ham, men det havde kun været fordi at hun et sted troede på, at han var mere end bare fjollerier og julenumre.
"Hvis vi ses igen." Gentog hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun betragtede ham ligge smøgen tilbage i askebægret.
"Vil du ikke se mig mere?" Spurgte hun og løftede sit blik op mod hans, mens hun prøvede at finde ud af hvorfor han havde brugt ordet 'hvis'.