Forespørgsler og fordomme (TW)

[Imogen Temples]

Theodore Blanchett

Det havde været en af de mere krævende dage. Imogen og hendes vejleder var rykket ud til en ældre kvinde, som var gået amok på en mugglerfamilie og havde kastet dragemøg på dem. Kvinden nåede at ramme både Imogen og vejlederen et par gange før de fik afvæbnet hende og transfereret hende til St. Mungos for et helbredstjek. Med et par fikse besværgelser havde Imogen fjernet dragemøget, og hun håbede, at dunsten fra uniformen var væk.

Nu sidst på eftermiddagen meldte næste presserende emne sig på. Imogens barnepige var endnu engang blevet syg, og Imogen så sig derfor nødsaget til at bede Alannah Blanchett om hjælp endnu en gang. Den følgende aften skulle hun på ekstraordinært feltarbejde, og derfor måtte nogen se efter Ella. Imogen havde været på De Tre Koste, men Alannah var ikke at finde der. Derfor troppede Imogen op foran Theodore Blanchetts hjem. Det var kun fordi, hun var i krise, at hun tvang sig selv til det. Efter deres sidste møde var hun flov over at se sin instruktør i øjnene.

Imogen bankede på døren. Tre hårde slag. Hun bad til, at Alannahs smilende, yndige ansigt ville åbne.

[Theodore Blanchett]

Imogen kunne ikke være mere uheldig. Theodore havde hele dagen hjemme, hvor han arbejdede med sin nye bog. De sidste mange timer havde han kæmpet med et kapitel, han bare ikke kunne finde en måde at afslutte på, og nu sad han der, sidst på eftermiddagen, og prøvede at få puslespillet til at gå op. Det ville bare ikke.

Lyden af de tre bank var tydelig at høre i det upersonlige hjem, der stod ganske stille når Alannah ikke var til stede.

Theodore skubbede sig væk fra skrivebordet. Iført jeans og en ganske almindelig t-shirt var han langt fra genkendelig med det sædvanlige, halvstive jakkesæt.

Han åbnede døren, og i modsætning til Alannahs kønne ansigt, var det nu Theodore, som stod foran Imogen - hvor uheldig man kunne være. Af alle dage valgte hun den ene dag, hvor han var hjemme. Det kom som en overraskelse for Theodore at se Imogen på dørtrinet; især efter det sidste uheldige møde.

"Miss Temples.." lød det roligt fra ham, "Er du kommet i tanke om andre ting, som du lige skal fortælle om mig?" spurgte han kort for hovedet.

[Imogen Temples]

Imogens håb braste i samme øjeblik døren gik op. Theodore Blanchett stod foran hende i sin fulde højde og med sit sædvanlige fine jakkesæt – nej! Imogen gjorde store øjne. Theodore var iført jeans og t-shirt. På få sekunder oplevede Imogen et bredt spænd af følelser: først et helt urimeligt, fysisk begær efter denne mand, der pludselig så jordnær og dybt charmerende ud, som om han lige var trådt ud af sengen. Dernæst følte Imogen dybt afsky over for sine egne tanker. Og øjeblikket efter, ved Theodores ord, mærkede Imogen skammen brede sig i mellemgulvet.

Tilsyneladende huskede han deres sidste møde lige så tydeligt som hun gjorde, trods hendes daværende berusede tilstand. Hvorfor var hun dog troppet op i Theodores hjem for at finde Alannah? Hun kunne bare have ventet til den følgende dag. Hun ville hellere få dragemøg kastet på sig igen, eller bekæmpe en trold, frem for at stå foran Theodore i det øjeblik.

Imogen rettede ryggen en smule for at forsøge at vise lidt stolthed. Hun var ikke sikker på, at det virkede. Stemmen var en smule skælvende da hun svarede, ”øhm, nej. Jeg tror, jeg fik sagt alt sidst. Jeg kom for at finde Alannah. Er hun hjemme?”

[Theodore Blanchett]

Sidste møde havde været uheldigt. Ligesom mødet inden det. Og lektionen. Og alle de andre gange, de var stødt ind i hinanden. Det var som om, at Imogen og Theodore bare skulle ende i uheldige situationer sammen.

Men han havde ladet Imogens ord være; man sagde ofte ting når alkoholen tog over. Så på en måde bebrejdede han faktisk ikke Imogen for at sige hvad hendes hjerte begærede den aften i Temples familiens hjem.

"Alannah?" gentog Theodore en anelse undrende. Selvom at alt i ham var tæt på at spørge indtil, hvor de kendte hinanden, lod han det ligge for nu. Alannahs frie sind og udadvendte personlighed havde givet hende mange bekendtskaber rundt omkring i verden, så hvorfor skulle dette så ikke også være tilfældet.

"Ikke endnu," svarede den ranke amerikaner dog i stedet, "- hun er på arbejde, men der går nok ikke så frygtelig længe før, at hun er tilbage," svarede han.

Skulle han? Hans sind sagde nej. Men alligevel var der noget i ham, der fik ham til at flytte sig en anelse og svinge døren åben for den unge miss Temples; måske fordi, at han alligevel ikke kunne dy sig, "Du kan vente på hende? Jeg sidder alligevel bare og skriver på en bog.. du ved.. det sædvanlige.. Ganske kedeligt, sikkert.. For Dem, altså.. Og alle andre--" han tog sig selv i at plapre en smule og rømmede sig i stedet.

"Kom ind," afsluttede han i stedet og lavede et enkelt nik imens at han holdte sit blik i hendes.

[Imogen Temples]

”Åh,” lød det stille fra Imogen. Hun havde håbet, at Alannah blot befandt sig et sted inde i huset så Imogen hurtigt kunne få givet sin forespørgsel og krybe tilbage i sit musehul. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

Til trods for alle de utiltalende adjektiver Imogen havde kaldt ham, trådte Theodores dannelse og høflighed alligevel frem, da han inviterede hende ind i sit hjem. Hun lyttede til hans ordmylder, der var ganske ukarakteristisk for instruktøren, og fik hende til at tilte hovedet en smule undrende. Hun tøvede ved dørtrinnet. ”Jeg vil endelig ikke forstyrre dig hvis du…” hendes stemme døde hen. Så nikkede hun i et forsøg på at vise taknemmelighed, og trådte ind i løvens hule.

Hjemmet repræsenterede Theodore i en næsten komisk grad. Det var velhavende, køligt og krom, og vidnede om en mand, der gik mere op i sit arbejde end i at indrette et hyggeligt hjem. Hun kiggede nysgerrigt rundt, inden hun vendte sig afventende mod ham i håb om, at han ville genne hende hen til et sted, hun kunne vente.

[Theodore Blanchett]

Så stod de der; en anelse akavet efter deres mange mislykkede forsøg på, at omgås hinanden uproblematisk. Faktisk havde næsten alle deres møder indtil videre resulteret i en misforståelse eller decideret skade på enten deres fysiske velmen (mødet med varulven) eller halvfede ego (Imogens roast af den ranke amerikaner). Det var derfor måske heller ikke så mærkeligt, at deres møder havde sat sit præg på det nuværende.

Men på trods af dette havde Theodore sine "manerer" at takke - noget, han havde fået gennem sin opvækst - til trods for den ellers kølige, sarkastiske, røvhuls-attitude han normalt blev anset med.

"Beklager rodet," mumlede han en anelse og lukkede døren i bag Imogen. For mange var "rodet" ikke noget særligt, men dokumenter, krøllede såvel som stakke, lå rundt omkring på borde, en halvtom whiskeyflaske med brugte glas stod hvileløst på det store sofabord og tøj lå hen over sofaen, "- Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at der ville komme besøg.." afsluttede han.

"Kaffe? Te?" lød den amerikanske accent kort tid efter idet at han gik ud mod køkkenet.

"Så.. Du søger Alannah, kan jeg forstå?" spurgte han kort for hovedet, imens at han med vante bevægelser fandt to kopper frem fra det hvide køkkenskab. Så drejede han sig en smule til siden hvor det dybe blik landede betragtende på den unge miss Temples ved sin side, "Hvorfor?"

[Imogen Temples]

Der herskede en besynderlig høflig atmosfære imellem dem, som om de begge anstrengte sig for at modbevise den andens fordomme. Spørgsmålet var, om de kunne undgå endnu en dramatisk scene.

Imogens bryn rynkede sig en anelse ved ordet ”rod”. Hun undertrykte trangen til at smile, for rodet i Theodores hjem var intet i forhold til Imogens, hvor en lille tornado i form af en fireårig pige dagligt henlagde hjemmet i kaos.

”Det skal du ikke tænke på, jeg burde slet ikke forstyrre,” sagde Imogen hurtigt. Det føltes personligt at se indersiden af sin instruktørs fire vægge, for ikke at nævne Theodore i t-shirt.

”Kaffe, tak,” svarede hun, selvom hun mest af alt havde lyst til et glas af hans halvtomme whisky, så hun kunne drikke sig til lidt mod. Ikke at det var gået specielt godt sidst.

Imogen fulgte efter Theodore ud i køkkenet og betragtede ham finde kopper frem. ”Ja,” nikkede hun. ”Alannah har før passet min datter. Nu da Hr. Dawlish har kaldt os tredjeårslærlinge på et ekstraordinært feltarbejde i morgen aften, ville jeg spørge hende, om hun kunne træde til igen.” Imogen fingererede ved en tom frugtkurv, der stod på hans køkkendisk. "I er meget forskellige, hvis De tillader, at jeg siger det." Hun smilede forsigtigt til ham. Måske det første oprigtige smil, hun nogensinde havde sendt ham?

[Theodore Blanchett]

Uden yderligere indvendinger eller spørgsmål til hvorfor hun ville have kaffe fremfor te, gav den ranke amerikaner et enkelt, kort nik. Imens at hun fortalte om sit bekendtskab til hans søster, og hvorfor at hun netop søgte hende, havde Theodore stille og roligt gået igang med at sætte kaffe over. Ved siden af den slanke, feminine miss Temples tårnede Theodore bredskuldret. Med hendes tilstedeværelse, selv i hans eget hjem, kunne han føle, at han skulle være forsigtig. Om det var alt sammen grundet Imogens lille figur eller det iltre temperament, han selv havde oplevet adskillige gange efterhånden, var svær at svare på.

"Så det synes du?" spurgte han retorisk, og skimtede over på hende ud af øjenkrogen. Han fangede hendes smil, der var så meget anderledes end det de begge var vant til.

"Har vi ikke alle sammen noget i bagagen, som er med til at forme os til den vi er i dag?" sagde han roligt, med den tydelige amerikanske accent, der virkede mere nonchalant end den engelske, som Imogen besad.
"Hvor Lanah er mere bekymringsfri og lykkelig på livet, har jeg måske set hvordan det i virkeligheden er. Tro det eller ej, miss Temples, jeg har været ligesom hende engang," sagde han roligt, idet at et skævt smil dannede sig i mundvigen.

Kaffen blev færdig med et klik, og med en rolig bevægelse fik han hældt den sorte væske i hver kop, hvorefter han rakte den ene til Imogen mens blikket hvilede i hendes. "Der er mælk i køleskabet og sukker i skabet, hvis du mangler."

Der gik ikke længe før at den ranke amerikaner straks brød tavsheden igen. "Imens vi venter, er jeg nød til at bede om Deres hjælp," sagde han, inden at han lavede et enkelt nik som tegn til, at de skulle bevæge sig ud af køkkenet, "Kom med."

Og som han førte hende ind i stuen forklarede han situationen, "Jeg er inviteret til middag i aften for store hoveder inden for eliksir. Professorer fra hele verden med navn af betydning." sagde han roligt, og så sig over skulderen for at se, om hun var med. Som de nåede ud i stuen blev det tydeligt, at der over sofaryggen lå jakkesæt, skjorter og slips tilfældigt henover.

Han lagde sin kop kaffe på bordet, uden at have rørt det da fokuset var på alt andet for den dannede amerikaner. Og med en rolig bevægelse tog han fat i slips og skjorte. "Jeg aner ikke hvad jeg har gang i, miss Temples," indrømmede han, "Det er ikke bare hvem som helst jeg skal se i øjnene." afsluttede han betænksomt, imens at han en anelse frustreret lagde en hånd i nakken. Normalt havde den kontrollerede og dannede amerikaner styr på klæderne da han ofte gik i stive jakkesæt, men denne gang havde nervøsiteten over middagens gæster taget over og fået ham til at betvivle sig selv. Især når man inderst inde ønskede at gøre et godt indtryk. 

[Imogen Temples]

Imogens smil falmede i takt med Theodores formanende ord. ”Det har du ret i, hr. Blanchett,” istemte Imogen nedtrykt, og overvejede hvad det var, som havde været med til at forme Theodore. Hvordan var han blevet til den kolde, kyniske mand?

Og så … smilede Theodore. Det burde have set forkert ud, fordi hun ikke var vant til det, men det passede til hans ansigt og fik ham til at se meget yngre ud. Smilet fik sågar Imogens hjerte til at springe et slag over i en ægte kliché. Hun bandede indvendigt over sig selv. Med ét kunne hun sagtens forestille sig Theodore ligesom Alannah; ung, ubekymret og fri. Nu var professoren tynget af oplevelser, Imogen end ikke kunne forestille sig.

Imogen tog imod koppen. ”Tak. Jeg drikker den bare sort.” Hendes kølige fingre lukkede sig taknemmeligt om den varme kop. Hovedet drejede sig mod ham i et ryk, da han bad hende om hjælpe. Overrasket tiltede hun hovedet og fulgte efter ham ind i stuen, hvor jakkesæt lå spredt ud sofaryggen. Langsomt dæmrede det for hende, hvad han spurgte om hjælp til.

Den ældre amerikaner var altid så velklædt, at det undrede Imogen, hvordan han pludselig kunne være i tvivl. Han måtte have mange kvindelige bekendtskaber, der kunne have hjulpet med den slags – ikke mindst en date til dette fine selskab. Eller havde han?

”Hvad er der galt med det, du har på nu?” spurgte Imogen, og skyndte sig at smile for at understrege, at hun jokede. Hun satte kaffekoppen fra sig, inden hun vendte blikket mod tøjbunken og begyndte at løfte forskellige klæder for at se, hvad der passede sammen. Eftersom hun hverken havde en mand eller brødre at klæde på, følte hun sig langt fra kvalificeret til den slags beslutninger. Hun valgte dog en mørkeblå habbitjakke med et tilhørende blåt- og rødternet slips. ”Det passer til dine øjne,” sagde hun, hvorefter en let rødmen skød op i hendes kinder. Hun rakte ham sættet.

[Theodore Blanchett]

"Det ville være et kønt syn," havde han blot besvaret hendes joke, og gengældte hendes smil med en let træk i mundvigen. Og som de stod der, hende lille og feminin ved hans side, stod amerikaneren rank og stolt som altid, da hun rakte ham sættet. Og dér, i hendes kommentar og i deres øjenkontakt, bemærkede han kort en let rødme i det ellers så fine ansigt. Men han lagde ikke mere i det. Måske fordi, at han i sidste ende ikke fangede hvorfor det skete.

"Tak, miss Temples - for din hjælp," svarede han roligt, og trak let op i mundvigen. "Hvis du vil have mig undskyldt mens jeg klæder om. Sæt Dem bare ned imens.." sagde han hensynstagende inden at han vendte om for at gå roligt mod soveværelset. Og på sin vej trak amerikaneren vant t-shirten af. I et par sekunder blev den brede, muskulære ryg synlig, inden at den høje silhuet forsvandt bag døren.

Et par minutter senere trådte han frem, nu iklædt kropsnært jakkesæt og slips, som han så ofte fejlfrit befandt sig i. Han rettede lidt på slipset idet han gik mod Imogen.
"Jeg skulle have brændt den invitation," lød det træt fra ham, da han tog den halve flaske whiskey, der stod på bordet, for at hælde en sjat op til sig selv. Uden betænkningstid vendte han glasset og tog en slurk.

[Imogen Temples]

Hvad foregik der? Stemningen imellem dem var neutral, ja næsten behagelig. Imogen var lettet og en smule overrasket over, at han besvarede joken. Hun nikkede og betragtede ham forlade stuen. I et par gyldne sekunder kom hans ryg til syne, og hun tog sig selv i at nyde synet, for derefter at bande over sig selv. Hastigt vendte hun hovedet bort og satte sig i sofaen.

Imogen tog en tår af sin kaffe. Det tog et øjeblik at huske hvorfor, hun var kommet. Alannah. Hun betragtede sit ur. Hvornår ville den jævnaldrende veninde komme hjem? Imogen ville nødig forstyrre Theodore, som tydeligvis havde ting at tage sig til.

Hun rettede sig op, da han atter trådte ind i stuen fuldt påklædt. ”Jeg synes det lyder spændende. Det må være fantastisk at diskutere den nyeste viden indenfor eliksir,” protesterede Imogen let.

Hun betragtede ham med hovedet let på skrå, inden hun rømmede sig let. ”Men Hr. Blanchett, jeg vil gerne undskylde for sidst. Jeg burde ikke have sagt de ting, jeg sagde. Det var meget uprofessionelt.”

[Theodore Blanchett]

"Det havde jeg ikke forventet at høre. Af alle havde jeg troet, at din far havde kørt dig træt inden for det fag," sagde han med et støn, der mest af alt mindede om et tilbageholdt grin. Det ville det have gjort for Theodore - og det var netop også derfor, at han ofte lod være med at inddrage andre i sin profession, medmindre at de havde en reel interesse eller job inden for det. Problemet var bare, at de mennesker, som Theodore begik med, ofte var i den dur alligevel. Ikke mange kendte til hans private liv udover dem, som han havde mest kært.

Den ranke amerikaner hældte endnu et halvt glas op til sig selv. For at bedøve sig. Det var efterhånden hans metode at han håndtere de indre følelser. Der var en forventning om, at han skulle præsentere sin nye bog, som var langt fra færdig.

Så lød Imogens stemme igen, og han lyttede roligt interesseret imens at den gyldne væske fra flaskens hals skvulpede ned i glasset. Nu hvor han tænkte over det, hvor fanden blev Alannah af? Det var jo i bund og grund derfor at Imogen sad her i den store sofa med en kop kaffe i hånden. Så kom hendes undskyldning, og han skimtede op på hende med det blå, intense blik.

"Se bort fra det, miss Temples," startede han, idet at han tog sit glas, "alkohol gør mange mennesker ærlige - lidt ligesom veritaserum. Med begge følger de moralske tømmermænd, som vi alle nok ikke helt kan slippe fra," afsluttede han roligt, en anelse flabet, og gik med vante skridt mod sofaen, hvor han fandt plads ved hendes side. Duften af dyr cologne hang over den dannede amerikaner, og jakkesættet sad tæt ind til ryggen. Der var noget over ham, som for mange kunne virke intimiderende, og det var måske ikke meget galt med hans kølige sind og arrogante fremtræden.

"Jeg kan alligevel ikke dumpe dig," sagde han blot, "Du er for dygtig til at brygge eliksirer.." afsluttede han og tog en slurk af sin whsikey endnu engang.

[Imogen Temples]

Det var sandt at Imogen med sin fars entusiasme havde kedet sig bravt over faget i sin tid på Hogwarts, men efter hun havde opdaget et skjult talent som aurorlærling, var interessen genopstået. Selvfølgelig var hun langt fra dygtig nok til at forstå hvad de overhovedet snakkede om til sådan et møde.

Imogen betragtede Theodore drikke endnu et glas. Det slog hende, at hans alkoholforbrug var temmelig stort; noget hun ikke havde lagt mærke til før. I næste nu låste hans blik sig fast i hendes. Hun bed sig let i læben og knejsede med nakken. ”Du har ret, selv når tingene, der bliver sagt, har en snert af sandhed.”

Sofaen sank en smule ned idet Theodore satte sig ved siden af hende. Duften af hans cologne trængte ind i hendes næsebor. Hun håbede inderligt, at hun grundigt havde fjernet duften af dragemøg fra tidligere. Hun måtte løfte hovedet en anelse for at se på ham med sine blå, dådyrøjne der havde en blødhed over sig som Theodores ikke besad. Hun følte sig ganske spinkel og petite, selvom deres temperament i høj grad kunne konkurrere mod hinanden.

Imogen strøg en hårlok om bag sit øre og grinede nu oprigtigt. En perlende, klukkende latter. ”Jeg har haft en meget streng underviser,” bemærkede hun kækt. ”Han har et stort temperament og kan blive vældig utilfreds, hvis man ikke gør sit bedste.”

[Theodore Blanchett]

Theodore smilede svagt af hendes smittende latter. Det lød oprigtigt. Der var en let frihed i den, som han ikke havde hørt længe. Og som de sad der, på sofaen ved siden af hinanden, så var det befriende.

"Jaså?" spurgte amerikaneren med en rolig stemme, idet at han lænede sig frem mod sofabordet og stillede det tomme whiskey glas fra sig. Lugten af whiskey hang en anelse over ham som den dyre cologne.

"På det punkt har jeg på fornemmelsen, at vi er ualmindelig ens, miss Temples," svarede han kort for hovedet, inden at han lænede sig tilbage i den store sofa.

Han betragtede hende med det rolige blik. En anelse i stilhed. Betragtede de feminine linjer i hendes fine ansigt. Hvordan hårlokken, som hun havde strøget tilbage, faldt modvilligt igen. Øjnene og de lange, mørke vipper. Og de fyldige læber, der smilende havde efterladt sig en blid latter. 

Og så kunne han ikke dy sig mere. Det kom en anelse pludseligt til ham, men af en eller anden grund var der noget i ham, der trak ham i den retning. 

"Tag med mig i aften.." afbrød han eftertænksomt stilheden, mens at han betragtede hende med det blå blik, der ubevidst ikke nænnede at fjerne sig fra hende. 

[Imogen Temples]

Theodore havde ret; temperamentet lå til dem begge. Selv Imogen måtte indrømme dette for sig selv, da hun smilede skævt til ham. Det var både afslappende og befriende at udveksle munterheder. Det løsnede den stramme atmosfære, der ellers havde hersket mellem dem, men på samme tid blev grænserne i deres forhold nu endnu mere udflydende.

Imogen kunne mærke hans blik på sig. For at skjule sin befippelse lukkede hun hænderne om sin kappekop og tog en tår. Hun havde nær fået kaffen galt i halsen, da han fremlagde sin opfordring, der som sædvanligt var forklædt et krav; typisk fra en mand, der fik hvad han bad om.

”Du har vist drukket for meget whisky, professor,” fløj det ud af hende. Mente han det? Ville han virkelig have hende med til selskabet? Og endnu vigtigere – hvorfor? Han brød sig jo ikke om hende.

Men i stedet for at nægte svarede, ”men jeg er slet ikke særlig dygtig til eliksir… og jeg har slet intet pænt tøj med.” Hun kiggede ned af sin aurorlærlingeuniform.