Forventningens Glæde

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes gled igennem trædøren til Det Tre Koste til stor frustration for en ældre troldmand, hvis hvide skæg gik ham til navlen og hans lange, spidse hat der kolliderede med dørkarmen, så han måtte ligge en beskyttende hånd på den. ”Ved Merlins skæg”, bandede han forbistret, i det hans øjne kolliderede med Tobias Holmes mørkeblå. ”Beklager Archie!”, undskyldte Tobias uden at mene det i forbifarten.
Ikke mange øjeblikke efter, havde Tobias indfundet sig i hjørnet, han altid søgte mod, hvis det var ledigt. Med vinduet i ryggen og bænken hamret fast til væggen, var det hans yndlingssted; her havde han tilbragt mange timer og ikke kun i sit eget selskab. Hans øjne slå gnister, som var han ved at springes af morskab, hvilket ikke var langt fra sandheden. Han så forventningsfuldt hen imod døren, som ventede han på, at den ville åbnes inden længe. Da der intet skete, bestilte han i mellem øl til sig selv og det sædvanlige glas rødvin, han vidste, hans kommende selskab ville foretrække.

Renata P. Earnshaw
D. 01-08-2025

[Renata P. Earnshaw]

Det havde været endnu en lang dag, men dem var der rigeligt af for en ung journalist og Renata havde heldigvis et ritual til at håndtere de af dem, der virkede rigtigt drøje.

Med et smil åbnede hun derfor døren ind til krostuen og lyste yderligere op, da hun fandt Tobias siddende med drikkevarerne klar. Ikke længe efter gled hun ned overfor ham med små fingre gennem mørke lokker.

"Åh, skønt at se dig, namorada," hilste hun og greb allerede ud efter glasset, der blev hævet til deres vanlige skål.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes lyste op i et smil, i det hans nyligt kommende selskab placerede sig overfor ham og hastigt greb om drikkevaren. Han nikkede mod hende, lod sine tatoverede fingre glide om sit eget glas og skålede øjeblikket efter med hende.
”Og i lige måde, mate”, sagde han og mente det, hvorefter han tog en slurk af øllen; i samme sekund fortalte hans tunge og hals ham, at den havde gjort ham noget godt. Ikke mange øjeblikke efter nikkede han mod hende, ”jeg er glad for, at du kom”, bekendtgjorde han, i selv samme øjeblik et lumsk smil plantede sig på hans hjerteformede læber. ”Jeg har noget, jeg skal snakke med dig om. Kender du til de propaganda flyers, som cirkulerer for tiden?”, spurgte han, i det han lænede sig frem mod hende henover bordet; hans mørkeblå øjne lyste mod hendes.

[Renata P. Earnshaw]

Renatas blik spillede muntert over glasset, før hun tog en fornuftig slurk. Den faldt på et tørt sted og hun slikkede grådigt sine læber med tungespidsen.

Roligt lyttede hun, mens Tobias talte. "Jeg er stødt på snak om dem i forskellige cirkler," indrømmede hun og en lille finger fulgte glassets kant. De mørke øjne slap ham dog ikke så meget som et sekund. Og hun, der havde troet, at hun skulle holde fri.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lo stille; hans sædvanlige hæse grin, der som altid indikerede, at han fandt noget usandsynlig morsomt. Han gestikulerede mod jakken, han skødesløst havde smidt fra sig ved hans side, i det han havde sat sig. Hastigt rev han den til sig og ikke mange øjeblikke efter, lå en af de omtalte flyers placeret på bordet foran dem. Han nikkede mod dem og så kortvarigt rundt; ingen syntes, at bide mærke i dem.
”Men har du læst dem?”, spurgte han derefter, i det hans egne øjne atter landede i hendes. ”Hvad har du hørt?”, tilføjede han hastigt, inden hun nåede at åbne munden selv.

[Renata P. Earnshaw]

Renatas blik dvælede et sekund ved jakken som ville det få den til at fortælle hende alle sine hemmeligheder, før hun igen vendte blikket afventende tilbage til Tobias igen. Hun havde aldrig været en tålmodig størrelse og foden begyndte allerede nu at slå lidt i luften.

"Jeg har ikke læst dem," svarede hun og tiltede hovedet lidt på skrå. "Jeg har hørt, det skulle være noget vås. Hvorfor?" Tonen var utålmodig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs, hvorefter hans hæse grin igen forlod hans hjerteformede læber. ”Har du sovet i timen, Earnshaw?”, spurgte han, næsten vantro, hvorefter han skubbede flyeren imod hende. ”De er geniale!”, tilføjede han hastigt, hvorefter han rystede på hovedet imod hende. ”Dybt provokerende men geniale! Vanvittig skarpe!”, sagde han og åbnede op på første side, og pegede demonstrativt ned på dem. ”Essensen er grundlæggende ligestilling alle troldmænd og hekse imellem og at fuldblodsfanatikere pakker sammen og får, hvad der venter dem. Det er første gang, at der i den her grad bliver kastet mudder fra den modsatte side af. Det er jo sensationelt!”, udbrød han og smed hænderne ud til siderne i triumf. ”Og det bedste af det hele er, at ingen, absolut ingen ved, hvem fanden der står bag!”

[Renata P. Earnshaw]

Alene blikket i hans øjne gjorde, at Renata var klar, da han slap en flyer. De mørke øjne ged hurtigt over dem, mens han talte. Erhvervet havde efterhånden lært hende både at lytte og læse på samme tid.

"Det er velskrevet," medgav hun forbeholdent. En sur smag havde spredt sig i hendes mund og hun skyndte sig at lægge pamfletten fra sig igen, før hun tog en tår mere. "Om end lige så sort og hvidt skildret som nogle fuldblodsmagikere ville vælge at se verdenen."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias’ brede øjenbryn fløj ufrivilligt op i en vantro grimasse, der var så ulig Tobias’ ellers beregnende karakter; Tobias lod aldrig folk se hans umiddelbare reaktion. Det gjorde sig dårligt i omtrent alle sociale sammenhænge.
Straks så han ned på papiret, som forsøgte han at forstå, hvad det var hun så og som havde undgået hans blik.
”Men det er jo banebrydende i sig selv! Hvor ofte har fuldblods ikke benyttet sig af samme kanaler?”, forsøgte han igen, hvorefter hans mørkeblå øjne fangede hendes. ”Jeg forstår ikke din reaktion”, indrømmede han stille, hvorefter han atter lænede sig henover bordet imod hende. ”Forklar mig det!”, bad han, et lille, imødekommende smil placeret i mundvigen. ”Jeg lover, at jeg lytter.”

[Renata P. Earnshaw]

Normalt var Renata Paredes' læber adskilt i et charmerende smil, der havde temmelig umiddelbar virkning i form af, at hun som oftest fik sin vilje. Nu var de dog sammensnerpede i en utilfreds mine, som Toby fik trykket på flere af hendes kvaler forbundet til selv at være fuldblods.

"Det er bare..." Hun tog en dyb indånding og fejede en mørk lok væk fra ansigtet med to fingre. Langsomt lænede hun sig frem, blikket tankefuldt fremad uden rigtigt at se. "Jeg mener ikke, at vejen frem er at synke til samme dybde, som nogle fuldblods har plasket rundt på i årevis," forklarede hun roligt og lagde benene over kors.

"Jeg anerkender selvfølgelig behovet for at få lagt fokus på området og få nogle stemmer frem, der ikke er de samme tåbelige fuldblodsidioter, der altid bræger, men er dette virkelig vejen frem? Jeg mener... Hvis forfatteren ikke engang står ved det..."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias foldede sine tatoverede hænder foran sig og nikkede til hende, uden at det skæve smil forlod hans mundvige. De mørkeblå øjne fæstnede sig i hendes, som for at lade hende vide, at hendes mening var værdsat.
Han nikkede forsigtigt og så ned på skyldneren. ”Jeg forstår”, brummede han, hvorefter et tungt suk forlod hans læber, alt imens smilet langsomt forlod hans mundvige for at sætte sig i hele ansigtet. ”Det er bare så spændende!”, tilføjede han hastigt, i det hans øjne atter fandt hendes. De lo til hende. ”Det er fandeme et godt mysterium, Ren, du kan ikke komme og sige andet! En forfatter der afleverer mystiske, dybt provokerende skrifter rundt omkring i London og ingen ved hvem, der står bag! Forestil dig en forside, det ville være, når først det her får lov at vokse!”, sagde han hastigt, alt imens hans øjne slog gnister. Han lænede sig, om muligt, tættere på hende; ”Har jeg nogensinde fortalt dig om Cedric Llywelyn?”, spurgte han.

[Renata P. Earnshaw]

Nervøsiteten havde allerede nået at vende sig i hende, men heldigvis lod Tobias ikke til at blive vred eller fornærmet over hendes ord. Smilet foldede sig snart ud igen og inden længe var Renata igen lænet ind over bordet mod ham, nysgerrigt lyttende og sippende vin.

"Især hvis det får lov at bygge sig op, så det ikke punkteres for hurtigt," bemærkede hun, selvom hun vidste, at Tobias selvfølgelig havde taget højde for det hele allerede.

Renata prikkede lidt til glassets kant med en tankefuld mine. "Nej, det mener jeg ikke," svarede hun så. "But there's no time like the present."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke lade være med at le; der var ingen der forstod sig på god journalistik som Renata Earnshaw, en egenskab han altid havde værdsat. Han blinkede til hende i sekundet efter og nikkede indforstået. ”Præcis”, medgjorde han; de mørkeblå øjne gnistrede imod hendes. ”Og den er der ikke helt endnu! Snakken går ikke rigtig, som den burde på redaktionen”, tilføjede han, hvorefter et hurtigt trækken på skulderen indikerede, at det forekom ham ærgerligt.
”Ikke desto mindre-”, startede han, i det han viftede med hånden, som var han allerede videre, ”- så er Cedric en ven fra Hogwarts. Cedric og jeg genoptager kontakten, i det han ansøger om en lærlingeposition på Profettidende. På det her tidspunkt er jeg allerede i fuld gang med min egen lærlingestilling, så du ved hvordan det går! Vi mødes efter dagens hårde arbejde og da han bliver afvist for anden gang, drikker vi os plørefulde på redaktionens regning-”, fortalte han hastigt, hvorefter han hurtigt skar en grimasse; ”det koster dig forresten mange stive timer med korrekturlæsning, så lad være med det-”, tilføjede han, i samme øjeblik han lo til hende og fortsatte; ”ikke desto mindre, og det her er mere veltænkt end det forekommer, Ren, så er jeg fuldstændig overbevist om, at Cedric er vores mystiske, anonyme skribent!”

[Renata P. Earnshaw]

Renata himlede med øjnene, ikke af ham, men af redakionen. Der var desværre nogle sløve padder imellem, der ikke rigtigt kunne få sat ordentligt skub i tingene. En historie var jo intet, hvis ingen talte om det.

"-Som man gør," bød hun grinende ind, mens han talte, men lod ham ellers færdiggøre, mens hun selv tømte sit glas. Med et par hurtige fagter i retning fik hun bestilt et nyt og vendte igen blikket og sin udelte opmærksomhed til Toby.

"Hm, men hvis du så får det bygget op til en stor sag, det store spørgsmål på alles læber - hvem er forfatteren? Vil du så kunne afsløre din ven?" spurgte hun uden at lyde hverken dømmende eller skeptisk, men blot nysgerrig.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes blinkede leende til hende og nikkede bekræftende. ”Og bør!”, tilføjede han hastigt, hvorefter hans ansigt blev lagt i mere alvorlige folder. ”Jeg synes nu, at jeg har gjort mit. Jeg efterlod en kopi af pamfletten i thekøkkenet og den blev da kigget lidt i. Jeg havde lidt håbet, at Violet Wizzletodd havde fundet den, men hun har været for stille. Ikke desto mindre-”, sagde han, og fulgte ufrivilligt hendes hånd med blikket, i det hun bestilte en genopfyldning, og lod derefter sit blik farer mod sin øl, der stod næsten pinlig urørt og stirrede tilbage på ham. Hurtigt tog han en tår.
”Ærligt, jeg ved det ikke, Ren”, sagde han tøvende, hvorefter han trak på skuldrene og så på hende. Hans mørkeblå øjne slog gnister. ”Det er jo en helvedes god historie, hvis den får lov til at ligge og vokse”, fortsatte hans sin overvejelse, i det han atter tog en tår af sin øl. ”Hvis det viser sig, at jeg kan skaffe beviser og at den tager en spændende udvikling, jamen hvorfor ikke? Lige nu er jeg dog mere interesseret i at finde ud af, om min mistanke ligger det rigtige sted.”