I de lyse nætter

[Tobias Huxley Holmes]

Larmen fra berusede troldmænd og hekse var altoverdøvende; krus der mødtes i en vild skål gav genlyd igennem lokalet og latter kom i bølger. Et sted var der en der råbte; en råben der igen blev besvaret andetsteds fra. En svag musik fra en samling af selvspillende musikinstrumenter summede i baggrunden, men ingen lod til at bemærke de toner, som forlod dem.
Tobias Holmes sad placeret i baren, hans sorte slips løst om halsen og den hvide skjorte, som havde undsluppet hans sorte habitbukser. Han sad omgivet af en broget skare, alle klædt i troldmandsgevandter i alskens farver. De lo alle højlydt af en internhed, fremlagt af en ældre troldmand med skæg ned til navlen. Tobias kinder var røde og under hans slørede mørkeblå øjne var sorte rander, der langsomt havde formet sig i løbet af dagtimerne.
Selskabet brød op ikke lang tid efter og Tobias forlod forsamlingen. De havde spillet kort og Tobias havde forladt bordet med ingen ting; han havde heller ikke tabt, hvilket hans lettere berusede person, anså som værende ganske fortræffeligt. Den kølige sommerbrise ramte ham, i det han åbnede den skæve trædør og trådte ud på gaden, hvor livet stadig summede til trods for den sene time. Hans modsatte hånd havde samtidig fundet metalæsken med cigaretter og ikke lang tid efter, hang den hvide pind i mundvigen og glødede stille.

Monique Bonaccord

[Monique Bonaccord]

I baren sad en heks. Bag stort, kruset hår stirrede mørke øjne dovent ud i lokalet. Moniques fødder bankede ind mod barstolen, bevidst ude af takt til musikken, og det gav små smæld hver gang, hun ramte. Det var efterhånden et par glas dårlig vin siden, at hun havde forvildet sig derind, og hun havde stadig ikke fået jagtet kedsomheden på flugt.

Med et melodramatisk suk tømte hun sit glas og hoppede hun elegant ned fra barstolen, før hun vandrede ud af krostuen igen. Der var stadig varmt udenfor, om end ikke lige så lummet som inde, og Monique to en dyb indånding, mens hun lænede sig op af kroens ydervæg.

[Tobias Huxley Holmes]

Da døren gled op forsvandt Tobias Holmes mørkeblå øjne ufrivilligt fra gaden og landede på en brunhåret heks, der i samme øjeblik forlod krostuen. Han betragtede hende en kort rum tid og afgjorde med sig selv, at hun var smuk. Cigaretten fandt vej tilbage til hans læber og da han inhalerede, kunne han høre gnisterne fra den modsatte ende. En enkel tanke havde sat sig på tværs og for et øjeblik kunne Tobias have svoret, at han havde set den unge heks før; tanken sad der ikke længe, fordi Tobias afgjorde med sig selv, at det måtte være en umulighed, men ikke desto mindre -
”Så du forlader krostuen, for at stille dig udenfor men ikke for at forlade den”, sagde han, hans mørke øjne rettet mod jorden under ham. Inden længe fandt de vej mod hendes skikkelse og han betragtede hende med reserverede øjne. ”Det betyder, at du –”, sagde han og afbrød sig selv, ved at stikke cigaretten i mellem læberne, ”at du trækker frisk luft, for den friske lufts skyld alene – og hvorfor så blive stående?”, fremlagde han og smed sin ene hånd gestikulerende ud til siden, hvorefter han fortsatte: ”Eller at du desperat undgår et vist bekendtskab, der muligvis eller højst sandsynlig, er af mere romantisk karakter”. Tobias kiggede sigende på hende og hans slørede øjne fra øllen lo til hende.

[Monique Bonaccord]

Der gik et øjeblik eller to, før Monique langsomt vendte ansigtet og blikket mod stemmen. Blikket i de mørke øjne studerede ham nøje, tog ugenert det hele ind fra det mørke hår til cigaretten mod hans læber til hans forholdsvist nypussede sko.

"Eller jeg mener ikke, man må have grund til at være steder altid, hm?" foreslog hun og hævede brynene. Hendes blik dvælede ved ham et langt øjeblik, før hun igen så op på stjernehimlen. Ikke at der meget, man kunne se med landsbyens lysforurening.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse og lo mod himlen. Cigaretten fandt atter vej til hans læber og smøgens ende gnistrede i mørket.
”Hvor kedeligt”, brummede han og vendte sine mørkeblå øjne mod hende. De var slørede fra øllen, men rummede stadig den sædvanlige skarphed; nok var Tobias beruset af øllens sødme, men hans gode intellekt var ikke blevet forladt i krostuen. ”Nu troede jeg lige, at der var en god historie i vente”, tilføjede han og sendte hende et vindende smil. ”Men der blev jeg slemt skuffet! Lad det endelig ikke hvile for tungt på dine skuldre dog. Hvem kunne vide, at din begrundelse ville være.. – så ordinær”. Tobias inhalerede atter men lod ikke sit blik farer fra hendes; et drillende glimt havde sat sig i øjenkrogen og som altid lå det vindende smil på hans læber.

[Monique Bonaccord]

De mørke øjne fandt den fremmede igen, hvilede ved gløden i mørket i et langt øjeblik. "Ordinaire," gentog hun med den tykke, franske accent og et lille smil sitrede ved hendes mundvige som morede hun sig over noget kun hun vidste.

"Måske jeg er ordinaire." Monique trak fingrene gennem det tykke hår. "Måske det er mere ordinaire at gå ud med et formål."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lo stille og trak på skuldrene. Cigaretten fandt vej tilbage i mundvigen og hans blik farede atter mod nattehimlen. ”Det er vi alle vel”, brummede han ligegyldigt, i det han smed cigaretten fra sig på vejen. ”Unikhed er et træk, vi alle bilder os ind at besidde. Nogle mere end andre”, tilføjede han påtaget eftertænksomt, med sit lige dele skarpe og leende blik rettet mod hende. Han blinkede til hende.

[Monique Bonaccord]

Monique mærkede kedsomheden spire i baghovedet igen, og hun fulgte cigaretten med blikket, før hun så på ham igen. Øjnene var smalle, tænksomme sprækker. Så skubbede hun sig ud fra husmuren og gik frem mod ham. Skoenes små hæle klikkede mod brostenene.

"Og hvorfor gør du det? Ryger?" spurgte hun og tippede hovedet på skrå. "Det er en ting for muggler', non?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skævede til hende, stadig med det morede smil placeret på hans læber. Han trak på skuldrene, langsomt imens hans øjne lo af hendes spørgsmål; hendes eftertænksomme, reserverede grimasse.
”Det er det”, bekræftede han, hvorefter han brat vendte fronten mod hende. Hans hænder fandt vej ned i de sorte habitbukser, i det han fortsatte. ”Min far var muggler. Dårlige vaner går i arv”, brummede han. Et mistænksomt blik sneg sig ind i hans mørkeblå øjne. ”Hvorfor interessere det dig?”, spurgte han og lagde ubevidst hovedet på skrå. Hans smil og øjne var reserveret men moret.

[Monique Bonaccord]

Smilet forsvandt øjeblikkeligt fra Monique, der vendte blikket fra ham og stirrede direkte op i den mørke himmel. Hun havde ikke meget at diskutere med én, der havde adopteres sin beskidte mugglerfars ulækre mugglervaner.

"Mugglere er af ingen interesse for mig," konstaterede hun afvisende.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lo hæst, i samme øjeblik hendes ord havde forladt hendes læber; igen havde hans instinkt haft ret i sin antagelse.
Han trak på skulderen uden at tage blikket fra hende. ”Nej?”, sagde han og smilede bredt; det altid påtagede, vindende smil. ”Hvor kedeligt! Du kunne ellers lære noget. Mugglere står ikke og hænger op af krostuer, medmindre de er dybt alkoholiserede eller lyssky på anden vis”, grinte Tobias og blinkede til hende, hvorefter han vendte rundt og gjorde mine til atter at vende tilbage til sit selskab. ”Jeg håber virkelig, at du får dit problem under kontrol!”

[Monique Bonaccord]

Monique fulgte ham med blikket og rystede på hovedet af ham. Det var bestemt ikke hende, der havde et problem, men hun havde langt bedre ting at tage sig til end at tage den diskussion med en halvblods.

afsluttet