Hyggelige Stunder i Hogsmeade

[William Knight]

Patsy Murray

Fønix-springvandet i Hogsmeade
Dato: 02-06 

"Værs'go m'lady," 
Den sekstenårige dreng proppede et godt krus med en kølet ingefærøl ind i hænderne på sin veninde, så det måske kunne køle kroppen lidt ned i solen. Det var én af de Hogsmeade weekender, hvor eleverne ikke stimede ind i kroerne, på grund af varmen, men hellere ville tage plads i den velkomne sol, der havde været noget tid undervejs. Han løftede sit eget krus op til læberne, og tog en tår, før han dumpede ned ved siden af hende på springvandets kant. Man kunne lige netop fornemme et par partikler fra det bevægende vand i ny og næ, når det ramte huden. 
"Se, dét her...," Han lavede en gestus med den ene hånd, før han fangede hendes øjne, "Det er sgu livet right?" Noget i ham virkede langt mere optimistisk end sidst de havde snakket. Måske var det vejret... Han nød dog hvert sekund af at være sammen med Patsy; En af hans nærmeste venner.

[Patsy Murray]

De var taget sammen til Hogsmeade, Liam og hende. Præcis som de havde aftalt. Det var godt og Patsy så frem til at skøn dag. Hvordan kunne den blive andet med Liam? Han havde netop tilbud at hente lidt at drikke, og imens havde hun hvilet sig ved springvandet. Hun havde siddet med den ene hånd i vandet, men tog den hurtigt op, da han kom tilbage. Og heldigvis for det, for sekundet efter sad hun med et krus ingefærøl i hænderne. Hun smilede til ham. "Enig. skål." Så løftede hun glasset og drak en tår. "går det bedre med dig?" Han virkede mere glad.

[William Knight]

Med et nik, som en besvarelse af hendes 'skål', tog han endnu en tår. Ganen blev vædet af den kolde drik, og han følte sig straks mere klar i hovedet. Som havde solen allerede fået en smule bugt under ham. Heldigvis, grundet den lidt mørkere hudtone, var han da ikke så sart for solstrålerne som mange andre var. Dog fandt han det både kært, og typisk britisk, når eleverne rendte rundt med røde solkinder.

"Ja. Det var godt med en lille pause fra dét drama jeg fik rodet mig ud i," Svarede han. Det var den halve sandhed. Nok havde hans tænkepause forbedret hans humør, men der var også en uforklarlig glød i hans glæde. En forventningsfuldhed, der måske var sat i gang på grund af en tøs.
"Hvad med dig?" Han sendte hende et varmt smil, "Har du fået bugt med det hele?" Sidst de havde snakket, havde Patsy udvist visse bekymringer, som havde fået ham til at holde lidt øje med hende over de sidste uger.

[Patsy Murray]

Hun lod kruset hvile på låret, mens hun kiggede over på sin gode ven. "Ja, vil du fortælle mere om hvad det drejede sig om?" Han havde selv åbnet det, og hun følte ikke han rigtig havde fortalt noget sidst de havde snakket. Det gjorde hende altid lidt bekymret, når hun så ham, som han så ud den gang.

Hun kom til at fnyse da han spurgte til hende, og for en sikkerheds skyld kiggede hun ud over byen, frem for på ham. Så kunne han ikke aflæse hendes øjne. "Jeg ved det ikke. Der sker så meget lige pludselig."

[William Knight]

Kortvarig bed han sig i underlæben i en mild, men dog ikke fuldstændig alvorlig, tone. Noget i hans øjne ville derved ikke vriste dén frihed væk som han havde oplevet efter sin pause fra dramaet. Derfor rystede han snart mildt på hovedet, "Faktisk..." Han sendte hende et blidt smil, "Vil jeg hellere bare lade mit fortids-drama ligge bag mig for en stund..."

Han ville også hellere fokusere på hende. Især eftersom han snart fornemmede at hans spørgsmål havde ramt hende en smule mere præcist end han havde regnet med. Nærmest, instinktivt greb han blidt om hendes hånd, med sin frie, og gav den et klem. "Er det noget du har brug for at tale om?" Med det samme, var det som om en beskyttende aura formede sig om ham. Som ville han snildt skabe drama i sit liv igen for hendes skyld, "Skaber nogen problemer for dig igen?"

[Patsy Murray]

Patsy tak på skuldrene og accepterede det så. "Godt lad os lade det ligge i fortiden så. Hvis bare du lover mig, der ikke er mere i det." Hun så bekymret på sin ven. Hun ønskede ikke at han skulle opleve al den drama han altid var i, selvom hun i sidste ende godt vidste hvor den opstod.. Hos ham selv.

Så vendte han fokusset til hende. Det ønskede hun ellers helst at undgå den. Hvad skulle hun sige? "Jeg tror det er alt for indviklet til overhovedet at snakke om." Grinede hun let og trak håret om foran skulderen med den ene hånd.

[William Knight]

"Der er ikke mere i det," Tilkendegav han med et ærligt smil. Lige nu, var hans liv forholdsvist roligt. Faktisk, så tingene lidt lysere ud personligt, end de havde gjort i et par måneder.

Alligevel, følte han straks empatien stige, som han bemærkede Patsy's ændrede ædfærd. Han kendte det vel for sig selv... Det var nemmere at være henkastet omkring problemerne, end at tale om dem. Han fjernede igen sin hånd fra hendes - tvivlen var tydelig i hans ansigt.
"Intet er for indviklet til at tale om Patsy," Han forsøgte at sende hende et opmuntrende smil, som dog forstummede en smule, "Måske er jeg distræt, men jeg vil da gerne forsøge at sætte mig ind i det."

[Patsy Murray]

Liam var altid så venlig, og der skulle ikke meget til at overtale hende til at prøve at forklare hvert fald. Så måtte hun jo se om han kunne følge med. "Altså du ved jeg havde problemer med Elvira, det er stadig ikke helt nemt. Jeg har snakket lidt med Fergus, det er stadig mærkeligt mellem os. Så en dag jeg sad og læste i opholdsstuen da alle andre var gået i seng, der kom Tristan, og.. jeg ved det faktisk ikke rigtig. Opfordrede mig til at lægge an på ham eller hvert fald vise hvordan jeg ville gøre?" Den del med Tristan sprang hun hurtig over og ville helst ikke tale om det. Derfor fortsatte hun også. "Jeg er også stødt på En Duncan, grævling. som ikke ville være med til at jeg sad og svarede på min brevkasse. Han tog mig med udenfor, og før jeg rigtig vidste af det, sprang han højt op i luften med mig på ryggen, vi blev grebet af hans kost og fløj over til en græseng, hvor vi var til ud på natten." Det var simpelthen så dumt. Liam vidste at Patsy var højdeskræk, så han ville sikkert undre sig over at hun fløj. "Men altså han virkede frisk og klar, men så pludselig ville han ikke gå for hurtigt frem." Forkalred Patsy og skyndte sig så at tilføje noget, fordi hun kom i tanke om hvem hun sad med. "Altså ikke fordi det på nogen måde gik for vidt, det var bare et kys, men det ville han så ikke"

[William Knight]

Han lyttede til hendes ord, med en blid rynke mellem de mørke bryn. Som ønskede han at bryde ind hvert sekund, men dog måtte holde sig selv i snor, så hun kunne tale færdigt. Han havde altid været temmelig overbeskyttende overfor Patsy; så blot det at høre om hendes eskapader med fyre, gav ham lyst til at krydsforhøre dem, for at se om de var 'gode nok' til hans bedste veninde. Især som hun brugte ordene 'ville han ikke gå for hurtigt frem', havde han nær afbrudt hende. Dog, skyndte hun sig hurtigt at forklare hvad hun virkelig mente, hvilket da fik en dæmper på hans beskyttertrang.

"Wauw," Kom det endelig fra ham, som han mærkede en lyst til at slukke hæsheden i stemmen med en ekstra tår ingefærøl. Efter lidt tid, vendte han igen opmærksomheden fuldt mod hende; "Jeg ved at jeg er 'Mesteren af Dårlige Beslutninger', men... Jeg vil bare have at du passer på."

[Patsy Murray]

Patsy nikkede. Hun havde selv svært ved at finde hoved og hale i det hele. "Jeg ved det." Der var meget information og meget af det vidste hun ikke hvad hun skulle gøre med. Hun kiggede over på Liam. Var det virkelig alt han havde at sige? "Jeg skal nok være forsigtig Liam." Konkluderede hun. Det vidste han da vel også nok. Hun drak lidt af sin ingefærøl og lænede sig lidt tilbage og nød solen, selvom det var en smule for varmt for hendes smag. "Er det alt du vil sige? at jeg skal passe på?" Hun havde forventet meget mere.

[William Knight]

Han ville ikke være på nakken af hende omkring det her, så uanset hvor kortvarig hans svar havde været, var det blot det 'klogeste' han kunne ytre, når alle andre tanker pressede sig på. En empati hvilede stadig i de brune øjne, som opmærksomt fuldte hendes mimik; men Patsy bed vist snart fandt i hans kortfattethed.

"Hvad vil du have at jeg skal sige?" Spurgte han snart, og kastede blikket frem for sig, "At jeg, for det første, ikke ønsker at høre at du taler med Fergus, - at jeg hellere end gerne vil give ham Tristan et slag over nakken, - og at jeg gerne vil tage et krydsforhør af denne 'Duncan', for at vide at han er god nok til dig?" Han rystede blidt på hovedet, "Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig Patsy, - men jeg forsøger inderligt ikke at gøre noget dumt, medmindre du beder mig om det."

[Patsy Murray]

Han var nu sød. Liam altså. Hun smilede glad og gav ham et kram. “Det behøver du ikke Liam. Men jo det glæder mig lidt at du er der” sagde hun ærligt og slap ham igen. Bare at vide han var der var nok for hende. Delen med Fergus gik hende lidt på, men hun kommenterede det ikke. Det var det emne de nok aldrig kom til at tale rigtigt om. Og hun forventede det heller ikke.
“Jeg håber på Duncan måske kunne blive til lidt mere, men jeg ved det virkelig ikke” konkluderede hun ærligt.

Egentlig kunne det være ligegyldigt lige nu. Lige nu var det hende og Liam der var vigtig.

[William Knight]

Han trykkede hende venskabeligt ind i krammet, som hun gav initiativ til det, hvorefter han vendte tilbage til sin tidligere position. Snart førte han sit krus op til læberne igen, og smagte lidt af ingefærøllet. Det var næsten allerede steget et par grader i solen. Som han sænkede kruset igen, pillede han lidt ved bunden af det, med sin frie hånd.

"Så længe du ikke roder dig ud i noget før du er sikker," Rådgav han hende, med et mildt smil. Hans forhold sidste år havde trods alt bevist at man ikke skulle kaste sig ud i den slags, medmindre man havde styr på hvad man ville.
"Og så længe han behandler dig godt."

[Patsy Murray]

"faktisk så..." Hun tøvede men kiggede så på Liam. Der var ting han nok burde vide lidt mere om. Det var alligevel bedst han fik det at vide af hende. "Duncan har inviteret mig til at besøge hans lejlighed i London." Hun undgik delen med pool og bikini. Det behøvede de vel ikke gå i detalger i. "Jeg vidste ikke at han var sådan en rig en." Lød det overrasket fra hende. Det havde været lidt et problem lige siden. Eller det var ikke et problem. Patsy havde bare svært ved at forholde sig til det.

[William Knight]

'Storebroderen' kom frem i ham, som hun nævnte at hun ville besøge Duncan's lejlighed. Det var tydeligt, på den måde han rynkede næsen på, og den måde hvorpå hans øjne begyndte at gløde med skepsis, at han syntes at dette lød som en utrolig dårlig idé. Nok var han selv typen der kastede sig fluks ud i ting, men Patsy... - Han ønskede ikke at hun skulle såres.
"Kender du ham godt nok til det?" Spurgte han, en tand for skarpt, hvorefter han forsøgte at dæmpe sin beskyttertrang en smule i tonelejet, "Jeg mener -, kan han ikke bare være ude på at love dig guld og grønne skove, for at komme i seng med dig?"