Forespørgsler og fordomme (TW)

[Alannah Blanchett]

Alannah så op da et let genkendeligt smæld fortalte, at nogen havde brugt transferens tæt på. Det var ikke svært at regne ud hvem, men hun ventede lidt endnu, før hun gik ned til Theodors soveværelse og fandt ham stående urørlig.

Hun sagde ikke noget, men ventede til han selv vendte sig om og fik øje på hende "Jeg er hverken dum eller naiv nok til at tro kaffedrikning er skyld i, at Imogen har overnattet og havde din skjorte på, Theo." begyndte hun med et alvorligt blik "Hvis ikke du mener det er hvad jeg tror, hvad er det så?"

[Theodore Blanchett]

Hans skuldre sank, da han hørte hendes ord. Selvfølgelig var hun hverken dum eller naiv. Han vidste, at hun for længst havde regnet den ud. Hvem fanden ville ikke det med en halvpåklædt Imogen og Theodore under samme tag en tidlig morgen.

"Alannah, hun er min lærling.." forsøgte han bestemt for at få hende på andre tanker, og som han fik ordene over tungen, gik det op for ham hvad fanden han egentlig havde gjort. Men han formåede at beholde den ranke, kølige facade, som om intet var sket. 

[Alannah Blanchett]

Hun rystede på hovedet og himlede med øjnene "Ja.. det er hun." konstaterede hun. Det var ikke det der bekymrede hende. Man valgte ikke selv hvem man faldt for og hun var ikke tilhænger af at lade arbejde eller andet stå i vejen for kærlighed "Hun er også min ven." fortsatte hun. Det lå hende meget mere på sinde "Behandl hende ordentligt, please. Hun har ikke fortjent at blive brugt og kasseret som en gammel sko."

[Theodore Blanchett]

Hun kendte hans historie efterhånden med hans mange kvindelige bekendtskaber i et tomt forsøg på, at glemme sin historie tilbage i Amerika. Og det kom heller ikke bag på ham, at hun også kendte alt til om hvordan de forhold ofte havde udviklet sig, eller rettere, hvor hurtigt de endte. Siden Hannah havde Theodore ikke fået følelser for nogen af de mange kvinder, han havde set i årene efter. Det var ofte endt ud i ligegyldigt sex, og ikke mere end det fra hans side.

Theodore så kort væk af hendes sætninger, inden at han skimtede på sine søster igen. Hun havde for længst regnet den ud, men han lod være med at kommentere på netop det, "Det var et svagt øjeblik, som ikke kommer til at ske igen, så du behøver ikke bekymre dig, Lan," afsluttede han samtalen, inden at han forlod værelset, og havde netop givet hende ret i sine antagelser. 

/Lukket