Et punktum foldet ud på vrangen

[Bethany P. Green]

Efter hændelsen havde Bethany ikke været meget for at tage hjem efter arbejde, og hun havde sendt en ugle af sted til sin bror, der forklarede, at hun overnattede hos en veninde. Det blev til en del glas rødvin, en god tudetur og selvfølgelig en halv milliard spørgsmål til, hvad ved Merlin der foregik. Fra dem begge to.

Nu kunne det dog ikke undgås længere. Hun antog, at lejligheden ikke ville stå tom og det fik hende til at vente et par langtrukne sekunder længere end normalt, før hun drejede håndtaget og trådte ind i lejligheden.

"Quentin?" kaldte hun forsigtigt og stillede tasken på gulvet ved siden af døren, hvor den altid havde boet og hun altid snublede i den.

Quentin Green ¨
24. februar

[Quentin Green]

Quentin havde haft en sær forudanelse om, at Bethany ikke ville vende hjem efter svinkeærindet på kontoret. Han havde ikke selv opholdt sig ret længe hjemme, før de smalle vægge kombineret med den bitre uvished, som ikke kunne bestemme sig for om den ville forvirre eller frustrere ham, havde drevet ham ud af opgangen og videre ud til Alaïs.

Så han havde ikke kunnet forestille sig, at hans søster ville have det nemmere ved at være derhjemme. Fraværende daskede han sig på hagen med den håndskrevne seddel. Benet var nær røget af uglen, da han flåede den af for at se, om den var fra enten vennen eller hende. Allerhelst fra hende.

Quentin lyttede ekstra godt efter, da hoveddøren gik op; for at være sikker på at det ikke var hans overtræthed, der spillede ham et puds. "Herinde," Han gnubbede sig i øjnene, og stillede sig ude ved døren med sedlen i hånden. "Hvor har du været?" Han betonede du'et, for at aflive de bebrejdende undertoner som spørgsmålet generelt tiltrak. 

[Bethany P. Green]

Der var ikke mange skridt rundt i lejligheden og Bethany nåede ikke længere end at tage sin kappe af, før Quentin var nået ud til hende. Hun sendte ham et mildt smil for at forsikre ham om, at hun ikke bar nag, før hun skridtede forbi ham ud i køkkenet.

"Er der kaffe?" spurgte hun først, ladende hans spørgsmål hænge i luften for nu. Ikke at hun forventede et brugbart svar. Hun var i hvert fald allerede henne ved kanden og lugtede til den, følte temperaturen. Ikke varm, heller ikke lunken, men ikke helt kold endnu. Det gik vel an.

Hun fyldte en kop til sig selv og vendte sig mod ham, lænet op mod kokkenbordet. "Hos Valerie McCormack. Jeg sov der."