Det endelige opgør

[Clarissa Stanley]

William Knight, 17. juni, 2024

De sidste par dage havde været et sandt virvar af kaos. Først havde hun været chokeret. Så havde hun været ked af det. Og nu var hun. Vred.

Fællesstuen var fuld af elever disse dage, fordi alle ville nå at være sammen med så mange som muligt, inden de skulle på sommerferie. Og nu hvor hun havde besluttet, hvad der skulle gøres, så havde hun faktisk intet imod et publikum. Så da hun kom ind og så Liam sidde i en af sofaerne gik hun direkte hen mod ham med et iskoldt udtryk i ansigtet.

[William Knight]

"Mate..- Hører du efter?" Lød det fra en af vennerne, omkring ham i en af fællesstuens sofaer. Liam, blinkede et par gange, før han lidt dovent vendte blikket mod ham. "Endelig får du noget på den dumme, og så zoner du totalt ud", kom det så fra en af de andre drenge, hvortil Liam blot træk den ene mundvige let over den anden i et drenget, men lidt halvhjertet smil. De kendte jo ikke sandheden. At det ikke var Clarissa, hans kæreste gennem et par måneder, han havde 'mistet den til', men derimod én af hans veninder. Siden da, havde han, til dels, fortrudt sine handlinger, men havde også mærket en lyst til blot at fortsætte med Clarissa, nu hvor dén del var ude af verden. 

"Når man taler om solen..." En af drengene nikkede mod skikkelsen der trådte ind i rummet. Liam's blik gled automatisk over mod hende. Naivt, antog han at hendes kolde udtryk var intet andet end den typiske 'Clarissa har en dårlig dag'-attitude, men som hun kom tættere, mærkede han uroligheden.
"Hey babe." Han sendte hende et prøvende smil.

[Clarissa Stanley]

Clarissa var vred i forvejen og hans brug af ordet 'babe' gjorde hende ikke mildere stemt. "Fuck dig, Liam," svarede hun vredt og stoppede, da hun stod foran ham med armene over kors. "Er det rigtigt, at du har været i seng med Kala?" spurgte hun bidsk og var komplet ligeglad med, at alle omkring dem hørte dem og at folk pludselig tyssede på hinanden i krogene for at kunne høre med.

[William Knight]

Fuck dig Liam - de hastige ord tørrede smilet af Liam Knight's ansigt, men sendte også et svagt uhh gennem hans venneflok - som morede de sig gevaldigt over en eventuel skideballade. De blev dog snart helt stille, som navnet 'Kala' ramte luften, og trods Liam ikke vristede sig blik fri fra Clarissa, vidste han, at en del af fællesstuen var forstummet ved hendes vrede ord.
Han rejste sig op, og greb hende hastigt, men ikke hårdt, i armen, i et forsøg på at dirigere hende en smule væk, "Hvad snakker du om?" Hviskede han benægtende, "Skal, - skal vi ikke tale om den her misforståelse et andet sted?"

[Clarissa Stanley]

Clarissa rykkede omgående sin arm fri, som havde han brændt hende med sin berøring. "Gu skal vi ej tale om det et andet sted," svarede hun vredt. "Hvis du ikke ville have, at folk skulle vide det, så skulle du måske have holdt det mere hemmeligt??!" Hun nedstirrede ham - uden den mindste tanke for, at hun var mindst et hoved mindre end ham. "Hvad fanden tænkte du på?!"

[William Knight]

Clarissa's vrissen fik, uden tvivl, adskillige nysgerrige blikke til at bevæge sig over mod dem. Akavet, stak han hænderne i lommerne - som ville det få ham til at se afslappet ud for sine 'on-lookers', trods meget i hans blik kunne tyde på det modsatte.
"Hør..." Han forsøgte inderligt at benægte alt kendskab til sagen. I hvert fald nu. For, hvad ville alle ikke tænke hvis de fandt ud af sandheden. Han kunne, trods alt, næsten allerede mærke hans venner stirre ham forvirret i nakken, med en tvivl omkring hvorvidt den ellers jomfruelige Liam Knight, ikke kun havde været noget på den dumme, men også havde gjort 'the deed' med en anden en dén kæreste, han ofte havde paradet omkring.
"Har du overvejet at det bare kan være rygter, Rissa?"

[Clarissa Stanley]

Hans forsøg på at afværge, gjorde hende bare endnu mere hidsig og hun udstødte et frustreret udbrud, mens hun skubbede hårdt til hans brystkasse og han var nødt til at gå et halvt skridt bagud. "Du benægter det ikke engang, dit røvhul!" råbte hun iltert og gloede så bare iskoldt på ham. Hun trak følelserne ind og endte med en ganske fattet facade, mens hun stadig så på ham. "Vi to er færdige med hinanden." Og så drejede hun om på hælen og gik ud af rummet.

[William Knight]

Han vaklede tilbage ved det hårde skub. Det havde været uventet, men bestemt ikke ufortjent. Hendes råbende ord, var dog dét der skubbede ham mest ud af balance; trods dette nok stadfæstede sig mest i det mentale. Læberne åbnede sig for at sige noget, men han fangede sig i - for en sjælden gangs skyld - at være tabt for ord.

"Rissa, vent!" Han stormede efter hende, og forsøgte at nå op i en fart, hvorved han kunne træde ind foran hende, og blokere hendes vej; "Kan vi ikke tale om det her? Du behøver for fanden ikke at råbe op til hele skolen, før vi får styr på hvad der sker."

[Clarissa Stanley]

Hun var ude af lokalet og komplet ligeglad med, hvad folk tænkte om hende bagefter. Hun forsøgte dog ikke at løbe - heller ikke, da hun hørte Liam løbe efter sig. Inden længe var han inde foran hende og hun stoppede og lagde armene over kors igen. "Hvis du kan fortælle mig, at det ikke er sandt," tillod hun med et vredt blik. For det var hun så godt som sikker på, at han ikke ville være i stand til det.

[William Knight]

Det var svært at modstå lysten til at tage fat om hendes skuldre, kigge hende ind i øjnene, og tigge hende om at stole på sig. Stole på, at 'hendes kæreste' var dén hun burde have mest tillid til. Igen fangede han sig dog i at føle sig tabt for ord... Han havde vel forventet at han ville slippe afsted med det. Men hvem kunne han narre? Han havde trods alt plapret op til drengene om at have 'mistet den'.

"Det er...-" Han tøvede i et sekund, og man kunne fornemme en lille flakken i hans smil, "Det betød ingenting, okay? Det gjorde det virkelig ikke. Det var... en fejl."

[Clarissa Stanley]

En lille del af hende havde håbet - havde håbede inderligt - på, at han ville modsige hende. At det blot var ondsindede rygter og at den fyr, som hun havde været så mega forelsket i de sidste par måneder og som hun havde stolet på, rent faktisk også holdt af hende. Bare en lille smule.

Hans ord brød dog med den lille flig af håb og hun mærkede sit hjerte knække under vægten af det. "Tal aldrig til mig igen," sagde hun derfor bare med øjne som var blanke af tårer, inden hun gik uden om ham og fortsatte ned af gangen.

[William Knight]

"Clarissa, jeg-," Han stoppede midt i sin sætning, som hun gik forbi ham. Trods han drejede kroppen til at kunne se efter hende, følte han nærmest at hans fødder var naglet til gulvet, af en forhekselse... Eller også var de blot tynget af dårlig samvittighed.
De mørkebrune øjne blev en smule blanke, som han så hende forsvinde ned ad korridoren, og ud af sit liv. Trods hans handlinger sagde det modsatte, og trods hans sind stadig var for naivt til at forstå kærlighed, knuste det ham, at han havde mistet nogen der havde set på ham med så meget kærlighed i øjnene.

Som et par elever forlod fællesrummet, bemærkede han hvordan de så på ham, med foragt i blikket. Som var han en sygdom i blandt dem. Trods alt føltes som et helvede nu; ville der ikke gå mere end et par dage, før hans adfærd tog en drejning. For angren gjorde så ondt, at han blev nødt til at blame hende. Blame, at hun havde været en snerpe... At hun ikke kunne opfylde hans behov. At hun havde spildt hans tid...
- Trods han vidste at han havde begået den største fejl i sit liv til dato, var détte de millioner af grunde, han viderebragte på slottet, til at han havde saboteret deres forhold. Hvis man ikke kunne se sig selv i øjnene, hvorfor så ikke kreere en ny identitet?

//Afsluttet//