En Uopfyldt Fantasi

[William Knight]

Melanie Burton

Aften - Skumring

Mange tanker fyldte hovedet på den sekstenårige dreng, med det mørke, tætte hår, og de varmt-brune øjne, som han sad i den brede vindueskarm ved Det Store Vindue på syvende sal. En nærtliggende trappe førte vejen op til Gryffindor's Opholdstue, men dér havde han, for en gangs skyld, ikke nydt at distrahere tankerne med al den larm der fyldte lokalet efter aftensmadstid. Tværtimod, havde han haft brug for at fjerne sig selv fra dramaet. Dramaet han selv blev ved med at bidrage til, trods han ellers havde været... Ja, faktisk stolt over, at han havde holdt hovedet forholdsvist fornuftigt i en periode. Ja, indtil hændelsen med Celeste Delacour ved morgenmadsbordet i Storsalen for et par dage siden. Han havde simpelthen vadet over til Slytherinbordet, og - ved hendes anvisning - kysset denne praktisk talt fremmede pige, til skue for dém der fulgte dem med nysgerrige blikke. Han havde været selvdestruktiv, og desperat. Og... - Han ville lyve, hvis han skulle påstå, at han ikke havde haft den mindste intention om at en hvis Melanie Burton, skulle se det. 
Melanie -, Normalt kunne han acceptere en afvisning ved at lade blikket glide hen mod andre piger, og alligevel havde han været så fixeret af fantasien om hende, at nederlaget havde vejet en smule tungere. Måske var det fordi hun havde været hans distraktion i en hektisk periode, eller fordi hendes afvisning var kommet så grundigt ud af det blå, at han ikke forstod hvordan det var muligt.

Hans ryg lænede mod væggen, så hans position var sidelæns i vindueskarmen. Blikket var rettet ud af vinduet, trods disse tanker ikke lod ham skænke megen opmærksomhed til omgivelserne udenfor. 

[Melanie Burton]

Melanie havde adskillige ting at tænke over i øjeblikket. Hendes hemmelige forhold med Talbot, Caelies problemer med slangen Nathaniel og ud over det den kommende sommer sæson hvor hun skulle spille den perfekte datter. Hun var allerede træt, ved tanken om alle de falske smil hun skulle præstere. Det var egentlig et under, at hun stadig havde overskud til at lave sine lektier. Hun havde dog haft svært ved at sove det sidste stykke tid og havde derfor været forbi sygefløjen for at få en eliksir der kunne hjælpe.

På vej tilbage fik hun øje på Liam i vindueskarmen, hvilket fik hende til at stoppe flygtigt op. Hun havde været overrasket over at hun var blevet ked af det da han havde kysset Celeste i storsalen. Måske var der alligevel en del af hende der holdt af ham. Hun vidste bare også, at han ikke var en 'god ide'.
"Liam." Hilste hun og gik hen til ham med et lille smil på læberne.
"Hvorfor sidder du her?" Spurgte hun og så lidt spørgende på ham. Hun var forberedt på at han ville skubbe hende væk, men hun savnede så meget at tale med ham at hun tog chancen.

[William Knight]

De mørkebrune øjne hvilede mod området udenfor, som han trak det ene ben en smule mere op mod sig, så han kunne lade armen lægges afslappet mod knæet. Udendørsområdet vidnede om sommerens kommen, da der - trods tidspunktet - stadig strømmede en hvis mængde gyldent-tonet lys ind i korridoren. Et smukt syn, hvis ikke han havde været så optaget, af dé tanker der gled gennem hans hoved. Ja, indtil han hørte fodtrin komme nærmere.
Han rykkede ikke blikket fra udendørsområdet, før han hørte sit eget navn ramme luften, på en blid, venlig, og ganske bekendt måde. What were the odds?. I vinduets glas, kunne han spotte Melanie's skikkelse som hun nærmede sig, før han tvang sine øjne væk fra glasset, og vendte ansigtet mod hende.
"Hey Mel," Sagde han, og forsøgte at lyde så afslappet som overhovedet muligt. Han havde ikke talt med hende siden situationen med Talbot: En situation han, nu, vidste at han kunne have tacklet meget bedre. Mundvigene hævede sig i et mildt halv-troværdigt smil. Afvisningen havde vist stadig sat spor i hans stolthed.

"Jeg er nok bare træt af eleveårige unger der råber i Opholdstuen," Kommenterede han, med et henslængt skuldertræk. Han kløede sig snart på hagen, og rømmede sig en smule, før han igen skilte læberne ad, "Har du det godt?" - Han havde ikke set hende 'turtelure' med Talbot på gangene. Faktisk havde han ikke hørt et kvæk om en forandring i hendes 'situation'.

[Melanie Burton]

Melanie forsøgte at fortælle sig selv, at hun havde det fint med at Liam virkede stort set uanfægtet over at tale med hende. Det lykkedes hende næsten at overbevise sig selv om, at hun kun var interesseret i Talbot. Det ville måske have været nemmere, hvis ikke han havde insisteret på hemmelighedskræmmeriet. Det fik hende ind imellem til at tvivle, hvilket var grunden til hun talte til Liam nu.
"Ah ja, de er også bare lidt for meget nogle gange." Sagde hun og smilede en anelse.
"Jaeh.. Jeg har det fint." Sagde hun og så væk fra hans øjne et kort sekund, mens hun overvejede om hun skulle fortælle ham om sin situation. Det var en så svær byrde at bære på at hun endte med at give efter.
"Eller.. det har jeg egentlig ikke, men det er lidt min egen skyld, så jeg burde ikke brokke mig." Sagde hun og smilede lettere undskyldende til ham. Han havde sikkert ikke lyst til at høre om hendes problemer efter hendes ret direkte afvisning. Det synted hun i hvert fald ikke var rimeligt, hvilket var grunden til hun ikke uddybede.

[William Knight]

Som Melanie proklamerede at hun 'havde det fint', havde Liam næsten, med det samme, forberedt sig på en akavet tavshed, som han ikke burde bryde. For hvorfor spørge ind til det, når han alligevel ikke ville høre svaret? Havde han måske ikke nok at tænke på i forvejen? Snart bevægede Melanie dog sine læber igen - dé læber, han følte at det var så længe siden han havde kysset, at han knapt nok kunne huske hvordan de havde føltes. Det var som om hendes ord tvang ham op i et hjørne, som han ikke vidste hvordan han skulle slippe ud af. For trods, han egentlig hellere ville undgå at høre om hendes eventuelle 'udskejelser' for sin egen stoltheds skyld, var han fandens nysgerrig. Problems in paradise? - Han løftede det ene mørke øjenbryn en smule, for at læse hendes udtryk.
"Brok dig gerne," Lød det endelig fra ham, med en rolig tone i stemmen, som han gjorde lidt plads til hende i vindueskarmen. Et afventende og venligt udtryk formede sig over det unge ansigt, som han tiltede hovedet en smule på skrå, "The stage is yours." Tilføjede han, med en lille drillende tone i stemmen.

[Melanie Burton]

Melanie var utrolig lettet, da Liam meldte ud hun kunne tale frit. Det var det hun havde brug for og pludselig havde hun glemt alt om, at hun engang havde stået og kysset med ham på dansegulvet.
Da hun satte sig bed hun overvejende ned i sin underlæbe, hvorefter hun til sidst sukkede dybt.
"Talbot vil holde vores forhold hemmeligt fordi hans familie ikke kan lide mugglerfødte.. Så nu skal vi rende rundt og lade som om vi slet ikke er sammen og det er mega hårdt fordi han opfører sig som to forskellige mennesker." Sagde hun og så næsten en smule vred ud, selvom den overfladiske følelse ikke helt skjulte at hun rent faktisk bare var utroligt ked af det.
"Og han sagde det bare var indtil sommerferien.. men hver dag virker bare som en evighed."

[William Knight]

Som Melanie begyndte at tale, gjorde han hvad han kunne for at skjule utilfredsheden, han begyndte at føle i sin krop. Han havde vel håbet på, at hun ville have udtrykket en større tvivl over Talbot, end dén bedrøvethed hun delte med ham nu. Det var vel tydeligt, at trods hun vist ikke havde et 'ideelt forhold' til fyren, - havde sine forhåbninger for ham. En mild rynke samledes sig mellem hans mørke øjenbryn, over dét hun fortalte, og der var noget tænksomt i de mørke øjne, som han betragtede hende. Da Melanie havde afvist ham, havde han antaget at Talbot blot var mere 'interessant' end ham selv, og at der måske ikke var meget mere i det. Nu, trøstede han sig dog med, at det ikke nødvendigvis betød, at han var mindre værd. Blot, at man ikke kunne vælge hvem man faldt for. - Det var i hvert fald, det han var blevet fortalt.

"Bliver Hr. Vejleder ikke myndig om under et år?" Spurgte han, efter lidt betænkningstid. Hans stemmeføring var rolig, med et snert af naturlig undren, "Jeg mener... Uanset hvad hans familie siger, er han vel gammel nok til at tage sine egne beslutninger?" Han kløede sig blidt på hagen, og trak dernæst på skuldrene.
"For hvis han gerne vil være sammen med dig, virker det da sært, at han vil få alle på skolen til at tro på, at han ser ned på mugglerfødte."

[Melanie Burton]

Melanie var ikke overrasket over de spørgsmål han stillede. Hun havde jo selv haft samme tanker og nu Liam gentog dem, begyndte hun igen at tvivle. En lille bekymret rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn, mens hun bed ned i sin underlæbe. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, der var ikke rigtig noget der kunne få Talbots gerninger til at se anderledes ud. Hun havde også svært ved at forstå hvorfor hun var gået med på den nogle gange.
"Jeg har tænkt det samme." Sagde hun og rystede på hovedet.
"Du skammede dig i det mindste aldrig over mig, selvom jeg opførte mig som en klovn." Sagde hun og skar en lille grimasse.
"Jeg har det bare som om jeg er ingenting fordi han behandler mig som om jeg er luft."

[William Knight]

Det var en ærlig bekymring der satte sig i hans øjne. For ærlig talt, - Melanie var jo en sød pige, som - udover at følge sine egne instinkter - aldrig havde gjort noget for at genere ham. Derfor lyttede han, fuldt ud, til hendes ord, med en lyst til at rådgive hende så godt han da kunne. Nok havde han ikke meget erfaring på området, da han - da han var sammen med Clarissa sidste år - havde paradet hende rundt på armen, da de startede med at komme sammen. Hvorfor ønskede Talbot ikke at gøre det samme, når han havde en så flot tøs som Melanie?
"Hvorfor skulle man skamme sig over én som dig?" Spurgte han derfor snart. Trods kommentaren måske virkede flirtende, var det blot en afslappet ærlighed der trådte frem i hans stemme. "Desuden var det mig der var klovnen sidst." Tilføjede han og sendte hende et skævt, lidt selv-ironisk smil.

Han lænede ryggen længere ind mod væggen bag sig, og trommede mildt med den ringbeklædte pegefinger, der hvilede mod det halvt-optrukne knæ: "Jeg synes du burde sætte nogen krav," Sagde han snart, "Ingen skal blive behandlet som en dørmåtte."

[Melanie Burton]

Melanie smilede en anelse over hans ord. De var sødere end noget hun havde hørt længe. For det meste havde Melanie en hel del selvtillid, næsten lidt for meget, men denne oplevelse havde tæret lidt på den. Måske var det godt på længere sigt, at hun prøvede at ikke alle drenge rendte efter hende som sultne hundehvalpe. Lige nu føltes det dog kun nedbrydende.
"Dig der var klovnen?" Spurgte hun overrasket og så forbløffet på ham.
"Du har ret det burde jeg. Altså, hvorfor er vi overhovedet sammen, hvis vi alligevel ikke kan være sammen? Det giver ingen mening. Det er bare en måde at sørge for jeg ikke render rundt med nogle andre, sødere drenge." Sagde hun og lød næsten en lille smule irriteret.

[William Knight]

I hans øjne, havde Melanie måske gjort en 'fejl' i at afvise ham - men hun havde ikke været en klovn. Jovist, havde hun måske måske holdt ham lidt hen, men ingen af dem havde forpligtet sig til noget... Og det virkede åbenbart som det Melanie forsøgte at finde hos Talbot, og som Liam nok ikke ligefrem virkede som den bedste kandidat til.
"Min respons var,.." Han kløede sig lidt under hagen, med et lidt selvironisk smil om læberne, "- Jeg håndterede det måske lidt barnligt..." Han havde, trods alt, hånet Melanie lidt for at vælge Talbot. Som var han ikke en reel konkurrent.

Han sendte hende et varmt og roligt smil ved hendes næste ord, "Melanie,- Jeg synes sgu bare at du skal følge mavefornemmelsen her," Hvad end den så måtte være -, "Enten må du sætte en fod i jorden, eller droppe det helt, hvis du ikke er okay med dén behandling han giver dig."

[Melanie Burton]

Melanie grinede en anelse over hans ord og nikkede et par gange. Lige præcis det havde ikke været helt fantastisk. Hun havde egentlig forventet lidt mere af ham.
"Det er meget sandt." Bemærkede hun selvom hun ikke virkede fornærmet over den måde han havde reageret på.
Liams næste ord fik hende igen til at nikke og hun prøvede at finde ud af hvad hendes mavefornemmelse fortalte hende. Sandheden var dog at hun var ret splittet. På den ene side ville hun rigtig gerne vente på ham og på den anden havde hun lyst til at afslutte det med det samme.
"Ja. Ja. Du har ret." Sagde hun og smilede derefter lidt.
"Jeg så dig ellers i Storsalen forleden. Du har sørme travlt Liam. Ikke at det kommer bag på mig." Bemærkede hun og blinkede drillende til ham.

[William Knight]

Selvfølgelig var der en del af ham, der ønskede at få hende til at slutte det med Talbot, blot så deres flirteri kunne genoptages. Alligevel, havde han - gennem de sidste par uger - forsøgt at rede lidt op på nogle af sine fejl, og sine mere egocentriske sider. På mange måder havde han forsøgt at holde sig lidt ude af søgelyset; eftersom han havde mødt så mange problemer siden festen i påsken. Ja, well... Bortset fra dét slip-up, som Melanie snart mindede ham om.
"Det betød ingenting," Brummede han lidt, med et mildt suk, som skammede han sig lidt over hændelsen. Snart fæstnede han blikket ud af vinduet, "Jeg er vel bare selvdestruktiv, I guess..." Sagde han, med et lidt sarkastisk udtryk i de mørkebrune øjne, som gled lidt rundt på himlen udenfor, "Der var bare hændt så meget shit, at jeg havde brug for at koble hjernen fra."
Og det var bestemt hvad han havde gjort. Han havde ikke rigtig snakket med Celeste siden - og i grunden heller ikke før. Han havde blot været forbandet nysgerrig på hende - og anede vel, til denne dag, stadig ikke, at pigebarnet havde Willie-blod i sig: Et faktum som nok kunne have fremprovokeret hans respons mere.

[Melanie Burton]

Hun havde glemt hvor godt hun egentlig talte med Liam. I modsætning til Talbot, som nærmest ikke kunne ytre en hel sætning om hvordan han havde det. Hun havde savnet at tale med ham og det måtte hun vel gerne selvom hun havde et ikke-eksisterende forhold til ravnen.
"Selvdestruktiv? Det kender jeg godt. Det er det jeg gør når jeg danser med en masse drenge jeg egentlig ikke er interesseret i." Sagde hun og sukkede lidt.
"Og hvad er det så der er sket? Måske har du sagt det, men måske kan du fortælle det uden den sarkastiske distance." Sagde hun med et skævt smil og så på ham med et oprigtig interesseret blik.

[William Knight]

Trods han følte en betydelig lyst til at spørge om hán var undtagelsen der bekræftede Melanie's teori om, at hun dansede med en masse drenge hun ikke havde interesse i, lykkedes det ham utroligt nok at holde munden lukket. Slaget var jo allerede tabt, så hvorfor ødelægge et potentiale til blot at hænge lidt ud med hende? Melanie var jo et vanvittigt godt selskab, og hun havde da bestemt også sit ydre med sig. Det kunne vel ikke skade, at føre en god samtale med én der også pleasede ens øjne.

"Som om jeg nogensinde har været sarkastisk," Kommenterede han på, ligeledes, sarkastisk vis, som han blinkede lidt over-kækt til hende. Snart kløede han sig dog lidt tænksomt i nakken under det mørke hår.
"Det er bare en kulmination af små ting,-" Svarede han snart, med en mere reel tone i stemmen. Han kastede et blik ud af vinduet, hvor et par trætoppe i det fjerne vuggede i takt med den milde vind. Melanie havde jo set ham kort tid efter slagsmålet med Fergus - så dén del kendte hun til. Derefter havde der været skænderiet med Olive, som havde efterladt ham med kradsemærker på armen, dén skuffelse Melanie vel selv havde udsat ham for - og hele situationen på hjemmefronten.
"Dog begynder det at se lysere ud," Lød det snart fra ham, som han mødte hendes blik igen, "Jeg har endda opnået en forsoning med min ex..." Man kunne se at han var ligeledes stolt og overrasket over det sidstnævnte. Alt hvad han havde udsat exen for sidste år havde tynget hans skuldre lige siden.