En diskret afstikker

[Faye Chang-Masters]

Begivenheden var endnu i gang og ville sikkert fortsætte flere timer endnu. Lydene af stemmer fra gæsterne nåede helt udenfor, hvor enkelte stod og trak frisk luft. Faye var én af dem. Efter lidt var hun den eneste tilbage og hun nød stilheden, mens blikket var rettet mod skoven på den anden side af søen.

Hun sendte en kort tanke afsted til sin mor, som ikke fysisk var til stede, men som hun vidste kæmpede med i dag - som så mange andre af dem der havde overlevet den dag.

Ronan Thomas , 2. maj

[Ronan Thomas]

Ronan var absolut ikke en af dem, der tog let på mindedagen. Den var tværtimod helt essentielt for ham og understregede vigtigheden af sameksistens bedre end noget andet han kunne gøre. Derfor havde han også brugt en temmelig stor del af aftenen på varierende diskussioner og det var ikke overraskende, at han til sidst havde brug for lidt luft.

Han var klædt i helt sorte gevandter, som han trådte ud og fik øje på en enlig skikkelse. Han genkendte klassekammeraten med det samme og tøvede ikke med at gå over til hende.

"Det er altid en særlig dag," bemærkede han til hende, uden at stille det som et spørgsmål. Han vidste, at hun ville være enig.

[Faye Chang-Masters]

En stemme brød stilheden ved siden af hende. Faye drejede kroppen halvt og lod sit blik falde på Ronan, mens hendes øjne afslørede enigheden i det han havde sagt, uden at hendes egne ord behøvede det.

Hænderne strøg hun en enkelt gang langs den simple, sorte kjole som hun havde valgt at tage på til dagens anledning.

“Du havde også brug for et lille afbræk fra.. derinde?”

[Ronan Thomas]

Hans blik var rettet ud mod den lyse forårsaften og han så ikke på Faye, da hun talte. En lille rynke trak dog hans øjenbryn sammen og først efter at øjeblik drejede han hovedet. "Ikke et afbræk. Det er enormt vigtigt at dagen er der. Uanset at det ikke er alle der forstår den. Men det er en af de få muligheder for rent faktisk for alvor at tale om, hvad der er sket," konstaterede han roligt, men også mildt irettesættende.

Det sitrede i hans mundvige, umiskendeligt drillende - selvom de første ord havde været helt alvorlige. "Men det er også varmt indenfor."

[Faye Chang-Masters]

Den sidste kommentar fik det til at sitre i mundvigen på den jævnaldrende ravn. “Jeg er enig”, det var tydeligt at sætningen var rettet mod det første, omend det også kunne have passet til det sidste. Ansigtet blev lagt i alvorlige folder og hun drejede igen rundt, så blikket kunne blive rettet mod skoven.



“.… Omend jeg havde håbet at det var blevet holdt i et andet forum.”

[Ronan Thomas]

Ronans blik forblev på Faye, selvom hun så væk. Han var ikke typen der svarede forhastet, men overvejede hendes ord i et par sekunder, før han talte igen.

"Såsom?" lød det simpelt, men umiskendeligt interesseret.

[Faye Chang-Masters]

“Hvad der skete den dag og hvad der ledte op til er aldrig noget min mor har snakket om”, startede hun ud efter et øjebliks tavshed. “Ikke fordi hun ikke ville, men jeg tror det var for hårdt at blive ved med at rive op i noget, hun var så ivrig efter at lægge bag sig”.

Hun fandt hurtigt Ronans blik i mørket. “I dag er ikke en festdag”, lød det skarpt fra hende. “..Men en dag, der skal huske os på, hvor galt det kan gå”.

[Ronan Thomas]

Ronans øjenbryn trak sig lidt sammen over Fayes fortælling. "Men det er også en dag, hvor vi skal huske, at vi sejrede," svarede han. "Vi mindes dem der døde, men vi fejrer også at vi alle lever i dag. Hvis de ikke havde vundet den dag, ville jeg ikke have været her nu." Svaret kom roligt, men også fast i overbevisningen. Han så frem for sig.

"Min far har fortalt mig alt om, hvad der skete dengang. Der er ingen tvivl om, at vi skal fejre den verden vi har nu."

[Faye Chang-Masters]

Faye virkede ikke til at blive den mindste smule påvirket af at Ronan ikke synes at have helt samme mening som hende. Samtidig var det tydeligt at hun lyttede nøje til hver enkelt ord han sagde og da han var færdig, blev en lille rynke mellem hendes øjenbryn glattet ud og hendes træk mere milde.

“Jeg fejrer bestemt den verden vi har nu”, startede hun. “Men at huske tilbage på den dag med musik og dans”, hun trak svagt på skuldrene. “Det er ikke sådan at jeg ville fejre dagen”.

[Ronan Thomas]

Ronan var ikke enig med Faye, men han respekterede hende og hendes meninger til ikke at angribe det ligepå. Han kunne da også se det fra hendes vinkel. "Det viser, hvordan folk er forskellige," konstaterede han derfor bare og trak på den ene skulder.

Han skottede kort til hende, trak på smilebåndet og så så frem for sig igen.

[Faye Chang-Masters]

Det trak lidt i Fayes' mundvige. Hun kommenterede ikke på hans ord, men lod smilet tale for sig selv. Hun vidste at han var klar over at hun respekterede hans meninger, lige så meget som han virkede til at respektere hendes. 



Hun lod stilheden vare lidt, før hun igen talte. “Så… Fodbold?”, modsat ham havde hun stadig blikket rettet mod ham. Hun skubbede en vildfaren krølle væk fra ansigtet. “Jeg overvejer at kigge forbi”.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke meget imod emneskiftet. Tværtimod fnøs han muntert og skævede over mod hende med et enkelt øjenbryn hævet. "Der er stadig plads," opfordrede han muntert, men skam også alvorligt nok. Der havde været overraskende stor opbakning dagen forinden, hvor den første træning havde fundet sted.

"Jeg har altid ment, at Hogwarts manglede flere sportsudbud. Hvor alle kan få lov til at være med."

[Faye Chang-Masters]

Et tilfreds smil gled frem over hendes læber ved hans ord. “Jeg kunne ikke være mere enig”. Hun fangede i et øjeblik underlæben med overlæben og så ud over søen, før de brune øjne igen fandt hans.

“Fodbold var faktisk hvad der gjorde mig interesseret i sport”, indrømmede hun i et svagt smil. “Jeg plejede at spille i en gård tæt på hvor vi bor. Der var altid børn omkring som man kunne spille med”, tilføjede hun og kunne ikke lade vær med kort at smile varmt af mindet.