Hvad der er dit, er mit.

[Cedric Llywelyn]

Cedric burde egentlig føle sig træt. Han havde været vågen det meste af natten og den følgende dag, og nu lå han henslængt på madrassen i stuen. Hans egentlige soveværelset var blevet lavet om til et lille kontor, hvor der primært blev arbejdet med bøger og tidsskriftet. Efter benene til sengen var bukket under og knust var der ikke andet at gøre end at komme på nye idéer. - Og siden han alligevel forholdte sig i lejlighedens eneste andet rum, kunne madrassen lige så godt blive skubbet hen i hjørnet. Nu var der kommet lidt andre puder efter Bethany mente at det ville se godt ud. Selv havde han ikke styr på noget som helst når det kom til at indrette sin lille usle lejlighed på kvisten. Det krævede vist en kvindes hånd.

Hvilket også netop var hvad der gled op af hans ryg og Cedric drejede nænsomt hovedet for mødte Bethany P. Green 's blik. Et halv lummert smil krusede sig frem og lysten til at rive dynen af hende kriblede i hånden der nu var på vej op af hendes lår.

"Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg har magiske hænder?" lød det kækt fra ham. Han vidste godt at han havde sagt det før, og hvis han huskede rigtigt var det lige inden deres første noget lidenskabelige kys. Det var et ambivalent minde, for han huskede også at Quentin havde afbrudt dem, hvilket blot havde gjort det mere akavet end godt.

[Bethany P. Green]

Hvad der var startet som en engangsting, som aldrig burde have gentaget sig, havde efterhånden udviklet sig til en syndig vane værre end rygningen og hendes kærlighed for rødvin og sort kaffe. Men Bethany kunne ikke holde sig væk og nu hun endnu engang fandt sig liggende nøgen ved siden af Cedric, sneg hun en hånd over hans hånd, opslugt af følelsen det gav i hendes fingerspidser.

Første gang Fred Weasley II i sin tid havde introduceret hende til en stikkontakt, havde hun i nysgerrighed stukket fingeren derind. Det var lidt samme følelse, det gav at røre ved Cedric, men rarere. Mere opslugende og hun lænede sig frem og trykkede et kys ind mod hans skulder.

Blikket fandt hans og et skævt smil skilte hendes læber. "Jeg har vist hørt det et sted før," svarede hun med et lille grin og rykkede sig tættere ind til ham.

[Cedric Llywelyn]

Bethany formåede at holde Cedric i skak, forstået på den måde at han intet behov havde for at være sammen med andre. Det var utrolig længe siden at han havde taget sin flirtende natur længere end hvad høflighed tillod. Det var blevet en del af hans arbejdsrutine og det ville være underligt ikke at blinke en gang eller to til damerne. Men Bethany var hende han vendte hjem til, og han nød det. Måske en anelse for meget.

Et sløvt og halv drenget smil sneg sig over hans læber før han mødte hendes læber i et kys. "Det skader vel aldrig at proklamerer sine bedste features" mumlede han mod hendes læber. Han lagde vægten mod hendes krop og trillede ind over hende, med den hensigt at trække hende ind i en omfavnelse, og lade deres ben glide ind mellem hinanden.

[Bethany P. Green]

Bethany slap et fnys, der hurtigt blev til fnis og latter, som hun lod sig dreje rundt i sengen. Det var næsten som at være ung og hormonel og lige have opdaget voksensjov, men hun kunne ikke lade ham være. Og fingrene strøg endnu engang gennem hans nakkehår.

“Du har mange features, der er langt mere fantastiske end dine magiske fingre, Cedric,” svarede hun ømt og strakte hals for at strejfe hans læber i t kys. “Det håber jeg, du ved.”

[Cedric Llywelyn]

Cedric brummede mod hendes hals, og flyttede ikke hovedet før efter hendes første ord. De blå øjne mødte hendes og han fandt sig selv blive helt væk i dem. Han blinkede et par gange og mærkede smilet trække skævt i den ene side. "Som hvad." Det var måske at fiske efter komplimenterne, men Cedric gik normalt aldrig op i hvad andre syntes. Nu følte han pludselig det betød noget at Bethany så mere i ham end han selv gjorde.

Han kyssede hende hurtigt. Den ene hånd gled ned af hendes ben og hvilede mod hendes knæhase og løftede det en smule op så han fik en smule mere plads mellem hende.

[Bethany P. Green]

Selvom Bethany ikke endnu havde lagt ord på, hvordan Cedric fik hendes hjerte til at slå lidt hårdere i brystet, afslørede blikket hende, som hun så hengivent på ham, da deres læber igen gled fra hinanden. Smilet bredte sig, uden hun overhovedet bemærkede det og hun lagde endnu et blødt kys mod hans læber, før hun svarede,

“Du er intelligent,” konstaterede hun ærligt og trak fingrene ned over hans tinding. “Du er modig og står for det, du tror på.” Læberne fandt hans igen og da hun trak sig tilbage, strøg hun næsetippen langs siden af hans næse. “Det er mennesker som dig, der ender med at inspirere folk.” Ligesom han inspirerede hende.

[Cedric Llywelyn]

Cedric brummede over hendes første åbenlyse konstatering. "Naturligvis" mumlede han i et smil der spredte sig mod hendes hals. Han nød de stille timer sammen med hende, hvor ingen af dem virkede til at have særlig travlt. Men måske var det i virkeligheden et forsøg på at lægge virkeligheden lidt bag sig.

Man skulle virkelig kunne klare mosten, hvis man skulle stå inde for alt hvad man stod for. Men Cedric var en kujon; Avisen som han skrev under var primært som anonym, og digtsamlingen var under et navn der ikke var hans eget. Foruden det geniale brug af hans mellemnavn som de færreste kendte til.

Han nød kysset, og tog chancen for at lade sin tunge glide hen over hendes bløde underlæbe. "Lige nu har jeg nok i bare at inspirerer dig, og hvis jeg selv skal sige det syntes jeg er det er lykkes mig ganske godt" lød det kækt fra ham i et smil der alt for godt afslørede at hans tanker var på vej andre steder hen end ærlighed til folket.

[Bethany P. Green]

En mild latter boblede over Bethanys buttede læber og hun rystede lidt på hovedet af ham, selvom han gav hende bløde knæ og helt tågede tanker. Hun var allerede alt for forelsket i ham, det vidste hun godt. Men alligevel mødte hun hans læber igen og igen med lavmælte, vaklende suk og et brændende behov efter at være sammen med ham.

“Vi burde få noget morgenmad,” mumlede hun, efter maven havde givet sig med en klagende rumlen. Men samtalen om morgenmad blev ved at starte og stoppe ved, at der kun var mad inde ved siden af og ingen af dem vidste, om Quentin Green var hjemme.

[Cedric Llywelyn]

Cedric mumlede nydende lyde imellem deres kys, og han var ikke klar til at slippe hende. Den nøgne hud mod hinanden og duften af hendes havde desuden også haft en stor effekt længere nede. Han pressede sig lidt tættere mod hendes køn.

"Kom nu, vi kan godt lige nå det" hviskede han mod hendes ører. Hun skulle lade være med at være så tiltrækkende.

[Bethany P. Green]

Selvom Bethany virkelig prøvede at være fornuftens stemme, var nærheden mere end hun kunne modstå. Hun sukkede kælent og snoede benene om hans hofter. "Cedric," indvendte hun mumlende og understregede kun ambivalensen, der splittede hendes indre.

"Jeg burde også se at komme ind. Der begynder snart at komme spørgsmål, hvis jeg bliver ved at komme hjem hen ad formiddagen hver dag." Alligevel fandt hendes læber siden af hans hals og fulgte den op til øret.

[Cedric Llywelyn]

Cedric sukkede mod hendes hals som han havde været i færd med at kysse. Han kunne mærke tippen af hendes indre, men pressede ikke mere på da hun fortsatte sin tale.

"Han er da ligeglad." mumlede han i forsøget på at få Quentin Green til at fremstå mindre interesseret i sin lillesøsters liv end han var. Han brummede ved følelsen af hendes kys, og mærkede instinktivt effekten.

"Fuck jeg vil have dig" hviskede han hæst.

[Bethany P. Green]

Det var helt sikkert ikke for at såre hende, at Cedric havde sagt som han gjorde, men ordene fik alligevel Bethany til at stivne under ham og hun trak sig lidt væk, løsnende benenes greb om ham. “Det ved du ikke noget om,” mumlede hun og prøvede virkelig at gøre sig hård og lyde afvisende, men det havde altid været Quentin, der kunne stå op for sig selv. Hun lød som altid mest som en forskrækket mus.

“Måske er det sådan i din familie, men vi...” Ja, det var jo ikke meget af opdragelsen, de stadig holdt fast i. Hun sank. “Vi er anderledes.” De var ikkenkun storebror og lillesøster. Han var hendes bedste ven og det eneste familie, hun stadig havde. I hvert fald, der stadig kendtes ved hende.

[Cedric Llywelyn]

Cedric var ganske forvirret over den pludselig ændrede stemning. Måske havde han været alt for opslugt af hende, og havde forsøgt at lade det glide hen som noget ligegyldigt. Det blev dog ret klart for ham at hun havde taget det nært.

"Han ved jo ikke at du er her" forsøgte han sig med et lille suk. Hvis Quentin vidste hvad de lavede ville han være alt andet end ligeglad, det vidste han. Men at hun kom lidt senere hjem ville ikke nødvendigvis få en alarmklokke til at ringe hos ham.

".. Jeg ved hvor meget i betyder for hinanden, det var ikke for at gøre dig ubetydelig" han bøjede hovedet og forsøgte at kysse hende. Mere ømt denne gang.

[Bethany P. Green]

Selvom Bethany ikke fysisk trak sig mere, var hun stadig på mental retræte og hun skubbede sig op at sidde, så hun kunne dække sig til med tæppet. Hun tog dog alligevel imod kysset, selvom det var med tydelige forbehold, at hun besvarede det.

"Han stiller stadig spørgsmål og interesserer sig, Cedric," mumlede hun. "Jeg ved, I er tætte, men han er min bror. Fortæl mig ikke, hvordan han er og ikke er." Det var ikke meget, hun brød sig om at sætte foden ned, men hun prøvede. Også selvom lyden af hendes stemme henledte tankerne på glas.

[Cedric Llywelyn]

Cedric flyttede sig fra hende, da han mærkede hvordan hun forsøgte at sætte sig op. Imens hun selv trak tæppet over sig, rakte han ud efter sine underbukser og trak dem på. Han var underlig bevist om at de ikke havde tøj på.

Hans bryn trak sig en smule sammen. Han ville ikke til at diskuterer med hende hvem af dem der kendte Quentin bedst, da det uden tvivl ville ende i et langt større skænderi end han var ude efter. Han trak i stedet på sine skuldre. De kendte ham på hver deres måde, og i sidste ende var det jo stadig den samme person.

"Fair nok. Men så må du jo hellere tage hjem." lød det fra Cedric idet han kom på benene og gik mod det utrolig lille køkken i et forsøg på at finde en smøg han kunne tænde.