The blood you bleed is just the blood you owe

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var ikke i tvivl om det længere. Om at Agnes havde det sådan og ikke ønskede at såre ham. Det var trods alt følelser han mærkede i sig selv, selvom han netop følte sig som en belastning for hende til aften, og havde formået at såre hende, trods en anden havde ført staven.
Skyldfølelsen sad dybt.

"Du er ingen belastning for mig," slog han så fast. Var det ikke ham der vægtede hende ned? Sådan føltes det lige nu. Tomlen vandrede over hendes hud endnu en gang.

[Agnes Rosier]

Optaget af sin egen dårlige samvittighed var det alt for nemt for Agnes at overse, at Corban måske sad med samme følelse. I stedet lod hun sig berolige af det blide kærtegn lige så meget som alvoren i hans ord.

Der var tusind ord, der burde siges, men i stedet anmodede hun ham forsigtigt tættere, indtil hun kunne hæve sig nok til at strejfe hans læber i et blødt kys.

"Undskyld," mumlede hun, ikke mere end millimeter fra hans læber.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kunne se, hvad det var Agnes søgte fra ham. Derfor mødte han hende også på midten, så hun ikke skulle anstrenge sig. Undskyldningen mærkede han mod sine læber, selvom selve ordet var så blidt, at han næsten ikke kunne høre det.

Han rystede på hovedet; helt forsigtigt. "Det er mig der bør undskylde." Endnu en gang kunne de fange sig i dette ekko. I stedet trykkede han bare det blideste kys mod hendes mund. "Du må hvile dig nu."

[Agnes Rosier]

Agnes vidste, at der var sandhed i hans ord. Hun kunne mærke hver bevægelse trække dybe renter, men tanken om, at Cailean Morgaine stadig var i huset, var nok til at holde øjnene åbne. Så det var hendes tur til at ryste svagt på hovedet.

"Jeg kan ikke lide, at du er alene med ham," hørte hun sig selv indrømme uden helt at vide, hvornår hun var blevet hans beskytter. Men sådan var det nu, som indsigten ramte hende, at hun uden tøven ville give sit liv for ham.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lod en hånd strejfe over Agnes´ røde hår på den hvide pude. Han kunne forstå hendes nervøsitet, men endte bare med helt stille at ryste på hovedet. "Jeg bliver her hos dig i nat. Og snakker med ham i morgen," lovede han hende så. Rummet nedenunder havde han barrikaderet med magi.

"Ingen af os er alene."

[Agnes Rosier]

Løftet fik lige så langsomt hjerterytmen til at nærme sig normalen igen, selvom systemet stadig kørte på adrenalin. Alligevel var en så simpel handling som at synke besværet, og da hun rykkede sig lidt længere ind på madrassen, var det med en svag fortrækning i smerte.

"Læg dig hos mig?" bad hun forsigtigt.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde sat sin lid til de to gamle husalfer. Han satsede på, at de ville sørge for at Cailean blev, hvor han var. Alligevel tvivlede han på, at han ville finde søvnen i nat, selvom urterne stadig var i hans system. Han lagde sin tryllestav på sengebordet, hvor den ville være nem at nå. Caileans, lagde han i skuffen, så Agnes ikke skulle konfronteres med den.

Dernæst krøb han ned til hende i sengen. Han var varsom om ikke at rokke for meget til madrassen. "Gør det meget ondt?" spurgte han hende så, da han ikke ville tøve med at hente helbrederen igen, hvis det blev for voldsomt for hende.

[Agnes Rosier]

Agnes nåede at få et glimt af staven, der blev lagt i skuffen. Et lille glimt, men nok til, at det stak ganske svagt i huden, hvor den var trængt igennem. Hun skyndte sig at rette blikket mod Corban, hvor det forblev.

"Nej, det er okay," nåede hun at svare i rent hensyn, inden hun indså, at det var en løgn. En indsigt, der fik hende til at tygge sammen om kinden. "Det er bedre nu."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lagde sig bedre til rette, men med en varsomhed omkring ikke at skubbe eller møve til Agnes. Med en hånd under puden, lagde han sig på siden, så han kunne se hende. Den anden fandt hendes arm for at give den små forsøgende kærtegn.

"Jeg vil ikke lade der ske dig noget." Stemmen var dæmpet.

[Agnes Rosier]

De blide kærtegn fik Agnes til at slippe en tung udånding, som roen langsomt fik sneget sig ind på hende. Under andre omstændigheder ville en sådan erklæring have fået et svagt smil frem over hendes læber, men nu var der kun alvor at spore i hendes træk.

"Normalt er jeg bedre til at tage vare på mig selv," lovede hun ham. Men det barbariske angreb var kommet bag på hende. Som duellant var hun skarp, men hun havde aldrig skulle forsvare sig mod fysiske angreb af den kaliber.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var egentlig ikke i tvivl, selvom han (heldigvis) ikke havde set Agnes være i en situation, hvor hun måtte træde i den magiske defensiv. Angrebet mod hendes hals havde tydeligvis været pludseligt og hårdhændet.

"Intet ved det her er normalt," slog han så roligt fast. Cailean havde ikke brugt magi mod hende, men havde hamret tryllestaven mod hendes hud. Tilmed under Corbans tag, hvor hun burde kunne føle sig sikker. 

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke helt overbevist. Alene roen, Corban udviste ved situationen, fortalte hende, at han ikke var helt så chokeret over den, som man kunne forvente af de fleste. Den tanke holdt hun dog for sig selv, som hun lagde en hånd over hans.

"Jeg har overlevet værre," svarede hun sandfærdigt og gav hans hånd et lille klem. "Og endda uden at blive taget vare om efterfølgende, som du gør det nu."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var chokeret, men efterhånden havde han set vold i flere afskygninger, end han nok burde. Det samme, antog han, galt nok for Agnes. Hvis endda ikke i en langt mere direkte grad. I sidste ende blev han nødt til at være rolig. Ikke for sin egen skyld, men for hendes.

Ordene krængede i hjertetrådene. Han tvivlede ikke et sekund på deres sandfærdighed, men betragtede hende blot med en ømhed og medfølelse.

"Helbrederen gjorde en del af arbejdet," mindede han hende så om, da han næppe kunne tage ansvaret for den mest omfattende håndtering af situationen.

[Agnes Rosier]

“Helbrederen var her ikke, da skaden skete,” indvendte Agnes, selvom hun nok bare burde lade det ligge. Det var dén bevidsthed, der fik hende til lige så forsigtigt at flette fingrene ind mellem Corbans, som hun prøvede at lade diskussionen falde til ro sammen med sit bankende hjerte.

“Og hvis du var i tvivl, vil jeg heller ikke lade der ske dig noget.” Et trist smil indtog hendes læber. “Det var nok det, der i virkeligheden skabte problemet til aften.”

[Corban Yaxley Jr.]

Agnes indvending var ikke nødvendigvis en som Corban forsøgte at klynge sig til. Havde hun ikke selv fremmumlet besværgelsen, han skulle bruge i den indledende fase, ville han ikke have vidst, om situationen ville have frosset ham i dyrebare sekunder.
Men han lod det ligge. I stedet skilte han fingrene mere fra hinanden, så hendes bedre kunne glide ind mellem dem.

"Jeg er ikke i tvivl," fortalte han hende så, selvom det både varmede og knuste hans hjerte at vide, at dette nok var sket, fordi hun forsvarede ham. "Jeg er ked af, at jeg inviterede ham til at overnatte her. Det skulle ikke være sket."