Dyster dag

[Raja Patil-Shafiq]

Mindehøjtideligheden var ikke det mest muntre baggrundstæppe til en fest, men Raja holdt sig tæt til Faye den aften og hvilede trygt i, at de begge kom fra familier på den rigtige side af historien. Begge deres mødre havde været med i Dumbledores armé og kæmpet den aften og nat, side om side med de andre medlemmer.

Hun havde selv tårer i øjnene efter talen og snøftede diskret ind, før hun mødte veninden og klassekammeratens blik og gav hende en lille albue i siden, mere som en distraktion fra det lidt følelsesladede.

Faye Chang-Masters

[Faye Chang-Masters]

Noget dybt i hende rørte på sig over talen. Hun tog en dyb indånding og var kun svagt bevidst om at hun rystede lidt, mens hun betragtede taleren med øjne der sved og brændte. Selv græd hun ikke, men det var ikke svært at se, at den 16-årige ravn var oprørt.

Et snøft ved siden af hende fik Faye til at dreje hovedet, hvor hun blev mødt af et blik, der sagde meget mere end ord kunne. Albuen i siden fik det mindste smil henover læberne på Faye og hun tog endnu en dyb vejrtrækning, som for at sunde sig en sidste gang.

“Skal vi gå os en lille tur?”, spurgte hun roligt, som folk så småt begyndte at tale igen efter talen. Hun vidste ikke med Raja, men Faye kunne godt bruge lidt afstand til mindehøjtideligheden. Bare kort.

[Raja Patil-Shafiq]

Raja klarede halsen igen og rystede på hovedet. "Der er mad nu," protesterede hun. "Og festen starter bagefter. Vi bliver nødt til at blive."

Hun tog en dyb indånding. "Men jeg forstår ikke at de besluttede sig for at gøre det her til en festdag. Er det ikke... Synes du ikke det er upassende?"

[Faye Chang-Masters]

Festen… Fayes mellemgulv trak sig en smule sammen. 



Faye fandt venindens blik ved hendes spørgsmål. “Det er svært at sætte sig ind i hvad der skete dengang og hvorfor de gør, som de gør nu”, svarede hun veninden svagt. Hun sukkede lavt. “.. men jeg har i hvert fald ikke den store appetit lige nu”.

[Raja Patil-Shafiq]

Raja lagde en arm omring Faye og strøg hende lidt på ryggen. "Jeg ved hvad du mener," forsikrede hun. "Men lad os alligevel prøve at få lidt ned. Det er god mad. Vi kan måske godt liste af bagefter, så snart jeg lige har sagt hej til Lorcan."

Han måtte forstå. Hans mor havde også være der... Dengang.

[Faye Chang-Masters]

Faye sendte Raja et taknemmeligt blik og var i det øjeblik endnu engang glad for at have fundet sig en veninde, der forstod hende så godt.

Der gik ikke længe, før maden kom på bordet. Faye tog en enkelt bid og tyggede af munden, før hun drejede ansigtet ind mod Raja igen.



“Lorcan og dig… Det går stadig godt?”, spurgte hun i oprigtig interesse og i et ønske om at dreje deres samtaler hen på noget, der ikke gav et ubehageligt sug i maven.

[Raja Patil-Shafiq]

Raja øste op på sin tallerken af retterne. Maden på Hogwarts var altid god. Festmiddage var fænomenale. Hun var en aktiv ung kvinde og hun havde brug for næring, også selvom selve arrangementet gav hende lidt myrekryb.

Det gjorde Lorcan til gengæld ikke og spørgsmålet fik hende for første gang til at trække rigtigt på smilebåndet, som hun nikkede. "Efter en rædselsfuld start," musede hun. "Ja, det går godt. Han er lidt klodset med følelser og ingen af os fatter rigtig hvad det er, at være rigtig kærester, men han er noget af det sødeste og Merlin, du har aldrig set så stenhårdt et vaskebræt."

[Faye Chang-Masters]

Faye havde ubelejligt taget en god tår af sin græskarjuice, som Raja påpegede de fysiske goder ved Lorcan som kæreste og hun havde nær spyttet alt indholdet ud i sit krus igen. Så vidt kom det ikke til, men et fornøjet smil fandt vej til hendes læber. 



“Det er ikke for sjov, det Quiddicth”, kommenterede hun med et svagt glimt i øjet. Hun gav venindens arm et kort og kærligt klem. “Jeg er glad på dine vegne, Raj. Du virker… rigtig glad og når alt kommer til alt, så er alt det kærestehalløj svært at gøre sig klog på… Så er alkymi næsten nemmere.”

[Raja Patil-Shafiq]

Raja grinede lidt. Kærestehalløjet var lige nu chokerende let, men det skulle nok nå at ændre sig. Hun tog dog ikke alle sorgerne på forskud.

"Hvad med dig, tøsebarn? Med en røv og at ansigt som dit ved jeg at drengene kigger. Har du selv nogen i kikkerten?"

[Faye Chang-Masters]

Rajas ord fik hende til at fnyse muntert. “Hvis bare de også talte lidt op”, kommenterede hun med et glimt i øjet og rørte lidt ved sin mad igen, dog uden at samle noget op.

Hun trak på skuldrene. “Ikke rigtig”, svarede hun ærligt. “Jeg har vist haft mine tanker alle mulige andre steder”.

[Raja Patil-Shafiq]

Raja rørte venindens skulder flygtigt. "Forståeligt," medgav hun mildt. "Det er heller ikke alting, at jage efter drenge. Hvis du spørger Molly er det faktisk lidt desperat at bruge for meget af sin tid på."

Hun hævede begge bryn lidt. "Husk at spise."

[Faye Chang-Masters]

Faye tog et par gode mundfulde af maden på sin tallerken - og en ekstra bid - for Rajas skyld. Hun skyllede det ned med noget mere græskarjuice, før hun igen talte. 



“Måske. Det kommer vel når det kommer”, røg det afslappet over hendes læber. “Jeg har i hvert fald ikke travlt”. Hun tænkte lidt over sine egne ord, før hun tilføjede:

“Men igen.. Man siger at sådan noget kommer til en, når man mindst venter det. Så måske venter han lige rundt om hjørnet?"

[Raja Patil-Shafiq]

Raja trak lidt på smilebåndet over Faye og tilgav hende at være distraheret nok til ikke at høre det lille bid af deres fælles klassekammerat. Hun stak sin gaffel i en gulerod og knuste den med tænderne.

"Måske. Jeg har ikke sat mig ned på hænderne og ventet, men det er forskelligt, tænker jeg...?"

[Faye Chang-Masters]

“Ja, det tænker jeg”, mumlede hun og grublede videre i stilhed, mens mere mad blev samlet op med gaflen. Faye koncentrede sig ikke rigtig om de andre elever der sad nær dem. Hendes fokus var udelukkende på Raja og det var faktisk rart forengangsskyld bare at have det ét sted.



“Har Molly været efter dig med Lorcan?”, brød hun stilheden et øjeblik efter. Hun fandt Rajas blik, spørgende. Kommentaren fra før var ikke gået ubemærket hen.

[Raja Patil-Shafiq]

Raja spiste også i stilhed, før spørgsmålet kom fra Faye og fik hende til at løfte brynene lidt. Hun rystede på hovedet og tyggede af munden.

"Nej. Nej, det var ikke specielt mig. Hun sagde bare noget om, at piger, der gør noget for at få opmærksomhed er bimbo'er," svarede hun med en enkelt, dyb rynke i panden. "Det var ikke omkring mig og hun sagde også undskyld, men... Jeg ved ikke..."