Tvivl & Tvilsom Opførsel

[William Knight]

Clarissa Stanley

Kort før aftensmåltidet

Gemt i den læder-indbundne, let slidte, eliksirbog befandt sig et brev, med en datering der bestemt signalerede at det burde have været modtaget i januar. Hér, måneder senere, var det dog stadig i besiddelse af personen der havde ført blækket over papiret i første omgang; og som havde skrevet dé bandende ord, der var nedskrevet på mest snørklet vis -- Liam Knight. Den sekstenårige løve, sad på en bænk i skolegården, under et stort kroget træ, som havde lykkedes at krænge sig selv op fra rødderne under brostenene i gården. I hans hænder, var netop dénne bog, hvori et pergament, og dets tilhørende konvulut lå. Brevet var adresseret hans storebror, og var bestemt skrevet i aggression. 
Han havde, gentagende gange, haft lyst til enten at afsende brevet alligevel, eller lade det vugges ind i flammerne i Gryffindor's Opholdstue. Dog var det forblevet gemt væk, - kun til skue af hans egne øjne. Især siden festen i påskeferien, havde han kigget en del på brevet, og slugt dets ord. For mente han dem stadig...? Langsomt var han begyndt at tvivle på sig selv, trods Marcus Knight's ord stadig rungede i hans sind: 'Ingen handlinger kan blive slettet. Du vil altid være et råddent æg'. 

Snart bemærkede han nogen træde ud i skolegården. What were the odds? Han havde fortalt sin storebror om Clarissa, - og om hvad han havde gjort. Dengang havde han ikke lyttet til broderens råd, men nu...- Hvorfor begyndte han at føle en trykken i brystet nu? Måske var det fordi han selv var blevet ydmyget så grundigt. Fuck, det var en forfærdelig følelse.

[Clarissa Stanley]

Clarissa havde brug for luft. Selvom Nathan ikke var på nakken af hende hele tiden, så var han altid i hendes bevidsthed ét eller andet sted. Ekstra slemt var det naturligvis, når de havde timer sammen og hun nu var tvunget ind i makkerskab med ham.

Luften var derfor absolut nødvendig nu, men da hun først kom ud og så Liam, hvor hun havde regnet med selv at sætte sig, mærkede hun irritationen fylde sig og hun kunne da heller ikke helt skjule det fra sit ansigt. I stedet for at gå hen til ham, gik hun derfor bare forbi ham og satte sig på bænken ved siden af, hvor hun trak benene op foran sig og lukkede øjnene, mens hun forsøgte at lukke Liam ud af sin bevidsthed.

[William Knight]

Langsomt hævede han hagen lidt, så han kunne løsrive blikket fra brevet, der lå gemt i eliksirbogen. Han fulgte hende en smule med øjnene, - ganske klar over, at hun vist, rimelig åbenlyst, forsøgte at ignorere ham. Luften var som altid, ret anstrengt mellem de to eks-kærester, og situationen var vist ikke forbedret efter deres 'run in' til festen i påskeferien, trods Liam velnok begyndte at mærke en indre uro over alle dé mange tråde og aggressioner han havde efterladt sig siden sidste skoleår.

Rent instinktivt, lukkede han bogen i, så brevet blev gemt væk, da Clarissa besluttede sig for, at gå direkte forbi ham, og tage plads på bænken ved siden af. Ingen ord. Ingen blikke. Ingenting. Han mærkede en lyst til at åbne munden og - i det mindste - undskylde for hvad han havde sagt til festen. For måske kunne dét stoppe deres hævntogt, for en stund? Han havde dog aldrig været god til at søge tilgivelse. Alligevel, var hans langsomme selvinsigt da ved at finde sted.
"Hvis du vil være alene, er der mange andre steder du kan gå hen," Wauw... Dét var en replik han åbnede med. Trods hans tone var afslappet, havde han vist ikke gennemtænkt sine ord, før de forlod hans læber. Nice work Liam. Nice work.

[Clarissa Stanley]

Clarissa mærkede igen en trækning gå over sit ansigt, da Liam selvfølgelig ikke kunne lade hende være i fred. Story of her life, lige for øjeblikket, følte hun. "Der er 600 elever på skolen," svarede hun afvisende. "Det er ikke let at finde nogen steder, hvor man er helt alene. Men hvis du nu klappede i og lod mig sidde i fred, så kunne jeg i det mindste lade som om." Klaphat.

Hun trak vejret dybt ind og holdt det et øjeblik. Hendes hjerte ræsede af sted over konfrontationen. Hun kunne åbenbart slet ikke holde til den slags for øjeblikket. Vejret blev holdt alt for længe, inden hun forsigtigt pustede ud og gentog - uden at tænke over, at Liam måske faktisk kendte hende godt nok til at vide, at hun var utilpas. Havde hun tænkt over det, havde hun forsøgt at ignorere sin hjertebanken i stedet for at lade ham vide, at hun ikke var helt tilpas.

[William Knight]

En lille rynke af velkendt utilfredshed lagde sig mellem de mørke øjenbryn, som nogle, velfortjente, afvisende ord lød fra Clarissa's læber. Han foldede sine hænder på den lukkede bog i sit skød, og trykkede disse lidt sammen, for at afholde sin tunge og sine læber fra at ytre nogle uigennemtænkte ord. Dog var det sådan en sjældenhed, at han afviste sin impulsivitet og sit temperament, at hans knoer blev lidt hvide, fordi han klemte dem så hårdt. Alligevel, lykkedes det ham da at holde mund. I hvert fald for en stund.

Han lagde blikket, lidt halv-diskret mod hende, som de havde hvilet i en anstrengt stilhed for en stund. Trods Clarissa bestemt ikke lignede en person man skulle tale til lige nu, rømmede han sig snart.
"Øhm, - Clarissa?" Det virkede helt unaturligt at ligge hendes navn i sin mund på en så afslappet, rolig, og velnok ærlig måde. De havde, engang, haft nogen gode tider sammen, trods deres forhold vel ikke havde haft meget fundament under sig. Det havde dog været sjovt, og interessant i begyndelsen - noget, som Liam havde slået til jorden da han blev utålmodig.
"Dér i påsken,-" Begyndte han, med en tydelig akavethed over sig. Som var det absolut uvant for ham, at ytre sådanne sætninger, "Jeg opførte mig barnligt."

[Clarissa Stanley]

Stilheden faldt over dem og hun fik nogenlunde styr på sit hjerte, mens hun klarede at glemme, at Liam befandt sig i nærheden. Altså.. Lige indtil han talte til hende. Bare tanken om endnu en konfrontation med ham, ødelagde hendes ro og hun så irriteret over på ham uden at svare.

Hans ord fik dog langsomt hendes øjenbryn til at kravle op i panden i overraskelse og hendes mund formede et lille "o". Undskyldte han lige? Seriøst? Brodden blev taget af hendes spidse svar og hun sank en enkelt gang, inden hendes irritation helt faldt fra hinanden. "Det skal du ikke tænke på," svarede hun lavmælt og så ned på sine knoer. "Jeg opførte mig heller ikke ligefrem pænt."

[William Knight]

Som han afventede hendes respons, bemærkede han da den tydelige overraskelse der malede sig over hendes unge ansigt. Well... Dén fortjente han vel. Nok havde han ikke desideret sagt ordet 'undskyld', men det her var så tæt man velnok kom, når det galt Liam Knight. Faktisk, forventede han, at hun ville tynge hans ord til jorden, med en sarkastisk kommentar, og dérfor smittede overraskelsen snart af på ham, da han hørte hvad Clarissa havde at sige. Den ene mundvige hævede sig dog snart en lille smule. Som var der en lille, usynlig snor, der trak den op.
"Hold da op..-" Begyndte han roligt, "Det var mig der tyede til at danse med en-eller-anden fordrukken tøs, bare for at pisse dig af."

[Clarissa Stanley]

Hun skottede over til ham og kunne ikke lade være med at smile bare en lille smule over hans ord. "Nå ja, men jeg var vel ikke blevet led, hvis det ikke var fordi, det rent faktisk pissede mig af," konstaterede hun med en stille stemme. Hvem vidste, om Liam havde været grunden til, at hun havde kastet sig sådan over Joseph? Hun rystede mentalt på hovedet af sig selv. Hun behøvede normalt ingen undskyldning for at kysse på flotte fyre og kunne næppe bebrejde Liam det. "Hvordan kan det være, du pludselig har droppet mean-boy-facaden?" spurgte hun - halvt drillende - halvt reelt interesseret.

[William Knight]

Selvfølgelig vidste han, at det ville pisse hende af. Han havde, trods alt, grebet alle chancer for at sende hende i det røde felt, siden deres break-up. Ikke nok med at han havde været hende utro dengang med Kala Patil-Fawley, han havde, trods alt, også vedvaret hans og Kala's løse forhold til denne dag i dag, og tværet det lidt ud i ansigtet på Clarissa, hvis hun 'tilfældigvis gik forbi'. Det havde været ondsindet, men han havde, af barnlige årsager, følt sig berettiget til det. Var det trods alt ikke Clarissa der havde outed ham? Han var selvfølgelig siden da begyndt at indsé, at Clarissa havde haft den bedste grund til sin hævn. Alligevel havde Liam nærmest blot taget det sure ry under sine vinger, ved at gå til andre tøser. Hellere embrace et dårligt ry, end at bukke under, right?
Maybe not... Dét havde de sidste måneder langsomt fået ham til at indse.

"Nok er jeg en idiot," Svarede han snart, "Men, 'ond' har aldrig været noget jeg har ønsket at være." Dét var et emblem han havde sat på brystet, når folk anklagede ham for at være det.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, før han skævede op mod den relativt mørke himmel, "Selvom min track-record med dig, måske ikke bare kan gå ind under kategorien 'ung og dum'..."

[Clarissa Stanley]

Hun mærkede et stik i mellemgulvet over hans svar og kunne på ingen måde give ham ret. Han tog det dog også i sig kort efter og hun bed ned i sin underlæbe og trak på skuldrene. "Ikke rigtigt," gav hun ham ret og var ualmindeligt dårligt tilpas med hele samtalen. Hun havde pludselig ikke lyst til at tale mere om det eller om alt det andet. Det var snart længe siden og bare tanken om den måde, han havde såret hende på dengang, var stadig nok til at hun følte sig som en vreden karklud. At hun selv havde været led til gengæld, betød mindre for hende, selvom en anelse dårlig samvittighed da også fandt plads i hendes plagede indre.

[William Knight]

Som stilheden satte ind, blev han, igen, lettere nervøs med sine hænder. Han vejede eliksirbogen lidt fra den ene hånd til den anden, mens han overvejede hvad han skulle sige, og om han overhovedet skulle sige noget. Hans egen angren over hvad der var sket, og hvordan han havde reageret efterfølgende, var nok dyb - men den ville nok ikke kunne måles med Clarissa's. På en eller anden måde, var han faktisk taknemmelig for at hun ikke var gået med til at have sex med ham dengang. For så ville det måske have såret hende mere, da hun indså at han ikke var klar til et forhold. At han satte sig selv før hende.
"Jeg kan ikke ændre på noget," Sagde han snart, med en lidt lav stemmeføring, som han fortsat betragtede himlen, "Bortset fra én ting..." Tilføjede han, og tvang endelig sit blik over mod hende, "Jeg ligger alle barnlige tanker om hævn på bordet, og lader dig leve dit liv, uden at skulle døje med at blive generet af mig." Det var vel det mindste han kunne gøre.

[Clarissa Stanley]

Clarissa sukkede næsten af lettelse, da han opløste den ladede stilhed, som havde sænket sig over dem. Hans ord fik hende da også til at smile en lille smule. Hun var ikke helt sikker på, om hun kunne håndtere denne Liam eller ej. Han var slet ikke den person, hun havde skullet forholde sig til i det sidste år og det gjorde hende nervøs. "Jeg skal også nok opføre mig bedre," lovede hun med maven fuld af uro og nervøsitet og kunne ikke finde på et eneste ord mere at sige.

[William Knight]

Måske virkede han relativt rationel, og næsten voksen, netop nu. Dog var dette blot ét af de mange lag, som han måtte døje med. Han spændte altid ben for sig selv, og det havde ikke været mere end et par dage siden han gjorde sin sidste barnlige fejl. Alligevel, var han i det mindste begyndt at se tilbage på nogle af de værste ting han havde gjort. Dét han havde gjort mod Clarissa, toppede trods alt listen.
"That's a shame... Du er ellers bemærkelsesværdig god til at svine mig til," Jokede han, for, formegentlig, at lette stemningen den mindste smule, nu da skuldrene ikke var så tynget over dénne situation. Han forventede ikke et venskab, - men blot en tolerance.

[Clarissa Stanley]

Clarissa smilede skævt igen og mærkede en følelse i brystet, som hun bestemt forsøgte at trampe ned. Der var en grund til, at hun var faldet for Liam dengang. Og hun var rent faktisk faldet for ham. Han var lækker og rigtigt sød, når han gad være det. Og så havde hans stemme det med at tale direkte med hendes nerver, som nærmest gik i højspænding, når den var i et bestemt toneleje.

Men på det sidste havde hun rodet sig ud i alt for mange ting, fordi hun ikke kunne stå for et kønt ansigt og hun havde virkelig ikke overskud til at skulle gå og sukke efter Liam igen. "Jamen, så skal jeg da gerne fortsætte," drillede hun derfor bare tilbage og trak benene op foran sig igen som værn mod ham og hans magnetisme. "Du gør det jo så let for mig."

[William Knight]

Det var lidt besynderligt at se på den kønne pige, uden at blive mødt af den stærke, velkendte indædthed. Nok var skårene ikke samlet, men han følte da, at han havde gjort et par forsøg på at lime et par af dem sammen. Selvfølgelig havde han da spottet hende på gangene og til visse timer, med et smil om læberne, men nu så han det rettet mod sig selv igen. Som var tiden spolet en smule tilbage til dengang han var et år yngre, og en hel del dummere, og hvor de begge vel havde haft et behov for anerkendelse. Han havde, dengang, nydt dén opmærksomhed hun gav ham, hvordan hendes mandelformede øjne havde betragtet ham, og hvordan de faktisk havde haft det reelt sjovt sammen i nogle dyrebare stunder. Han havde vel holdt af hende på sin egen måde, trods han aldrig havde tilladt sig at føle noget dybere for hende. Dá havde det vel været vigtigere for ham, at vide at han fik noget håndgribeligt ud af det.
"Åhr, hold dog op," Sagde han, med en kort, men varm latter, som han kløede sig på den ene kind, "Nu må du ikke få alt for gode ideer!"