I søgen på sjov

[Celeste Delacour Hart]

Onsdag, 2. Maj - Lidt inde i aftenens ceremoni.
Aftenens påklædning
Ronan Thomas

Samtalen med Keith havde ikke bragt Celeste i et bedre humør - hun syntes i forvejen at det her ceremoni-gøgl var langtrukkent. Hun havde fået øje på en gruppe af Gryffindors, hvor humøret virkede en del højere og derudover så syntes hun at der var nogle bekendte ansigter ind imellem.

Da hun nærmede sig kunne hun se, at gruppen også var blandet med et par Ravenclaws. Hun henvendte sig til en kvindelig Gryffindor og hilste på. Efter en kort samtale, hvor Celeste havde fået udbrudt i nogle feminine lyse grin, der kunne høres i den lille gruppe af elever, så kiggede hun sig tilfældigvis rundt og spottede endnu et bekendt ansigt.
Et ansigt fra fodboldbanen. ,, Hey, du er da.. Ronan, ikke?", kaldte hun bramfrit ud imod fyren med den mørkere glød.

[Ronan Thomas]

Ronan havde været fordybet i en samtale, der netop var afsluttet, da en bekendt stemme lød ved siden af ham. Han drejede hovedet langsomt og hævede et øjenbryn, som han så ned på et umiskendeligt kønt ansigt - som han tilfældigvis vidste hang sammen med nogle meget markante holdninger.

"Seks års undervisning," konstaterede han i et roligt tonefald og drejede sig helt mod hende. Blikket mødte hendes og forblev der, uden at tage meget hensyn til om øjenkontakten ville gøre hende utilpas. Der var en næsten munter gnist at finde i de ravfarvede øjne, men tonefaldet var en kende tørt. "Og du er ikke sikker på mit navn, Celeste?"

[Celeste Delacour Hart]

Han fangede hendes uopmærksomhed - og det kom en anelse bag på hende. Hun stod et øjeblik hen i delvis pinlighed og forundring. ,, Øhm..", mumlede hun fint og lyst ud, inden hun skød det hen med en lille latter. ,, Naturligvis!", udbrød hun så i et fnys og så lidt rundt.

,, Ronan Thomas,", gentog hun i en selvsikker tone og fandt atter hans blik - en kende udfordrende. ,, Jeg vil vædde en omgang ingefærøl på at du garanteret ikke engang kan huske, at jeg har været til stede på fodboldbanen og støtte op om jeres lille projekt.", sætning blev fremstillet med en hellighed og kom uden tvivl fra en fuldblodsfanatiker, der synes at det var ih og åh så fantstisk, at hun gad at støtte op om sådan en mugglersport.

[Ronan Thomas]

Ronan troede tydeligvis ikke på hende, men for nu var han da ganske godt underholdt af det hele. Det manifesterede sig i form af en lille trækning ved mundvigen og en munter gnist i blikket. Han bemærkede det udfordrende i hendes og mødte det uden selv at blinke.

"Jeg undrede mig over, om du mon var faret vild," konstaterede han i et roligt tonefald og hævede et øjenbryn. Han så ikke væk, men holdt hendes blik fast. "Eller kan du bare ikke holde øjnene fra mig?"

[Celeste Delacour Hart]

Hmrf. Det her gik tydeligvis ud på at stikke til hende. Hun opfattede den skam godt. I samme sekund, som ordene gled ud over hans læber. Hun skiftede blikretning fra hans øjne til hans læber og tilbage til hans øjne igen.
,, Mmmh," medgav hun dybt ironisk og sendte ham et blink ,, nu er du jo ikke den eneste fyr på banen, vel?", gav hun bare igen. Iskold stod hun og overvejede hvorfor hun havde fortjent denne omgang.

[Ronan Thomas]

Ronan spildte generelt ikke sin tid på fuldblodsfanatikere, men han var ikke direkte fjendtlig. Kun hvis de var det overfor ham. Derfor morede han sig da også reelt nu, selvom det primært afslørede sig i en trækning omkring mundvigene og et spillende glimt i de ravfarvede øjne.

"Nej?" svarede han med et hævet øjenbryn og tænder der kort var synligt i et næsten djævelsk smil. "Det lyder ellers til, at du var ved at invitere mig på en ingefærøl..." Han så udfordrende på hende, men smilet forblev også. Det væddemål hun havde stillet ham kort forinden havde hurtigt været overstået.

[Celeste Delacour Hart]

Det rolige smil der lå om Ronans læber forstod hun til dels ikke. Havde hun sagt noget sjovt eller havde hun noget imellem tænderne?
,, Jeg tror, at du er lige selvsikker nok, Ronan.", blinkede hun mod ham. ,, Men fair nok, du havde åbentbart lagt mærke til mig. ", hun holdt hænderne oppe, som for at indrømme, at hun jo havde tabt det væddemål, som hun ikke engang helt havde ment alvorligt. Dog skulle han da ikke snydes, hvis det betød noget for ham.

,, Har du lyst til at hæfte dig ved væddemålet?", spurgte hun. Bare for at være sikker. Det var også en anden måde at spørge ham inddirekte på, om han var interesseret i hendes selskab.

[Ronan Thomas]

Ronan modstræd ikke hendes kommentar. Han havde ingen grund til at være usikker på sig selv. Læberne buede endnu let i et udfordrende smil og selvom han ikke reelt mente, at Celeste rent faktisk havde prøvet på at invitere ham ud, så nød han alligevel legen. Nogen var jo nødt til at give Hogwarts' selvudnævnte dronning lidt modspil.

"Inviterer du mig ud?" spurgte han lige tilbage, udenom hendes eget undvigende spørgsmål. Han bøjede nakken lidt frem, uden at tage blikket fra hende. Det glimtede stadig djævelsk.

[Celeste Delacour Hart]

Hun rynkede hurtigt på den lille, fine næse. Det var da et uhyre direkte spørgsmål. Ude af stand til at forstå sammenhængen mellem hans blik og det lille smil, endte hendes ansigt med at afspejle den selvsamme forundring.

,, Nej. ", svarede hun ganske enkelt ,, Det var et væddemål!", insisterede hun så på. Og dermed basta. Celeste var ikke typen, der bare sådan gav sig. Hun havde meninger i en sådan grad, at fanden kunne have skabt det.

[Ronan Thomas]

Et muntert fnys undslap Ronan. "Som du tabte," bemærkede han med hævede øjenbryn. Tænderne var kort synlige, før han brød øjenkontakten for første gang. Blikket strøg kort ud over rummet, før det fæstnede sig på Celeste igen.

"Men det var dig, der kom til mig. Hvis det ikke var for at lokke mig til en date, hvad så?"

[Celeste Delacour Hart]

Ja... som hun tabte. Så meget ville hun godt erkende. Blikket der nu blev løsrevet fra Celeste fik hende til at trække lidt på i den ene mundvig. Havde hun rystet lidt til Ronans grundvold, eller hvad?

,, Jeg ville sige 'hej' - er det nu sådan en forbrydelse?", wauw, den mand tog godt nok en på ordet. Det var ikke blot hans blik der var intenst, hans væremåde levede bestemt op til det ligeså. Celeste rystede lidt på hovedet af ham. ,, Hvis du er så fikseret på den date, hvorfor gror du dig ikke et par og inviterer mig ud?", ak ja, en eller anden havde fået sat ild til det franske temperament.

[Ronan Thomas]

Ronan var ærligt talt temmelig underholdt over hvor nærtagende hun var. Det havde bare været godmodig munterhed fra hans side og han kunne ikke lade være med at tænke at hun overreagerede temmelig meget. "Træk lige kløerne ind, missekat," svarede han roligt og hævede et øjenbryn af hende. Hvis han reelt havde haft lyst til at undersøge muligheden for at tage på date med hende, så hjalp hendes pludselige hidsighed ikke på det.

"Men fint. Hej," konstaterede han simpelt og så afventende ned på hende med et tålmodigt blik. Læberne var stadig optrukket i et afslappet smil, mens han ventede på yderligere fra hende. Hun havde trods alt stadig opsøgt ham.

[Celeste Delacour Hart]

Hans kommentar om de kløer, som hun faktisk havde, fik hende til at trække let op i den en mundvig. Undrende og alligevel smigret på en eller anden særlig måde. At hun ikke havde i sinde at adlyde, var en anden sag. Det var stadig komisk. Han var komisk.

Ganske opgivende rystede hun (meget åbentlyst) på hovedet over Ronan. Mage til barnligheder. ,, Jeg skal have mig noget at drikke.", - oven på den her udtørstende form for afvisning.

Og dernæst drejede hun om på hælene for at finde en form for velkomstdrink.

// out.