You think your only choice is flight

[Agnes Rosier]

Agnes kunne sagtens være fornuftens stemme og pointere, at hun havde sovet, indtil for ganske kort siden. At det måske var Cailean, der i stedet var for uopdragen til ikke at lave et kæmpe rod eller komme anstigende midt om natten, men hun hævede sig over det og blev i stedet den første til at sænke staven. Det knuste glas reparerede sig selv og satte sig nydeligt på stuebordet, hvor det blev fyldt af alle de sjatter, han havde spredt ud over gulvet.

"Jeg ved ikke, hvad dit problem med mig er, men prøv ikke at larme for meget. Corban sover."

[Cailean Morgaine]

Cailean observerede kun halvt, at hun fik samlet glasset. På en eller anden måde pissede det ham af ad helvede til, at hun ikke lod sig provokere. Faktisk var det møg provokerende. Hele hendes eksistens var provokerende. At hun boede hos Corban, var dobbelt så provokerende.

Han bed tænderne sammen over det, inden han tog en ordentlig tår mere, og nær havde spyttet det hele ud igen, ved hendes næste provokerende ord.

"Sover? Nå så det gør han? Hvem fuck tror du, 'du er?" Flasken der stadig var godt over halvt fyldt, blev svunget hårdt mod kanten på skænken, så glas højlydt gik fra hinanden igen, imens vin sprøjtede ud over møbel, gulv og Caileans bukser. Og havde blikket ikke været svømmende, havde han muligvis haft bedre held, da han kastede resten af flasken i Agnes' retning, men i stedet ramte væggen bag hende.

"Tror du stadig han fucking sover nu!" Råbte han truende.

[Agnes Rosier]

Der var tider, hvor Agnes kunne have løvemod. Hvor hun stolt havde set ligheden med den føniks, som Simon Montague havde set i hende, bravt rejsende sig fra flammerne. Men hun havde aldrig været god til det uventede og usikre, og ved lyden af glas, der knustes, trak hun sig tilbage med et sæt.

Med endnu et smæld ramte den væggen bag hende, og hjertet var tilbage i halsen, hvor det truede med at lukke for både ord og ilt. Men hun fik presset det ned, som staven igen blev hævet mod ham.

"Så lad mig lige forstå det ret," indledte hun med en stemme, der denne gang ikke dirrede af frygt, men indignation. "Din ven åbner sit hjem for dig og dette er måden, du takker ham på? Hvem tror du, du er?"

[Cailean Morgaine]

"Jeg er hans bedste ven, jeg kan gøre hvad fuck jeg vil! Ved du ikke hvad han skylder mig?" Han trådte tættere på Agnes, indtil han stod med hendes stav mod brystkassen og ikke kunne komme tættere. Hans egen stav stadig i hånden, men ikke rigtig rettet mod noget.

"Alt." Svarede han sit eget spørgsmål, og gjorde sit absolut bedste for at stille skarpt på hendes ansigt. Forsøgte at virke truende gennem rødvinsånden og det svømmende blik.

[Agnes Rosier]

Nej, Cailean var ikke hendes monster. Men han var unægteligt noget mere skræmmende, da han stod kun en armslængde fra hende og tydeligt ikke lod sig påvirke af det faktum, at hun havde staven trukket mod ham. Men han kunne heller ikke vide, hvad hun var i stand til. Hvad hun havde gjort. Hånden rystede ganske svagt.

"En bedste ven misbruger ikke et venskab til at te sig sådan her," indvendte hun, selvom hun ikke vidste meget mere om venskab, end hvad Corban havde lært hende. Men det var ikke dét. "Og han holder i hvert fald ikke et så godt menneske som Corban i taknemmelighedsgæld."

[Cailean Morgaine]

At hun faktisk overhovedet troede hun vidste noget som helst, om Cailean og Corbans venskab. At hun faktisk troede at hun kunne belære ham, eller fortælle ham hvad han kunne og ikke kunne tillade sig. At hun i det hele taget tillod sig, at nærme sig hans dårlige samvittighed den mindste smule og så havde en stav rettet mod ham samtidig.

Cailean havde nok aldrig været særlig god, til at bruge sine ord. Og lige nu fortrød han da også, at han havde kastet flasken ad helvede til, endda uden at ramme. Så havde hun nok holdt sin kæft. Næverne nåede at knyttes med tanken om at brække hendes næse, men den ene næve knyttede sig om staven, og-

I en aggressiv, ugennemtænkt bevægelsen, jagede han staven direkte mod hendes hals.

[Agnes Rosier]

Agnes var ingen dårlig duellant, men trods sin hævede stav, forventede hun ikke rent faktisk, at hun skulle til at duellere mod den tydeligt berusede Cailean Morgaine. Nærmere var det med alle intentioner om at forsvare Corban, at hun overhovedet stadig stod over for ham, frem for at være gået i seng.

Det var da heller ingen besværgelse eller magisk angreb, hun kunne afværge, han mødte hende med, og hun var komplet uforberedt, da han i stedet brugte sin tryllestav på en helt anden måde end nogen civiliseret magiker nogensinde ville ty til.

Måske ville hun have skreget, måske burde hun, men hun nåede ikke meget mere end et forskrækket udbrud, da træet trængte igennem den lyse hud og borede sig ind i hendes hals. Moderens hvide tryllestav glødede i hendes hånd, længtedes efter at forsvare sin ejermand, der hjælpesløst tog et par snublende skridt bagud for at klamre sig til døråbningen med den frie hånd.

[Corban Yaxley Jr.]

Efter Corban havde forladt køkkenet, havde han søgt sin mors soveværelse. Fundet noget af de beroligende urter, hun brugte før hun skulle sove - og knuste dem i morteren. Han kiggede ikke rundt i rummet. Ikke hen mod sengen eller portrættet af hendes børneflok, der alle stod rankt og med smil, der kunne virke overbevisende.

Da han faldt i søvn, blev det i hans egen seng. Det var drømmeløst, og hverken lyden af turmult eller Agnes fodtrin over gulvet, vækkede ham. Ikke før han hørte glas knuse sig højlydt mod husets gamle skellet. Han er her for at dræbe mig, var den første tanke der slog ham, da han koldsvedende satte sig op og forventede at se sin fars ansigt.
Men Corban Yaxley Senior var død... Og Agnes var... Væk.

Selvom urterne stadig var i hans system, trumfede noget andet. Han hev staven til sig og bevægede sig gennem genfærdet af en ejendom, indtil han nærmest greb en stavrende Agnes i døråbningen. Nok vejede hun ikke meget, men på grund af den uforberedte kollision, gled han ned at sidde med hende, uden at forstå hvad der var sket. Ikke før hans fingre strejfede den genkendelige stav i hendes hals, og blikket fløj over mod Cailean.

"Hvad har du gjort?" Stemmen var både forpint og hvæsende.

[Cailean Morgaine]

Chock.

Cailean så hende stavre baglæns, så hende falde sammen og så Corban, der lod til at være dukket op ud af ingenting.

Selv fumlede han et skridt eller to tilbage, på usikre ben, med hænder der desperat famlede ud efter et holdepunkt. Dog uden held.

"Jeg... Jeg har ikke, jeg... Det var ikke min skyld," svarrede han refleksivt, men formåede ikke engang at overbevise dig selv. Et par af fingrene der havde holdt staven føltes våde. Klistret. Han skævede kun kort mod dem, før blikket sejlede mod Corban og Agnes igen.

[Agnes Rosier]

Chokket var tydeligt i Agnes' udtryk, som hun kæmpede mod den truende bevidstløshed, der bankede på. Heldigvis var Corban der, og selvom fodfæstet forsvandt, blev det erstattet af gulvet og Corbans favn. Udvekslingen var sløret og syntes ikke at give mening, men hun havde et andet mål.

Læberne gled fra hinanden, men der kom ingen ord ud, kun en hvæsende lyd, der ikke var til at tyde. Først, da hun lagde fingrene over såret men et klynk af smerte, syntes hun at kunne få formet to ord:

"Vulnera Sanentur." Hun kunne ikke selv kaste den, mens tryllestaven stadig sad i hende. I stedet flakkede de brune øjne forskræmt mellem Corbans, prøvede at sikre sig, at han forstod. Cailean blev ignoreret til døde.

[Corban Yaxley Jr.]

Ikke min skyld. Ordene gled ind i det ene øre og ud af det andet. Desuden kiggede han kun ganske flygtigt på Cailean. I et splitsekund, før opmærksomheden var rettet mod Agnes igen.

Blikket bevægede sig febrilsk over hende og tryllestaven i hans hånd rystede, men øjnene gled over dén der sad i hendes halshud. "Vulnera sanentur," stemmen var dæmpet og koncentreret. Han måtte ikke ryste nu... Med den ene hånd forsøgte han varsomt at trække staven ud, alt imens han vedblev med den helbredende besværgelse. Han kunne nærmest høre fibrene under hendes hud samle sig.

[Cailean Morgaine]

Endelig strejfede hånden et holdepunkt, og Cailean ramlede sammen med et armlæn. Blikket stadig rettet mod hans bedste ven og Agnes Nott på gulvet. Hovedet snurrede kvalmende da han forsøgte at sætte sig, men ramte forbi og røg på røven i stedet.

Han skævede mod pejsen. Overvejede om han kunne kravle derhen, før Corban opdagede det, selvom det ville betyde, at han efterlod sin stav.

Fuck it.

Han satte mod ildstedet på alle fire, så han ikke risikerede at vælte over egne ben igen.

[Agnes Rosier]

Blodet trak sig tilbage over den lyse hud og ind under den, før den begyndte at lappe sig sammen. Det var dog ingen smertefri behandling og tryllestaven kom ud under dæmpede klynk, indtil Agnes endelig syntes at kunne trække vejret frit igen. Hun gispede og hostede, mens hun knugede sig ind til Corban. Hovedet endte mod hans brystkasse og det var derfra, at hun opdagede Caileans kujonagtige exit.

Måske burde hun bare have ladet ham gå. Få så meget afstand til ham som muligt. Men i stedet drejede hun ganske let på hånden, der holdt om den lyse stav. Et gitter skød op foran pejsen og holdt ham i stuen med dem. Det var intet andet end en lille bevægelse og en simpel besværgelse, men hun endte alligevel med at synke afkræftet ind mod Corban, da den var kastet.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke blot skævet over mod Cailean. Ikke før han dog hørte gitteret glide ned, da Agnes havde lukket for hans flugtmuligheder. Egentlig ønskede han bare, at Cailean forsvandt og lod dem være lige nu. For der var stadig rester af blod på Agnes hals, og på Caileans stav, som allerede havde stænket små pletter på den lyse pyjamas.

"Ikke anstreng dig mere. Jeg lader ham ikke gøre dig noget," hviskede han så til hende, mens han brugte minutterne på at udbedre skaden, så godt han kunne.

[Cailean Morgaine]

Næsten...

Cailean var næsten henne ved ildstedet, da gitteret skød op og effektivt blokerede hans flugtvej. Stædigt kravlede Cailean alligevel helt derhen og ruskede ineffektivt i tremmeværket, til ingen verdens nytte.

Med hjælp fra gitteret fik han dog trukket sig op på benene igen, og et desperat blik blev kastet hurtig ud i det gyngende rum. Men Corban og Nott sad i vejen, hvis han skulle ud af døren.

"Giv- giv mig min stav!" Befalede han en smule snøvlende, og ikke helt sikker på Nott's situation.